Island med autocamper

Tekst og foto: Renate Hovald

Island ligger -  sådan groft sagt-  midt imellem Norge og Grønland og tæt på polarcirklen. Det er Europas næststørste ø, omtrent på størrelse med Portugal. Alligevel bor der kun godt 380.000 sjæle, og de fylder ikke ret meget i Islands samlede areal. Faktisk er 80 % af landet ubeboet. Varme kilder, dybe fjorde, utallige vandfald, gletsjere og stadig højaktive vulkaner lover det ultimative kick -  og det forklarer jo den tiltagende turisme.

Der er langt mellem Danmark og Island. Hoppe på flyveren til Reykjavik, leje en bil eller endda en autocamper og bevæge sig rundt på egen hånd er blevet et hit. Man kan dog også vælge en sejltur med det gode skib "Norröna", afgang fra Hirtshals, og tage sin egen autocamper med. Så det gør vi. Man sejler i hele to døgn. Derfor er vi ikke længe om at beslutte os for en opgraderet kahyt. Så bliver allerede sejlturen en del af oplevelsen og en passende mental optakt til Island-eventyret, selv om vi må gribe noget dybere i lommen.

Forberedelser med omtanke

En tur op til Nordatlanten er selvsagt temmelig forskellig fra en sydpå og kræver research. Vi finder gode tips især på Youtube og i relevant rejselitteratur; under turen er vi specielt glade for det officielle islandske site vegasjà-ENG . Her oplyses der om den aktuelle vindhastighed på udsatte vejstrækninger og vejenes beskaffenhed. Da ikke alle islandske færdselsårer er asfalteret, kan det være en hårrejsende overraskelse at forcere længere strækninger på vaskebrætagtige grusveje med dybe huller. Derfor er det godt at kunne gardere sig på forhånd.

Med hensyn til vejret: Intet er givet. Handsker, uldent halstørklæde og hue kommer for en sikkerheds skyld med i bagagen. Og det får vi da også brug for.

Et andet kapitel er madvarer. Island har strenge importrestriktioner: ingen ferskvarer, ingen mejerivarer, alkohol i begrænset mængde. Adviseret om det høje islandske prisniveau fylder vi vores lagre med (så vidt muligt) lødige færdigretter plus den tilladte mængde alkohol. Dybfrostvarer er udelukket, idet camperens gasforsyning skal være afbrudt under overfarten.

Så er vi i gang

Efter en spændende sejltur med et kort ophold i Thorshavn og en spektakulær passage gennem Færøernes øhav dukker Island op i horisonten. Utilnærmeligt ser det ud: høje fjelde, sne på toppen, det hele hemmelighedsfuldt tilsløret af florlette skyer. Helt kulisseagtigt. Hjertet slår forventningsfuldt helt oppe i halsen, da vi lægger til i Seydisfjördur. Toldkontrol? Nej, ingenting.

Et supermarked bliver første station for lige at supplere med alle de dagligvarer, vi ikke måtte have med. Ups, 10.000 islandske kroner! Heldigvis bringer det os ikke ud af fatningen. Priserne er noget højere her end hjemme i Danmark, det vidste vi jo godt.

Der går en ringvej - vej nr. 1 - hele vejen Island rundt. Den er på ca. 1.400 km, og den vil vi følge "mod uret". Passende afstikkere ud til siderne skal bringe os forbi de specifikke islandske highlights, der er et absolut must.

Ikoniske højdepunkter

Dem er der ganske mange af, hvoraf vi vælger de mest markante. Således er det de vildt fossende vandfald, der på imponerende vis illustrerer naturens urkræfter og det unikke landskabs egenart. Især Dettifoss slår næsten benene væk under os. Med ufattelig voldsomhed styrter dens enorme vandmasser øredøvende ned i dybet, så man totalt overvældes.

Helt vildt fascinerende er også det særprægede geotermiske område omkring søen Myvatn. Vil man komme tæt på, så er Namafjall stedet. Det damper, ryger, bobler og gurgler op ad jordens sprækker og små hot pots, og svovllugten er ikke til at tage fejl af. Det er som hul til jordens indre.

Umådeligt specielt er de forskellige former for lavamarker. Der er dem, hvis lumske, gennemhullede overflade skjuler sig under et lag af gråligt mos og strækker sig kilometervis langs vejene. Ensformigt, ja - men sælsomt urtidsagtigt. Eller dem, hvor den størknede lava har skruet sig op i vejret og dannet eventyrligt forvredne klippeformationer. Dem kan man gå rundt i ved Dimmuborgir.

Dybe canyons, hvis sider består af palisader af 6-kantede basaltsøjler, stejle klippevægge, der falder brat ned mod sorte, klippefyldte strande, er ynglested for et rigt fugleliv. Sådanne steder findes der flere af langs øens frådende kyster.

En liga for sig er vulkangletsjeren Vatnajökull. Det er Islands største, og den er endda så turistvenlig at ende tæt på  ringvejen, hvor den ved Jökulsárlón hælder sit smeltevand ned i en lagune, som man kan studere på nært hold. Når solen kommer frem, blændes man af et næsten skærende lys i nuancer af turkis, lyseblåt og skinnende hvidt, der spejler sig i isklumperne  i og omkring lagunen og lader dem glimte som diamanter. Spektakulært især som kontrast til den dybsorte jord og sandstrand.

Har man ikke alt for travlt,er både de øde Vestfjordene og halvøen Snæfellsnes en omvej værd. Sidstnævnte kaldes endda "Island i en nøddeskal", idet der her findes alle Islands landskabstyper samlet, med gletsjeren Snæfellsjökulls  pyramidetop synligt langsvejs fra.

En oplevelse af de sjældne er den halvanden times lange vandring op til Reykjadalur i nærheden af byen Selfoss. Den noget krævende opstigning belønnes med et uforglemmeligt bad i den dampende, varme elv, der strømmer klukkende ned fra højfjeldet. Det må man simpelthen ikke gå glip af.

Islandske byer

Hyggelige byer søgte vi nærmest forgæves på Island. Selvfølgelig er hovedstaden Reykjavik principielt et besøg værd; desværre er der varslet stormvejr i området og får os flugtagtigt til at dreje væk derfra. Helt uden byer forbliver vores tur nu ikke. Først og fremmest er det Islands næststørste by og tidligere danske handelsplads  Akureyri. Dens fantastiske botaniske have er absolut et besøg værd. Også i "Whale-Watch"-byen Husavik stopper vi op og bliver klogere på hvaler i Hvalmuseet.

I Stykkisholmur på Snæfellsnes spiser vi de obligatoriske "fish & chips", mens vi i Vestfjordenes Isafjördur løber ind i en vrimmel af amerikanske krydstogtsturister. De to gigantiske oceandampere ligger for anker ude i fjorden; det oser op af deres skorstene. Kun i færgebyen Seydisfjördur finder vi et tilnærmelsesvis hyggeligt bymiljø.

Mens de forholdsvis større byer forsøger at gøre en smule mere væsen af sig, så kan det ikke siges om de små bymæssige bebyggelser. De fylder ikke meget i landskabet, og med deres mange huse af bølgeblik er de hverken romantiske eller pittoreske. Alligevel gør deres usminkede, nøgterne pragmatisme dem ganske interessante. Hvor har man ellers set et haveskur, surret fast til jorden med wire? Livet er underlagt de barske klimatiske vilkår, der ikke levner megen plads til pynt. Selv drømmen om en frodig have må tilpasse sig de faktiske klimatiske forhold.

Islandske sjælelandskaber

Skal man opleve noget af Islands sjæl, så er et besøg i hovedstaden og turistruten "Golden Circle" langtfra nok; det kan passende nås på en uge. Selv efter tre uger er vi ikke for alvor nået helt ind til Islands inderste væsen. Mange steder er det som at være hensat til øjeblikket lige efter jordens skabelse. Man føler sig bare som et ubetydeligt fnug i universet. Denne sindstilstand varer ved, når vi som en prik i landskabet bevæger os langs de dybe fjorde ud og ind og ind og ud. Her møder vi landskaber, der synes uberørte af menneskehånd: øde, voldsomme, til tider knugende, rå og utilnærmelige. Men også sfærisk lysende i solskinnet med blånende horisonter, glimtende sne på fjeldene, dybblåt hav og grønne, endeløse enge.

Spor af bebyggelse (eller trafik) er nærmest fraværende, og  de eneste levende væsener er de allesteds nærværende får; deres lyse totter er som drysset ud over ensomme, grønne skråninger. Man kan ikke lade være med at undres over, hvor de mon hører hjemme. Det er her, man får en gryende fornemmelse af det ægte Islands kerne og begynder at forstå dets unikke skønhed.

Om campingpladser

Selv om der tilsyneladende er masser af plads, er det ulovligt at fricampere. Det er den islandske natur for skrøbelig til. Så ingen vej uden om campingpladser. Og de er et kapitel for sig, usammenlignelige med dem, vi ellers har mødt i hele vores campingliv.

De kan såmænd bare være en tilfældig græsmark, ofte dog smukt beliggende med udsigt til fjelde. Det mest markante er de sanitære forhold: meget enkle, til tider primitive og især totalt underdimensionerede. Hvilket er en udfordring, når der i højsæsonen kommer strømmende til med ikke-selvforsynede små biler og telte. Som trøst: det er kun tilfældet ved de stærkt frekventerede turistiske steder. Uden for alfarvej har vi det næsten for os selv.

Ofte er der ingen decideret reception. Efter ankomsten finder man bare en passende plet og installerer sig. Kassereren kommer forbi om morgenen og om aftenen, medbringende sin lille maskine til kontaktløs betaling med kort. Overnatninger kan være ret billige, når man ikke skal bruge strøm, for den koster. Og så er der for det meste pensionist-rabat.

Og så til sidst

Vores Island-eventyr var en slags road-trip; med et par undtagelser flyttede vi os fra sted til sted hver dag. De asfalterede veje er gode men lægger ikke op til at fræse derud ad. De kan være smalle, der er mange sving og mange stigninger og fald. Alt foregår gelinde, og man skal jo også lige have et par pauser til at indoptage de islandske landskabers barske skønhed. Grusvejene er skrækkelige, alt hopper og danser og larmer og klirrer. Gys.

Vejret var blandet; vi oplevede det hele, endda snefnug  på vej hen over en højslette - i juli måned! Prisniveauet er ca. 5-10 % over det danske; det, synes vi, var til at leve med. Det er mest økonomisk at holde sig til islandsk producerede madvarer. Det skrevne islandske sprog minder en gang imellem om dansk. Børnene har dansk i skolen, men ingen talte det. Man klarer sig med engelsk alle vegne, selv når gammelfatter ude i ødemarken kommer for at kassere.

Islandske bilister har en meget ubekymret kørestil, også på de mest bumpede grusveje. De tordner afsted, det være sig i deres store firehjulstrækkere, i varevogn eller endda med campingvogn bagpå. Mange broer er ensporede. Den, der kommer sidst, må vente på modkørende. Også tunneller kan være ensporede, men der er hyppige, med M markerede vigepladser, så man tids nok kan holde ind til siden. Betaling, uanset hvor, foregår udelukkende med kort. Vores islandske valuta fik vi overhovedet ikke brug for og måtte på færgen købe et par ekstra flasker for at komme af med den. Men det gjorde jo ikke noget, vel?

Island er dragende. Jeg ville ikke have noget imod at smutte nordpå igen. Der er meget, vi ikke fik set, ej heller det berømt-berygtede centrale højland, hvor der kun må færdes med terrængående køretøjer.

Island er anderledes. Naturen spiller hovedrollen; klippefyldte, sorte strande, sneklædte fjelde, dampende elve, rygende vulkaner - det sidste udbrud så sent som i juli 2023 syd for Reykjavik. Man befinder sig hele tiden midt i det. Landet af ild og is, er Islands slogan. Det findes ingen andre steder i verden i så koncentreret form. Tag derop, mens tid er, og oplev naturen og den islandske sommers magiske, evige dagslys. Der er enestående.