Af Mogens Havsted
Foto: PR
I denne artikel anbefaler vi, at I allerede i Danmark søger ud ad de vestlige ruter på vej sydpå til et helt særligt hjørne af Europa.
Som vi gjorde for nogle år siden, da vi på vej hjem fra Holland overnattede på en ret lille, meget hyggelig campingplads. Receptionen bestod – selvfølgelig – af et lille træhus med et stort skilt: ”Løft telefonrøret for betjening!” Ved afgangstid om morgenen holdt en række biler med campingvogne ved udkørslen, mens folk i fællesskab prøvede at finde ud af, hvor omtalte telefonrør befandt sig. Det blev fundet bag en lem på siden af træhuset, røret blev løftet og en stemme svarede et eller andet på en form for tysk. Lidt senere kom en ældre mand cyklende i roligt tempo: ”Ja, ja. Jeg kommer jo nu. Fruen ville have mig til at plukke jordbær, og man kan jo ikke være to steder på en gang, vel?” Og sådan gik det til, at turisterne faktisk nåede det, de skulle (at komme ud i køen på landevejen), og jeg tabte en del af mit hjerte til Østfrisien. For det var dér, vi var.
Noget for sig
I Danmark havde vi for mange år siden Molbo-historierne. Stort set samme historier tilskrives i Tyskland friserne. Efterhånden er det mest blandt friserne selv, man husker historierne, men friserne er – som folk overalt på jorden – et folkefærd for sig.
Som anerkendt mindretal i Tyskland har friserne - især i Nordfrisland - indgået samarbejde med den dansksindede Sydslesvigsk Vælgerforening for på den måde at sikre, at den særlige kultur og det særlige sprog repræsenteres i delstatens styrende organer. Samarbejdet er vidtstrakt. Nogle af mindretallets skoler underviser både i dansk og frisisk. Det skal dog ikke forlede nogen til at tro, at friserne er en slags danskere i Tyskland – på ingen måde. Friserne er deres egne med en historie, som går lige så langt tilbage som danskernes. I fjerne fordoms tider var de bestemt ikke begejstrede for den danske kong Klak, som kom sejlende med en horde vikinger og opkrævede skatter mod til gengæld at lade beboerne i fred. Det vi i vore dages retssamfund betegner som trusler om vold og afpresning. Senere i historien var der noget om en dansk konge, som fik våde fødder i de nordlige marskområder, så man kan sige, at det historiske regnskab går nogenlunde lige op. Nutidens forbrødring mellem mindretallene er derimod sammenfaldende med den stigende interesse for den frisiske kultur, historie og sprog.
Øst for vestfrisere
Du skal for øvrigt ikke undre dig over, at du skal køre vestpå for at komme til Østfrisland. De fleste frisere bor endnu længere mod vest i det nordlige Holland. Øst herfor ligger altså Østfrisien i Tyskland og huser den næststørste gruppe, mens mindretallets mindretal bor i Nordfrisien, som ligger helt op mod den danske grænse, og hvor Sylt stikker sin nordspids op forbi landegrænsen.
Storslået natur
Det mest storlslåede er naturligvis vadehavsområdet, som er udlagt til en af Europas største nationalparker. Området strækker sig fra den danske grænse og ned til Elbens udløb. Der er forskellige beskyttelseszoner, hvor der er forskel på hvilke former for erhverv og fiskeri, der kan drives. I store dele af området er der kun adgang på guidede ture, men de er bestemt værd at tage med på.
Området er ligesom den danske vestkyst opdelt i et bagland, som vel godt kan karakteriseres som udkantsområde, men kyststrækningerne har en mere dominerende turisme. Men man behøver jo ikke vælge, om man vil være midt i det hektiske ferieland eller i det mere rolige bagland, man kan sagtens nå begge dele ved at tage nogle dage i fred og ro blandt gemütliche campister efterfulgt af dage ude ved stranden sammen med alle de andre.
Hvis du er til de rolige pladser, er de slet ikke svære at finde. Ofte ligger de ved en lille flodarm eller en sø i indlandet. Det kunne være Campingplatz Weener, som med sine 125 fastliggere, 40 turistpladser og 30 teltpladser hører til blandt de mindste indlandspladser. På disse små pladser i Tyskland skal man tillade sig at gå en lille tur blandt fastliggerne. Her ser man, hvad kolonihavefolket kan præstere, når de ikke er hæmmet af byggeregulativer og smagsdommere. Hyggeligt er det. Pladsen indbyder til afslapning og ro, og man kan godt bruge en time eller to med en høkerbajer (som vel er en dåseøl indkøbt ved grænsen) mens man betragter livet på floden, som driver forbi lige bag pladsen. Når man er blevet træt af at se på flodens dovne strømme, slentrer man hen forbi småbådshavnen og ser på livet der. Helt uden aktiviteter for de yngre er stedet jo heller ikke – der er adgang til friluftsbad (med rutsjebane) og en minigolfbane. Der ér sgu hyggeligt i Tyskland.
Når det hele er blevet lidt for stille, kører I bare de sidste kilometer ud mod kysten til en campingplads som Nordseecamping Hooksiel. 600 fastliggerpladser, 900 turistpladser og 100 teltpladser betyder, at det hele er lidt (meget) mere velorganiseret. Til gengæld er her også flere faciliteter og ting at tage sig til.
Paddel- und Pedalstation
Landskabet er fortrinligt til cykelferie – især i medvind, så tag cykler med hjemmefra. Hvis du ikke har plads til cyklerne, har tyskerne udviklet et fortrinligt system, hvor man kan leje både cykler og kanoer for en eller flere dage ad gangen. På omkring 20 stationer kan man hente og aflevere cykel eller kano, så man behøver ikke vende tilbage til udgangspunktet hver dag. Muligheden kan jo også udnyttes ved, at et eller flere familiemedlemmer bliver på campingpladsen og så afhenter de mere aktive på et aftalt sted.
Besynderlige skikke
Friserne er kendt for – og stolte af – en del for os andre besynderlige skikke. Og særegne seværdigheder. Hvad med for eksempel at besøge et bademuseum på Norderney, et stensliberi i Esens, flaskeskibsmuseet (Tysklands største) i Jemgum Ditzen eller et bunkermuseum i hovedbyen Emden?
Jeg kan heller ikke afstå fra at nævne nogle af de charmerende skikke, du kan være heldig at få indblik i.
Klootschieten. Kommer du forbi skilte og opslag, som reklamerer for klootschieten-arrangementer, bør du lige overveje at bruge lidt tid som tilskuer. Klootschieten er en helt officiel sportsgren, som går ud på at kaste en speciel bold så langt som muligt. Der er tre varianter af sporten. Den mest traditionelle går gennem åbent landskab, hvor deltagerne gennem adskillige lange kast bevæger sig gennem terrænet for til sidst at ramme et afmærket felt. Gade-klootschieten er stort set det samme, blot ad et vejstykke, hvor det gælder om at undgå grøfter og lignende. Tredje version er mindre krævende, her skal deltagerne kaste bolden stående.
Schlickschlittenrennens. Kan vel bedst oversættes med mudder-slæde-væddeløb. Forekommer ved lavvande og hovedsagelig ved byfester og andre løsslupne sammenkomster. Deltagerne kan under væddeløbet ikke undgå at blive indsmurt i mudder, hvilket vækker stor moro, især hos tilskuerne. En variant, som også ses ved byfester, foregår uden slæder. Der er da tale om åle-stafet i mudderet. Nu om dage er ålene som regel udskiftet med cykelslanger, men deltagerne bliver lige så mudderindsmurte.
Te-drikning. Ja, du ser rigtigt. Englænderne kan godt pakke sammen, for friserne har en langt mere raffineret og veludviklet kultur omkring indtagelse af forskellige typer te. Siger de selv. Mange cafeer – undskyld, det hedder det jo slet ikke, det hedder teestuben - reklamerer med, at de er særlig gode til at servere te på frisisk. Du kan også gå på te-museum for at studere fænomenet. Der findes flere af slagsen.
Orgler. Jeg aner ikke hvorfor, men friserne har et særligt forhold til deres gamle orgler. Måske har det været en tradition, at velhavende søfarere har skænket hjemkirken et orgel? Kig selv efter på din vej om den lokale kirke har et særligt orgel, og en stilfærdig orgelkoncert er altid en lise for sjælen i en fortravlet ferietid.
Møller. Hold da op. Både Øst- og Nord-frisien er sat til med gamle, traditionelle vindmøller. Ud over at være fotogene drives de ofte af et møllelaug, og nogle steder kan man være heldig at se dem i drift. Ikke sjældent er aktiviteterne kombineret med salg af lokale varer.
Fyrtårne. Med forræderiske sandbanker, som tidevandet konstant flytter rundt på, har sikre sejlruter været selve forudsætningen for, at friserne kunne komme ud og erobre verdenshavene. I mange af de gamle fyrtårne kan man komme helt op og nyde udsigten over det flade landskab.
Og nu vi er ved besynderlighederne: Savner du Sct. Hans-fejring ved midsommer, skyldes det nok, at friserne har brændt deres stråfyldte dukker af allerede den 21. februar for at sige farvel til vinteren. Skik følge eller land fly, som man siger.
Der er altså nok at vælge imellem, hvis man er til de lidt mere beskedne og stilfærdige oplevelser, men der er naturligvis også diverse badelande og mere dynamiske attraktioner. Et par stykker af dem hører til i kategorien ”Absolut et besøg værd”. Især nævner jeg:
Multimar Wattforum i Tönning. Besøgscenter hvor voksne og børn kan opleve Vadehavet. Akvarier og udstillinger. Check åbningstider og priser på multimar-wattforum.de
Energimuseum eller rettere energieksperimentarium i Aurich. Masser af aktiviteter for børnefamilier og fin propaganda for vedvarende energi, vindmøller og meget mere. Check åbningstider og priser på eez-aurich.de
Seehundestation Nationalpark-Haus i Norden. Check åbningstider og priser på seehundstation-norddeich.de
Find din campingplads her:
