Spanien som ferieland er populær, også hos campister. Skal vi så ikke prøve Spanien denne gang?, spørger jeg.
Tekst & foto: Renate Hovald
Barcelona. Costa del Sol. Der er endda mange, der overvintrer dernede. Hm, brummer husbonden og kigger på kortet. Nordspanien, siger han så.
Og ja, området syd for Pyrenæerne ser interessant ud, og Bilbao har jo længe stået på vores ønskeliste. Vi kan følge sydsiden af bjergene og se, hvad der byder sig. God idé – det gør vi.
Lige lidt fakta
Pyrenæerne er den bjergkæde, der adskiller Frankrig fra Den Iberiske Halvø – som et langt bælte, der strækker sig fra Middelhavet i øst til Atlanterhavet i vest. Snævre dale og små, afsides beliggende byer med ældgamle traditioner lover unikke oplevelser, perfekt til os med autocamper.
Den berømte pilgrimsrute Camino de Santiago – UNESCO-kulturarv – snor sig fra Frankrig op over Pyrenæerne, og også det oprørske Baskerland mod vest har opnået en vis berømmelse for dets ihærdige kamp om uafhængighed.
Pyrenæerne med de høje, snedækkede tinder udgør en slags geografisk barriere. Det er derfor naturligt, at grænsen mellem Frankrig og Spanien går netop der. Skal man over, så findes der ikke overvældende mange muligheder.
Mest ligetil er de relativt flade overgange helt i vest ved Irún og den helt i øst mod Barcelona. De få andre længere inde byder på en del bjergkørsel. Det afskrækker os på ingen måde, så vi vælger den op over franske Col de la Perche og følger i første omgang vejen mod Andorra. Det er den lille bjergstat midt inde i Pyrenæerne, der ofte karakteriseres som et gigantisk supermarked med toldfrie varer. Men vi drejer fra før og stiler direkte mod Spanien.
Spanien, vi kommer!
Den 6. maj krydser vi grænsen i ca. 1.500 m højde. Det vil sige: ikke før vi har passeret en lille pudsighed, nemlig en nærmest mikroskopisk plet i Spanien, dog stadig beliggende i Frankrig. Det er Llívia. Det tager ca. 5 minutter at køre igennem – og efter yderligere 5 minutter ruller autocamperen definitivt ind i det store land Spanien.
Det blæser hundekoldt. Allerede siden Frankrig er det desværre blevet kedeligt gråvejr. Der er stadig meget sne på de høje toppe rundt omkring os, træerne er ikke helt sprunget ud endnu. Måske ikke just det, vi satte næsen op efter. Men vi bevarer optimismen; heroppe i højderne kan man vel ikke forvente andet. Desuden går det nedad nu, og mon ikke vi senest der møder lidt spansk forårsglød.
Vores første mål er den lille by La Seu d'Urgell. Dér findes en stellplads til autocampere, men det er campingpladsen, vi stiler mod. Så kan det ikke gå helt galt. Det gør det heller ikke, for solen er begyndt at skinne, alt er grønt, campingpladsen overrasker med mellemeuropæisk standard, som for øvrigt de fleste af pladserne, vi overnatter på. En lille landsby hilser malerisk fra en bakketop lige ved, og desuden er her ikke mange mennesker.
Smukke men øde landskaber
Ruten hertil har givet en forsmag på, hvad vi kommer til at opleve på hele vores spanske Pyrenæer-færd: ud over gode veje er det først og fremmest smukke, delvist ganske øde landskaber.
De høje bjerge skyder sig kulisseagtigt ind foran hinanden, gletsjere på toppene forlener scenariet et dramatisk skær, elve skærer sig ned gennem stejle klippevægge og danner dybe slugter, omkring hvert vejsving byder der sig ustandseligt nye, overraskende udsyn. Nogle steder føler vi os hensat til Det skotske højland, hvor køer og halvvilde heste tusser frit omkring – og ikke en menneskesjæl i miles omkreds.
Ved en landsbybrønd fylder vi for en sikkerheds skyld frisk ekstravand på autocamperen. Her er så øde, at vi ikke helt ved, hvor vi kommer til at sove i nat. Så er det rart at have lidt reserver. Overnatningsmulighederne skal man nemlig holde nøje udkig efter. Vi befinder os fjernt fra turiststrøgene.
Det fører med sig, at vi oftere end tidligere står ”frit”. For eksempel neden for Monte Perdidos gigantiske snetoppe ved en brusende elv i Ordesa-nationalparken – mutters alene, midt i paradis. Eller ved Embalse del Ebro, den opdæmmede Ebro-sø. Også her står vi mutters alene.
Blikket rækker langt over mod horisonten. Senere kører vi forbi et kirketårn, der rager op af vandet; en druknet, buet bro skyder ryg lige over vandoverfladen, som et andet Loch Ness-uhyre.
Vejret
Det er ikke til at regne med og bliver dråben af malurt i rejsebægeret. Sol, skyer, blæst, regn veksler konstant med hinanden, og varmen vil ikke rigtigt bevæge sig op i det røde felt. Lange bukser, fleece og vindjakker (med hætte) er vores standard-outfit, bare tæer i sandaler en saga blot. I hvert fald i begyndelsen af turen.
Dels skyldes det årets generelle, drilske vejrsituation, men dels havde vi ignoreret den meteorologiske kendsgerning, at høje bjerge og indflydelsen af det nære Atlanterhav skaber vejrmæssige turbulenser. Især her om foråret, hvor frontsystemerne konstant slås med hinanden om magten.
I de alpine Picos de Europa syd-vest for Pyrenæerne er det stadig vinter. Efter en lang opkørsel gennem snevolde i begge sider af vejen må vi erkende, at vi desværre er nødt til at opgive den planlagte vandretur op til en efter sigende fantastisk udsigt. Stien er lukket af snedynger. Så vi nøjes med en autocamper-frokost og blikket ud over det blændende hvide, snedækkede landskab. Langt væk boltrer der sig et par skiløbere.
Oplevelser langs vejen
Dem er der nogle stykker af og værd at køre efter. For: vi kommer til at køre meget. Ofte er det vejen, der er målet, hvor vi holder ind undervejs, går på opdagelse, og kører videre til næste sted. Helt i autocamperens ånd, i øvrigt.
Således kravler autocamperen op ad slyngede veje med hele 14 % stigning, som for eksempel op til El Balcón de la Rioja. Frokostpausen her er med bjergtagende blik ud over dalsletten nedenfor og nærmest uendelige vinmarker. Eller en anden gang, hvor vi parkerer autocamperen, hiver cyklerne frem og bevæger os måbende gennem den UNESCO-klassificerede halvørken Bárdenas Reales' ejendommelige sandstensformationer.
Eller standser op ved Los Mallos de Riglos. Det er kæmpemæssige, lodrette fjeldvægge, hvor klatrere ynder at afprøve deres mod og kræfter. Så i et stykke tid lægger vi hovedet i nakken og kigger på. Og på et klippefremspring opdager vi en af Nordspaniens mest mægtige borge: Castillo de Loarre.
Camino de Santiago
En unik oplevelse bliver det også, da vores rute gentagne gange følger den legendariske pilgrimsvej Camino de Santiago. Vi møder mange pilgrimme, der – med vandrestav eller den obligatoriske muslingeskal på rygsækken – stålsat marcherer derudad, alle i retning mod vest. ”Buen Camino”, ønsker jeg, som traditionen byder.
Den udmærkede campingplads i Estella med gåafstand ind til det ældgamle gadestrøg frister til at blive et par dage. Billige spisesteder og hostales får pilgrimmene til at flokkes. Her er meget stemningsfuldt. En cykeltur fører os op til vinhuset Bodegas Irache. Pilgrimme og andet godtfolk kan her kvit og frit få sig en tår vand eller vin (!) – begge dele tappes de af hver sin hane, der stikker ud fra væggen. Forudseende har vi taget et af vores vinglas med.
Inden vi vender om
Og videre går det, ud mod Atlanten, der her hedder Biscayabugten. Vi har besluttet at opgive Galicien og vende om, nordpå igen. Vejret mener det ikke helt godt med os, synes vi.
Der er dog to ting, vi ikke må hoppe over: en af Nordspaniens mest pittoreske småbyer (siger rejseguiden), nemlig Santillana del Mar med fortidsgrotten Altamira lige i nærheden. Dens helt enestående hulemalerier fra den Ældste Stenalder tiltrækker besøgende langvejs fra. Grotten er en naturtro kopi af den originale grotte, der er UNESCO-kulturarv og af bevaringsmæssige grunde lukket for den massive publikumstilstrømning. Vi kommer gratis ind, fordi vi er seniorer.
Det sidste ultimative programpunkt er storbyen Bilbao med et af verdens – vil jeg påstå – mest spektakulære, moderne bygningsværker: Guggenheim-museet, tegnet af den internationalt berømte, amerikanske stjernearkitekt Gehry. Et absolut MUST, selv om man ikke skulle interessere sig for museets indhold. Men selve bygningen er såvel ude- som indefra bare så fundamentalt anderledes, at man simpelthen ikke må snyde sig selv for denne oplevelse.
Også her kommer vi gratis ind; det er sørme International Museumsdag, hvor det ikke koster noget.
Konklusion
Rent faktisk blev selve turen gennem Nordspanien jo desværre kun på godt 14 dage. Vejret havde sat vores tålmodighed på en hård prøve, og til sidst gav vi altså op.
Vi er kommet til den konklusion, at det her i Nordspanien vejrmæssigt nok er bedst senere på året, helst efter at landet har fået sig en tur i den spanske sommers bageovn og forhåbentlig gjort klimaet mere stabilt. Vi er bestemt ikke færdige med denne – lidt oversete – del af Spanien endnu. Målet for næste tur er således allerede sat.
