Tekst og fotos: Renate Hovald

Bourgogne er den region, man automatisk passerer på vej sydover, lige når man har forladt  det sydlige Alsace. Vores ven Google oplyser, at regionen består af 4 departementer, hvoraf Côte d'Or, altså Guldkysten, er den mest ikoniske. Det er her, hvor vinslotte gemmer sig utilnærmeligt bag mure og kunstfærdige smedejernsgitre. Og det er her, druerne til de verdensberømte grand-crû vine gror på marker, der er klassificeret som UNESCO-verdensarv, de såkaldte Climats de Bourgogne.

Landskabet har for det meste landlig karakter uden de store højdepunkter. Det er de moderate bakkedrag, der dominerer. Kun Morvan-området mod vest kan opvarte med noget mere - om end beskeden - dramatik. Undtagelser findes dog, f.eks. klippevæggen Falaise de Baubigny og dalslutningen "ved verdens ende", Cirque du Bout du Monde.

Derudover er der Mont de Sène med sine 521 m. Fra dets flade top med de tre gigantiske stenkors har man panorama-udsigt hele vejen rundt hen over de uendelige vinmarker. Typisk er også kanalerne; deres tidligere trækstier indgår nu i et net af afmærkede cykelruter, og selv uden elektrisk forstærkning er det en fryd at følge dem i begge retninger, gerne med indlagt madpakke-pause  et vilkårligt sted undervejs.

Bourgogne er kendt for for sin store produktion af kvalitetsvine.

Det ukendte Bourgogne

Generelt vil vi helst opleve for os ukendt terræn; det betyder aktuelt: forlade alfarvej og finde nogle af Bourgognes gemte perler. Allerede vores første stop i Langres, næsten ikke Bourgogne endnu, giver overraskende gevinst. Overnatningsstedet, en mellemting mellem stell- og campingplads, har en sjældent spændende beliggenhed på fæstningsanlægget.

Vi er tidligt på den og får den sidste plads ude ved kanten med et betagende blik ud over dalen nedenfor. Den gamle bydel befinder sig lige om hjørnet, og det gør bageren også. Med julelys i øjnene nyder vi således næste morgen turens første friskbagte, himmelske baguette. Aaah, endelig i Frankrig igen.

Da Langres hører med i sammenslutningen af de 50 mest pittoreske byer i Frankrig kræver den et nærmere studium. Vi forlænger derfor vores ophold med en ekstra nat og bliver heller ikke skuffet.

På vores næste interessante stop havner vi i Chablis, berømt for sine elegante hvidvine og af samme grund ikke helt ukendt land for os. Der er noget eksklusivt over denne lille by; den er på ingen måde i tvivl om sit og sine vines værd. Det kommer an på en prøve, synes vi. På torvet får vi et glas Chablis hver: det ene "normal", det andet "grand-crû". Jeg tør næsten ikke sige det højt, men jeg kan ikke konstatere nogen nævneværdig forskel. Ud over prisen, selvfølgelig. Men mine smagsløg er nok heller ikke trimmet godt nok til sådanne øvelser.

Chablis er en dejlig by, der er berømt for sine hvidvine.

Videre går det. Semur-en-Auxois og Avallon er fremhævet som seværdige småbyer i vores turguide, så dem skal vi bestemt ikke hoppe over. Den første af de to byer er ægte middelalder-romantik med massive fæstningsværker og et svimlende blik ud over landskabet. En frokost med en lækker menu du jour bidrager til vores begejstring over byen.

Den anden af de to byer, Avallon, er ligeledes omkranset af en middelaldermur. Her overnatter vi efter dagens etape nede i floddalen og for foden af høje klipper på byens campingplads. Godt nok er campingfatter ikke helt tilfreds med, at vi ankommer ubelejligt midt i siestaen, men lukker os dog undtagelsesvis (som han siger) ind alligevel. Ja ja, lidt lokalkolorit gør jo ikke noget, og fatter viser sig da også at være god nok. Den efterfølgende vandring op til Avallon er meget smuk, selv om den kræver nogenlunde god kondi - men er alle anstrengelserne værd.

UNESCO-verdensarv: Tournus og Autun

Er man bare en smule til kunst og historie, så er Bourgogne en sand fundgrube. Der er mange muligheder for besøg af klostre, slotte, borge og kirker, flere af dem UNESCO verdensarv. Men helt så fanatiske er vi ikke og kan nøjes med mindre.

Tournus, beliggende ved Saône,  har en berømt katedral, som vi skal se; i tilgift får man endda en historisk bykerne. Fra campingpladsen cykler vi langs floden ind til det historiske centrum, op til katedralen går det til fods. Efter en indgående besigtigelse styrer vores rumlende maver os hen til en hyggelig, lille udeservering, hvor vi indtager en delikat 3-retters menu du jour og et par glas rød Bourgogne. Således går det hele op i en højere enhed.

Vores sydligste punkt gennem det for os ukendte Bourgogne bliver Autun. På den lokale campingplads bor vi på en - i vores øjne - pragtfuld parcel med en ideel kombination af landskab og historie: lige ved en lille å og med langt rækkende blik mod en keltisk-romersk ruin og skovklædte Morvan-bakker. 

Lokalkolorit oplever vi også her:

To rækker længere henne, i et af de efterhånden talrige chalets, fejrer et hold polske drueplukkere deres velfortjente fyraften. Det går livligt til. Men heldigvis kryber de snart til køjs, idet næste dags arbejde kalder dem tidligt op af fjerene. Vinmarkerne er et stykke vej herfra, så de bliver transporteret i samlet flok med minibus til indsatsområdet.

Flere steder i Autun er der stadig rester af romersk arkitektur.

Indrømmet, Autun er ikke nogen udpræget skønhedsåbenbaring ved hvert gadehjørne. At vi alligevel synes om byen skyldes dens romerske fortid med monumenterne derfra samt den smukke UNESCO-katedral oppe i den gamle bydel. Vi kan lide, at byen stort set lever sit helt eget, autentiske liv, som vi deltager i fra sidelinjen: et fashionabelt bryllup med kvindelige bryllupsgæster, hvis spektakulære hatte får os næsten til at gå bagover.

En noget krævende cykeltur ud i det temmelig kuperede terræn belønner os med en fantastisk udsigt ned mod byen og dens knejsende katedral samt resterne af en (stærkt forvitret) romersk pyramide. Ellers går tiden mest med salig nydelse af udelivet og rendyrket vegeteren på parcellen. Temperaturen er blevet sommer og sol.

Efter Autun sætter vi kursen mod hjem. I Alsace gør vi et par dages ophold, men det er jo en anden historie.

UNESCO kulturarv: Côte d'Or

Har man ikke været i Bourgogne før, bør man måske prioritere lidt anderledes, end vi gjorde i denne omgang. Et passende udgangspunkt er Beaune. Det er Côte d'Or-distriktets bankende hjerte, omgivet af et utal af velrenommerede vinhuse.  Byens absolutte juvel er bygningskomplekset Hospices de Beaune, et tidligere tiders sygehus til fattiglemmerne.

De markante tage med de farvede, glaserede tagsten figurerer i alle turistbrochurer, og man snyder sig selv, hvis ikke man aflægger hospicet et besøg. Den udmærkede campingplads ligger rimelig centralt, så man  kan sagtens undvære både bil og cykel. Skridttælleren siger til gengæld mange tak, når dagen er omme.

Tip: En tur langs Route des Grands Crûs fra Beaune forbi de små vinbyer som f.eks. Pommard, Volnay og Meursault til blankpolerede lille Santenay bør indgå i enhver Bourgogne-turists rejseplaner. Navnene fremkalder englelyd i vinkendernes ører. Til overnatning er Santenays campingplads det oplagte valg. Den ligger direkte op ad vinmarker og med kig mod tidligere nævnte Mont de Sène med de tre kors på toppen; en vandring op til den lønner sig for dem, der kan lide at gå.

Men selvfølgelig kan man også forblive nede, hoppe på cyklen og opleve de mange vinmarker med de berømte druer på nært hold ved at følge Véloroute des Grands Crûs. Det er altså bare skønt. Ligeledes kan man cykle til Chagny; gerne om søndagen, hvor der er myldrende torvedag. Ud over de traditionelle madvarer sælges her simpelthen alt, fra alskens loppefund til - hold fast - levende slagtedyr.

Fortsætter man på cykel langs Canal de Centre, så når man på et tidspunkt frem til Chalon-sur-Saône. Men det kræver altså nogle udholdende cykelben. Som kompromis indlogerede vi os på Chalons campingplads og tog kanalen i småbidder. Også uden cykelambitioner er selve byen et bekendtskab, der lønner sig: overkommeligt i størrelse og typisk fransk "på den fede måde".

Og til sidst

Selvfølgelig er der mere. For eksempel Bourgognes største by Dijon (den med delikatesse-sennep) og Mâcon som den sydligste by i vinregionen Bourgogne. Eller Vézeley (hvor der i 1146 lød startskuddet til det 2. korstog) og Auxonne, der spejler sig smukt i floden Saône. Alle har de noget - i mere eller mindre stort format. De er ikke helt sydfranske endnu men alligevel tilpas anderledes. Det kan tydeligt mærkes, at man er et godt stykke hjemmefra.

Alt i alt er Bourgogne som skabt for feinschmeckere. Regionens skjulte charme åbenbarer sig først, når man holder inde og lader indtrykkene bundfælde sig. En turguide er derfor godt at have med i baglommen, ellers overser man hurtigt et par detaljer. Tip: Især efteråret er en smuk rejsetid, når (vin)løvet gløder gyldent, og solen stadig har magt. Så er her aldeles dejligt. En varm anbefaling til dem, der gerne vil prøve noget andet og nyt.

Tekst Torben Brandt

Foto Torben Brandt, Nathalie Chavez og Hugo Kulas

Om sommeren er der en ganske speciel atmosfære i Västervik, hjemsted for cirka 37.000 indbyggere og beliggende ud til den svenske skærgård på østkysten.

For det bliver aldrig helt mørkt på denne årstid, og bykernen og havneområdet summer af liv fra de mange turister, der hvert år gæster byen.

Hædret to år i træk

Västervik har ikke nogen turistmæssige magneter i stil med operahuset i Sydney eller Eiffeltårnet i Paris, men den har sin egen særlige charme i årets varmeste måneder, og det er ikke kun denne artikels forfatter, der synes det. Udsagnet bakkes op af en svensk rejseguide, der hvert år spørger de svenske turister, hvilken svensk by de bedst kan lide om sommeren. Her stemte et flertal både i 2020 og 2021 på Västervik, der således, når disse linjer læses, fortsat kan smykke sig med titlen ”Årets Sommerstad”. Begge år kom sejren i hus foran Kalmar, der ligeledes ligger på den svenske østkyst, små to timers kørsel syd for Västervik.

Et par kajakker nærmer sig Västervik.

De svenske turister er i overtal i Västervik efterfulgt af gæster fra Tyskland, Danmark og Holland. En del af turisterne kommer sejlende til byen på vej rundt i den svenske skærgård.

Abba-legende fra Västervik

Västervik er byen, hvor Abba-musikeren Bjørn Ulvaeus voksede op og både havde sin barn- og ungdom, inden han rejste væk for at indtage verdens musikalske scener.

Han etablerede i 2018 Slottsholmen, et flydende luksushotel med tilhørende restaurant, der ligger på havnefronten i Västervik, ”hvor Västervik møder verden – og vice versa”, som der står på Slotsholmens hjemmeside.

Tidligere lå der en danserestaurant på stedet, hvor Bjørn Ulvaeus som 12-årig fik sit første sommerjob, og hvor han altså nu har etableret et hotel, der giver noget tilbage til byen, hvor han voksede op.

Stort campingresort

Som campist er det dog vigtigere at vide, at et af Sveriges største campingresorts, Västervik Resort, ligger i udkanten af byen kun få minutters kørsel fra centrum. Det er 5-stjernet, har åbent året rundt og byder på 166 hytter og godt 800 enheder til telte, teltvogne, campingvogne eller autocampere. Nærheden til havet er naturligvis et stort trækplaster her, men det hele er ikke vandaktiviteter, for der er også mulighed for at spille blandt andet padeltennis. Västervik Resort kan også besøges, selvom man ikke bor der.

Foretrækker I lidt mindre campingpladser, er der flere alternativer tæt på byen, og ellers er Långsjön Stugor & Camping kun 25 minutters kørsel vest for Västervik et glimrende alternativ, for her findes blot 42 enheder, hvoraf mange har udsigt over søen. Campingpladsen har dog den ulempe, at den ligger tæt på en hovedvej, så vil du slippe for de gener, skal du så vidt muligt undgå enhederne helt ned til vejen.

Pladsen ligger midt mellem Västervik og Vimmerby og er derfor også et glimrende udgangspunkt, hvis I vil besøge Astrid Lindgrens verden i Vimmerby.

Ud over at bade i Långsjön har pladsen ikke de store børnefaciliteter, så hvis det er vigtigt for jer, er det ikke den plads, I skal vælge.

Overvej toget

Få hundrede meter fra campingpladsen ligger Smalspåret, der er en lille, lokal jernbane med et hyggeligt, gammeldags tog, der kører de cirka 75 km mellem Hultsfred og Västervik. Toget stopper på Långsjön station tæt på campingpladsen, så har I lyst til at slippe for at tage bilen frem og tilbage og samtidig nyde turen med det lille tog, er Smalsåret en mulighed. Jeg prøvede det ikke selv, men vores hollandske naboer tog turen og var begejstrede for oplevelsen.

Det lokale tog, Smalspåret, kører til Västervik og holder lige ved Långsjön Camping.

I 2021 kostede det 120 svenske kroner (cirka 88 danske kroner) for en voksenreturbillet fra Långsjön til Västervik, så det vælter næppe feriebudgettet. Børn rejser til halv pris.

Lader I bilen stå, kan I spise en god frokost på en af Västerviks restauranter med dertil hørende svensk øl, der efter min bedste overbevisning er ganske glimrende og langt bedre end sit rygte.  

Parkering ved havnen

Tager I bilen eller autocamperen til Västervik, er der glimrende parkeringsmuligheder mange steder. I kan eksempelvis holde ved havnen, hvor det med store skilte ganske vist understreges, at camping er forbudt, men I må gerne parkere og kan betale med Easy Park-appen. Mange steder i byen opkræves der betaling for parkering i tidsrummet fra 9-18, således også på havnefronten, hvor det koster cirka 10 danske kroner at parkere i små tre timer. Fra havnen er der en skøn udsigt over skærgården og kun få minutters spadseretur til bykernen, hvor flertallet af byens spisesteder og forretninger ligger.

Gamle huse

Byen har en del gamle træhuse fra 1600-tallet, som i forening med den nærliggende skærgård, byens mange forretninger, caféer og restauranter bidrager til den afslappede sommerstemning. Er I mere til at handle i store butikker, ligger der nogle outlets i udkanten af byen.  

Har I cykler med på ferien, kan I sagtens medbringe dem og se Västervik fra den tohjulede. Der er ikke mindst smukt langs vandet og i havneområdet, hvor de lokale hopper i vandet, når vejret tillader det.

Har I brug for at få stimuleret de kulturelle muskler, kan I lidt nord for byen besøge Västervik Museum, der fortæller om områdets historie og kultur. Er I mere til teknik og maskiner, ligger der et knallertmuseum (Moped Museum) i Hjorted en halv times kørsel syd for Västervik.

Tag ud i skærgården

En tur ud i skærgården og dens cirka 5.000 skær og småøer, der findes i dette område, bør også stå på listen over ting, I skal gøre. Billetter kan købes på skærgårdsterminalen i Västervik havn, hvorfra båden sejler ud til Hasselö, der byder på fred og ro i metermål. På Hasselö er der om sommeren blandt andet café, bageri, restaurant, loppemarkeder og minigolf, ligesom du kan leje kanoer og cykler.

I højsæsonen er der 3-4 daglige afgange fra Västervik til Hasselö og et tilsvarende antal retur, så I ikke strander på Hasselö, der ligger cirka en times sejlads fra Västervik. En voksenreturbillet kostede sidste år 220 svenske kr. (161 danske kroner). Enkelte afgange lægger også til på Idö, hvor især kroen er et trækplaster i sommerperioden. Begge øer er oplagte, hvis I har brug for at bade og komme ned i fart. Skærgårdsbåden lægger i sommerperioden til ved Gränsö Slot, hvor der både er restaurant og café, og på Västervik Resort.

På Hasselö er der god skiltning, så det er til at finde rundt.

Fra Västervik er det også muligt at tage færgen til Gotland, hvor I kan tage ud og hjem samme dag, men I kan naturligvis også overnatte på Gotland, så I har lidt bedre tid til at opleve øen.

Outdoor og musik i centrum

Västervik er også et slaraffenland for naturelskere. Er I glade for havet, kan I give jer i kast med paddleboard eller sejlads i kano eller kajak, ligesom området omkring byen indbyder til klatring og vandre- og cykelture. I kan læse mere om outdoor-mulighederne på www.vastervikoutdoor.com

Västervik lægger også jord til en række arrangementer i løbet af året, deriblandt en visefestival, der første gang fandt sted i 1966, og som er en fast tilbagevendende begivenhed hver sommer i uge 28.

Tekst Mogens Havsted - Foto PR

I denne artikel anbefaler vi, at I allerede i Danmark søger ud ad de vestlige ruter på vej sydpå til et helt særligt hjørne af Europa.

Som vi gjorde for nogle år siden, da vi på vej hjem fra Holland overnattede på en ret lille, meget hyggelig campingplads.

Receptionen bestod – selvfølgelig – af et lille træhus med et stort skilt: ”Løft telefonrøret for betjening!”  Ved afgangstid om morgenen holdt en række biler med campingvogne ved udkørslen, mens folk i fællesskab prøvede at finde ud af, hvor omtalte telefonrør befandt sig.

Det blev fundet bag en lem på siden af træhuset, røret blev løftet og en stemme svarede et eller andet på en form for tysk. Lidt senere kom en ældre mand cyklende i roligt tempo: ”Ja, ja. Jeg kommer jo nu.

Fruen ville have mig til at plukke jordbær, og man kan jo ikke være to steder på en gang, vel?” Og sådan gik det til, at turisterne faktisk nåede det, de skulle (at komme ud i køen på landevejen), og jeg tabte en del af mit hjerte til Østfrisien. For det var dér, vi var.

Noget for sig

I Danmark havde vi for mange år siden Molbo-historierne. Stort set samme historier tilskrives i Tyskland friserne. Efterhånden er det mest blandt friserne selv, man husker historierne, men friserne er – som folk overalt på jorden – et folkefærd for sig.

Som anerkendt mindretal i Tyskland har friserne - især i Nordfrisland - indgået samarbejde med den dansksindede Sydslesvigsk Vælgerforening for på den måde at sikre, at den særlige kultur og det særlige sprog repræsenteres i delstatens styrende organer.

Samarbejdet er vidtstrakt. Nogle af mindretallets skoler underviser både i dansk og frisisk. Det skal dog ikke forlede nogen til at tro, at friserne er en slags danskere i Tyskland – på ingen måde.

Friserne er deres egne med en historie, som går lige så langt tilbage som danskernes. I fjerne fordoms tider var de bestemt ikke begejstrede for den danske kong Klak, som kom sejlende med en horde vikinger og opkrævede skatter mod til gengæld at lade beboerne i fred.

Det vi i vore dages retssamfund betegner som trusler om vold og afpresning. Senere i historien var der noget om en dansk konge, som fik våde fødder i de nordlige marskområder, så man kan sige, at det historiske regnskab går nogenlunde lige op.

Nutidens forbrødring mellem mindretallene er derimod sammenfaldende med den stigende interesse for den frisiske kultur, historie og sprog.

Øst for vestfrisere

Du skal for øvrigt ikke undre dig over, at du skal køre vestpå for at komme til Østfrisland.

De fleste frisere bor endnu længere mod vest i det nordlige Holland.

Øst herfor ligger altså Østfrisien i Tyskland og huser den næststørste gruppe, mens mindretallets mindretal bor i Nordfrisien, som ligger helt op mod den danske grænse, og hvor Sylt stikker sin nordspids op forbi landegrænsen.

Storladen natur

Det mest storladne er naturligvis vadehavsområdet, som er udlagt til en af Europas største nationalparker. Området strækker sig fra den danske grænse og ned til Elbens udløb.

Der er forskellige beskyttelseszoner, hvor der er forskel på hvilke former for erhverv og fiskeri, der kan drives. I store dele af området er der kun adgang på guidede ture, men de er bestemt værd at tage med på.

Området er ligesom den danske vestkyst opdelt i et bagland, som vel godt kan karakteriseres som udkantsområde, men kyststrækningerne har en mere dominerende turisme.

Men man behøver jo ikke vælge, om man vil være midt i det hektiske ferieland eller i det mere rolige bagland, man kan sagtens nå begge dele ved at tage nogle dage i fred og ro blandt gemütliche campister efterfulgt af dage ude ved stranden sammen med alle de andre.

Hvis du er til de rolige pladser, er de slet ikke svære at finde. Ofte ligger de ved en lille flodarm eller en sø i indlandet. Det kunne være Campingplatz Weener, som med sine 125 fastliggere, 40 turistpladser og 30 teltpladser hører til blandt de mindste indlandspladser.

På disse små pladser i Tyskland skal man tillade sig at gå en lille tur blandt fastliggerne.

Her ser man, hvad kolonihavefolket kan præstere, når de ikke er hæmmet af byggeregulativer og smagsdommere. Hyggeligt er det.

Pladsen indbyder til afslapning og ro, og man kan godt bruge en time eller to med en høkerbajer (som vel er en dåseøl indkøbt ved grænsen) mens man betragter livet på floden, som driver forbi lige bag pladsen.

Når man er blevet træt af at se på flodens dovne strømme, slentrer man hen forbi småbådshavnen og ser på livet der. Helt uden aktiviteter for de yngre er stedet jo heller ikke – der er adgang til friluftsbad (med rutsjebane) og en minigolfbane.

Der ér sgu' hyggeligt i Tyskland.

Når det hele er blevet lidt for stille, kører I bare de sidste kilometer ud mod kysten til en campingplads som Nordseecamping Hooksiel. 600 fastliggerpladser, 900 turistpladser og 100 teltpladser betyder, at det hele er lidt (meget) mere velorganiseret.

Til gengæld er her også flere faciliteter og ting at tage sig til.

Paddel- und Pedalstation

Landskabet er fortrinligt til cykelferie – især i medvind, så tag cykler med hjemmefra.

Hvis du ikke har plads til cyklerne, har tyskerne udviklet et fortrinligt system, hvor man kan leje både cykler og kanoer for en eller flere dage ad gangen. På omkring 20 stationer kan man hente og aflevere cykel eller kano, så man behøver ikke vende tilbage til udgangspunktet hver dag.

Muligheden kan jo også udnyttes ved, at et eller flere familiemedlemmer bliver på campingpladsen og så afhenter de mere aktive på et aftalt sted.

Besynderlige skikke

Friserne er kendt for – og stolte af – en del for os andre besynderlige skikke. Og særegne seværdigheder.

Hvad med for eksempel at besøge et bademuseum på Norderney, et stensliberi i Esens, flaskeskibsmuseet (Tysklands største) i Jemgum Ditzen eller et bunkermuseum i hovedbyen Emden?

Jeg kan heller ikke afstå fra at nævne nogle af de charmerende skikke, du kan være heldig at få indblik i.

Klootschieten

Kommer du forbi skilte og opslag, som reklamerer for klootschieten-arrangementer, bør du lige overveje at bruge lidt tid som tilskuer.

Klootschieten er en helt officiel sportsgren, som går ud på at kaste en speciel bold så langt som muligt. Der er tre varianter af sporten.

Den mest traditionelle går gennem åbent landskab, hvor deltagerne gennem adskillige lange kast bevæger sig gennem terrænet for til sidst at ramme et afmærket felt.

Gade-klootschieten er stort set det samme, blot ad et vejstykke, hvor det gælder om at undgå grøfter og lignende. Tredje version er mindre krævende, her skal deltagerne kaste bolden stående.

Schlickschlittenrennens

Kan vel bedst oversættes med mudder-slæde-væddeløb.

Forekommer ved lavvande og hovedsagelig ved byfester og andre løsslupne sammenkomster.

Deltagerne kan under væddeløbet ikke undgå at blive indsmurt i mudder, hvilket vækker stor moro, især hos tilskuerne. En variant, som også ses ved byfester, foregår uden slæder.

Der er da tale om åle-stafet i mudderet. Nu om dage er ålene som regel udskiftet med cykelslanger, men deltagerne bliver lige så mudderindsmurte.

Te-drikning

Ja, du ser rigtigt. Englænderne kan godt pakke sammen, for friserne har en langt mere raffineret og veludviklet kultur omkring indtagelse af forskellige typer te. Siger de selv.

Mange cafeer – undskyld, det hedder det jo slet ikke, det hedder teestuben - reklamerer med, at de er særlig gode til at servere te på frisisk. Du kan også gå på te-museum  for at studere fænomenet. Der findes flere af slagsen.

Orgler

Jeg aner ikke hvorfor, men friserne har et særligt forhold til deres gamle orgler. Måske har det været en tradition, at velhavende søfarere har skænket hjemkirken et orgel?

Kig selv efter på din vej om den lokale kirke har et særligt orgel, og en stilfærdig orgelkoncert er altid en lise for sjælen i en fortravlet ferietid.

Møller

Hold da op. Både Øst- og Nord-frisien er sat til med gamle, traditionelle vindmøller. Ud over at være fotogene drives de ofte af et møllelaug, og nogle steder kan man være heldig at se dem i drift. Ikke sjældent er aktiviteterne kombineret med salg af lokale varer.

Fyrtårne

Med forræderiske sandbanker, som tidevandet konstant flytter rundt på, har sikre sejlruter været selve forudsætningen for, at friserne kunne komme ud og erobre verdenshavene. I mange af de gamle fyrtårne kan man komme helt op og nyde udsigten over det flade landskab.

Og nu vi er ved besynderlighederne: Savner du Sct. Hans-fejring ved midsommer, skyldes det nok, at friserne har brændt deres stråfyldte dukker af allerede den 21. februar for at sige farvel til vinteren. Skik følge eller land fly, som man siger.

Der er altså nok at vælge imellem, hvis man er til de lidt mere beskedne og stilfærdige oplevelser, men der er naturligvis også diverse badelande og mere dynamiske attraktioner. Et par stykker af dem hører til i kategorien ”Absolut et besøg værd”. Især nævner jeg:

Multimar Wattforum i Tönning
Besøgscenter hvor voksne og børn kan opleve Vadehavet. Akvarier og udstillinger. Check åbningstider og priser på multimar-wattforum.de

Energimuseum eller rettere energieksperimentarium i Aurich
Masser af aktiviteter for børnefamilier og fin propaganda for vedvarende energi, vindmøller og meget mere. Check åbningstider og priser på eez-aurich.de

Seehundestation Nationalpark-Haus i Norden. Check åbningstider og priser på seehundstation-norddeich.de

Find din campingplads her:

• ostfriesland.travel
• ostfriesland.travel/unterkuenfte/campingplaetze

DCU Camping Åbyskov, der ligger 10 km øst for Svendborg i første række ud til Storebælt, er udgangspunktet i dette rejseprogram i det skønne sydfynske øhav.

Teltet er sat op i forreste række med havudsigt døgnet rundt og herfra besøges mange af sydfyns store attraktioner så som Egeskov med DCUs Camping Outdoor Museum, Svaneke Bjerge, Midtfyns Bryghus, Aqua Vitae Sydfyn og det nye Naturama mm. I programmet gives der også masser af gode tips til teltferie uden for højsæsonen.

På campingpladsen kan du bo i eget telt, campingvogn eller autocamper, men du kan også leje luksushytter, hvis du bare gerne vil prøve camping. De har alle havudsigt.

Programmet blev sendt første gang den 4. april på dk4, og genudsendes løbende i april og maj måned. Find sendetider på www.dk4.dk