Hvis tyske Sauerland skulle leve op til sit navn, ”sur-land”, kunne man fristes til at tro, at man udelukkende kommer hjem med sure ferieminder, men efter en uges campingferie i det venlige, midttyske, bakkede landskab vender mundvigene kun en vej, og det er opad.

Tekst og foto: Anne-Vibeke Isaksen

Alt efter, hvor ferien går hen, er Sauerlands placering ca. midt i Tyskland perfekt til at dele den lange rejse mod syd over i to dele. Og hvis sydens oplevelser kan vente, er der sågar også basis for at holde en hel uges ferie i den tyske region, der nok ikke er så kendt af mange.

Har du en forkærlighed for det romantiske Harzen med alt, hvad dertil hører, og gerne vil prøve et nyt område, så er Sauerland også et godt bud.

Der er mindst lige så hyggeligt med søvnige byer med bindingsværk- og skiferbelagte huse, bløde bakker med masser af skov og ikke mindst en stor legeplads, hvis man godt kan lide aktiviteter tæt på naturen.

SUP (eller paddleboard) er for alle i alle aldre. Her på den idylliske Hennesee.
 

Tre gode grunde til at holde ferie i Sauerland er:

• Naturen – den er gratis og ganske vidunderlig
• Fantastisk service fra lokalbefolkningen, fordi det ikke er så overrendt
• Perfekt stop på rejsen sydpå (man kan dog sagtens bruge en uge)
   

Solen skinner i Winterberg

Den største by i Sauerland er Winterberg, der i den grad lever op til sit navn, når det kommer til vinteraktiviteter. Det er et skieldorado, men også hele fire skihopbakker og en bobslædebane. Det betyder ikke, at byen ligger stille hen om sommeren, for hele skianlægget med et udbredt liftsystem omdannes til sommerprogrammets aktiviteter, så f.eks. mountainbike-rytterne slipper for at cykle op ad de stejle pister, men i stedet får et løft med lifterne.

Det samme gælder de magelige vandrere, der vil op at gå i højderne uden at skulle bestige et bjerg først. De kan i ro og mag sidde i liften og nyde udsigten, inden gåturen venter.

Nabobyerne omkring Winterberg, der har mindre skiområder, udnytter ligeledes bakkerne til både vandring og mountainbike, men hvis du skal have et løft op i terrænet, skal der være stole- eller kabinelift, for at det kan lade sig gøre.

Landevejscykling er også muligt, hvis man ikke lader sig afskrække af op til 14 % stigninger, men decideret cykelvenligt er det ikke, fordi der kun få steder er cykelstier. På de små landeveje er trafikanterne dog venlige og kører fint uden om, så for erfarne voksne er det fint.

Høj puls og lav puls

Man bestemmer helt selv, om ferien skal være med høj eller lav puls eller en kombination af de to. Aktive ældre eller børnefamilier med børn i flere aldersgrupper kan sagtens finde oplevelser og aktiviteter til flere dages ferie.
 

Selvom man er blevet lidt grå i toppen, kan cykling sagtens smilene frem

I byen Altastenberg kan du få områdets måske største adrenalinkick på svævebane, Astenkick, der er 1.000 meter lang, og man kommer op på 120 km/t. I modsatte boldgade kan man padle SUP på Hennesee, hvor de rolige glid gennem det krystalklare søvand vil være sand balsam for sjælen.

Og nu man er ved søen, og vejret er til det, så er Sauerlands mange forskellige søer meget børnevenlige til badning og leg. På flere af søerne, som f.eks. Hennesee og Diemelsee, sejler en større båd, så man kan tage på rundfart. Hele området omkring Diemelsee, hvor der også er en dæmning, er utrolig naturskønt, og der ligger en campingplads på begge sider af søen.

Ønsker man at komme op i højderne, er det 838 meter høje bjerg, Ettelsberg, et yndet udflugtsmål. Her kan man tage kabineliften op til toppen og fortsætte med elevator op i Ettelsbergtårnet.

Mange, især børnefamilier, nyder en medbragt picnic ved legepladsen eller en frokost i den hyggelige bjerghytte. Alle uden undtagelse går en tur enten rundt om bjergsøen eller i terrænet, hvor der er fine afmærkede ruter, inden de begiver sig ned igen. Hvis man ikke går, kan man sommerkælke ned, men man skal forberede sig på, at det går stærkt.

Bybilledet bliver ikke mindre idyllisk af de imponerende facadeskilte og så kan Sauerland også det der med ølfremstilling
 

Ruhr-distriktets åndehul

Sauerland ligger mellem Kassel og Dortmund og er meget let at køre til. Der er bakket, men der er ikke tale om bjergkørsel. Der, hvor man skal være mest opmærksom, er, når man forlader motor- og hovedveje, fordi nogle af landevejene kan være meget smalle og stejle.

Bedste råd er at stille campingvognen på campingpladsen, og er man i autocamper, kan det bedre gå. Er man først i bil eller kører lidt rundt i autocamperen, så er der utrolig mange steder, hvor man kan holde ind til siden, parkere og nyde de smukkeste udsigter med en madpakke eller gå en lille tur.

Hele regionen er et sandt eldorado af små hyggelige byer med dekorerede bindingsværkshuse, og mellem dem finder man enorme skove og åbne bakkede landskaber, hvor der er grønt overalt.

Grønt er der ikke meget af i naboregionen Ruhr-distriktet, hvor der bor mellem fem og ti millioner mennesker, der så til gengæld har grønne, frodige Sauerland som nabo. Det gør nu ikke, at Sauerland på nogen måde er overrendt. Det er måske i virkeligheden den allerstørste fordel ved området, at der er så god plads til alle.
 

Største attraktion i Sauerland

Den største attraktion i Sauerland er uden tvivl naturen og de hundredvis af vandreruter, der ligger så at sige overalt.

Det er bakket terræn, men der er på ingen måde tale om bjergvandring, så alle kan være med. Husk, man bare kan holde pause, hvis pulsen bliver for høj. Alene i området Sauerland-Höhenflug ved Eslohe ligger der 250 km afmærkede vandrestier.

Det er et særdeles interessant vandreområde, fordi man hele tiden går gennem forskellige landskaber fra små hyggelige byer til landbrugsområder med marker og dyr til dybe, uberørte skove, hvor der på varme sommerdage er utrolig svalt. Mange af vandreruterne er cirkler eller ottetaller, så man kan parkere bilen og komme tilbage til samme sted.
 

Lidt fakta om Sauerland

Region: Sauerland i delstaten Nordrhein-Westfalen
Afstand fra Padborg: 520 km.
Antal campingpladser: 62
Autocamperholdepladser: 90
 

En del autocamperpladser, f.eks. Landgasthof Seemer i Eslohe, har også plads til telte og campingvogne. Det betyder med andre ord, at begreber flere steder begynder at flyde mere og mere sammen, men det gør det til gengæld lidt svært som forbruger at navigere i.

På den anden side er det oplevelsen, der tæller, og på Landgasthof Seemer får man virkelig god service, fordi det ligger sammen med en kro, hvor der er restaurant, spa og yderst velholdte og rene faciliteter.
 

Guide til oplevelser

• Sauerland www.sauerland.com
• Birkenhof Kaffeerösterei www.birkenhof-erleben.de
• Mælkemuseum - Milchmuhseum Willingen www.muhseum.de
• Jernmalmsminen Christiane ved Diemelsee - find åbningstider på www.diemelsee.de
• Winterberg www.winterberg.de
• Veltins Eis Arena www.veltins-eisarena.de
• Astenkick – svævebane www.astenkick.de
• Moutainbike Willingen Snow & Bike Factory: www.snow-bike-willingen.de
• Ettelsberg Kabinelift www.ettelsberg-seilbahn.de
• Hennesee www.wassersport-hennesee.de

- og tre forslag til forskellige campingovernatningssteder

• Landgasthof Seemer i Eslohe: www.seemer.de
  Hyggeligste plads med kun 11 enheder
   
• Seeblick Roger Diemelsee: www.diemelsee-camping.de
  Der er flere pladser rundt om søen – der er bl.a. en teltplads kun til unge
   
• Wohnmobilpark Winterberg www.wohnmobilpark-winterberg.de
  Kun til autocampere – der er flere rundt om Winterberg, og der er også traditionelle campingpladser

Tekst og foto: Marianne og Jens Aage Bjørkøe

DCU-medlemmerne Marianne og Jens Aage Bjørkøe er pensionister og har i en årrække forlænget sommeren med ture sydpå. Her fortæller de om kærligheden til Italien, og om hvorfor de endte med at købe en campingvogn, selvom Jens Aage syntes, det var en ”småborgerlig opfindelse”.

Den danske sommer er lunefuld, og den er kort. Allerede i begyndelsen af september er festen stort set ved at være forbi. Det var derfor en del af planen i forbindelse med vores pensionisttilværelse at være bortrejst en del af året til mere sydlige og solsikre himmelstrøg, når den danske sommer er slut.

Men hvordan?

Vi kunne jo tage på nogle lange ophold med et rejsebureau, ikke så meget egentlige oplevelsesrejser, men daseferier. Eller vi kunne købe os en bolig i et sydeuropæisk eller et eksotisk land. Enden på overvejelserne var en løsning, som indeholdt muligheden for variation og tiltalte vores sigøjnertemperament, altså en gør-det-selv løsning på hjul. Kort sagt, vi anskaffede en campingvogn.

Kagedåse på hjul

En campingvogn var egentlig slet ikke mig. Jeg har altid syntes, at en campingvogn er en kedsommelig indretning, en stor kagedåse på hjul, som man kan sidde inde i og kukkelure, mens man ser fjernsyn og spiller kort. ”En småborgerlig opfindelse,” er jeg vist ubetænksomt kommet til at sige til en lykkelig ejer af en campingvogn i familien.

Nej, jeg syntes, det skulle være mere naturnært, en teltferie, hvor man kan fornemme årstidernes gang på en helt anden måde. Eller måske en teltvogn, f.eks. en Combi-Camp. Dem har jeg altid været fascineret af.
 

Men vi skulle jo være væk om efteråret i meget lang tid, nætterne ville ende med at blive kølige, og der kunne godt komme nogle dage med kraftig regn og rusk. Hvad med en ganske lille campingvogn, der var let at køre med og stort set kun skulle fungere som sovekabine?

Det endte med, at vi fandt en vogn, som vi begge kunne leve med. Det blev en smart Adria Action. Så gik det lige an for alle mine fornemmelser og fordomme. Og nu har jeg selvfølgelig fået yderst varme følelser for vores lille ”Rosita”, som den er blevet døbt.

Men hvor skulle vi tage hen? Vi så på Europakortet. Længst mod syd ud til Middelhavet var der tre muligheder: Grækenland, Italien, og Spanien-Portugal. Vi valgte Italien, nærmere bestemt den allersydligste del: Sicilien. Italien, har jeg altid syntes, er det mest fascinerende sydeuropæiske land.

Det er solrigt som de andre middelhavslande, landskabet er smukt med bjerge og dale over det hele og en enorm, afvekslende kystlinje med gode badestrande. På bjergtoppene ligger de utallige små middelalderbyer nærmest overalt.

Og så er der kultur og historie til stede i store mængder: oldtid, middelalder, renæssance, barok osv. Endelig er der maden, vinen, frugten og de friske grøntsager fra de små butikker og boder.

Hurtigt gennem Tyskland

Men lad os komme af sted. I begyndelsen af september er det blevet lidt surt nord for Alperne, så vi smutter hurtigt ned gennem Tyskland, overnatter et sted i Sydtyskland og er ved Gardasøen anden dag sidst på eftermiddagen.

Så er det dansk sommer igen. Her bliver vi nogle dage og bader, cykler ture til småbyerne i nærheden og nyder livet, selv om her er godt fyldt op med især tyske gæster.

Derefter trækker vi en dagsrejse sydpå, mens vi følger den vestlige kystlinje – jeg kalder den Romlinjen – og gør et stop igen fire-fem dage, f.eks. ved Cinque Terre, eller en tak længere mod syd i Grosetto-regionen. Efter endnu en køredag er Rom et oplagt sted at gøre stop nogle dage.

Efter Rom er vi på vej til det egentlige Syditalien med Napoli samt Amalfihalvøen, Tropea og til sidst Calabrien. Så følger sommeren med os, mens vi langsomt rykker mod syd med 22-25 grader, som er bedst for os, og vejret er stabilt og solrigt næsten hele tiden.

Messinastrædet krydser vi omkring den første oktober. Så har vi været undervejs tre-fire uger med fem-seks egentlige køredage. Afstanden til Messinastrædet er 2.500 km.

Hvis man har travlt, kører man bare lige ud ad Europavej 45 fra Danmark til Siciliens sydspids. Der er førsteklasses motorvej hele vejen. Derefter har vi seks-syv uger på Sicilien.

Nedturen har vi varieret med Adriaterhavslinjen med perler som Venedig, Ravenna, San Marino ved Rimini samt Bari og Trulli-byerne i Apulien. Apulien er noget mere spændende end Calabrien.

Hvis man gerne vil hurtigt til Sicilien – og gøre turen 1.000 km. kortere – sejler man fra Genova til Palermo, som tyskerne gør.

Eller man kan lave et øhop over Sardinen eller Korsika på vejen, og så er der muligheden for at køre over Kroatien og sejle fra Dubrovnik til Bari. Sardinien og Kroatien har vi prøvet.

Sardinien er meget mere moderne end Sicilien. Man kan også sejle fra Syditalien til Grækenland og tage nogle uger dér. Den variant prøver vi måske engang.
 

Beliggenhed vigtigere end faciliteter

Vores formål er forlængelse af "dansk sommer" i to-tre måneder – ikke for varmt og ikke for koldt, men solrigt.

Og en for os meget vigtig ting: Campingpladserne er så godt som tomme syd for Rom. Så der er fredeligt, god plads og som regel muligt at få en af udsigtspladserne.

Vi foretrækker trestjernede eller mindre, men det er jo smag og behag og afhængig af familiesituationen. Det afgørende for os er pladsens beliggenhed, ikke dens faciliteter.

At rejse med campingvogn er langsomt ved at blive udkonkurreret af autocamperne, det ses tydeligt, når man kommer sydpå. Vogntoget med campingvognen er mere besværligt; men det kan meget mere.

Vi foretrækker, bortset fra den økonomiske side af sagen, klart den fleksibilitet, som følger med muligheden for at køre ture ude i omegnen, når vi ligger et sted.

Når vognen er købt, er udgifterne på vores rejse ikke større alt i alt, end når vi er hjemme, faktisk noget mindre. På denne tid af året er det superbilligt på pladserne med ACSI-rabatsystemet. Vi har fuldt fortelt samt et stort solsejl til campingvognen og medbringer cykler.

Så er der variationsmuligheder efter vejr og længde for opholdet. Vi har etableret udekøkken, så det er yderst sjældent, at der laves mad inde i vognen.

Finessen ved camping i Italien på denne årstid er, at måltider osv. kan foregå udendørs, og at det fortsat er strandvejr.

En gang imellem kommer der en ordentlig skylle. Men vi vil være ude, ellers kan det være lige meget, synes vi. Det er kun på hjemturen og især efter Alperne, vi kan være tvunget til at spise i vognen; men som regel kan vi finde en lille restaurant tæt på campingpladsen.
 

Elsker italienerne

Og italienerne, dem elsker vi bare, selv om – eller netop fordi – de er anderledes end os.

Bare lyt til musikken i sproget: "Ciao, arrivederci, bellissima, fantastico."

"Italien er en kvinde, Spanien er en mand," siger jeg, når jeg sammenligner de to sprog. Jeg foretrækker Italien. Vi lærer italiensk i bilen på de lange rejsedage – det elsker italienerne os for – og vi hører lydbøger.

Italienerne er forskellige fra danskerne på mange måder. De har et temperament og en kultur, som man kan finde irriterende – eller charmerende, som vi oplever det. Der er en umiddelbarhed, en ekspressivitet og en spontan uorganiserethed, som giver overraskelser.

Afslappet livsnydelse i sociale sammenhænge og æstetik står højt i kurs. Hvis italienerne er i godt humør, er de meget hjertelige og hjælpsomme. Men de kan også opføre sig, som om man ikke eksisterer.

Italienerne gestikulerer meget, når de taler. Under en krig blev en italiener taget til fange og bragt til forhør. Man vidste, at han sad inde med vigtige oplysninger, men kunne ikke få et ord ud af ham. Man forsøgte med alle metoder, også de grove; men intet hjalp, selv om italienerne ikke er berømte for mod og standhaftighed. Manden var tavs som graven.

Så blev der tilkaldt en afhøringsspecialist, som var kender af den italienske folkekarakter. Specialisten overværede et forhør og sagde så: ”Det er ikke så mærkeligt, at han ikke siger noget. Manden kan ikke tale, I har jo bundet hans hænder.”

Italiensk ligger ikke lige på tungen for en dansker, og fremmedsprog som engelsk eller tysk er fortsat langt fra almindeligt hos de fleste italienere. Norditalien er dejligt og moderne; men når man er kommet syd for Napoli, bliver meget anderledes.

Sicilien er noget for sig selv

Men hvorfor helt til Sicilien? Primært fordi det er et af de sydligste punkter på Europakortet. Her kan vi bade, spise og være ude hele dagen selv et stykke ind i november. Men hvad med mafiaen? Der er intet at være bange for.

Mafiaen har større og mere profitable interesser at varetage end os campingturister. Sicilien er en del af Italien, men noget helt for sig selv. Sicilien har simpelthen alt: Natur, kunst og kultur, historie, friske madprodukter af enhver art, godt brød og fremragende vine, sol og strande, vulkaner, små bjergbyer – og sicilianere.

Vi er på mange måder 50 år tilbage i tiden, og priserne er overalt lave. ”Helst i kontanter,” som de siger mange steder. Har man brug for et moderne supermarked og en hæveautomat, så findes det også overalt.

Sicilien er meget rigt på oldtidsminder. Overalt er der græske og romerske ruiner, templer, teatre og en gammel kejservilla med fantastiske mosaikker og fresker.

Også de gamle romanske normannerkirker fra middelalderen med byzantinske mosaikker er noget helt særligt. Og så må jeg nævne de mange teatralsk anlagte barokbyer i den sydøstlige del af Sicilien.

Siciliens historie har været dramatisk med altødelæggende jordskælv igen og igen samt vulkanudbrud. Og fremmede hære og flåder har igennem historien gang på gang erobret og bosat sig på denne frugtbare ø, “Middelhavets Perle”, mens befolkningen er blevet undertrykt og udplyndret af de fremmede.

Men også øens egen overklasse har gjort sit til befolkningens fattigdom og undertrykkelse ¬– I nyere tid drejer det sig om mafiaen.

Sicilianerne har deres helte: De normanniske riddere, som var efterkommere af de nordiske vikinger, befriede øen fra et arabisk herredømme omkring år 1000 og herskede over øen i par hundrede år med et eksemplarisk styre.

De er fortsat heltefigurerne i det berømte sicilianske dukketeater, som opføres i de fleste byer. Heltedukkerne i teaterstykkernes drabelige kampe er nordiske typer: lyshårede og blåøjede. Når jeg bliver spurgt, hvor jeg kommer fra, kan jeg finde på at sige: ”Sono Normanno.” – ”Jeg er normanner.” 
 

Fandt vores favoritsted

Sicilien er på størrelse med Jylland og har fem millioner indbyggere, som primært bor i kystområderne, mens det indre af øen er tyndtbefolkede, storslåede landskaber.

De seks gange, vi har været på Sicilien, har vi boet rundt omkring på øen og set Taormina, Palermo, Cefalú og den arabisk prægede San Vito lo Capo på øens nordvestlige spids osv. Taormina er vidunderlig, men totalt overrendt af turister.

Resten af Sicilien er så godt som uden dette irriterende folkefærd – i det mindste om efteråret.

Allerede det første år fandt vi imidlertid vores favoritsted, hvor vi hver gang opholder os en del uger. I 2018 blev vi i seks uger. Stedet, vi er faldet for, ligger i det sydøstligste hjørne af Sicilien ved en lille provinsby, der hedder Avola.

Vores campingplads hedder Sabbiadoro, der betyder Det gyldne Sand. Når vi ankommer, er sæsonen forbi, og der er omkring en halv snes andre gæster. Det har betydet, at vi hvert har år kunnet få en plads helt ude ved vandkanten med udsigt over havet og solopgangen. 
Campinglivet er enkelt og simpelt. Der er absolut intet, man skal nå og gøre ud over det helt basale: Morgenbad og morgenmad, slappe, bade, læse, spise frokost, slappe, bade, læse, gå eller cykle en tur osv. Det er det umiddelbare og vegetative liv.

Når vi er i Avola, og det er blevet sidst på eftermiddagen, cykler vi de fem kilometer ind til byen ad små veje igennem appelsinlunde, hvor appelsinerne hænger modne og plukkeklare.

På torvet er der mange cafeer, og her får vi en kop kaffe, en pistacieis og en Vecchia Romagna eller en Campari, mens det bliver den blå time, hvor gadelygterne tændes, og illuminationen af de historiske bygninger kommer på.

Europas største vulkan, Etna, ligger på Sicilien, og den dukker ofte majestætisk op i horisonten, når man kører en tur rundt på øen. Etna er fortsat aktiv og har i historisk tid givet anledning til flere katastrofer.

På øen Stromboli lige nord for Sicilien er der også en vulkan, som dagligt udspyr ild og lava. Det skyldes, at Sicilien geologisk er et meget uroligt område.

Den afrikanske kontinentalplade skubber sig hvert år et par centimeter ind under den europæiske netop på Sicilien, og det har gennem historien, ud over den vulkanske aktivitet, givet anledning til voldsomme jordskælv. Det seneste var i 1908, hvor op mod 100.000 mennesker blev dræbt i området ved byen Messina.

Hele det sydøstlige Sicilien blev i slutningen af 1600-tallet totalt jævnet med jorden. Ved den efterfølgende genopbygning blev alle byerne i området opført i barokstil. Almindeligvis er jeg ikke nogen stor beundrer af barokarkitektur, som jeg finder svulstig og anmassende; men byerne i Val di Noto, som området hedder, fortryller mig fuldstændig.

Val di Noto er på UNESCO’s verdensarvliste. Den meste fantastiske af byerne hedder Noto, og et besøg her i skumringstimen er helt overvældende.

Selv om det er solrigt det meste af tiden, kan der nu og da komme en meget kraftig byge en halv times tid. Perioder med tung himmel i dagevis og snuskregn som i Danmark er ikke en del af vejrliget.

To gange i alt har vi oplevet en periode på en lille uges tid med kraftige regnskyl og storm. Så kan det være nødvendigt at grave nogle afvandingsrender omkring forteltet. I områder nær bjergskråninger kan det give ødelagte veje og broer.

Det første år, vi var i Avola, kom der pludselig en voldsom tordenskylle. Vi boede på en terrasseskråning, så vandet strømmede ned til os og steg hurtigt nogle centimeter. Det var en lav stensætning ved terrassekanten, som holdt på vandet. På pladsens kontor var der kun en ældre dame, som oplyste, at mændene var taget ind til byen.

Så fandt jeg en jernstang, og ved hjælp af den fik jeg lirket en sten løs i stensætningen, så der kom et hul, hvor vandet kunne løbe ud og ned på stranden. Det blev de følgende år vores favoritplacering på campingpladsen.

I begyndelsen af november er vi stadig på stranden nogle timer hver dag; men vejret er mere ustabilt, og vi ved, at afslutningen nærmer sig. Nu skal vi bare lige have forteltet ned og være sikre på, at det er fuldstændig tørt, inden vi pakker det ned til næste år.
 

Hjem via Toscana

På hjemturen har vi, efter et mellemstop i Pompeji syd for Napoli, en del gange gjort holdt nogle dage i Toscana og oplevet efterårets farvepragt samt kultur og historie i byer som Firenze, Pisa og Sienna. Men det mest spændende er egentlig de mange små bjergbyer i området.

Et par år har vi gjort stop nogle dage lidt længere mod syd i Umbrien i byen Assisi, hvor den katolske helgen, Frans af Assisi, virkede. I alle byer er der i kirkerne og på kunstmuserne de mest vidunderlige samlinger af tidlig renæssancekunst, som er blevet vores hovedinteresse.

Derefter gør vi et kort slutstop ved Gardasøen, hvor der lige præcis er én campingplads åben af de langt over hundrede ved søen.

Mens vi er her, holder vi skarpt øje med vejrudsigten, så vi kan komme over Brennerpasset uden at rende ind i en snestorm. Og så er vi hjemme efter en enkelt overnatning i Tyskland. Hvis Brennerpasset bliver helt lukket, er der altid den lidt længere vej over tunnelen ved Sct. Gotthard.

Den har vi brugt én gang, men kun for variation. Engang vi ville se lidt mere sne og køre på rigtige bjergveje, tog vi turen over San Bernadino-passet.

Under hjemrejsen kan det være lidt svært at finde helårsåbne pladser. De første år sad vi og bladrede i de store bøger med oversigter over campingpladserne; men efter at vi har anskaffet en GPS, som også viser campingpladser med alle relevante oplysninger om åbningstider, telefonnumre, mailadresse osv., går det let og helt uden problemer. Og så kommer vi hjem en sen aften.

Det er tiden af få sat julekæderne op inden første søndag i advent. 
 

Tekst og foto Torben Brandt

Byen Barolo syner ikke af det helt store, som den ligger der på toppen af en bakke, omgivet af vinmarker og små landsbyer.

Og de få  kvadratkilometer, som byen udgør, ville næppe få megen opmærksomhed, hvis det ikke var fordi, at Barolo og de nærmeste kommuner er kendt for at lave nogle af verdens bedste – og dyreste – vine. Barolo bliver både kaldt kongernes vin og vinenes konge, og sammen med Amarone, der produceres i den nordøstlige del af Italien, er Barolo formentlig den bedst kendte af de mange italienske vine.

Selvom du ikke er vinkender eller interesserer dig for vin, kan det alligevel anbefales at besøge Barolo og de omkringliggende byer, som er et vidunderligt område af Italien.

Piemonte er ikke så overrendt af turister som mange andre områder i Italien. På markederne går man derfor primært sammen med de lokale, der kan vælge og vrage i det fristende udvalg.

Særlige krav

Barolo laves udelukkende på druen nebbiolo og dyrkes i et lille område i Langhe-provinsen i og omkring Barolo i regionen Piemonte i den nordvestlige del af støvlelandet. For at en vin må kalde sig Barolo, er der nogle specifikke krav, som vinen skal leve op til.

Kun druer, som er dyrket og produceret på vinmarker i et afgrænset område på cirka 1.700 hektar i fem kommuner i og omkring Barolo, må bryste sig med det eksklusive Barolo-navn. De fem kommuner har hver sit særkende, fordi jorden er forskellig fra område til område, hvilket giver vinene forskellig smag og styrke. Barolo skal mindst holde en alkoholprocent på 12,5, og den skal lagre i 38 måneder, hvoraf de 18 måneder skal være i beholdere af eg.

Skal den være en såkaldt Riserva, kræver det, at den lagrer i 62 måneder, hvoraf 18 måneder skal være på eg.  

Om man kan lide Barolo-vine eller ej, er en smagssag. Vinkendere fremhæver, at Barolo-vine er tanninrige, kraftfulde og fulde af karakter, og at de vinder i smag, hvis de gemmes 5-10 år, inden de åbnes.

Undertegnede ved lidt om vin men ikke nok til at kunne vurdere, om kvaliteten af Barolo retfærdiggør de temmelig høje priser, som vinene sælges til. Da jeg besøgte byen, købte jeg et enkelt glas Barolo, som jeg drak på en lille, hyggelig cafe.

Det hørte ikke til de bedste glas vin, jeg har smagt – langt fra endda – men det kostede også kun omkring 11 euro og var et af de billigste på vinkortet, og det var nok for lidt til at yde Barolo-vinen retfærdighed.

En god flaske Barolo i butikkerne kommer hurtigt på den anden side af 300 kr, hvilket er langt over, hvad jeg normalt betaler for vin, men jeg synes, det er sjovt at købe en enkelt flaske, når man nu er i byen, og åbne den, når en god anledning byder sig.

Og der er masser af muligheder i byen, hvor små og store vinbutikker ligger dør om dør. Når det er sagt, findes der efter min bedste overbevisning mange andre fantastiske vine i Piemonte-regionen, hvor man får mere for pengene end ved at købe Barolo-vine.

Pico Maccario har masser af dejlig vin fra sine vinmarker, hvor endestolperne er formet som blyanter. Især vinen ved navn Lavignone er værd at købe fra dette sted.

Tæt på at være en religion

Hovedårsagen til at gæste Barolo skal være, at det er fascinerende at gæste en by, der er så dedikeret til vin, at det nærmer sig en religion, og som samtidig ligger fuldstændig vidunderligt på toppen af en bakke, omgivet af træer og vinmarker.

Disse vinmarker er formuer værd og går som oftest i arv i generationer, og det er nærmest uhørt at sælge en vinmark i Barolo.

Når det  alligevel sker en sjælden gang imellem, tager de lokale det meget ilde op, hvis der sælges til udlændinge frem for italienere, fordi de lokale ønsker, at Barolo-vin skal handle om passion og ikke profit.

Parker uden for byen

Turen til Barolo er betagende, uanset hvor du kommer fra, for der er vinmarker overalt, som tager sig smukt ud uanset årstiden. Du kan ikke køre i Barolos små gader, så bilen parkeres i udkanten af byen, hvor der flere steder er glimrende parkeringsområder, og derpå går du ind til de gamle, brostensbelagte gader, hvor private boliger, restauranter og vinbutikker ligger side om side.

En hyggelig detalje er, at vejnavnene flere steder er prydet af gamle billeder, der forestiller nogle af de mennesker, der levede her engang.

Der er tænkt på æstetikken i byen – også når det kommer til skiltene.

Overvej ydersæsonerne

Jeg gæstede Barolo i september, hvor der var god plads på gaderne og i forretningerne. Der skal dog ikke den store fantasi til at forestille sig, at der i højsommeren kan være noget tætpakket, for der er ikke så mange gader, de besøgende kan fordele sig på.

Hvis det kan lade sig gøre i forhold til ferieplanlægningen, skal anbefalingen derfor lyde, at byen besøges enten forår eller efterår, hvor det også temperaturmæssigt er mere behageligt at forcere de til tider ganske stejle bakker i byen.

Skøn restaurant i nabobyen

Der er intet til hinder for at spise på en af restauranterne i Barolo, men ligesom med vinen får du også med maden lov at betale lidt ekstra for at stille sulten i byen med det kendte navn.

Et godt alternativ er at køre 5 km mod nordøst til byen Castiglione Faletto, hvor restauranten Le Torri ligger med en fantastisk udsigt over Barolo-området. Her serveres mad af lokale råvarer, hvor en 4-retters menu kan købes for cirka 38 euro pr. person plus drikkevarer.

Det er ingen foræring, men det er pengene værd, og så er der en vidunderlig udsigt på den udendørs terrasse, hvor du dog skal bestille på forhånd for at være sikker på at kunne få plads. Udsigten indendørs er bestemt heller ikke at kimse ad, hvis der skulle være optaget udenfor.

Hvis du vil handle vin

Piemonte har utallige steder, hvor du kan købe vin direkte fra producenterne. Tre af mine favoritsteder er:

• Scagliola i Calosso
• Pico Maccario ved Mombaruzzo
• Poderi Rosso Giovanni i Agliano Terme

Alba frister

Fra Castiglione Faletto er der kun godt et kvarters kørsel ind til byen Alba, der hovedsageligt laver vin på barbera-druen, som er meget anvendt i Piemonte.

Alba er desuden kendt som trøffelby, fordi det er her, den verdensberømte, hvide trøffel om efteråret hentes op af jorden af specialuddannede trøffelhunde. Trøfler er en svamp og en meget dyr delikatesse, der koster flere tusinde kroner pr. kilo, og som med et rivejern rives på maden, men kun hvis du betaler for det – og igen er det en smagssag, om det er skillingerne værd.

Det har en lidt jordslået duft, som jeg personligt godt kan lide. Priserne varierer fra restaurant til restaurant, men sig aldrig ja uden at du forinden har tjekket, hvad det koster. Jeg har fået det tilbudt både til 20 euro og til 5 euro og takkede ja til sidstnævnte tilbud.

Om efteråret er der trøffelfestival i Alba, som strækker sig over flere uger, og hvor trøflen er i centrum for stort og småt.

Alba ligger tæt på Barolo og er en hyggelig by med god shopping og fine restauranter.

Selvom du er ligeglad med trøfler, kan du roligt gæste Alba, som er en hyggelig by med en charmerende bykerne med gamle huse, gode forretninger og talrige restauranter, hvor du kan nyde 3-4 retters menuer i prislejet 20-30 euro.

Du kan også selv sammensætte antallet af retter og f.eks. vælge en forret, som kaldes ”primo” på disse kanter, og en hovedret, der er en ”secondo”. Supplerer du med et glas vin, vil du på mange restauranter i både Alba og andre byer i Piemonte kunne spise to retter for 15-20 euro, og det er givet godt ud, for generelt holder området en meget høj standard på mad og drikke.

Der findes cirka 40 en-stjernede Michelin-restauranter i Piemonte fordelt over hele regionen, og priserne for at spise disse steder er lavere end på tilsvarende restauranter i Danmark. Det samme gælder, når du køber vin til maden.

Der findes i øvrigt i Alba en enkelt restaurant med hele tre Michelin-stjerner. Den hedder Piazza Duomo og ligger centralt i byen.

Drop bilen i centrum

Det er klogt at undlade at køre helt ind i centrum af Alba, for i bykernen er der flere steder miljøzoner, hvor du kun må køre, hvis du har et særligt ærinde, og som dansk turist kan du ikke købe et mærke, der giver adgang.

Det er irriterende og dyrt at blive knipset af kameraerne, og jeg taler desværre af erfaring. Selvom italienerne måske nok har ry for at være et uorganiseret folkefærd på visse områder, er de dygtige til at finde frem til dig og sende en regning hjem, hvis du har kørt, hvor du ikke måtte, og de rykker også gerne, hvis du ikke reagerer hurtigt nok.

Parker derfor bilen på en af de store parkeringspladser, der findes cirka en kilometer fra centrum, og hvorfra du kan gå ind til bykernen. Ofte er parkeringsbåsene malet op med hvide elle blå striber, og her det vigtigt at vide, at de hvide er gratis, hvorimod der skal betales i de blå båse. Samme princip gælder i den øvrige del af regionen.

Besøg Torino

Hvis du alligevel er på disse kanter, kan det anbefales at tage en tur til Torino, hjemsted for såvel bilkoncernen Fiat som fodboldklubben Juventus. For fans af den italienske fodboldstolthed er det muligt at komme på rundtur på Juventus Stadium, som klubbens hjemmebane hedder. Stadion ligger cirka et kvarters kørsel nordvest for centrum.

Torino er ikke nær så kendt som f.eks. Milano, der er hovedstad i regionen Lombardiet, men Torino er en rigtig hyggelig storby med masser af pladser (der kaldes piazza’er på disse kanter), gode restauranter og shoppingmuligheder, og hvor floden Po løber igennem og bidrager til den afslappede atmosfære.

Der er gode togforbindelser til Torino fra stort set alle større byer i området, og foretrækker du at køre i egen bil, kan det også sagtens lade sig gøre.

Vær opmærksom på, at i Torino – og de fleste andre italienske byer – holdes siestaen i hævd, så i middagstimerne lukker de fleste af forretningerne.

Torino

Langt mellem campingpladserne

I modsætning til Gardasøen og Lidoen vrimler området omkring Barolo, Alba og Torino ikke med campingpladser, så du skal ikke forvente, at du kan køre på må og få og så støde ind i en campingplads. Herunder kan du se en oversigt over nogle af de campingpladser, der ligger i Piemonte.

• Camping La Cascina
• Camping Sole Langhe
• Camping Viora
• Camping International Le Fonti
• Comfort Camping Tenuta Squaneto

Af Kirstine Krefeld og Lars Milbæk

Oplev det imponerende vikingeskibsmuseum

En kort gåtur gennem en smuk park fra Roskilde Domkirke ligger Vikingeskibsmuseet. Den enkle, smukke bygning med de kæmpemæssige panoramavinduer troner i bunden af Roskilde Fjord som en slags gravmonument over skibene og alle de mænd, der gennem tiden måtte være gået ned dem.

Smukkere og mere passende gravmonument end lige her ved Roskilde Fjord kunne vikingerne ikke have fået. At det ikke er helt sådan, det konkret forholder sig, er en anden historie. Men stedet, udsigten og vikingernes historie maner til eftertanke.

Man mener, at de fem skibe – der også kaldes Skuldelevskibene – du i dag kan opleve på Vikingeskibsmuseet, og som lå på bunden af Roskilde Fjord, blev sænket som en del af et forsvarsværk, så fjendtlige skibe ikke så nemt kunne sejle ind til byen ved bredden og lave ulykker.

I 1962 blev skibene gravet op af fjorden med en imponerende ihærdighed og tålmodighed, stykke for stykke, for derefter at blive konserveret træsplint for træsplint og bjælke for bjælke og samlet igen – som et gigantisk puslespil, hvor man ikke helt kender det færdige motiv. Det er i sig selv en ufattelig tanke, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre, når man defilerer forbi de op til 30 meter lange trækonstruktioner.

Brug tid på at se både filmen om opgravningsarbejdet og den video, der viser, hvordan de klinkbyggede skibe er konstrueret. Det er i øvrigt en særlig nordisk byggemetode, som Vikingeskibsmuseets værksted i dag holder i hævd, og som for nylig blev anerkendt af UNESCO som levende kulturarv.

Uden for Vikingeskibsmuseet kan du beundre de omtrent 30 skibe, der er bygget efter vikingernes metode – og kigge med, når håndværkerne i det åbne værksted bygger nye.

Besøg den flotte domkirke

Roskilde Domkirke er ganske vist stor og imponerende, men det er navnlig de mange konger og dronninger, der ligger begravet her i forskellige, kunstfærdige omgivelser, som gør indtryk. Historiens vingesus mærkes så kraftigt her, at man nærmest forventer at finde fjer rundt om i hjørnerne. Det er imidlertid ikke i sig selv derfor, Roskilde Domkirke blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 1995.

Det skyldes, at selve bygningen og kapellerne er et katalog over den europæiske arkitekturs udvikling gennem 800 år. Samtidig er domkirken et af Skandinaviens tidligste eksempler på en større kirkebygning i teglsten.

Omkring 40 konger og dronninger er begravet her – man er i tvivl om, hvor vidt Harald Blåtand og hans søn, Svend Tveskægs jordiske rester rent faktisk befinder sig her, derfor er det et cirkatal.

Du kan også se en model af Dronning Margrethe den 2.s kommende gravmæle, der tydeligvis er udarbejdet af billedkunstneren Bjørn Nørgaard med tanke på at repræsentere både dronningen og prinsgemalen.

Men prins Henrik ønskede som bekendt ikke at blive stedt til hvile sammen med sin hustru i Roskilde Domkirke, og derfor er der allerede før hendes død noget uendeligt trist, men også tankevækkende, over den oplevelse.

Nyd stemningen i byen

Der er hverken nogen entydige svar på, hvorfor Roskilde hedder Roskilde, eller på hvornår byen blev grundlagt eller gjort til købstad.

Der er dog enighed om, at Roskilde er en af Danmarks ældste byer – og under alle omstændigheder hersker der en hyggelig atmosfære i den indre by med gågader, caféer, butikker og smukke bygninger. Tag forbi den velassorterede ostehandler ved Stændertorvet, eller slå dig ned ved et cafébord i gågaden og se livet myldre forbi.

Der er rigtig meget godt at sige om Vikingeskibsmuseet, men caféen eller cafeteriet er ikke så hyggeligt indenfor, så gem eventuelt appetitten til hyggeligere omgivelser inde i byen – eller til Herslev Bryggeri, som du kan læse mere om her på siderne.

Tag på besøg i 1920’erne

Har du hang til nostalgi og gammeldags købmandsbutikker, så er der ingen vej uden om den helt særlige Lützhøfts Købmandsgård i Ringstedgade, som ligger knap 20 minutters gang fra Vikingeskibsmuseet og lige om hjørnet fra den centralt beliggende parkeringsplads ved Schmeltz Plads.

Forretningen åbnede i 1892 og fungerede som købmandsbutik helt frem til 1979.

I dag er den et levende købmandsmuseum, der er indrettet, som den så ud i 1920´erne. Du kan komme med ind på købmandens kontor og i baglokalet med korn, foderstoffer og kornvægt, og den rare ekspedient fortæller vidende og veloplagt om gamle dage.

Du kan også købe bolsjer og kandis i håndfoldede kræmmerhuse – eller gammeldags børster, legetøj, keramik og meget andet fristende håndværk – måske kan du endda finde en helt unik gave til en, du kender (eller dig selv).

Køb proviant med hjem fra Herslev Bryghus og Birthesminde

Kan du lide gode øl, pølser, skinke og den slags, så kør en vidunderlig omvej efter proviant. Første stop er Herslev Bryggeri, der ligger et kvarters kørsel fra Roskilde centrum – tag ruten ad Boserupvej, så kommer du gennem noget af det smukkeste landskab i Danmark.

Du kan spise i den velbesøgte café, nyde en af de velsmagende (eventuelt alkoholfri) øl og få rådgivning om, hvilke af de mange typer bryg, der vil egne sig godt til dine smagsløg. Da DCU var forbi, var der desværre ikke sparet på mængden af stærk sennep i dressingen til salaten – til gengæld var pølserne og skinken fra det nærliggende, økologiske Birthesminde usædvanligt gode.

Derfor er andet stop da netop også Birthesminde, som ligger omtrent 20 kilometer fra bryggeriet. Når du tror, du er kørt forkert, skal du bare lige køre lidt længere, så er du der. På Birthesminde har man udvalgt to griseracer: Den uldhårede mangalitza og den sortbrogede danske landracegris, og man har høstet store roser i kokkeverdenen på grund af grisenes delikate smag og arbejde med sjældnere griseracer.

Grisene byder da også velkommen med en slags veltilfredse grynt og krølle på halen nede fra marken. Når du er færdig med at tale med dem, kan du i ro og mag udvælge dig nogle lækkerier fra gårdbutikken til at tage med hjem og nyde.

Sex, drugs and rock’n’roll

Roskilde er mere end domkirke, vikingeskibe og lækre specialiteter. Byen hænger også uløseligt sammen med live musik og en eksperimenterende ungdomskultur. Årsagen finder du naturligvis i den verdensberømte Roskilde Festival, der i år løb af stablen for 50. gang og samlede flere end 130.000 gæster og frivillige.

Derfor er det helt oplagt, at det lige præcis er i Roskilde, at du finder RAGNAROCK – museet for pop, rock og musikkultur. Her bliver du ført gennem musikkens historie og udvikling fra 1950´erne og helt frem til i dag. Det sker gennem 11 temaer, der er fordelt på museets 1.200 kvadratmeter.

Arkitekturen, der indrammer den farverige tidsrejse i musik og nostalgi, er på bare seks år blevet ikonisk vartegn og Instagramfavorit i Roskilde. Facadens design er taget direkte fra det klassiske rock-outfits bælte med guldnitter.

Og hvor finder du så RAGNAROCK? Adressen er – naturligvis – Rabalderstræde 16 i den nye bydel, Musicon. Den ligger nogenlunde midt mellem centrum og festivalpladsen syd for byen, hvilket er et kvarters gåtur fra stationen.
 

Tekst og foto: Elsabeth Bisgaard

Jeg har i flere år gået stille med dørene om at fortælle om vores skjulte paradis i Umbrien. Lad bare “de andre” tage til Toscana, Gardasøen og hvad ved jeg – bare jeg får lov at beholde mit lille paradis for mig selv.

Begyndte i Bella

Det hele startede for små 15 år siden, hvor vi en regnvejrsdag tog på rejsemesse i Bellacentret. Der var en stand med flere steder i Italien repræsenteret. Vi faldt for et sted i Umbrien, der hedder Camping Kursaal ved Passignano v/Lago Trasimeno, som er Italiens 4. største sø. Her bestilte vi plads og var så der i fire år.

Det var et skønt, lille sted med ganske få pladser, ovenikøbet med et lille hotel og den lækreste restaurant med servering af lokale retter og vine, skønne værtsfolk og smilende tjenere - kort og godt et dejligt sted, hvis man ikke har den største campingvogn eller telt.

Aftenstemning ved søbredden.

Større campingvogn udfordrede

Vi fik så en større campingvogn, og nu var gode råd dyre. Der var nogle enkelte, lidt større, pladser på Kursaal, men man skulle nærmest bestille flere år i forvejen, for det var og er stadig et populært sted - også for børnefamilier. 

Men der lå også en campingplads lige ved siden af Kursaal, der hedder La Spiaggia. Vi gik ind og lurede, og den havde større pladser, der passede til vores campingvognsstørrelse. Vi bestilte plads til året efter og fik én. Vi glædede os som vanvittige til at ankomme. Tænk, at vi var så heldige, at vi havde fået en plads lige ved søen - det var forrykt fantastisk.

La Spiaggia er en fantastisk lille campingplads - heller ikke særlig stor. Så er man til de store pladser med masser af underholdning og butikker, så er der ingen grund til at læse videre. La Spiaggia har en lille bitte butik med småfornødenheder som vin, badehætter og vaskepulver. Her er en skøn svømmepøl og enkelte legeaktiviteter som f.eks. bordtennis.

Søen ligger nærmest i fodenden af ens telt eller campingvogn, og på søen dyrkes der ivrigt diverse vandsportsgrene som surfing og paddleboard. Flere har deres egne gummibåde med, og man kan også få undervisning i disse sportsgrene, hvis man ønsker det.

Croissanter som i Frankrig

Er man til cykling, uanset om det er korte eller lange ture,  så er der stort set cykelsti hele vejen rundt om søen, hvor der er små barer, som alle frister til et pitstop. Specielt kan turen ud til San Feliciano anbefales. Her serveres der croissanter, som ikke fås bedre i Frankrig. Turen dertil er på ca. 12 km.

På turen derud møder man de lokale, som glad hilser ”bongiorno” og smiler venligt. Det er en opløftende tur, også for dem som normalt ikke er vant til at cykle. Er man til mere hardcore-cykling, er der rigeligt med bjerge.

På campingpladsen er der en hyggelig lille bar, hvor søde og rare tjenere opfylder dine basale behov. Derudover er der også en vidunderlig lille restaurant, der laver den lækreste mad. Også her er det lokale retter og lokale vine - super lækkert.

Den veltillavede, lækre  mad er lavet af Le Chef Annalisa B, som tilfældigvis er i forhold med Marco.

Ejeren af campingpladsen, Marco, serverer ofte og går rundt og hygger om sine gæster. Uden beregning falder der ofte små lækkerier af ind i mellem retterne, “som vi lige skal smage”. Når sønnen Andrea er hjemme på ferier, ses han ofte også i baren. Det er ganske ubeskrivelig hyggeligt.

Skulle man få lyst til lidt mere byliv, så er der 10 minutters gang langs strand og havn til byen Passignano, som er spækket med de lækreste små og hyggelige restauranter og pizzeriaer - alt sammen til fornuftige priser. Udforsk de små restauranter og deres vidunderlige madudvalg med lokale retter – der er også meget mad for de fiskeglade spisere.

Find din egen vinbonde

Om aftenen ses der ofte fiskere ved kajkanten inde i byen. For den vininteresserede er det bare at gå i gang, for restauranterne bugner med lokale vine. Finder man en god vin, så er det bare at spørge på restauranten, hvor vinbonden bor og så aflægge ham et besøg. Sjovest er det selvfølgelig at finde den lille og ukendte, inden han bliver til en kendt, kommerciel vinbonde, og det er lykkedes os næsten hvert år i de 10 år, vi er kommet til området.

Bølgende vinmarker omkring Perugia

Der er flere smukke byer/borge rundt om søen, som kan anbefales at besøge,  ligesom der er store, smukke byer – blandt andet Perugia, Orvieto og Asisi, så der er nok at se på.

Ferie i festugen

Er man på ferie i festugen, som er i slutningen af juli, vil man kunne opleve et herligt bådræs, hvor fire områder konkurrerer mod hinanden. De sejler i fire træbåde på søen, og de giver den gas. Når de lander inde i byen, løber de fire hold med en træbåd på skulderen gennem byen og op på borgen og ned igen. Det hold, der vinder, modtager folkets hyldest ved den efterfølgende parade.

Om aftenen kommer holdene gennem gaden (som i dagens anledning er afspærret) på havnefronten og synger foran restauranterne og gæsterne. De vedbliver med at synge, indtil ejerne kommer og giver vin og champagne, hvorpå de bryder ud i jubelråb. Det siger sig selv, at de er svært feststemte til slut.

En forrygende festlig aften at deltage i, som er en sjov oplevelse både for børn og voksne.

Smuk borgby

Det kan anbefales at besøge den smukke borgby Orvieto, der efter min mening har en af de smukkeste kirker i Umbrien.  Er man heldig, sidder organisten i kirken og øver. Det er  fantastisk smukt. I Orvieto findes også en underjordisk by, hvor nedgangen er gennem en dyb brønd. Det kan anbefales at gå på opdagelse i de små sidegader, hvor man kan spise til næsten ingen penge.

Perugia, hovedstaden i Umbrien, er ligeledes en borgby, hvis historie kan føres tilbage til etruskerne. Den er bestemt også et besøg værd. Ikke langt derfra ligger Asissi, hvor Frans den hellige boede. Det er en umbrisk by og senere en romersk by, så den indeholder mange antikke minder. Byen blev hårdt ramt af jordskælv i 1997, hvilket blandt andet gik ud over en af deres helligdomme, Basilica de San Fransesca. 
 

Besøg marmorvandfaldet

En oplevelse er også det fantastiske, menneskeskabte marmorvandfald ved Tiro de Segno. Det er 165 m højt og består faktisk af tre vandfald. Det er bygget af romerne for mere end 2000 år siden og er fantastisk flot.

Sådan kunne jeg vedblive med at fortælle om Umbrien, specielt om camping La Spiaggia ved Lago Sul Trasimino, men jeg må hellere lade være. Man kunne risikere at andre fandt den lille perle, som jeg egentlig helst vil have for mig selv. Ellers kom og vurdér om jeg har taget fejl, men pas på, det kan være, du bliver hængende, som vi gjorde. Hvis nogen havde sagt til mig for 14 år siden, at vi ville blive “fastliggere” på Camping La Spiaggia, havde jeg ikke troet på dem – så nu er I advaret.

Interessen for friluftsoplevelser har været støt stigende i flere år og fik yderligere et nøk opad i forbindelse med coronapandemien. Ifølge Dansk Cykelturisme voksede antallet af cykelturister i Danmark således med over 40 % i perioden fra 2012-2017, og pandemien har næppe fået antallet af cykelturister til at falde. Også vandreturismen er i positiv fremgang og har oplevet et boom i forbindelse med corona.

Idyllisk natur

Danmark er et af de lande i verden, hvor indbyggerne cykler allermest, og i Nordjylland er der talrige muligheder for cykelturister.

Kystsporet, Danmarks største natur- og oplevelsesspor, åbnede i sensommeren 2021. Det 220 km lange kystspor fra Vorupør i syd til Blokhus i nord forbinder en stor del af de eksisterende spor på vestkysten til en spritny, rekreativ strækning med natur- og kulturoplevelser, hvor cykelturister kan gå på opdagelse i varierende naturlandskaber og dreje af til kystbymiljøerne ved Vesterhavet, der byder på en lang række lokale kulturperler.

Solruten på Mors

Læsø er et glimrende sted at cykle, for dels er øen ret flad og har mange cykelstier, dels er der en fantastisk udsigt over Kattegat.

Limfjordens største ø, Mors, er også et hit for cykelentusiaster, der kan køre på den 170 kilometer lange Solrute hele vejen rundt om øen. Naturen veksler undervejs fra maleriske molerklinter med askelag fra forhistoriske vulkanudbrud til frodige landbrugsområder og stille plantager.

Mountainbiking hitter

De senere år er også mountainbiking begyndt at trække flere motionister til. Ved Vesterhavet, cirka 30 km syd for Blokhus, ligger den meget populære mountainbikerute, Slettestrand-ruten, som snor sig igennem skønne naturområder langs Vestkysten. Ruten er en del af Feriecenter Slettestrand, hvor cykelturister kan overnatte i centrets mountainbike camp, hvor der er en teknikbane, hvor rytterne kan finpudse teknikken sammen med uddannede instruktører.

Betagende udsigt i området omkring Slettestrand (Foto Hans Ravn)

I Rold Skov ved Rebild ligger et af Danmarks mest omfattende og udfordrende mountainbikespor, der går gennem kuperet terræn, som kræver teknisk snilde.

I Tornby Klitplantage ved Hirtshals ligger der også en populær rute, som fører gennem det smukke klitlandskab. Her kan cykelturister prøve kræfter med et bakket landskab og afvekslende terræn. Ruten er anlagt med god plads til at trække mountainbiken undervejs, hvis nogle af strækningerne bliver for krævende, hvilket især nye ryttere er glade for.

Og så er der for nylig åbnet en mountainbike-park i Holstebro tæt på DCU-Camping Holstebro Sø, som du kan læse om andetsteds i Camping-fritid.

Vandring ved DCU-Camping Tranum

Også vandring har for alvor vundet indpas i mange danskeres fritidsvaner, og Nordjylland har hele tre certificerede premium vandreruter, som lever op til de skrappeste krav i Europa.

Mariager Fjords Panorama-rute strækker sig fra Hobro til Bramslev Bakker og er Danmarks første certificerede vandrerute. Ruten kombinerer vandring ad forskellige stier, græsspor og grusveje med smuk udsigt over fjorden samtidig med, at der er mulighed at komme tæt på græssende dyr.

I Rebild National Park og Rold Skov ligger den certificerede Rebild Bakker-rute (Foto Mette Johnsen)

I Rebild National Park og Rold Skov ligger den certificerede Rebild Bakker-rute, der byder på skønne bakkelandskaber og et urørt skovområde. Her kommer vandregæsterne desuden forbi Ravnkilden, hvor drikkedunken kan fyldes med køligt drikkevand til resten af turen direkte fra kilden.

Sidst, men bestemt ikke mindst, er den certificerede Tranum-Fosdal-rute oplagt til at få pulsen op. Ruten ligger tæt på DCU-Camping Tranum og fører gennem et smukt naturlandskab, hvor vandreturister undervejs kan nyde udsigten over Vesterhavet. DCU-Camping Tranum er en af de i alt 9 DCU-campingpladser, der har åbent hele året.

Vindblæst skønhed

I Nordjylland ligger også Danmarks første nationalpark og største vildmark, Nationalpark Thy. Her kan gæster vandre gennem storslåede klithede-landskaber langs nordvestkysten og fornemme områdets vindblæste skønhed. Nationalparken giver mulighed for enten at følge afmærkede ruter eller at udforske det øde naturlandskab på egen hånd.

Endelig er der Hærvejen, som er en af de længste og mest varierede vandreruter i Danmark. Den strækker sig langs den jyske højderyg fra Frederikshavn i nord til Padborg i syd. Vejen er tidligere blevet brugt som handels- og pilgrimsvej, og der er derfor rig mulighed for historiske oplevelser på turen, der både går gennem natur og by. På den nordjyske den af Hærvejen kan du blandt andet opleve havnebyen Frederikshavn, det skovklædte og bakkede højland i Hammer Bakker, Limfjorden ved Aalborg og det kuperede landskab mellem fjorde og åer i Himmerland. 

Mariager Fjords Panorama-rute er Danmarks første certificerede vandrerute
(Foto Dicht am Fisch)

Tekst og foto Torben Brandt

Der er fremgang for turismen i Nordjylland, og det er ikke tilfældigt. For i 2018 besluttede de 11 nordjyske kommuner i fællesskab at intensivere markedsføringen for at få flere turister til landsdelen, og samtidig blev det vedtaget gradvist at øge markedsføringsbudgettet fra 15 mio. kr. i 2018 til 50 mio. kr. sidste år.

Satsningen har båret frugt. For i 2019 kunne Nordjylland ifølge migogaalborg.dk glæde sig over en stigning i overnatningstallet på 7,23 procent, og at dømme efter det antal turister, der i corona-somrene 2020 og 2021 valfartede til det nordlige Jylland, er der god grund til at antage, at fremgangen fortsætter.

Byen med de rygende skorstene

Nordjyllands største by er Aalborg, som gennem en årrække har gennemgået en transformation fra en ret rå by, som det så fint blev skildret i Jakob Ejersbo-romanen Nordkraft, til i dag at være et sted med et blomstrende kulturliv og gode spisesteder.

I 2017 åbnede Aalborg Kulturbroen, der gør det muligt for cyklister og fodgængere at passere Limfjorden, og som skaber mere liv på byens havnefronter ved at binde Nørresundby og Aalborg Vest bedre sammen (Foto: Patrick Bo Elkjær og Sofie Steensen Nielsen)

Aalborg Havnefront er et slående eksempel på forandringen. Tidligere husede området primært tung industri og store virksomheder, som var med til at give byen tilnavnet ”byen med de rygende skorstene”, men i takt med at disse virksomheder er forsvundet, er havnefronten i dag forvandlet til en oase af spisesteder, afslappet promenadestemning, smuk arkitektur og spændende kulturinstitutioner.

Utzons sidste værk

Til sidstnævnte kategori hører Musikkens Hus, der ligger helt ud til Limfjorden, samt kultur- og aktivitetshuset Nordkraft, der har adresse i de bygninger, som tidligere husede det kulfyrede kraftværk af samme navn. Også Utzon Center, et eksperimenterende kultur- og videncenter på havnefronten, bidrager til at give Aalborg Havnefront sit helt eget arkitektoniske udtryk.

Centret er skabt af far og søn, Jørn og Kim Utzon, og stod færdigt i 2008, hvilket akkurat var tids nok til, at Jørn Utzon nåede at se det inden sin død senere samme år.

Musikkens Hus i Aalborg er både interessant ud- og indvendigt (Foto: Patrick Bo Elkjær og Sofie Steensen Nielsen)

Har du mod på mere kunst, bør du ikke snyde dig selv for det moderne kunstmuseum, Kunsten, som ligger i den centrale del af byen og er tegnet af den finske arkitekt og designer Alvar Aalto.

Gode spisesteder

Åndelig føde er én ting, men den fysiske sult skal bestemt ikke undervurderes, og heller ikke på det punkt svigter Nordjyllands hovedstad. Aalborgs med afstand mest berømte gågade er den blot 300 meter lange Jomfru Ane Gade, der udover barer og diskoteker også rummer en række caféer og restauranter.

Ønsker du at få mad af ypperste kvalitet, byder føromtalte Aalborg Havnefront på flere fremragende spisesteder. I Musikkens Hus ligger restauranten Musikkens Spisehus, mens Restaurant Jørn holder til i Utzon Center. Også Restaurant Fusion på havnefronten er et interessant spisested med en unik beliggenhed ned til Limfjorden.

Ikke langt fra havnefronten ligger gaden Vesterå, som er blevet Aalborgs nye madmekka med en række gode spisesteder, der tilgodeser såvel veganeren som den kødelskende gæst.

Vikingeoplevelser

En interessant blanding af historie og smuk natur får du, hvis du tager nord for Limfjorden i retning mod Aalborg Lufthavn. Her ligger Lindholm Høje, som ganske vist har postnummer i Nørresundby, men som dog hører til Aalborg Kommune.

Smuk natur ved Lindholm Høje i Nørresundby

Lindholm Høje er en gravplads fra yngre jernealder og vikingetiden med næsten 700 brandgrave, hvor du kan gå rundt og blive klogere på det liv, vores forfædre levede. Og så er der en vidunderlig udsigt over Limfjorden og byen fra toppen af området, som af den grund sagtens kan besøges, selvom du ikke har den store historiske interesse.

Det bette ølhus

Der er rigtig mange campingpladser i det nordlige Jylland, så det skorter ikke på valgmuligheder, når du skal beslutte, hvor teltpløkkerne skal bankes i jorden. DCUs campingplads ligger i Ålbæk midt mellem Frederikshavn og Skagen, hvor campingværten Christian Hansen på sin egen, stilfærdige, nordjyske facon hygger om gæsterne.

Campingpladsen ligger helt ud til vand og strand og i gåafstand fra Ålbæk by, som er lille, men ganske hyggelig.

DCUs campingplads i Ålbæk har sit eget teltområde, kaldet Rødspætten.
 

Et dejligt sted at gæste i Ålbæk er Det Bette Ølhus (kan det næsten hedde andet på disse kanter?) på hjørnet af Skagensvej og Søndre Havnevej, lige over for Rema 1000. Ølhuset byder på masser af glimrende belgisk øl og har også øl fra forskellige danske mikrobryggerier på menuen. På en varm sommerdag er det, som nordjyderne selv vil sige, ikke så ringe endda at nyde en kold forfriskning på pladsen foran ølhuset.

Havnen i Ålbæk ligger kun en kort spadseretur fra campingpladsen og er et hyggeligt sted at slentre rundt og måske købe fisk, hvis du er heldig at være der, når en af de lokale fiskere kommer hjem med sin fangst. Havnen er også vældig populær blandt autocamperturister, som i stor stil holder til her.

Overvej cyklen

DCU-Camping Ålbæk Strand er et glimrende udgangspunkt for ture til nogle af Nordjyllands mange, populære turistattraktioner, deriblandt Råbjerg Mile, som ligger godt 12 km fra campingpladsen.

Vandreklitten er et fantastisk syn og får dig næsten til at glemme, at det er Nordjylland og ikke en ørken, du befinder dig i. Både for små og store er den kæmpemæssige sandkasse en vidunderlig legeplads, og fra toppen er der en fantastisk udsigt over både Råbjerg Mile og det øvrige landskab. Et godt råd er at tage skoene af, for du undgår ikke sand i skoene.

Stedet er altid velbesøgt i ferieperioderne, og i corona-somrene har populariteten fået et yderligere nøk opad. Det gjorde det udfordrende at parkere i området, fordi bilerne blev efterladt i begge sider af vejen, så det var vanskeligt for den øvrige trafik at passere. Er du i nogenlunde fysisk form, er det derfor en overvejelse værd at cykle fra campingpladsen til Råbjerg Mile, for du kører ad glimrende cykelstier det meste af vejen, og det er langt mindre stressende at køre lige til døren på cykel end at skulle bekymre sig om at finde en parkeringsplads omkring vandreklitten.

Det bevægelige fyr

Mens Råbjerg Mile hvert år flytter sig cirka 15 meter mod nordøst ved egen kraft, måtte der menneskehænder til at få Rubjerg Knude Fyr til at bevæge sig. Fyret ligger på vestkysten lidt syd for Lønstrup og var i overhængende fare for at styrte i havet, fordi det barske klima åd af kysten år efter år, og til sidst var havet faretruende tæt på. Derfor blev fyret ved en nøje tilrettelagt aktion i efteråret 2019 flyttet cirka 70 meter ind i landet, hvor det forhåbentlig kan stå i fred i nogle år. Flytningen gav en masse opmærksomhed både her i landet og uden for landets grænser, og det kunne aflæses på besøgstallene sidste sommer, hvor fyret var et yndet udflugtsmål.

Trods de mange besøgende føles det ikke trangt, når først du er ude ved fyret, for naturen er ikke nærig med pladsen, så turisterne fordeler sig over et stort område.

Har du lyst til at se det hele lidt fra oven, er der også mulighed for at købe en rundtur i helikopter.

Lune Lønstrup

Når du alligevel er på disse kanter, kan det anbefales at tage turen til Lønstrup, som ligger vidunderligt ud til kysten kun få kilometer fra Rubjerg Knude Fyr. Også i Lønstrup er der mange turister om sommeren, men selvom befolkningstallet mangedobles i årets varme måneder, har stedet alligevel sin egen tilbagelænede charme og ro.

Hvis du ellers kan få bord, byder Lønstrup også på et rigtig godt spisested i skikkelse af Villa Vest, der med sin placering helt ud til vandet har en eminent udsigt. Det er ikke byens billigste restaurant, men det er pengene værd, og alene udsigten er ubetalelig.

De små fiskerbåde er trukket på land i Lønstrup.

Kan du ikke få plads på Villa Vest, er Cafe Havblik lige over for Villa Vest et glimrende alternativ. Her bydes ligeledes på smuk udsigt krydret med store portioner til rimelige priser – og et Stjerneskud som absolut kan anbefales.

Berømt ishus

Med mindre du er i jernform, kræver afstanden fra campingpladsen i Ålbæk til Rubjerg Knude Fyr en bil, for der er godt 50 km hver vej. På vejen fra Ålbæk til fyret kommer du igennem Tversted, som i en årrække har været kendt for Det Blå Ishus med en helt speciel, og meget hemmelig, opskrift på guf. Ifølge tv2nord.dk drev Jette Bundesen i flere år både Det Blå Ishus og Det Gule Ishus, som ligger tæt på hinanden. Sidstnævnte ændrede siden navn til Det Grå Ishus, og da Jette Bundesen i 2018 forlod Det Blå Ishus, tog hun den hemmelige opskrift på guf med sig til Det Grå Ishus, som hun fortsat driver.

Det Blå Ishus eksisterer dog stadigvæk og serverer også guf til sine kunder. Hvilket ishus og hvilket guf, der er bedst, er formentlig lige så følelsesladet som at diskutere, om KABE eller Polar er den bedste vintervogn, så den debat vil vi undlade at kaste os ind i – herfra skal blot konstateres, at Tversted er et godt sted at gøre holdt for at få stillet sin trang til is og guf.

Er du mere til garn end til guf, er Tversted også hjemsted for Isager Strik, der både leverer garn og strikkeopskrifter, og som har en hyggelig forretning i landlige omgivelser på Skagensvej 74.

Der er rift om pladserne på havnen i Skagen.

Skagen er sagen

Det er svært at sige Nordjylland uden samtidig at sige Skagen. Byen på Danmarks top har sin helt egen charme, men også her er der kamp om kvadratmeterne, hvilket blandt andet kan ses på Grenen om sommeren, hvor parkeringsområdet er så presset, at det kan være svært at få plads. Der er rasende hyggeligt på havnen i Skagen, hvor der er alle muligheder for at spise frisk fisk, hvis du ellers kan få fat i et bord, hvilket kan kræve lidt tålmodighed i højsæsonen.

Også i Skagen kan du med lethed få stillet den kulturelle sult, hvis du ønsker det. Kystmuseet Skagen, som er et kombineret frilands- og udstillingsmuseum, og Skagen Museum, der er dedikeret til skagensmalerne, er henholdsvis nummer fem og syv på Visit Nordjyllands liste over de 10 mest besøgte attraktioner i Nordjylland. Listen toppes af Fårup Sommerland med Aalborg Zoo og Jesperhus Feriepark på de følgende pladser.

Svinkløv Badehotel er blevet genopført, efter det brændte ned til grunden i efteråret 2016. Stedet ligger smukt og er et godt – men også lidt pebret – sted at nyde kaffe og kage.

Tekst og fotos: Renate Hovald

Bourgogne er den region, man automatisk passerer på vej sydover, lige når man har forladt  det sydlige Alsace. Vores ven Google oplyser, at regionen består af 4 departementer, hvoraf Côte d'Or, altså Guldkysten, er den mest ikoniske. Det er her, hvor vinslotte gemmer sig utilnærmeligt bag mure og kunstfærdige smedejernsgitre. Og det er her, druerne til de verdensberømte grand-crû vine gror på marker, der er klassificeret som UNESCO-verdensarv, de såkaldte Climats de Bourgogne.

Landskabet har for det meste landlig karakter uden de store højdepunkter. Det er de moderate bakkedrag, der dominerer. Kun Morvan-området mod vest kan opvarte med noget mere - om end beskeden - dramatik. Undtagelser findes dog, f.eks. klippevæggen Falaise de Baubigny og dalslutningen "ved verdens ende", Cirque du Bout du Monde.

Derudover er der Mont de Sène med sine 521 m. Fra dets flade top med de tre gigantiske stenkors har man panorama-udsigt hele vejen rundt hen over de uendelige vinmarker. Typisk er også kanalerne; deres tidligere trækstier indgår nu i et net af afmærkede cykelruter, og selv uden elektrisk forstærkning er det en fryd at følge dem i begge retninger, gerne med indlagt madpakke-pause  et vilkårligt sted undervejs.

Bourgogne er kendt for for sin store produktion af kvalitetsvine.

Det ukendte Bourgogne

Generelt vil vi helst opleve for os ukendt terræn; det betyder aktuelt: forlade alfarvej og finde nogle af Bourgognes gemte perler. Allerede vores første stop i Langres, næsten ikke Bourgogne endnu, giver overraskende gevinst. Overnatningsstedet, en mellemting mellem stell- og campingplads, har en sjældent spændende beliggenhed på fæstningsanlægget.

Vi er tidligt på den og får den sidste plads ude ved kanten med et betagende blik ud over dalen nedenfor. Den gamle bydel befinder sig lige om hjørnet, og det gør bageren også. Med julelys i øjnene nyder vi således næste morgen turens første friskbagte, himmelske baguette. Aaah, endelig i Frankrig igen.

Da Langres hører med i sammenslutningen af de 50 mest pittoreske byer i Frankrig kræver den et nærmere studium. Vi forlænger derfor vores ophold med en ekstra nat og bliver heller ikke skuffet.

På vores næste interessante stop havner vi i Chablis, berømt for sine elegante hvidvine og af samme grund ikke helt ukendt land for os. Der er noget eksklusivt over denne lille by; den er på ingen måde i tvivl om sit og sine vines værd. Det kommer an på en prøve, synes vi. På torvet får vi et glas Chablis hver: det ene "normal", det andet "grand-crû". Jeg tør næsten ikke sige det højt, men jeg kan ikke konstatere nogen nævneværdig forskel. Ud over prisen, selvfølgelig. Men mine smagsløg er nok heller ikke trimmet godt nok til sådanne øvelser.

Chablis er en dejlig by, der er berømt for sine hvidvine.

Videre går det. Semur-en-Auxois og Avallon er fremhævet som seværdige småbyer i vores turguide, så dem skal vi bestemt ikke hoppe over. Den første af de to byer er ægte middelalder-romantik med massive fæstningsværker og et svimlende blik ud over landskabet. En frokost med en lækker menu du jour bidrager til vores begejstring over byen.

Den anden af de to byer, Avallon, er ligeledes omkranset af en middelaldermur. Her overnatter vi efter dagens etape nede i floddalen og for foden af høje klipper på byens campingplads. Godt nok er campingfatter ikke helt tilfreds med, at vi ankommer ubelejligt midt i siestaen, men lukker os dog undtagelsesvis (som han siger) ind alligevel. Ja ja, lidt lokalkolorit gør jo ikke noget, og fatter viser sig da også at være god nok. Den efterfølgende vandring op til Avallon er meget smuk, selv om den kræver nogenlunde god kondi - men er alle anstrengelserne værd.

UNESCO-verdensarv: Tournus og Autun

Er man bare en smule til kunst og historie, så er Bourgogne en sand fundgrube. Der er mange muligheder for besøg af klostre, slotte, borge og kirker, flere af dem UNESCO verdensarv. Men helt så fanatiske er vi ikke og kan nøjes med mindre.

Tournus, beliggende ved Saône,  har en berømt katedral, som vi skal se; i tilgift får man endda en historisk bykerne. Fra campingpladsen cykler vi langs floden ind til det historiske centrum, op til katedralen går det til fods. Efter en indgående besigtigelse styrer vores rumlende maver os hen til en hyggelig, lille udeservering, hvor vi indtager en delikat 3-retters menu du jour og et par glas rød Bourgogne. Således går det hele op i en højere enhed.

Vores sydligste punkt gennem det for os ukendte Bourgogne bliver Autun. På den lokale campingplads bor vi på en - i vores øjne - pragtfuld parcel med en ideel kombination af landskab og historie: lige ved en lille å og med langt rækkende blik mod en keltisk-romersk ruin og skovklædte Morvan-bakker. 

Lokalkolorit oplever vi også her:

To rækker længere henne, i et af de efterhånden talrige chalets, fejrer et hold polske drueplukkere deres velfortjente fyraften. Det går livligt til. Men heldigvis kryber de snart til køjs, idet næste dags arbejde kalder dem tidligt op af fjerene. Vinmarkerne er et stykke vej herfra, så de bliver transporteret i samlet flok med minibus til indsatsområdet.

Flere steder i Autun er der stadig rester af romersk arkitektur.

Indrømmet, Autun er ikke nogen udpræget skønhedsåbenbaring ved hvert gadehjørne. At vi alligevel synes om byen skyldes dens romerske fortid med monumenterne derfra samt den smukke UNESCO-katedral oppe i den gamle bydel. Vi kan lide, at byen stort set lever sit helt eget, autentiske liv, som vi deltager i fra sidelinjen: et fashionabelt bryllup med kvindelige bryllupsgæster, hvis spektakulære hatte får os næsten til at gå bagover.

En noget krævende cykeltur ud i det temmelig kuperede terræn belønner os med en fantastisk udsigt ned mod byen og dens knejsende katedral samt resterne af en (stærkt forvitret) romersk pyramide. Ellers går tiden mest med salig nydelse af udelivet og rendyrket vegeteren på parcellen. Temperaturen er blevet sommer og sol.

Efter Autun sætter vi kursen mod hjem. I Alsace gør vi et par dages ophold, men det er jo en anden historie.

UNESCO kulturarv: Côte d'Or

Har man ikke været i Bourgogne før, bør man måske prioritere lidt anderledes, end vi gjorde i denne omgang. Et passende udgangspunkt er Beaune. Det er Côte d'Or-distriktets bankende hjerte, omgivet af et utal af velrenommerede vinhuse.  Byens absolutte juvel er bygningskomplekset Hospices de Beaune, et tidligere tiders sygehus til fattiglemmerne.

De markante tage med de farvede, glaserede tagsten figurerer i alle turistbrochurer, og man snyder sig selv, hvis ikke man aflægger hospicet et besøg. Den udmærkede campingplads ligger rimelig centralt, så man  kan sagtens undvære både bil og cykel. Skridttælleren siger til gengæld mange tak, når dagen er omme.

Tip: En tur langs Route des Grands Crûs fra Beaune forbi de små vinbyer som f.eks. Pommard, Volnay og Meursault til blankpolerede lille Santenay bør indgå i enhver Bourgogne-turists rejseplaner. Navnene fremkalder englelyd i vinkendernes ører. Til overnatning er Santenays campingplads det oplagte valg. Den ligger direkte op ad vinmarker og med kig mod tidligere nævnte Mont de Sène med de tre kors på toppen; en vandring op til den lønner sig for dem, der kan lide at gå.

Men selvfølgelig kan man også forblive nede, hoppe på cyklen og opleve de mange vinmarker med de berømte druer på nært hold ved at følge Véloroute des Grands Crûs. Det er altså bare skønt. Ligeledes kan man cykle til Chagny; gerne om søndagen, hvor der er myldrende torvedag. Ud over de traditionelle madvarer sælges her simpelthen alt, fra alskens loppefund til - hold fast - levende slagtedyr.

Fortsætter man på cykel langs Canal de Centre, så når man på et tidspunkt frem til Chalon-sur-Saône. Men det kræver altså nogle udholdende cykelben. Som kompromis indlogerede vi os på Chalons campingplads og tog kanalen i småbidder. Også uden cykelambitioner er selve byen et bekendtskab, der lønner sig: overkommeligt i størrelse og typisk fransk "på den fede måde".

Og til sidst

Selvfølgelig er der mere. For eksempel Bourgognes største by Dijon (den med delikatesse-sennep) og Mâcon som den sydligste by i vinregionen Bourgogne. Eller Vézeley (hvor der i 1146 lød startskuddet til det 2. korstog) og Auxonne, der spejler sig smukt i floden Saône. Alle har de noget - i mere eller mindre stort format. De er ikke helt sydfranske endnu men alligevel tilpas anderledes. Det kan tydeligt mærkes, at man er et godt stykke hjemmefra.

Alt i alt er Bourgogne som skabt for feinschmeckere. Regionens skjulte charme åbenbarer sig først, når man holder inde og lader indtrykkene bundfælde sig. En turguide er derfor godt at have med i baglommen, ellers overser man hurtigt et par detaljer. Tip: Især efteråret er en smuk rejsetid, når (vin)løvet gløder gyldent, og solen stadig har magt. Så er her aldeles dejligt. En varm anbefaling til dem, der gerne vil prøve noget andet og nyt.

Tekst Torben Brandt

Foto Torben Brandt, Nathalie Chavez og Hugo Kulas

Om sommeren er der en ganske speciel atmosfære i Västervik, hjemsted for cirka 37.000 indbyggere og beliggende ud til den svenske skærgård på østkysten.

For det bliver aldrig helt mørkt på denne årstid, og bykernen og havneområdet summer af liv fra de mange turister, der hvert år gæster byen.

Hædret to år i træk

Västervik har ikke nogen turistmæssige magneter i stil med operahuset i Sydney eller Eiffeltårnet i Paris, men den har sin egen særlige charme i årets varmeste måneder, og det er ikke kun denne artikels forfatter, der synes det. Udsagnet bakkes op af en svensk rejseguide, der hvert år spørger de svenske turister, hvilken svensk by de bedst kan lide om sommeren. Her stemte et flertal både i 2020 og 2021 på Västervik, der således, når disse linjer læses, fortsat kan smykke sig med titlen ”Årets Sommerstad”. Begge år kom sejren i hus foran Kalmar, der ligeledes ligger på den svenske østkyst, små to timers kørsel syd for Västervik.

Et par kajakker nærmer sig Västervik.

De svenske turister er i overtal i Västervik efterfulgt af gæster fra Tyskland, Danmark og Holland. En del af turisterne kommer sejlende til byen på vej rundt i den svenske skærgård.

Abba-legende fra Västervik

Västervik er byen, hvor Abba-musikeren Bjørn Ulvaeus voksede op og både havde sin barn- og ungdom, inden han rejste væk for at indtage verdens musikalske scener.

Han etablerede i 2018 Slottsholmen, et flydende luksushotel med tilhørende restaurant, der ligger på havnefronten i Västervik, ”hvor Västervik møder verden – og vice versa”, som der står på Slotsholmens hjemmeside.

Tidligere lå der en danserestaurant på stedet, hvor Bjørn Ulvaeus som 12-årig fik sit første sommerjob, og hvor han altså nu har etableret et hotel, der giver noget tilbage til byen, hvor han voksede op.

Stort campingresort

Som campist er det dog vigtigere at vide, at et af Sveriges største campingresorts, Västervik Resort, ligger i udkanten af byen kun få minutters kørsel fra centrum. Det er 5-stjernet, har åbent året rundt og byder på 166 hytter og godt 800 enheder til telte, teltvogne, campingvogne eller autocampere. Nærheden til havet er naturligvis et stort trækplaster her, men det hele er ikke vandaktiviteter, for der er også mulighed for at spille blandt andet padeltennis. Västervik Resort kan også besøges, selvom man ikke bor der.

Foretrækker I lidt mindre campingpladser, er der flere alternativer tæt på byen, og ellers er Långsjön Stugor & Camping kun 25 minutters kørsel vest for Västervik et glimrende alternativ, for her findes blot 42 enheder, hvoraf mange har udsigt over søen. Campingpladsen har dog den ulempe, at den ligger tæt på en hovedvej, så vil du slippe for de gener, skal du så vidt muligt undgå enhederne helt ned til vejen.

Pladsen ligger midt mellem Västervik og Vimmerby og er derfor også et glimrende udgangspunkt, hvis I vil besøge Astrid Lindgrens verden i Vimmerby.

Ud over at bade i Långsjön har pladsen ikke de store børnefaciliteter, så hvis det er vigtigt for jer, er det ikke den plads, I skal vælge.

Overvej toget

Få hundrede meter fra campingpladsen ligger Smalspåret, der er en lille, lokal jernbane med et hyggeligt, gammeldags tog, der kører de cirka 75 km mellem Hultsfred og Västervik. Toget stopper på Långsjön station tæt på campingpladsen, så har I lyst til at slippe for at tage bilen frem og tilbage og samtidig nyde turen med det lille tog, er Smalsåret en mulighed. Jeg prøvede det ikke selv, men vores hollandske naboer tog turen og var begejstrede for oplevelsen.

Det lokale tog, Smalspåret, kører til Västervik og holder lige ved Långsjön Camping.

I 2021 kostede det 120 svenske kroner (cirka 88 danske kroner) for en voksenreturbillet fra Långsjön til Västervik, så det vælter næppe feriebudgettet. Børn rejser til halv pris.

Lader I bilen stå, kan I spise en god frokost på en af Västerviks restauranter med dertil hørende svensk øl, der efter min bedste overbevisning er ganske glimrende og langt bedre end sit rygte.  

Parkering ved havnen

Tager I bilen eller autocamperen til Västervik, er der glimrende parkeringsmuligheder mange steder. I kan eksempelvis holde ved havnen, hvor det med store skilte ganske vist understreges, at camping er forbudt, men I må gerne parkere og kan betale med Easy Park-appen. Mange steder i byen opkræves der betaling for parkering i tidsrummet fra 9-18, således også på havnefronten, hvor det koster cirka 10 danske kroner at parkere i små tre timer. Fra havnen er der en skøn udsigt over skærgården og kun få minutters spadseretur til bykernen, hvor flertallet af byens spisesteder og forretninger ligger.

Gamle huse

Byen har en del gamle træhuse fra 1600-tallet, som i forening med den nærliggende skærgård, byens mange forretninger, caféer og restauranter bidrager til den afslappede sommerstemning. Er I mere til at handle i store butikker, ligger der nogle outlets i udkanten af byen.  

Har I cykler med på ferien, kan I sagtens medbringe dem og se Västervik fra den tohjulede. Der er ikke mindst smukt langs vandet og i havneområdet, hvor de lokale hopper i vandet, når vejret tillader det.

Har I brug for at få stimuleret de kulturelle muskler, kan I lidt nord for byen besøge Västervik Museum, der fortæller om områdets historie og kultur. Er I mere til teknik og maskiner, ligger der et knallertmuseum (Moped Museum) i Hjorted en halv times kørsel syd for Västervik.

Tag ud i skærgården

En tur ud i skærgården og dens cirka 5.000 skær og småøer, der findes i dette område, bør også stå på listen over ting, I skal gøre. Billetter kan købes på skærgårdsterminalen i Västervik havn, hvorfra båden sejler ud til Hasselö, der byder på fred og ro i metermål. På Hasselö er der om sommeren blandt andet café, bageri, restaurant, loppemarkeder og minigolf, ligesom du kan leje kanoer og cykler.

I højsæsonen er der 3-4 daglige afgange fra Västervik til Hasselö og et tilsvarende antal retur, så I ikke strander på Hasselö, der ligger cirka en times sejlads fra Västervik. En voksenreturbillet kostede sidste år 220 svenske kr. (161 danske kroner). Enkelte afgange lægger også til på Idö, hvor især kroen er et trækplaster i sommerperioden. Begge øer er oplagte, hvis I har brug for at bade og komme ned i fart. Skærgårdsbåden lægger i sommerperioden til ved Gränsö Slot, hvor der både er restaurant og café, og på Västervik Resort.

På Hasselö er der god skiltning, så det er til at finde rundt.

Fra Västervik er det også muligt at tage færgen til Gotland, hvor I kan tage ud og hjem samme dag, men I kan naturligvis også overnatte på Gotland, så I har lidt bedre tid til at opleve øen.

Outdoor og musik i centrum

Västervik er også et slaraffenland for naturelskere. Er I glade for havet, kan I give jer i kast med paddleboard eller sejlads i kano eller kajak, ligesom området omkring byen indbyder til klatring og vandre- og cykelture. I kan læse mere om outdoor-mulighederne på www.vastervikoutdoor.com

Västervik lægger også jord til en række arrangementer i løbet af året, deriblandt en visefestival, der første gang fandt sted i 1966, og som er en fast tilbagevendende begivenhed hver sommer i uge 28.

Tekst Mogens Havsted - Foto PR

I denne artikel anbefaler vi, at I allerede i Danmark søger ud ad de vestlige ruter på vej sydpå til et helt særligt hjørne af Europa.

Som vi gjorde for nogle år siden, da vi på vej hjem fra Holland overnattede på en ret lille, meget hyggelig campingplads.

Receptionen bestod – selvfølgelig – af et lille træhus med et stort skilt: ”Løft telefonrøret for betjening!”  Ved afgangstid om morgenen holdt en række biler med campingvogne ved udkørslen, mens folk i fællesskab prøvede at finde ud af, hvor omtalte telefonrør befandt sig.

Det blev fundet bag en lem på siden af træhuset, røret blev løftet og en stemme svarede et eller andet på en form for tysk. Lidt senere kom en ældre mand cyklende i roligt tempo: ”Ja, ja. Jeg kommer jo nu.

Fruen ville have mig til at plukke jordbær, og man kan jo ikke være to steder på en gang, vel?” Og sådan gik det til, at turisterne faktisk nåede det, de skulle (at komme ud i køen på landevejen), og jeg tabte en del af mit hjerte til Østfrisien. For det var dér, vi var.

Noget for sig

I Danmark havde vi for mange år siden Molbo-historierne. Stort set samme historier tilskrives i Tyskland friserne. Efterhånden er det mest blandt friserne selv, man husker historierne, men friserne er – som folk overalt på jorden – et folkefærd for sig.

Som anerkendt mindretal i Tyskland har friserne - især i Nordfrisland - indgået samarbejde med den dansksindede Sydslesvigsk Vælgerforening for på den måde at sikre, at den særlige kultur og det særlige sprog repræsenteres i delstatens styrende organer.

Samarbejdet er vidtstrakt. Nogle af mindretallets skoler underviser både i dansk og frisisk. Det skal dog ikke forlede nogen til at tro, at friserne er en slags danskere i Tyskland – på ingen måde.

Friserne er deres egne med en historie, som går lige så langt tilbage som danskernes. I fjerne fordoms tider var de bestemt ikke begejstrede for den danske kong Klak, som kom sejlende med en horde vikinger og opkrævede skatter mod til gengæld at lade beboerne i fred.

Det vi i vore dages retssamfund betegner som trusler om vold og afpresning. Senere i historien var der noget om en dansk konge, som fik våde fødder i de nordlige marskområder, så man kan sige, at det historiske regnskab går nogenlunde lige op.

Nutidens forbrødring mellem mindretallene er derimod sammenfaldende med den stigende interesse for den frisiske kultur, historie og sprog.

Øst for vestfrisere

Du skal for øvrigt ikke undre dig over, at du skal køre vestpå for at komme til Østfrisland.

De fleste frisere bor endnu længere mod vest i det nordlige Holland.

Øst herfor ligger altså Østfrisien i Tyskland og huser den næststørste gruppe, mens mindretallets mindretal bor i Nordfrisien, som ligger helt op mod den danske grænse, og hvor Sylt stikker sin nordspids op forbi landegrænsen.

Storladen natur

Det mest storladne er naturligvis vadehavsområdet, som er udlagt til en af Europas største nationalparker. Området strækker sig fra den danske grænse og ned til Elbens udløb.

Der er forskellige beskyttelseszoner, hvor der er forskel på hvilke former for erhverv og fiskeri, der kan drives. I store dele af området er der kun adgang på guidede ture, men de er bestemt værd at tage med på.

Området er ligesom den danske vestkyst opdelt i et bagland, som vel godt kan karakteriseres som udkantsområde, men kyststrækningerne har en mere dominerende turisme.

Men man behøver jo ikke vælge, om man vil være midt i det hektiske ferieland eller i det mere rolige bagland, man kan sagtens nå begge dele ved at tage nogle dage i fred og ro blandt gemütliche campister efterfulgt af dage ude ved stranden sammen med alle de andre.

Hvis du er til de rolige pladser, er de slet ikke svære at finde. Ofte ligger de ved en lille flodarm eller en sø i indlandet. Det kunne være Campingplatz Weener, som med sine 125 fastliggere, 40 turistpladser og 30 teltpladser hører til blandt de mindste indlandspladser.

På disse små pladser i Tyskland skal man tillade sig at gå en lille tur blandt fastliggerne.

Her ser man, hvad kolonihavefolket kan præstere, når de ikke er hæmmet af byggeregulativer og smagsdommere. Hyggeligt er det.

Pladsen indbyder til afslapning og ro, og man kan godt bruge en time eller to med en høkerbajer (som vel er en dåseøl indkøbt ved grænsen) mens man betragter livet på floden, som driver forbi lige bag pladsen.

Når man er blevet træt af at se på flodens dovne strømme, slentrer man hen forbi småbådshavnen og ser på livet der. Helt uden aktiviteter for de yngre er stedet jo heller ikke – der er adgang til friluftsbad (med rutsjebane) og en minigolfbane.

Der ér sgu' hyggeligt i Tyskland.

Når det hele er blevet lidt for stille, kører I bare de sidste kilometer ud mod kysten til en campingplads som Nordseecamping Hooksiel. 600 fastliggerpladser, 900 turistpladser og 100 teltpladser betyder, at det hele er lidt (meget) mere velorganiseret.

Til gengæld er her også flere faciliteter og ting at tage sig til.

Paddel- und Pedalstation

Landskabet er fortrinligt til cykelferie – især i medvind, så tag cykler med hjemmefra.

Hvis du ikke har plads til cyklerne, har tyskerne udviklet et fortrinligt system, hvor man kan leje både cykler og kanoer for en eller flere dage ad gangen. På omkring 20 stationer kan man hente og aflevere cykel eller kano, så man behøver ikke vende tilbage til udgangspunktet hver dag.

Muligheden kan jo også udnyttes ved, at et eller flere familiemedlemmer bliver på campingpladsen og så afhenter de mere aktive på et aftalt sted.

Besynderlige skikke

Friserne er kendt for – og stolte af – en del for os andre besynderlige skikke. Og særegne seværdigheder.

Hvad med for eksempel at besøge et bademuseum på Norderney, et stensliberi i Esens, flaskeskibsmuseet (Tysklands største) i Jemgum Ditzen eller et bunkermuseum i hovedbyen Emden?

Jeg kan heller ikke afstå fra at nævne nogle af de charmerende skikke, du kan være heldig at få indblik i.

Klootschieten

Kommer du forbi skilte og opslag, som reklamerer for klootschieten-arrangementer, bør du lige overveje at bruge lidt tid som tilskuer.

Klootschieten er en helt officiel sportsgren, som går ud på at kaste en speciel bold så langt som muligt. Der er tre varianter af sporten.

Den mest traditionelle går gennem åbent landskab, hvor deltagerne gennem adskillige lange kast bevæger sig gennem terrænet for til sidst at ramme et afmærket felt.

Gade-klootschieten er stort set det samme, blot ad et vejstykke, hvor det gælder om at undgå grøfter og lignende. Tredje version er mindre krævende, her skal deltagerne kaste bolden stående.

Schlickschlittenrennens

Kan vel bedst oversættes med mudder-slæde-væddeløb.

Forekommer ved lavvande og hovedsagelig ved byfester og andre løsslupne sammenkomster.

Deltagerne kan under væddeløbet ikke undgå at blive indsmurt i mudder, hvilket vækker stor moro, især hos tilskuerne. En variant, som også ses ved byfester, foregår uden slæder.

Der er da tale om åle-stafet i mudderet. Nu om dage er ålene som regel udskiftet med cykelslanger, men deltagerne bliver lige så mudderindsmurte.

Te-drikning

Ja, du ser rigtigt. Englænderne kan godt pakke sammen, for friserne har en langt mere raffineret og veludviklet kultur omkring indtagelse af forskellige typer te. Siger de selv.

Mange cafeer – undskyld, det hedder det jo slet ikke, det hedder teestuben - reklamerer med, at de er særlig gode til at servere te på frisisk. Du kan også gå på te-museum  for at studere fænomenet. Der findes flere af slagsen.

Orgler

Jeg aner ikke hvorfor, men friserne har et særligt forhold til deres gamle orgler. Måske har det været en tradition, at velhavende søfarere har skænket hjemkirken et orgel?

Kig selv efter på din vej om den lokale kirke har et særligt orgel, og en stilfærdig orgelkoncert er altid en lise for sjælen i en fortravlet ferietid.

Møller

Hold da op. Både Øst- og Nord-frisien er sat til med gamle, traditionelle vindmøller. Ud over at være fotogene drives de ofte af et møllelaug, og nogle steder kan man være heldig at se dem i drift. Ikke sjældent er aktiviteterne kombineret med salg af lokale varer.

Fyrtårne

Med forræderiske sandbanker, som tidevandet konstant flytter rundt på, har sikre sejlruter været selve forudsætningen for, at friserne kunne komme ud og erobre verdenshavene. I mange af de gamle fyrtårne kan man komme helt op og nyde udsigten over det flade landskab.

Og nu vi er ved besynderlighederne: Savner du Sct. Hans-fejring ved midsommer, skyldes det nok, at friserne har brændt deres stråfyldte dukker af allerede den 21. februar for at sige farvel til vinteren. Skik følge eller land fly, som man siger.

Der er altså nok at vælge imellem, hvis man er til de lidt mere beskedne og stilfærdige oplevelser, men der er naturligvis også diverse badelande og mere dynamiske attraktioner. Et par stykker af dem hører til i kategorien ”Absolut et besøg værd”. Især nævner jeg:

Multimar Wattforum i Tönning
Besøgscenter hvor voksne og børn kan opleve Vadehavet. Akvarier og udstillinger. Check åbningstider og priser på multimar-wattforum.de

Energimuseum eller rettere energieksperimentarium i Aurich
Masser af aktiviteter for børnefamilier og fin propaganda for vedvarende energi, vindmøller og meget mere. Check åbningstider og priser på eez-aurich.de

Seehundestation Nationalpark-Haus i Norden. Check åbningstider og priser på seehundstation-norddeich.de

Find din campingplads her:

• ostfriesland.travel
• ostfriesland.travel/unterkuenfte/campingplaetze