Sommeren er gået på hæld, og vi har udsigt til efterår og vinter. Marianne og Jens Aage Bjørkøe har i en årrække forlænget sommeren med ture sydpå. Læs om deres kærlighed til Italien, og om hvorfor de endte med at købe en campingvogn.
Tekst og foto: Marianne og Jens Aage Bjørkøe
DCU-medlemmerne Marianne og Jens Aage Bjørkøe er pensionister og har i en årrække forlænget sommeren med ture sydpå. Her fortæller de om kærligheden til Italien, og om hvorfor de endte med at købe en campingvogn, selvom Jens Aage syntes, det var en ”småborgerlig opfindelse”.
Den danske sommer er lunefuld, og den er kort. Allerede i begyndelsen af september er festen stort set ved at være forbi. Det var derfor en del af planen i forbindelse med vores pensionisttilværelse at være bortrejst en del af året til mere sydlige og solsikre himmelstrøg, når den danske sommer er slut.
Men hvordan?
Vi kunne jo tage på nogle lange ophold med et rejsebureau, ikke så meget egentlige oplevelsesrejser, men daseferier. Eller vi kunne købe os en bolig i et sydeuropæisk eller et eksotisk land. Enden på overvejelserne var en løsning, som indeholdt muligheden for variation og tiltalte vores sigøjnertemperament, altså en gør-det-selv løsning på hjul. Kort sagt, vi anskaffede en campingvogn.
Kagedåse på hjul
En campingvogn var egentlig slet ikke mig. Jeg har altid syntes, at en campingvogn er en kedsommelig indretning, en stor kagedåse på hjul, som man kan sidde inde i og kukkelure, mens man ser fjernsyn og spiller kort. ”En småborgerlig opfindelse,” er jeg vist ubetænksomt kommet til at sige til en lykkelig ejer af en campingvogn i familien.
Nej, jeg syntes, det skulle være mere naturnært, en teltferie, hvor man kan fornemme årstidernes gang på en helt anden måde. Eller måske en teltvogn, f.eks. en Combi-Camp. Dem har jeg altid været fascineret af.
Men vi skulle jo være væk om efteråret i meget lang tid, nætterne ville ende med at blive kølige, og der kunne godt komme nogle dage med kraftig regn og rusk. Hvad med en ganske lille campingvogn, der var let at køre med og stort set kun skulle fungere som sovekabine?
Det endte med, at vi fandt en vogn, som vi begge kunne leve med. Det blev en smart Adria Action. Så gik det lige an for alle mine fornemmelser og fordomme. Og nu har jeg selvfølgelig fået yderst varme følelser for vores lille ”Rosita”, som den er blevet døbt.
Men hvor skulle vi tage hen? Vi så på Europakortet. Længst mod syd ud til Middelhavet var der tre muligheder: Grækenland, Italien, og Spanien-Portugal. Vi valgte Italien, nærmere bestemt den allersydligste del: Sicilien. Italien, har jeg altid syntes, er det mest fascinerende sydeuropæiske land.
Det er solrigt som de andre middelhavslande, landskabet er smukt med bjerge og dale over det hele og en enorm, afvekslende kystlinje med gode badestrande. På bjergtoppene ligger de utallige små middelalderbyer nærmest overalt.
Og så er der kultur og historie til stede i store mængder: oldtid, middelalder, renæssance, barok osv. Endelig er der maden, vinen, frugten og de friske grøntsager fra de små butikker og boder.
Hurtigt gennem Tyskland
Men lad os komme af sted. I begyndelsen af september er det blevet lidt surt nord for Alperne, så vi smutter hurtigt ned gennem Tyskland, overnatter et sted i Sydtyskland og er ved Gardasøen anden dag sidst på eftermiddagen.
Så er det dansk sommer igen. Her bliver vi nogle dage og bader, cykler ture til småbyerne i nærheden og nyder livet, selv om her er godt fyldt op med især tyske gæster.
Derefter trækker vi en dagsrejse sydpå, mens vi følger den vestlige kystlinje – jeg kalder den Romlinjen – og gør et stop igen fire-fem dage, f.eks. ved Cinque Terre, eller en tak længere mod syd i Grosetto-regionen. Efter endnu en køredag er Rom et oplagt sted at gøre stop nogle dage.
Efter Rom er vi på vej til det egentlige Syditalien med Napoli samt Amalfihalvøen, Tropea og til sidst Calabrien. Så følger sommeren med os, mens vi langsomt rykker mod syd med 22-25 grader, som er bedst for os, og vejret er stabilt og solrigt næsten hele tiden.
Messinastrædet krydser vi omkring den første oktober. Så har vi været undervejs tre-fire uger med fem-seks egentlige køredage. Afstanden til Messinastrædet er 2.500 km.
Hvis man har travlt, kører man bare lige ud ad Europavej 45 fra Danmark til Siciliens sydspids. Der er førsteklasses motorvej hele vejen. Derefter har vi seks-syv uger på Sicilien.
Nedturen har vi varieret med Adriaterhavslinjen med perler som Venedig, Ravenna, San Marino ved Rimini samt Bari og Trulli-byerne i Apulien. Apulien er noget mere spændende end Calabrien.
Hvis man gerne vil hurtigt til Sicilien – og gøre turen 1.000 km. kortere – sejler man fra Genova til Palermo, som tyskerne gør.
Eller man kan lave et øhop over Sardinen eller Korsika på vejen, og så er der muligheden for at køre over Kroatien og sejle fra Dubrovnik til Bari. Sardinien og Kroatien har vi prøvet.
Sardinien er meget mere moderne end Sicilien. Man kan også sejle fra Syditalien til Grækenland og tage nogle uger dér. Den variant prøver vi måske engang.
Beliggenhed vigtigere end faciliteter
Vores formål er forlængelse af "dansk sommer" i to-tre måneder – ikke for varmt og ikke for koldt, men solrigt.
Og en for os meget vigtig ting: Campingpladserne er så godt som tomme syd for Rom. Så der er fredeligt, god plads og som regel muligt at få en af udsigtspladserne.
Vi foretrækker trestjernede eller mindre, men det er jo smag og behag og afhængig af familiesituationen. Det afgørende for os er pladsens beliggenhed, ikke dens faciliteter.
At rejse med campingvogn er langsomt ved at blive udkonkurreret af autocamperne, det ses tydeligt, når man kommer sydpå. Vogntoget med campingvognen er mere besværligt; men det kan meget mere.
Vi foretrækker, bortset fra den økonomiske side af sagen, klart den fleksibilitet, som følger med muligheden for at køre ture ude i omegnen, når vi ligger et sted.
Når vognen er købt, er udgifterne på vores rejse ikke større alt i alt, end når vi er hjemme, faktisk noget mindre. På denne tid af året er det superbilligt på pladserne med ACSI-rabatsystemet. Vi har fuldt fortelt samt et stort solsejl til campingvognen og medbringer cykler.
Så er der variationsmuligheder efter vejr og længde for opholdet. Vi har etableret udekøkken, så det er yderst sjældent, at der laves mad inde i vognen.
Finessen ved camping i Italien på denne årstid er, at måltider osv. kan foregå udendørs, og at det fortsat er strandvejr.
En gang imellem kommer der en ordentlig skylle. Men vi vil være ude, ellers kan det være lige meget, synes vi. Det er kun på hjemturen og især efter Alperne, vi kan være tvunget til at spise i vognen; men som regel kan vi finde en lille restaurant tæt på campingpladsen.
Elsker italienerne
Og italienerne, dem elsker vi bare, selv om – eller netop fordi – de er anderledes end os.
Bare lyt til musikken i sproget: "Ciao, arrivederci, bellissima, fantastico."
"Italien er en kvinde, Spanien er en mand," siger jeg, når jeg sammenligner de to sprog. Jeg foretrækker Italien. Vi lærer italiensk i bilen på de lange rejsedage – det elsker italienerne os for – og vi hører lydbøger.
Italienerne er forskellige fra danskerne på mange måder. De har et temperament og en kultur, som man kan finde irriterende – eller charmerende, som vi oplever det. Der er en umiddelbarhed, en ekspressivitet og en spontan uorganiserethed, som giver overraskelser.
Afslappet livsnydelse i sociale sammenhænge og æstetik står højt i kurs. Hvis italienerne er i godt humør, er de meget hjertelige og hjælpsomme. Men de kan også opføre sig, som om man ikke eksisterer.
Italienerne gestikulerer meget, når de taler. Under en krig blev en italiener taget til fange og bragt til forhør. Man vidste, at han sad inde med vigtige oplysninger, men kunne ikke få et ord ud af ham. Man forsøgte med alle metoder, også de grove; men intet hjalp, selv om italienerne ikke er berømte for mod og standhaftighed. Manden var tavs som graven.
Så blev der tilkaldt en afhøringsspecialist, som var kender af den italienske folkekarakter. Specialisten overværede et forhør og sagde så: ”Det er ikke så mærkeligt, at han ikke siger noget. Manden kan ikke tale, I har jo bundet hans hænder.”
Italiensk ligger ikke lige på tungen for en dansker, og fremmedsprog som engelsk eller tysk er fortsat langt fra almindeligt hos de fleste italienere. Norditalien er dejligt og moderne; men når man er kommet syd for Napoli, bliver meget anderledes.
Sicilien er noget for sig selv
Men hvorfor helt til Sicilien? Primært fordi det er et af de sydligste punkter på Europakortet. Her kan vi bade, spise og være ude hele dagen selv et stykke ind i november. Men hvad med mafiaen? Der er intet at være bange for.
Mafiaen har større og mere profitable interesser at varetage end os campingturister. Sicilien er en del af Italien, men noget helt for sig selv. Sicilien har simpelthen alt: Natur, kunst og kultur, historie, friske madprodukter af enhver art, godt brød og fremragende vine, sol og strande, vulkaner, små bjergbyer – og sicilianere.
Vi er på mange måder 50 år tilbage i tiden, og priserne er overalt lave. ”Helst i kontanter,” som de siger mange steder. Har man brug for et moderne supermarked og en hæveautomat, så findes det også overalt.
Sicilien er meget rigt på oldtidsminder. Overalt er der græske og romerske ruiner, templer, teatre og en gammel kejservilla med fantastiske mosaikker og fresker.
Også de gamle romanske normannerkirker fra middelalderen med byzantinske mosaikker er noget helt særligt. Og så må jeg nævne de mange teatralsk anlagte barokbyer i den sydøstlige del af Sicilien.
Siciliens historie har været dramatisk med altødelæggende jordskælv igen og igen samt vulkanudbrud. Og fremmede hære og flåder har igennem historien gang på gang erobret og bosat sig på denne frugtbare ø, “Middelhavets Perle”, mens befolkningen er blevet undertrykt og udplyndret af de fremmede.
Men også øens egen overklasse har gjort sit til befolkningens fattigdom og undertrykkelse ¬– I nyere tid drejer det sig om mafiaen.
Sicilianerne har deres helte: De normanniske riddere, som var efterkommere af de nordiske vikinger, befriede øen fra et arabisk herredømme omkring år 1000 og herskede over øen i par hundrede år med et eksemplarisk styre.
De er fortsat heltefigurerne i det berømte sicilianske dukketeater, som opføres i de fleste byer. Heltedukkerne i teaterstykkernes drabelige kampe er nordiske typer: lyshårede og blåøjede. Når jeg bliver spurgt, hvor jeg kommer fra, kan jeg finde på at sige: ”Sono Normanno.” – ”Jeg er normanner.”
Fandt vores favoritsted
Sicilien er på størrelse med Jylland og har fem millioner indbyggere, som primært bor i kystområderne, mens det indre af øen er tyndtbefolkede, storslåede landskaber.
De seks gange, vi har været på Sicilien, har vi boet rundt omkring på øen og set Taormina, Palermo, Cefalú og den arabisk prægede San Vito lo Capo på øens nordvestlige spids osv. Taormina er vidunderlig, men totalt overrendt af turister.
Resten af Sicilien er så godt som uden dette irriterende folkefærd – i det mindste om efteråret.
Allerede det første år fandt vi imidlertid vores favoritsted, hvor vi hver gang opholder os en del uger. I 2018 blev vi i seks uger. Stedet, vi er faldet for, ligger i det sydøstligste hjørne af Sicilien ved en lille provinsby, der hedder Avola.
Vores campingplads hedder Sabbiadoro, der betyder Det gyldne Sand. Når vi ankommer, er sæsonen forbi, og der er omkring en halv snes andre gæster. Det har betydet, at vi hvert har år kunnet få en plads helt ude ved vandkanten med udsigt over havet og solopgangen.
Campinglivet er enkelt og simpelt. Der er absolut intet, man skal nå og gøre ud over det helt basale: Morgenbad og morgenmad, slappe, bade, læse, spise frokost, slappe, bade, læse, gå eller cykle en tur osv. Det er det umiddelbare og vegetative liv.
Når vi er i Avola, og det er blevet sidst på eftermiddagen, cykler vi de fem kilometer ind til byen ad små veje igennem appelsinlunde, hvor appelsinerne hænger modne og plukkeklare.
På torvet er der mange cafeer, og her får vi en kop kaffe, en pistacieis og en Vecchia Romagna eller en Campari, mens det bliver den blå time, hvor gadelygterne tændes, og illuminationen af de historiske bygninger kommer på.
Europas største vulkan, Etna, ligger på Sicilien, og den dukker ofte majestætisk op i horisonten, når man kører en tur rundt på øen. Etna er fortsat aktiv og har i historisk tid givet anledning til flere katastrofer.
På øen Stromboli lige nord for Sicilien er der også en vulkan, som dagligt udspyr ild og lava. Det skyldes, at Sicilien geologisk er et meget uroligt område.
Den afrikanske kontinentalplade skubber sig hvert år et par centimeter ind under den europæiske netop på Sicilien, og det har gennem historien, ud over den vulkanske aktivitet, givet anledning til voldsomme jordskælv. Det seneste var i 1908, hvor op mod 100.000 mennesker blev dræbt i området ved byen Messina.
Hele det sydøstlige Sicilien blev i slutningen af 1600-tallet totalt jævnet med jorden. Ved den efterfølgende genopbygning blev alle byerne i området opført i barokstil. Almindeligvis er jeg ikke nogen stor beundrer af barokarkitektur, som jeg finder svulstig og anmassende; men byerne i Val di Noto, som området hedder, fortryller mig fuldstændig.
Val di Noto er på UNESCO’s verdensarvliste. Den meste fantastiske af byerne hedder Noto, og et besøg her i skumringstimen er helt overvældende.
Selv om det er solrigt det meste af tiden, kan der nu og da komme en meget kraftig byge en halv times tid. Perioder med tung himmel i dagevis og snuskregn som i Danmark er ikke en del af vejrliget.
To gange i alt har vi oplevet en periode på en lille uges tid med kraftige regnskyl og storm. Så kan det være nødvendigt at grave nogle afvandingsrender omkring forteltet. I områder nær bjergskråninger kan det give ødelagte veje og broer.
Det første år, vi var i Avola, kom der pludselig en voldsom tordenskylle. Vi boede på en terrasseskråning, så vandet strømmede ned til os og steg hurtigt nogle centimeter. Det var en lav stensætning ved terrassekanten, som holdt på vandet. På pladsens kontor var der kun en ældre dame, som oplyste, at mændene var taget ind til byen.
Så fandt jeg en jernstang, og ved hjælp af den fik jeg lirket en sten løs i stensætningen, så der kom et hul, hvor vandet kunne løbe ud og ned på stranden. Det blev de følgende år vores favoritplacering på campingpladsen.
I begyndelsen af november er vi stadig på stranden nogle timer hver dag; men vejret er mere ustabilt, og vi ved, at afslutningen nærmer sig. Nu skal vi bare lige have forteltet ned og være sikre på, at det er fuldstændig tørt, inden vi pakker det ned til næste år.
Hjem via Toscana
På hjemturen har vi, efter et mellemstop i Pompeji syd for Napoli, en del gange gjort holdt nogle dage i Toscana og oplevet efterårets farvepragt samt kultur og historie i byer som Firenze, Pisa og Sienna. Men det mest spændende er egentlig de mange små bjergbyer i området.
Et par år har vi gjort stop nogle dage lidt længere mod syd i Umbrien i byen Assisi, hvor den katolske helgen, Frans af Assisi, virkede. I alle byer er der i kirkerne og på kunstmuserne de mest vidunderlige samlinger af tidlig renæssancekunst, som er blevet vores hovedinteresse.
Derefter gør vi et kort slutstop ved Gardasøen, hvor der lige præcis er én campingplads åben af de langt over hundrede ved søen.
Mens vi er her, holder vi skarpt øje med vejrudsigten, så vi kan komme over Brennerpasset uden at rende ind i en snestorm. Og så er vi hjemme efter en enkelt overnatning i Tyskland. Hvis Brennerpasset bliver helt lukket, er der altid den lidt længere vej over tunnelen ved Sct. Gotthard.
Den har vi brugt én gang, men kun for variation. Engang vi ville se lidt mere sne og køre på rigtige bjergveje, tog vi turen over San Bernadino-passet.
Under hjemrejsen kan det være lidt svært at finde helårsåbne pladser. De første år sad vi og bladrede i de store bøger med oversigter over campingpladserne; men efter at vi har anskaffet en GPS, som også viser campingpladser med alle relevante oplysninger om åbningstider, telefonnumre, mailadresse osv., går det let og helt uden problemer. Og så kommer vi hjem en sen aften.
Det er tiden af få sat julekæderne op inden første søndag i advent.
Der går en fin cykel- og gangsti direkte fra campingpladsen til byen og dens omgivelser.
