– Hvis du vil have rigtig julestemning, så er det på campingpladsen, det sner, siger han.

Julen er som bekendt traditionernes fest. Alligevel er det ikke alle, som sværger til den tradition, der hedder juleaften hjemme i dagligstuen bag ligusterhækken.

Torben Hansen og hans familie samt et hold venner har således udviklet deres helt egen juletradition. 12 år i træk har de pakket juletræ, juleand og julegaver i campingvognen for at køre til Sportscamp Woferlgut i Østrig.

Intet kan nemlig erstatte dansen om et juletræ i sneen under en åben, stjernefyldt himmel i 10-15 graders frost, lyder det fra den vestsjællandske julecampist.

– Der er en helt særlig atmosfære på sådan en østrigsk vintercampingplads, hvor der er pyntet op til jul. Vi slapper af, og vi hygger os, inden vi smider andestegen på grillen. Vi har alt det, som hører til en god dansk julemiddag, men omgivelserne er anderledes end dem derhjemme, fortæller Torben Hansen.

Danske campingpladser vil også lege med
Typisk kører Torben Hansen, hans hustru og tre børn mod Østrig den 22. december. Det giver tid til at boltre sig på ski, inden forberedelserne af julemiddagen går i gang.

– Der er næsten altid fantastisk vejr i Østrig i december måned. Stille, klart og koldt. Derfor tilbringer vi også en masse tid udenfor. Samtidig bliver det tidligt mørkt, og det er blot med til at skabe ekstra julestemning på pladsen, fordi der bliver tændt op i julelysene, siger Torben Hansen, der har camping i blodet.

Han ser gerne, at nogle af de oplevelser, han og familien har haft i Østrig, også vinder indpas på danske campingpladser.

– Man kan sagtens få en rigtig god jul herhjemme, hvor flere campingpladser holder vinteråbent.

Er man tilmed forsynet med et fastlæggerfortelt, som kan varmes op om vinteren, og hvor der er masser af plads, har man perfekt ramme om en jul på campingpladsen, siger Torben Hansen.

DCU har ni vinteråbne campingpladser. Se dem her.

Af Anne-Vibeke Isaksen 
 

Vättern er på mange måder bare en sø. Men uanset hvor du står og kigger ud over vandet, kunne den godt ligne et hav. Det er med andre ord en stor sø. Vättern er faktisk Sveriges næststørste sø, kun overgået af Vänern, og Europas sjettestørste sø. Og så er den i øvrigt en perfekt destination til vintercamping, hvis du ikke vil stå på ski.

Søen er 135 km lang og godt 30 km bred. Hele vejen rundt er der ca. 300 km, og det i sig selv tager ikke så lang tid at køre. Men det ville være synd ikke at stoppe undervejs, for rundturen byder på masser af oplevelser. Også om vinteren, selvom de store attraktioner er lukket, og der er langt mellem turisterne. Du kan sagtens tage campingvognen med hele vejen rundt eller gøre som jeg: først slå lejr på den ene side og så på den anden.

Vinteråbne campingpladser
Om sommeren er der ikke mange kilometer mellem de åbne campingpladser, og mange af dem ligger lige ned til vandet. Om vinteren kan du vælge mellem Hökensås Camping og Stugby, der ligger på nordvestsiden af søen og med 10 minutters kørsel til nærmeste søbred – syd for Hjo og Villa Bjørghagen ved Jönköping. 

Begge campingpladser har alt, hvad du skal bruge såsom opvarmede faciliteter og en lille købmand. Villa Bjørghagen ligger utrolig smukt på et højdedrag med udsigt ud over Vättern. Hökensås Camping og Stugby ligger i et stort naturområde med skov og mindre søer. 

Hjo og Hornborgasjöen 
Hornborgasjöen besøges af tusindvis af traner (og turister) fra foråret og fremefter, men om vinteren er der højt til loftet og vinterlandskab, så langt øjet rækker. Efter en kølig gåtur ved den smukke sø kan du med fordel fortsætte til smukke Hjo, hvor der fra havnepromenaden og den smukke stadspark kun er få minutters gang op til en hel anden verden. Hjo gamle bydel er fra 1300-tallet og utrolig velbevaret. De gamle smukke huse læner sig op ad hinanden som gamle venner, der ikke kan undvære hinanden. Husene har mange forskellige farver, og det i sig selv er med til at skabe lidt varme på en bidende kold vinterdag. Hjo Kirke midt på torvet blev indviet i 1799 og troner flot mod vinterhimlen. Karlsborg længere mod nord er en af områdets største attraktioner pga. Karlsborg Fæstning, som er en oplevelse værd. Her kan du også gå en tur langs en næsten tilfrosset Göta Kanal uden en eneste turist – et sjældent syn om sommeren.

Sukkergrise og kanalbyggere
På modsatte side af søen ligger byer som Gränna, Vadstena og Motala som perler på en snor. Når du har slået lejr på campingpladsen ved Jönköping, er der nok til flere dages udflugter.

I Gränna kan du fået stillet lysten i din søde tand, for mængden af såkaldte polkagrise er utrolig, og efterspørgslen er så stor, at flere kogerier kører året rundt. Kig ind forbi og forkæl dig selv for en stund, før du fortsætter til Vadstena og mærker det historiske vingesus, for den dag i dag valfarter folk hertil for at tilbede den hellige Birgitta. Vadstena Kloster og Vadstena Slot vidner begge om en storhedstid i den smukt beliggende by. Gustav Vasa påbegyndte slottet i 1545, men den hellige Birgitta fik sine åbenbaringer i midten af 1300-tallet og blev i 1391 erklæret for helgen. Flere steder i byen står statuer til minde om hende, og selv i dag har byen bevaret sit middelalderlige præg med plads til religiøs bøn, pilgrimsvandring og rekreation. 

Har du ikke fået nok af historie, kan Motala være prikken over i'et. Her kan du også opleve en lille del af den 614 km lange Götakanal og mesterværkets bygherre Balzer von Platens grav. Hele kanalen er i øvrigt en rejse værd, men det er en helt anden historie.

Vintercamping er meget anderledes end sommercamping, og her tænker jeg ikke kun på naturen, men også på den stemning, der er på campingpladserne. Alt efter, hvor du vintercamperer, kræver det lidt ekstra af dit vogntog, men mange moderne campingvogne kan i dag sagtens klare de lave temperaturer. Så det er bare med at komme afsted.

Se mere her
Hökensås Camping og Stugby
Villa Bjørghagen
Find flere campingpladser på DCU.dk

Af Torben Brandt

Det lyder muligvis ikke så sexet at fortælle, at årets ferie går til Tyskland. Men der er ingen grund til at hænge med næbbet, hvis familien har planlagt en tur til vort store, sydlige naboland, for Tyskland har så meget andet end julemarkeder at byde på og er i denne signaturs optik et meget undervurderet rejseland. 

Tyske byer oser af charme, prisniveauet er lavere end i Danmark, maden er langt bedre end sit rygte, og alting fungerer. Og det gode er, at man ikke behøver at køre ret mange kilometer over grænsen, før Tyskland viser sig fra sin charmerende side. 

Det oplagte valg
Du kan vanskeligt besøge det nordlige Tyskland uden at gæste Flensborg, der hører til delstaten Slesvig-Holsten. Byen i landets nordøstlige hjørne ligger få kilometer fra den danske grænse – kuperet og smukt ud til Flensborg Fjord. 

Historisk set har byen tilhørt den danske krone i cirka 400 år. Det sætter fortsat sine tydelige spor på Flensborg, hvor det danske mindretal er stærkt repræsenteret. Mange skilte står på dansk, adskillige gader og stræder har danske navne, byen har en dansksproget avis, og en del af byens godt 90.000 indbyggere taler både tysk og dansk. Lige ovre på den danske side ligger den skønne DCU-Camping Kollund med udsigt over fjorden, og pladsen er et godt udgangspunkt, hvis I gerne vil på opdagelse i Flensborg og grænselandet.

De mange fristelser
Hører man til den aktive type, byder Flensborg på talrige indbydende vandre- og cykelruter i og omkring byen. Men for mange turister vil det nok i højere grad være den hyggelige stemning og de gode shoppingmuligheder, der lokker. Og der er mange fristelser i gågaden, som er Slesvig-Holstens længste shoppingstrøg med mange kædebutikker. Men også med adskillige specialbutikker til dem, der ikke gider have det, alle andre køber.

Hvis vejret ikke indbyder til at være udendørs, ligger der et par store indkøbscentre i udkanten af byen i skikkelse af Citti-Park og Fördepark. Begge centre har egne hjemmesider, hvor man kan læse mere om åbningstider og hvilke butikker, der ligger i centrene. 

Byens ældste beværtning
Flensborgs måske bedst kendte gade er Rote Strasse, som går parallelt med den lange gågade. Her ligger hyggelige, gamle og velholdte huse som perler på en snor. Det er også i Rote Strasse, man finder byens ældste beværtning, Die Weinstube im Krusehof, der stammer fra 1700-tallet. Ud over hygge byder stedet på nogle aldeles fremragende tarte flambées, der oprindeligt er en specialitet fra Alsace-området, men som altså også serveres med stolthed i det nordlige Tyskland. Det minder om en tynd pizza – og så alligevel ikke, for en tarte flambée har helt sin egen smag. 

Die Weinstube im Krusehof er i øvrigt så populær, at det er klogt at reservere bord, så man ikke går forgæves. Det gælder især i juletiden, men også på andre tider af året.

Foretrækker du at dyrke den dansk-tyske relation, er Borgerforeningens restaurant i gågaden et oplagt valg. Borgerforeningen blev stiftet i 1835 og har historisk set været et mødested for danskere i grænselandet. Stedet har rimelige priser og serverer en glimrende wienerschnitzel, som bestemt ikke bliver ringere af at blive fulgt til dørs af en velskænket fadøl. 

Havnen
Et andet trækplaster i Flensborg er byens havneområde. Flensborg er historisk set en gammel søfartsby, og det er skønt at slentre rundt mellem molerne, mens man betragter skibene, der fredsommeligt skvulper i vandet. Skulle tørsten eller sulten melde sig, står masser af caféer, restauranter og beværtninger klar til at løse det problem.

På en tur i Flensborgs havneområde passerer man klassiske yachter i den rigtig dyre ende, men her ligger også flotte motorbåde, fiskerbåde og almindelige sejlskibe for den mere gennemsnitlige pengepung. Har man lyst til en havnerundfart i Flensborg Havn, er det også en mulighed.

Vil man vide mere om søfart og by, kan Schiffahrtsmuseum anbefales. Her fortælles byens historie med udgangspunkt i søfarten, og eftersom alle tekster står på dansk, er der ingen grund til at fortvivle, hvis det tyske skulle være blevet lidt rustent. Lige over for museet ligger byens historiske havn med flere ældre joller og fiskerbåde.

Hug på Husum
Tre kvarters kørsel sydvest for Flensborg ligger Husum, der har cirka 21.000 indbyggere og ligger ud til Nordsøen og Vadehavet. 
Husum har mange farvestrålende og velholdte huse af ældre dato, der sammen med de brostensbelagte gader giver byen en særlig stemning. Også Husum har gode shoppingmuligheder, selv om antallet af butikker ikke helt kan måle sig med storebror Flensborg.

Byen er også kendt for sit slot, der er bygget i slutningen af 1500-tallet, og som i dag fungerer som et kulturelt mødested, hvor der afholdes koncerter og spilles teater. Hvis man besøger Husum om foråret, kan man på plænen foran slottet opleve et fascinerende skue i form af et bølgende hav af krokusblomster.

Skibe på grund
I Husum er der flere meters forskel på vandstanden ved høj- og lavvande. Det kan man ved selvsyn konstatere ved havnen, hvor skibene bogstaveligt talt står på bunden, når det er lavvande. Det er et fascinerende syn, ikke mindst når man samtidig kan se en pæl, der viser, hvor højt vandet historisk har stået i Husum, når heftige storme har trykket vandet ind i bunden af havnen. Værst var det i 1976, hvor vandet stod 5,66 meter over dagligt vande. Under normale forhold er der godt tre meters forskel på flod og ebbe, og når vandet vender tilbage, får skibene atter vand under kølen og kan stikke til søs.

Den hollandske indflydelse
På en rundtur i det nordlige Tyskland bør man også gæste den lille by Friedrichstadt cirka en halv times kørsel fra Husum. Det er en fantastisk hyggelig by med cirka 2.500 indbyggere, som historisk har været under hollandsk indflydelse og derfor kaldes hollænderbyen. Det afspejler sig også i de mange gavlhuse, der ligner noget, man kan finde i masser af hollandske byer. Kanalerne, som Friedrichstadt er så rig på, leder også tankerne hen på tulipanlandet. De mange kanaler giver den lille by en helt særlig stemning, når turister og lokale sejler rundt i lejede eller egne både. 

På byens centrale torv ligger adskillige restauranter og caféer, som på de lune dage summer af liv, når herlighederne fortæres udendørs. Torvet huser også en turistinformation, der gerne leverer tips og forslag til, hvordan tiden i Friedrichstadt bruges bedst muligt. 

Tolerancens by
Friedrichstadt er også kendt som tolerancens by, fordi den gennem tiden har givet plads til flere forskellige trosretninger. Byen har fem kirker, og for ikke at favorisere nogle frem for andre holder ingen af menighederne til på byens centrale torv, men er spredt rundt i bybilledet på lidt mindre iøjnefaldende adresser. 

Den Danske Menighed er også repræsenteret her, hvilket den har været siden 1946.  Hver søndag afholdes en højmesse i Mennonitkirken under ledelse af en dansk præst.
Tolerancens by gav allerede i det 17. århundrede jøder retten til at bosætte sig. På et tidspunkt boede der cirka 400 jøder i byen, og der blev bygget en synagoge, men da anden verdenskrig i 1938 nærmede sig, blev synagogen ødelagt. Bygningen er senere blevet restaureret og bruges i dag til kulturelle formål.  

Tag cyklen med
Det kan være en god idé at tage cykler med til det nordlige Tyskland, fordi der mange steder er glimrende forhold for cyklister. Det gælder også Friedrichstadt, hvor den tohjulede er en nem måde at komme omkring på, og hvor de hyggelige småbyer i nærheden let nås på cykel.
Det gælder også Bergenhusen, der ligger cirka 17 km øst for Friedrichstadt og er kendt som storkelandsbyen, fordi storke i årevis har ynglet her. Ungerne kommer som regel til verden i løbet af maj eller juni, og derefter kan man opleve de smukke, voksne fugle flyve rundt efter føde til de forslugne unger. 

Er benene til længere ture, er der fra Friedrichstadt lidt mere end 30 km ud til Vadehavet, hvor Tysklands måske bedst kendte fyrtårn, Westerhever, ligger. Turen derud er smuk gennem marsklandet, og er man på cykel, kan man komme ganske tæt på tårnet, mens man i bil skal betale tre euro for at holde på en parkeringsplads, der ligger to-tre kilometer fra tårnet. 

På vejen tilbage til Friedrichstadt kan man overveje at lægge vejen forbi kurbyen Sankt Peter-Ording, der ligger cirka 13 km syd for Westerhever. Byen har i generationer tiltrukket gæster, der kommer for at rekreere og nyde den 12 kilometer lange sandstrand, som man både kan gå og cykle langs. 

Her kan du bo
Mange danskere tager til Flensborg på endagsture fra Danmark, hvor det i givet fald vil være oplagt at bo på DCU-Camping Kollund, der ligger ca. 20 minutters kørsel fra Flensborg. 
Foretrækker man at bo på den tyske side af grænsen, kunne et bud være Campingplatz Jarplund et par kilometer uden for Flensborg. En anden mulighed er Camping Mitte i Medelby, som ligger cirka en halv times kørsel vest for Flensborg og traditionelt tiltrækker mange danske campister. 

I Husum ligger Husumer Campingplatz tæt på byen, mens man i Friedrichstadt f.eks. kan overnatte på Eider & Treene Campingplatz, der ligger få minutters gang fra centrum. 

På DCU Booking kan I finde præcis den campingplads, der passer til jeres behov. 

Af Torben Brandt
 

Det tager efter sigende kun fem minutter at handle i et af landets store supermarkeder. Meget mere varer det heller ikke at sejle mellem Esbjerg og Fanø. Sølle 12 minutter lyder overfartstiden på med FanøFærgen, der de fleste af døgnets timer sejler i pendulfart mellem det jyske fastland og Fanø. 

Dagligt pendler omkring 700 fastboende fannikker, som de lokale på Fanø kaldes, til jobbet i Esbjerg eller en af de omkringliggende kommuner. Om eftermiddagen sejler de tilbage og bringer dermed indbyggertallet op på de 3.302, der ifølge Fanø Kommunes egne tal boede på øen 1. januar 2016. 

Færgen lægger til i Nordby, som er den største by på øen. Den har mange hyggelige, ældre huse, et dejligt havnemiljø, adskillige specialbutikker og et fint udvalg af restauranter. Bevæger man sig rundt på havneområdet, kan man være heldig at se sæler, der ofte ligger ganske tæt på havnen. Medbring eventuelt en kikkert, hvis sælerne ligger et stykke fra land. 

Nej tak til dæmning
Nogle vil måske mene, at det er en ulempe for Fanø at være afhængig af en færge i stedet for at kunne komme til Jylland via en bro eller dæmning. Sådan ser de lokale ikke på det. For selv om det ikke siges højt på disse kanter, er netop sejlturen med til at gøre Fanø til lidt af et smørhul. 

Det er nærmest umuligt at komme ubemærket til og fra Fanø, når man skal med en færge, hvilket er medvirkende årsag til, at kommunen ligger meget lavt i indbrudsstatistikkerne. Fanø er heller ikke nær så generet af bilrace på strandene som f.eks. naboøen Rømø, som er forbundet til fastlandet af en lang dæmning. 

Kombinationen af ro og alligevel nærhed til fastlandet er en attraktiv cocktail. Det afspejler sig også i den gennemsnitlige kvadratmeterpris på ejerboliger, hvor Fanø ligger blandt den dyreste tredjedel af landets kommuner – en hel del dyrere end storebror Esbjerg. 

De mange festivaler 
Også for turister er Fanø attraktiv. I højsæsonen kommer cirka 30.000 mennesker til øen og næsten tidobler indbyggertallet. Også uden for skolernes ferie har Fanø været dygtig til at lokke gæster til takket være festivaler af den lidt mere utraditionelle slags. Hvert år i september sætter omkring 10.000 strikkeentusiaster hinanden stævne til Fanø Strikkefestival, og i juni er øen vært for verdens største dragefestival. Her kommer omkring 5.000 dragefans fra hele verden og viser de drager frem, de har kreeret i årets løb. Begivenheden tiltrækker et stort publikum, der nyder at se de farverige og fantasifulde drager i luften ved Rindby Strand på øens vestlige side.

Strandsejlads
Netop strandene og havet er centrum for meget på Fanø, hvor blandt andet blokarting er blevet populært. Det foregår på stranden i noget, der minder om en trehjulet sæbekassebil, hvor føreren ligger ned med et sejl som drivmiddel. Blokart-kørerne har fået deres eget område på opmærkede baner på de brede strande lige syd for Rindby Strand, hvor sandet som oftest er tørt og underlaget hårdt og fast. Fanø Kommune bidrager ved at vedligeholde strandene, så strandsejlerne får optimale betingelser at udfolde sig på. 

En strandsejlerskole på stedet lærer deltagerne om blokart-kørsel, og efter få minutters instruktion er man klar. Man kan køre alene fra syv-otteårsalderen, men ellers findes der også blokarts med to sæder, hvor børn og voksne kan sidde sammen. 
Andre former for strandsejlads er Kite Buggy og landboarding, der ligeledes foregår i området syd for Rindby Strand.

Strid mellem syd og nord
Selv om alt ånder fred og idyl på Fanø, har der historisk set været en fejde mellem Nordby og Sønderho. Den har rod i, at Fanø i 1741 blev sat til salg af Christian VI, der manglede penge. Det lykkedes de lokale at samle penge ind til at købe øen, men herefter opstod uenighederne. For skødet blev udstedt både til Nordby og Sønderho, så hvordan skulle jorden fordeles, og hvem skulle have hvad? 

Selv om det er 275 år siden, at uenighederne opstod, har der også i nyere tid været eksempler på, at stridsøksen mellem syd og nord ikke er fuldstændig begravet. Da der i 1970, hvor Fanø var delt i to sogne, skulle være kommunalvalg, ønskede en del Sønderho-borgere at komme under Ribe, mens der visse steder i Nordby blev slået til lyd for at komme under Esbjerg. Øen endte dog med at blive til Fanø Kommune, hvilket den fortsat er. 

Generøse kunstelskere
Gammelt nag kan man som turist heldigvis være bedøvende ligeglad med. I stedet kan man bruge sin energi på at nyde både Nordby og Sønderho, som begge fortjener et besøg. Sønderho er hyggelig med sine små gader og velholdte, stråtækte huse. 

Byen er også hjemsted for Fanø Kunstmuseum, der er et meget interessant sted at gæste. Det er det ikke mindst takket være Esbjerg-ægteparret Alice og Tage Sørensen, som gennem årene har fungeret som mæcener for museet ved både at bidrage med store millionbeløb og mange kunstværker fra den private malerisamling. Parret lever ikke længere, men Tage Sørensen nåede at runde 100 år, inden han døde i maj 2016.

I Sønderho finder man også Sønderho Kro, der ligger næsten helt ud til diget med marskområdet i baghaven. Restauranten er at finde i White Guide, som lister Danmarks bedste spisesteder. Den er indrettet i gammel, hyggelig stil, hvorimod menukortet er helt up-to-date og i stor udstrækning bruger råvarer i sæson leveret fra lokale producenter. 

Byggeri med respekt
Næsten overalt på Fanø finder man velholdte bygninger, og hvis nogen vil bygge, sker det med omtanke. Da Sønderho Kro ville udbygge med en ekstra fløj, blev den opført i fuldstændig samme stil som den gamle hovedbygning fra begyndelsen af 1700-tallet. Resultatet er så vellykket, at man skal kigge godt efter for at se, hvad der er nyt og gammelt. 

Da sportshallen i Sønderho skulle bygges, ville man også gerne kunne bruge den til badminton. Det kræver en vis højde, så for ikke at få en høj kolos til at skæmme det smukke klitlandskab blev løsningen at grave dybt i jorden. Hallens gulv kom således langt under gadeniveau, og taget har samme højde som andre bygninger i området. Den form for omtanke kunne adskillige af landets kommuner og byplanlæggere lære ét og andet af. 

Fanøs bunkere
Noget, der ligeledes er gravet ned, er cirka 300 bunkere fra 2. verdenskrig. De blev opført af tyskerne, der ville sikre sig mod en eventuel allieret invasion. For Fanø var vigtig, fordi øen havde en strategisk placering ved indsejlingen til Esbjerg Havn. 

Mange af bunkerne ligger mere eller mindre begravet i sandet, men på nordsiden af Fanø er det muligt at besøge et bunkeranlæg. Hvis man kontakter Visit Fanø kan man høre mere om muligheden for en guidet tur til bunkerne. 

Selv om man ikke har den store historiske interesse, kan man roligt tage en tur ud til bunkerne, der ligger utrolig naturskønt. 

Østers og sæler
Fanø er sammen med blandt andet Rømø en del af Nationalpark Vadehavet, som i 2015 blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste over særligt bevaringsværdige områder. Vadehavet er blandt andet rigt på østers og sæler, som begge dele kan opleves på safari, når man er på Fanø. 

Det anslås, at der lever cirka 3.000 spættede sæler omkring Fanø, hvor også gråsælen er i fremgang. Sælerne ligger ofte på sandbanker i store flokke, og ved lavvande er det muligt sammen med en guide at vandre ud til sælerne, men man kan også sejle på sælsafari fra Nordby. 
Østerssafari tilbydes af flere aktører på Fanø, men at dømme efter navnet er øens ukronede østerskonge Jesper Voss, der går under navnet ”Fanø Oyster King”. 

Ved lavvande går man cirka 1,5 kilometer over havbunden til det sted, hvor østersen plukkes, mens Jesper Voss undervejs fortæller historier både om Fanø og østersens vej gennem Vadehavet. 
Det hænder også, at turister på egen hånd drager af sted for at plukke østers. En tommelfingerregel siger, at man kan spise østers i de måneder, der indeholder et R – det vil sige fra september til april. Men det afhænger blandt andet af vandtemperaturen, så man kan ikke være sikker. 

Desværre sker det, at folk, der har spist østers, bliver inficeret med norovirus, som kan give en ordentlig omgang roskildesyge. Man kan undgå at blive syg, hvis man griller eller gratinerer østersen, inden den spises, for norovirus kan ikke overleve varme, hvorimod det godt kan overleve nedfrysning. 

Syv campingpladser
Som campist kan du på Fanø vælge og vrage mellem hele syv campingpladser. Feldberg Familie Camping, Tempo Camping, Sønderho Ny Camping, Camping Klitten, Feldberg Strand Camping, Rødgaard Camping og Rindby Camping står alle klar til at byde velkommen, mens du camperer på Fanø. Uanset hvilken campingplads, du vælger, er det en god idé at kontakte stedet på forhånd, så du ikke kører forgæves. Rødgaard Camping er DCU Partnerplads, hvor du som DCU-medlem får rabat på overnatningen.  

Af Renate Hovald

Det er kærlighed ved første blik og kommer helt bag på mig: Lille land, fladt som en pandekage, tæt befolket, umuligt sprog. Rigtigt gættet – der er tale om Holland. Eller Kongeriget Nederlandene, som det helt korrekt hedder, idet selve regionen Holland kun udgør to ud af i alt 12 provinser, nemlig Noord- og Zuid-Holland. Navnet Holland bruges imidlertid i flæng, også af hollændere selv. Holland er kilometermæssigt relativt tæt på Danmark, men trods det har vi aldrig været der før. Det har vi besluttet at rette op på med denne efterårstur i autocamper.

Andet end tulipaner
Hurtigt opdager vi, at Holland er andet end tulipaner og de ikoniske vindmøller. Tulipanerne er gået i hi her i september måned, og vindmøllerne er skrumpet i antal og stort set erstattet af pumpestationer for at holde grundvandet væk fra de lavtliggende områder. For det bliver man straks klar over: En stor del af landet ligger faktisk under havets overflade. Et tæt net af kanaler og afvandingsgrøfter gennemkrydser de flade marker for at holde dem tørre. Ja, endda bybilledet præges af kanaler, hvorved der skabes en helt unik stemning. Alt er nysseligt, velanlagt, velholdt med ufejlbarlig sans for æstetik, de små forhaver ligner miniatureparker, og når haver vender ud mod en kanal, findes der forneden en trappe eller en bro og en lille båd. Der er træer og blomsterpynt overalt, og man fornemmer straks, at man udsmykker sit hus, sin have, sin by med stilsikker sans for smukke detaljer. 

Cykler overalt
I løbet af de to uger, vi krydser gennem Holland, er vi heldige med vejret. Temperaturen er højsommer, så vi tager på lange cykelture for at se os omkring. Og det er vi så sandelig ikke alene om. Ja, Holland er en cykelnation – man får det betryggende indtryk, at cyklisternes behov prioriteres før bilisternes. I byerne vrimler det med cyklister alle vegne, de parkerer alle vegne, må køre overalt, selv imod kørselsretning eller dér, hvor det er forbudt at dreje. Med vores (nyanskaffede) el-cykler forsvinder vi hurtigt i mængden af andre cyklister: Et overvejende flertal er i lighed med os elektrificeret. Samtidig observerer vi en overraskende pudsighed: Absolut ingen har cykelhjelm på – kun de få fortrinsvis yngre mænd på racercykel, der målrettet stryger forbi os, når de leger Tour de France.

Cykelstierne
De er et lysende kapitel for sig. Uanset, hvor man vil hen, er det muligt at nå målet pr. cykel – behageligt langs kanaler og væk fra alfarvej eller adskilt fra hovedvejen med en tyk, grøn rabat. Kun de mindste, sporadisk befærdede veje deler man med bilerne. Ellers har cyklisterne altid en fornem fietspad (cykelsti på hollandsk!) for sig selv. Det er det ene. Det andet er den geniale organisering af cykelstier og -ruter. Man cykler fra knudepunkt til knudepunkt, som der selvfølgelig tydeligt er skiltet med, og det gør det muligt uden videre at sammenstykke sin helt egen rute. Hyppige informationstavler sørger for, at du altid ved, hvor du er, og hvor du skal videre hen. 

Kvalitetscamping
Jeg fortsætter lidt endnu med min begejstring. Nu gælder det nemlig campingpladserne. Vi er jo i autocamper og havde som sådan besluttet at bruge overvejende de såkaldte stellpladser. At vi så ender med udelukkende at overnatte på campingpladser skyldes deres strategiske beliggenhed, deres tiltalende indretning og deres priser: Central placering i forhold til centrum og seværdigheder, store afgrænsede (komfort)parceller, fine sanitære forhold, ACSI-niveau. Ingen af de stellpladser, vi selvfølgelig også kigger på, kan konkurrere i vores øjne. Ok, vi er måske lidt kræsne i vores forestilling om ”kvalitetscamping”, men cykel- eller gåafstand til nærmeste by er for os med autocamper et krav, der ikke er til forhandling. Og her i Holland oplever vi altså, at alle de byer, vi besøger, har en campingplads med cykelsti lige ind til centrum – og ud i landskabet. Vores konklusion: De hollandske campingpladser hører med i samlingen af dem, vi i vores færden gennem Europa har været mest tilfredse med.

Byerne: Alsace på hollandsk
Det er jo dem, vi kommer for – byerne. Den første, vi stifter bekendtskab med, er Bourtange lige over på den anden side af den tyske grænse. En lille flække med en fornemt restaureret fæstning, der nærmest er en by i sig selv. Her er meget, meget stemningsfuldt og med en vrimmel af sommerliv – og så har Bourtange (også) en god campingplads.

Men Bourtange er kun en beskeden optakt. Vi fortsætter til Zwolle, en gammel og historisk lille by. Her møder jeg for første gang for alvor det typiske bybillede med kanaler, rødstenshusene med trappegavl, de karakteristiske hvide vippebroer, små både alle steder, hvor der er vand. Jeg falder i staver over, hvor hyggeligt, velplejet og stilfuldt det hele er. Efter Zwolle bliver det Kampen – ligeledes fyldt med historie og stemning og kanaler. Og en kirke med et klokkespil, der diverterer med en lang sekvens af min yndlingsarie fra Mozarts ”Figaros bryllup”. Klokkespillet her i Kampen er dog ikke et engangsforetagende. På vores fortsatte tur oplever vi dem regelmæssigt andre steder, hver gang der er tale om et kirke- eller også rådhustårn af en vis størrelse. Melodierne er forskellige, men altid ambitiøse.

Polder-landskabet
Højdepunkterne på vores tur er byerne Enkhuizen, Hoorn, Delft og Leiden. Men først skal vi igennem Hollands nyeste provins Flevoland, der er resultatet af et gigantisk landvindingsprojekt, idet man indtil midt i 1900-tallet systematisk tørlagde en del af det flade Ijsselmeer. Denne form for nyland kaldes polder og er defineret ved, at den ligger under havets overflade og som nødvendig følge heraf bliver afvandet permanent via et tæt skakbræt af kanaler og pumpestationer. Poldere findes der utallige af, dog ingen af dem så store, at de ligefrem danner en hel provins. 

Fra Flevoland skal vi ud på en kørevej, der forløber oven på et kilometerlangt dige. På kortet ligner den bare en tynd streg som en slags skillelinje mellem Ijsselmeer og Markermeer. Det er en ejendommelig følelse at køre her med vandet tæt på begge sider og målet næsten usynligt langt ude i horisonten. Men vi når da tørskoet over! Og nu er vi i det egentlige ”Holland” og også lige i nærheden af Enkhuizen, der i min rejseguide deklareres som en af landets mest romantiske (små)byer. Ak, hvor har min bog dog ret! Jeg er henrykt over denne lille bys charme og unikke stemning – igen med kanaler, havn, skibe, trappegavlshuse, træer, blomster, caféer, broer, gamle tårne og bastioner fra en tidligere fæstning. Campingpladsen ligger lige ved, og herfra tager vi på nogle lange cykelture, bl.a. til Hoorn, endnu en gammel by med stolte søfartstraditioner og de samme maleriske kvaliteter som Enkhuizen.

Men også Delft, kendt for sit fine porcelæn, og Hollands ældste universitetsby Leiden er byer, man kan falde i svime over. Jeg føler mig som hensat til et andet univers – alt er bare så malerisk og folk bare så venlige! Ovenikøbet skinner solen også. På en eller anden måde får jeg associationer til Alsace – altså bare på hollandsk.
 

Storbyer og øhop
Nu er de nævnte byer jo ikke særligt store. Det er regeringsbyen Den Haag derimod, som vi også aflægger et besøg. Her findes nemlig museet Mauritshuis med Vermeers berømte maleri ”Pigen med perleørering” fra ca. 1665. Museet er en sand skattekiste af hollandske guldaldermaleres mesterværker fra omkring 1600-tallet og således et must, bare man er lidt interesseret i kunsthistorie. Men ellers er Den Haag et interessant mix af gammelt – for eksempel ensemblet Binnenhof – og hypermoderne arkitektur. Byen har en ægte Chinatown med kinesiske porte og lampionprydede gadestrøg og – ikke at forglemme – den mondæne forstad Scheveningen. Den ligger ude ved en nærmest endeløs sandstrand og minder med sin lange træbro (pier), det enorme pariserhjul og et hav af fancy spisesteder om noget, vi har oplevet i badebyerne ud for Los Angeles. Hvilket er en blanding af Tivoli, eksklusivt strandliv og folkelig afslappethed.

Da vi fortsætter sydpå og lige strejfer Amsterdams forstæder, når vi i forbifarten også at få et glimt af den hektiske havneby Rotterdam med landskaber af kraner og containere og et mylder af store handelsskibe. Vi laver lidt øhop – kalder vi det – med færge og broer over Maas-flodens delta-arme og afslutter med nogle dage i de hyggelige småbyer Brielle og Middelburg i provinsen Zeeland, inden vi siger farvel til Holland for denne gang. Næste stop er flamske Brügge, men det er jo Belgien og hører således ikke med her. Selv om også Brügge har et umiskendeligt slægtskab med de gamle hollandske byer og således er en perfekt forlængelse af og et passende punktum for vores eventyrlige Holland-tur. 

Af Torben Brandt

Ni splinternye luksustelte blev i maj 2017 slået op på Camping Ca’ Savio på den italienske Lido tæt på Venedig. Står det til folkene bag, bliver de ni telte blot de første i et nyt koncept, der de kommende år skal spredes ud til flere andre af verdens lande og byer. 

Globalt glamping-koncept 
Nordisk Village kalder sig det første globale glamping-koncept, der krydser både grænser og kontinenter. Glamping er en forkortelse for ”glamorous camping”, hvor det enkle campingliv kombineres med komfortable luksustelte og smagfuld, nordisk inspireret indretning tilsat et lokalt twist. 
Det hele bindes sammen af det globale website nordiskvillage.com, hvor kunden med tiden skal kunne se alle Nordisk Villages og samtidig booke sit ophold direkte på sitet. 
De ni telte på Camping Ca’ Savio skal betragtes som en prototype, og på pressemødet med en række europæiske campingjournalister blev der gjort meget ud af at understrege, at konceptet nu er sat i søen, men bestemt ikke bliver færdigudviklet den første sæson. 

– 2017 bliver et testår, hvor vi skal gøre os en masse erfaringer, og hvor vi skal spørge gæsterne, hvad de synes. Den feedback, vi får, skal bruges på at videreudvikle produktet, siger Michael Hübertz, marketingmanager i Nordisk Company. 

Samarbejde på tværs
Nordisk Village er et partnerskab mellem Nordisk Company, der producerer luksusbomuldstelte og tilbehør, og lokale partnere – i dette tilfælde Camping Ca’ Savio i Venedig. Sidstnævnte leverer pladsen og yder den relevante service, som skal sikre, at gæsten får et luksuriøst ophold. For at blive samarbejdspartner skal campingpladsen leve op til en række specifikke krav til f.eks. grundens størrelse, teltenes indretning, fællesfaciliteter, servicekoncept i forbindelse med opholdet og online support. Tanken er, at man som gæst skal opleve den samme høje kvalitet på Nordisk Village, uanset hvor i verden man befinder sig. 
Spørger man folkene bag Nordisk Village, er de ikke i tvivl om, at denne campingform vil kunne tiltrække nye kunder, der ellers ikke ser sig selv som campister. 

– Vi kommer med et simpelt, rent og meget skandinavisk design. Det er en nordeuropæisk måde at gøre tingene på, som både er hyggelig og afslappet. Jeg er ikke i tvivl om, at konceptet vil kunne tiltrække nogle helt nye segmenter, siger administrerende direktør i Nordisk Village, Erik Møller. 

Privat og fælles
De ni telte på Ca’ Savio varierer lidt i størrelse og form, men alle telte er store og luksuriøse bomuldstelte, som har navne fra den nordiske mytologi. 
Teltene er placeret med tilpas stor afstand til, at man kan være privat, men samtidig er der mulighed for fællesskab i det åbne køkken centralt på pladsen, som alle beboere i Nordisk Village kan benytte. Desuden er der friske urter og grøntsager til fri afbenyttelse i forbindelse med køkkenet. 

Vinmark eller bryllup
Selvom de første Nordisk Village-telte er opstillet på en campingplads, kan man ifølge Erik Møller sagtens forestille sig teltene placeret andre steder. 

– Det kan være ved en fransk vinmark eller et grønt areal i forbindelse med et hotel. Dette koncept kan man i princippet forestille sig mange forskellige steder og ikke kun på en campingplads, siger Erik Møller og nævner musikfestivaler, jagtselskaber og bryllupper som arrangementer, hvor glamping-konceptet også kan anvendes. 

Konceptet skal udbredes
Med Nordisk Village Venezia er den første af disse pladser født. Ifølge planen skal en ny Nordisk Village i løbet af 2017 åbne i Japan, hvor glamping-konceptet har haft stor succes, fordi japanerne ofte lever i tætbefolkede områder og derfor efterspørger den ro, som det giver at komme væk fra byerne og ud i naturen. 

Også Rom, Barcelona og Paris ventes i fremtiden at blive nogle af de byer, der kan huse en Nordisk Village. 

I e-bogen ”Ella Bellas eventyr – Nationalpark Mols Bjerge med Ebeltoft” åbner sig en masse nye eventyr i og omkring Nationalpark Mols Bjerge.

I et tegnet univers følger man familien, som består af den nysgerrige Ella Bella på 5 år, hendes kloge storebror Otto på 10 år, hendes kaffeglade mor og hendes far som altid er klar med kameraet på deres oplevelsesrige ture. De er på tur og besøger både kendte og mindre kendte seværdigheder i nationalparken.

Ella Bella og hendes familie tager læseren med på et mylder af små og store eventyr rundt i Nationalpark Mols Bjerge med en afstikker til fyrtårnet ved Sletterhage. Her er gode historier om Danmarks midtpunkt i Mols Bjerge, middelalderkonger og andre natur- og kulturfortællinger.

Bogen er skruet sammen, så læseren både får en masse information og en god historie. Morsom er den også, når Ella Bella misforstår de oplysninger, hendes kloge storebror kommer med. For eksempel liver hun gevaldigt op, da Otto midt i en snak om geologien nævner ordet ”istid”. Det lyder lækkert, synes hun, for hun kan lige præcis godt trænge til en is. 

Løs sjove opgaver og lær om Nationalpark Mols Bjerge
I den tilhørende opgavebog ”Leg og lær med Ella Bella” kan børn løse opgaver og samtidig lære om nogle af områdets seværdigheder fx med prik-til-prik tegninger, find 5 fejl, sudoku med insekter, bogstavleg og maleopgaver.

Samtidig med at børnene tegner insekter, finder vej gennem labyrinter, løser ordgåder, opdager fem fejl, forbinder prikker, tegner og maler, kan de nemlig få lidt at vide om Jernhatten, havnefronten i Ebeltoft, istiden og flere af nationalparkens naturskabte fænomener.

Tyggegummi tager 5 år at nedbryde
Sidst i bogen får børnene nyttige oplysninger om, hvor lang tid det tager for naturen at nedbryde affald som plasticposer (500 år), cigaretskod (1-5 år), mælkekartoner (2 år), øl- og sodavandsdåser (500 år), tyggegummi (5 år) og flasker (1 mio. år).

Det kan måske også ind imellem være godt at minde de voksne om…

DCU-pladser i nærheden
DCU-Camping Mols
DCU-Camping Gjerrild Nordstrand

Af Torben Brandt

Mange af os kender det. De dyrebare ferieuger skal ikke spildes på vejene, så vi er tilbøjelige til at tage den hurtigste rute til feriedestinationen og derefter ikke køre mere end højst nødvendigt.  
Men kørslen behøver ikke at være noget, som skal overstås. Der findes vejstrækninger – korte som lange – som er så smukke, sagnomspundne, mytologiske, skræmmende eller betagende, at køreturen bliver en del af oplevelsen og feriemålet. 
Nogle af ruterne på de følgende sider er inspireret af en pressemeddelelse, som bilkoncernen Seat har udsendt over fantastiske vejstrækninger, mens andre er forslag fra DCU’s redaktion. Fælles for dem er, at det er nogle af verdens mest fascinerende vejstrækninger, men vær opmærksom på, at ikke alle ruterne egner sig til store campingvogne/autocampere. 
 
Passo dello Stelvio, Italien
Passet ligger i det nordøstlige Italien – meget tæt på den schweiziske grænse. Det byder på 48 hårnålesving, er 24 km langt og ender i 2.758 meters højde. Strækningen har en gennemsnitlig stigning på 7,7 % og er blandt de hårdeste i cykelløbet Giro d’Italia, hvor passet ofte indgår som en del af strabadserne. Blandt motionscyklister betragtes det som en manddomsprøve, og efter at tv-programmet Top Gear i 2013 udnævnte passet til ”The Greatest Driving Road in the World”, tiltrækker det stort set alle tænkelige køretøjer. Start derfor tidligt om morgenen, hvis du vil undgå for meget trafik – især i sommerperioden. 

Highway 1 fra San Francisco til Los Angeles, USA
Highway 1 på den amerikanske vestkyst kaldes også Pacific Coast Highway og er i virkeligheden længere end de cirka 700 km mellem San Francisco og Los Angeles, som er den mest kendte del af strækningen. Det meste af tiden kører man helt ude langs Stillehavet, og der er adskillige muligheder for at gøre holdt undervejs. Turen er smuk, uanset hvilken vej du tager, men det optimale er at køre fra nord mod syd, hvor du har vandet på din højre side og dermed ingen forstyrrende køretøjer til at tage udsynet. Vær især i sommerperioden indstillet på en del trafik.  

Transfagarasan-passet, Rumænien
Den 90 km lange rute strækker sig gennem de barske bjerge i Karpaterne, som arealmæssigt er Europas største bjergkæde. Vejen, som Seat i øvrigt har brugt til nogle af sine prøvekørsler, blev oprindeligt bygget som en militærrute og er store dele af året ikke fremkommelig på grund af kulde og sne, men i juni, juli og august er den som regel åben og farbar. Den har dog ikke så mange udsigtspunkter, hvor det er muligt at stoppe for at nyde udsigten eller tage billeder. Undervejs går vejen forbi slottet Poenari, som af mange anses for at være ”det rigtige” Dracula-slot.

Napoleonsruten, Frankrig
Ruten tager sit udgangspunkt på den franske Riviera mellem Antibes og filmbyen Cannes. Herefter bevæger den sig nordpå og slutter i Grenoble ved foden af Alperne. På den 325 km lange strækning kommer man igennem Frankrig, når det er smukkest – skove, dybe dale, bjerge og masser af hyggelige småbyer. Ruten har fået sit navn, fordi den udgør en del af den strækning, Napoleon tog, da han generobrede tronen efter et år i eksil. Undervejs passeres også adskillige steder og byer, som cykelkyndige vil genkende fra verdens største cykelløb, Tour de France. 

Windermere-Keswick, England
Den er blevet kaldt ”Englands smukkeste vejstrækning”, og smukt er der på den bakkede og snoede vejstrækning fra Windermere, som ligger cirka halvanden times kørsel nord for Manchester, til Keswick i den nordvestlige del af England. Ruten går langs floder og søer, og den smalle vej er mange steder omgivet af stengærder, der leder tankerne hen på engelske krimiserier som f.eks. Barnaby. Stengærderne gør det dog også vanskeligt at stoppe for at nyde udsigten, men der findes udsigtspunkter ved søerne. Strækningen fra Windermere til Keswick er 34 km lang.

Furka-passet, Schweiz
Passet blev verdenskendt, da det indgik som en del af James Bond-filmen Goldfinger fra 1964. Bond, spillet af Sean Connery, kører i adstadigt tempo i Furka-passet, da han bliver overhalet af en smuk kvinde i en Ford Mustang, og den slags gør man ikke ustraffet mod James Bond, der naturligvis kører i sin legendariske Aston Martin. Derpå går den vilde jagt gennem Furkapassets smukke landskab, som på sit højeste sted er 2.429 meter og placeret stort set midt i Schweiz. Furka-passet har 12 hårnålesving, er cirka 31 km langt og er en ganske krævende strækning at kaste sig ud på – også selv om man kører langsommere end Bond.

Mille Miglia, Brescia, Rom og retur, Italien
Hvert år i maj køres motorløbet Mille Miglia, hvor en række velholdte biler af ældre dato dyster. Løbet, der oversat betyder ”1.000 mil”, henviser til den samlede distance på cirka 1.600 km. Det begynder i Brescia øst for Milano og går via Padova til Rom og retur til Brescia via Parma. Ruten går igennem idylliske landsbyer, bløde bakker, hyggelige vinmarker og oser af al den charme, Italien byder sine gæster. Når vejene ikke er optaget af motorløb, er det derfor et fantastisk sted at henlægge sin feriekørsel. 
 
Icefield Parkway, Canada
Turen går via Highway 93, er 230 km lang og går mellem Jasper National Park og Banff National Park i det vestlige Canada. Strækningen er på National Geographics liste over ”Ultimate Road Trips”. Undervejs er der rig mulighed for at tage billeder fra de talrige udsigtspunkter, eller også kan medpassageren køre med vinduet rullet ned, så man hele tiden er klar til at forevige bjerge, vandfald, slugter, dale, vilde dyr, eller hvad den vidunderlige vej ellers byder på. Især i juli og august er ruten ganske velbesøgt med op mod 100.000 køretøjer om måneden. 

Desfiladero de la Hermida, Spanien
Denne slugt ligger i Cantabrien tæt på Atlanterhavet i det nordlige Spanien mellem Bilbao og Gijón. Med en længde på 21 km er det den længste af sin art i Spanien. Man kan komme frem til den via den snoede N-621-vej, og den omfatter en lang række udsigtspunkter med en fantastisk udsigt over de stejle kalkstensklipper hele vejen rundt, hvoraf nogle er helt op til 600 m høje. Vejen er flere steder temmelig smal, så man skal køre forsigtigt, så man ikke risikerer at miste et sidespejl. 

Atlanterhavsveien, Norge
Atlanterhavsveien ligger i det vestlige Norge – ca. 50 km nord for Molde. Den går fra Vevang til Kårvåg, er blot 8,7 km lang og kostede 122 mio. norske kroner. Den blev åbnet i 1989, og de første 10 år skulle man betale for at passere den, men i dag er det gratis. Vejen har i alt otte broer, går over en række små øer og er et enestående eksempel på, at natur og ingeniørkunst sagtens kan gå op i en højere enhed. Den forløber kun få meter over Atlanterhavets overflade, hvilket gør den til en udfordring for selv modige bilister. Vejen er faktisk på et tidspunkt blevet kåret til verdens farligste vej på grund af sine mange sving, den vilde natur og den kraftige vind, der til tider er på dette sted. Det skal dog ikke afholde nogen fra at tage den smukke tur.

Route 66, USA
En legendarisk strækning på cirka 4.000 km fra Chicago til Santa Monica i Californien. Turen går gennem i alt syv stater og har været brugt i film som Grease og Easy Rider. Nogle vil hævde, at det er forkert at køre strækningen i autocamper, fordi overnatningen oprindeligt foregik langs rutens moteller, men den slags kan man jo bare blæse højt og flot på. I hvert fald kører masser af mennesker hvert år hele eller dele af ruten i autocamper. 

Af Torben Brandt

Hver sommer får de cirka 2.500 fastboende i den lille, svenske by, Gränna, selskab fra store dele af verden. For i juni, juli og august rykker et stort antal turister ind i den lille by, der ligger ved bredden af Sveriges næststørste sø, Vättern, cirka tre times kørsel fra Helsingborg.

Den spøjse gris
Den lille by er ikke mindst kendt for noget så pudsigt som en polkagris. Det ses tydeligt i bybilledet, hvor butik efter butik skilter med salg af ”Polkagrisa”. 
Det pudsige navn til trods har polkagrisen ikke noget som helst med en gris at gøre, men dækker i virkeligheden over en rødhvid bolsjestang med pebermyntesmag på cirka 70 gram. 
Den originale polkagris blev første gang produceret på disse kanter tilbage i 1859 af enken Amalia Eriksson, der gjorde sin forretning så succesrig, at hun var Grännas rigeste borger, da hun døde som 99-årig. Siden har andre fulgt i hendes fodspor, og i dag sælges der polkagrisa 14 forskellige steder i Gränna. 

Det vides ikke med sikkerhed, hvorfra bolsjestangen har fået sit pudsige navn. Calle Roman, indehaver af Grenna Polkagriskokeri (bynavnet kan staves både Gränna og Grenna), siger, at det muligvis hænger sammen med, at polkadansen var kendt og populær, da Amalia Eriksson begyndte at producere sine bolsjer, og når man bød op til dans, havde man ofte et stykke slik med.

– Så måske har det noget med det at gøre – men ingen ved det med sikkerhed, erkender Calle Roman. 

Vil man se, hvordan polkagrisa’rne laves, er der mulighed for det flere steder, blandt andet i Grenna Polkagriskokeri, hvor man gennem vinduerne kan se herlighederne blive fremstillet i bolsjekogeriet. 

Op på bjerget
Ikke langt fra centrum ligger et af byens trækplastre, Grännabjerget. At kalde det et bjerg er måske en journalistisk tilsnigelse, men det ligger i hvert fald hævet over byen. Man kommer derop via en velholdt trappe og det, der synes som en uendelig masse trin, men i virkeligheden tager det ikke mere end nogle få minutter at nå ”bjergets” top. Belønningen er dels en fremragende udsigt over by og sø, dels muligheden for en lille forfriskning fra det lille serveringssted, der ligger på toppen. Ud over udsigt og udskænkning byder stedet også på et lille frilandsmuseum. 

En kendt borger
Et større museum, Gränna Muesum, findes midt i byen på byens hovedgade. Her gøres der en hel del ud af en af byens stolte sønner, Salomon August Andrée, der blev født i Gränna i 1854, og som blev verdenskendt, da han som 42-årige foretog sit livs rejse og forsøgte at nå Nordpolen i luftballon. Hvordan det gik, kan man høre meget mere om på Gränna Museum, der deler bygninger med byens bibliotek og turistinformation. 

Visit på Visingsö
Gränna tilbyder sine gæster mange forskellige former for overnatning. En stor del af turisterne bor på Grännastrandens Camping, der ligger centralt kun 700 meter fra byens hovedgade og blot et veludført stenkast fra Vättern. Fra campingpladsen er der heller ikke langt til en lille havn med et par hyggelige restauranter og caféer, og det er også derfra, at færgerne afgår til Vätterns største ø, Visingsö. I højsæsonen sejler de hver halve time, og det kan absolut anbefales at tage turen dertil, hvilket størstedelen af dem, der holder ferie på disse kanter, også gør. 

Overfarten til Visingsö tager cirka 25 minutter, og er man gående passager, koster det kun omkring 50 svenske kroner for en returbillet, mens to voksne og op til tre børn kan komme frem og tilbage for ca. 115 svenske kroner på en familiebillet. Der er plads til både biler og autocampere om bord, men hovedparten af passagererne går eller har cykel med. Visingsö’s størrelse – 14 km lang og tre kilometer på sit bredeste sted – er som skræddersyet til at cykle, og på en solrig sommerdag er det ualmindelig idyllisk at trille rundt på den tohjulede i den vidunderlige natur på de Visingsö’ske småveje. 

Øens turistkontor ligger lige, hvor færgen lægger til, og her kan man blandt meget andet få et kort, der fortæller lidt om øens seværdigheder, og hvor de ligger. Ikke alle seværdigheder er lige ophidsende, men de er gode at køre efter, og om ikke andet kan de under alle omstændigheder bruges til at navigere efter, når man tramper øen rundt. 

Har man ikke egen cykel, ligger der et par udlejningssteder på havnen i Visingsö. Det koster omkring 80 svenske kroner for tre timer, og vil man cykle hele dagen, er lejeprisen 100 kr. pr. cykel. 
Man kan uden problemer bruge en hel dag på Visingsö, og det er let at finde rundt, for dels er skiltningen fin, dels er antallet af veje på øen til at overskue. Der er ikke ret meget trafik på Visingsö, og der køres generelt hensynsfuldt. 

Historiens vingesus
Også for de historieinteresserede er der noget at komme efter på Visingsö, der i 1600-tallet var hjemsted for Sveriges største og mægtigste grevskab, Visingsborg. Det bliver man mindet om allerede, når færgen lægger til, for lige ved havnen ligger resterne af det store Visingsborgs Slot, der blev påbegyndt i 1500-tallet og færdiggjort omkring 1660. Det ligger fantastisk smukt ud til søen, og selvom kun ydermurene står tilbage, er det alligevel en oplevelse at gå rundt i bygningerne, der i forbindelse med den store nordiske krig fra 1700 til 1721 husede et stort antal krigsfanger – deriblandt en del fra Danmark. 

I den modsatte ende af øen ligger en anden historisk bygning, Näs, der blev opført i 1100-tallet, og som var Sveriges første kongeborg. Den har gennem tiden huset adskillige af Sveriges konger, og selvom der i dag ikke er så frygtelig meget tilbage af den gamle borg, fornemmer man alligevel historiens vingesus, når man går ned til søbredden og derfra skuer op på de gamle mursten, der har tæt ved 1.000 år på bagen. Også denne borg ligger helt ud til vandet, og det er et ganske betagende syn at begive sig ned på søens bred og dernede fra tage et kig op på borgen. 

Ingen campingplads
Ikke ret langt fra stranden ligger en lille campingplads utrolig smukt ned til søen. Desværre er pladsen ikke længere åben for offentligheden, for ejerne er gået på pension, og de få campingvogne, der fortsat er på stedet, tilhører nogle af de tidligere fastliggere, som efter aftale med ejerne har fået lov til fortsat at ligge der. 

Så i øjeblikket er det altså ikke muligt at bo på en campingplads, hvis man drager til Visingsö. I stedet må man enten bo på Grännastrandens Camping på Gränna-siden på fastlandet, eller også må man væbne sig med tålmodighed. Camping-fritid talte nemlig med en ung pige på turistkontoret, som fortalte, at hun sammen med sin svigerfar planlægger at etablere en campingplads i nærheden af den lille by Torp midt på øen. Det bliver dog næppe de første år, så indtil videre er der altså ikke mulighed for at bo på en campingplads, når man gæster Visingsö. 

En tur med båden
Området omkring Gränna er meget andet end Vättern. Et oplagt udflugtsmål er nogle af de lidt mindre svenske søer, hvor man har mulighed for at leje en kano, eller også kan man tage en tur med Trollska Båtturer, som i sommerperioden dagligt har mindst en guidet tur, hvor man i åben båd kommer ud på søerne Bunn, Ören og Kvarnsjöarne. Turen tager cirka to timer og 45 minutter, inklusive en hyggelig kaffe- og sandwichpause, og undervejs kommer man ind i de helt små og rigtig hyggelige kanaler, hvor insekterne summer, og hvor passagererne må dukke hovedet, når båden sejler under nogle af de små broer, der er på ruten. Indehaveren af Trollska Båtturer, Sigge Axelsson, sidder selv bag roret, og han er ikke kun en sikker styrmand, men også en underholdende og hyggelig fortæller. 
I tilfælde af regnvejr er det muligt at overdække båden – men en bådtur på de svenske søer er naturligvis klart bedst, når vejret er godt. 

By af træ
Er man i Gränna, vil det være naturligt at bruge nogle timer på en tur til Jönköping, som ligger små 40 km mod syd. Byen har blandt andet et fint tændstikmuseum, som er værd at besøge, ligesom hele området omkring havnen i bunden af Vättern er fantastisk hyggeligt med restauranter og caféer krydret med en skøn udsigt over søen. 

Godt en times kørsel fra Gränna ligger en prisbelønnet by, Eksjö, hvis bykerne er bygget op af flere hundrede år gamle træhuse. Det er en smuk og ganske unik by, men desværre blev en lille del af centrum i august 2015 beskadiget af en brand, der kostede en ung kvinde livet. Et sprinkleranlæg begrænsede dog til alt held skadernes omfang, og der findes fortsat mere end 50 bevaringsværdige huse tilbage i Eksjös charmerende bykerne. 

Så snart du passerer Langelandsbroen, der er Danmarks 10. længste bro på 774 meter, bliver man klar over, at man er kommet til et helt specielt sted i Danmark. Øerne lever ofte i deres egne tidslommer, og Langeland i det sydfynske øhav er ikke nogen undtagelse.

Øen fik sin første Michelinstjerne i den verdenskendte Michelins Travel Guide i 2019, hvor Langelands natur bliver fremhævet.

– Det betyder alt for vores ø at blive brandet i så anerkendt et medie, og de fremhæver lige nøjagtig den natur, som vi håber, så mange andre har lyst til at komme ned og opleve, siger Heidi Karlsen, der er presse- og eventchef hos Turist- og Erhvervsforeningen Langeland.

Nær salten østerstrand: Højest 3,5 km til vandet

Langelands sydlige spids er markeret med et majestætisk fyr, og mellem nord og syd ligger små romantiske byer og vidstrakte marker, hvor kornet svajer i vinden, og her er et hav af fortidsminder.

Foruden et stort antal seværdigheder og attraktioner er strandene i høj grad med til at gøre den naturskønne ø til noget helt særligt.

Langelands form gør nemlig, at uanset, hvor man bor på øen, er der aldrig mere en 3,5 km til vandet. Netop strandene er noget helt specielt på Langeland. Det opdagede digteren Adam Oehlenschläger også, da han besøgte Stengade Strand og fandt inspiration til Danmarks nationalsang, Der er et yndigt land.

– Vi har så mange naturoplevelser, som er familievenlige og helt gratis. Alle bør f.eks. besøge Stengade Strand, der inspirerede Adam Oehlenschläger til at skrive vores nationalsang i 1826. Linjen ”Nær salten Østerstrand” er direkte inspireret af stranden, siger Heidi Karlsen.

Gratis naturoplevelser på Langeland

På Feriepark Langeland, som er det fælles navn for campingpladserne Emmerbølle Strand Camping og Ristinge Camping, oplever man, at netop naturen er et stort trækplaster for øen.

De mange gratis naturoplevelser på Langeland har derfor fået øens største campingplads Feriepark Langeland til at satse på ro og fred kombineret med aktiv ferie i naturen.

– Vi har altid haft gode faciliteter både for aktive folk og for folk, der elsker roen og den rene naturoplevelse. Flere og flere efterspørger aktiv ferie i naturen, men samtidig også ro og afslapning, så Michelin-stjernen viser bare, at vi er på rette vej og satser på det rigtige, siger Mia Rasmussen, der er ejer af Feriepark Langeland.

Aktiv campingferie og afslapning på Langeland

Hos Feriepark Langeland står man på begge campingpladser klar med gode råd, spændende samarbejdsaftaler, udstyr, optegnede ruter og meget mere – uanset om det skal foregå med høj eller lav puls.

Under temaerne ”Høj puls” og ”Lav puls” har man derfor knyttet en række aktiviteter til hvert tema.

Under kategorien ”Høj puls” finder du blandt andet fitness, cykling, mountainbikeløb, morgengymnastik, havkajak, løb og tennis.

Under ”Lav puls” finder man til gengæld stilleområde, lystfiskeri, vandreture og kropsterapi. Noget foregår på campingpladserne og andet på resten af Langeland, hvor der er masser af plads og højt til loftet.

– Vi oplever, at vores gæster gerne vil nyde begge aspekter, når de holder ferie. Det har derfor været et stort ønske for os at give gæsterne den mulighed, når de besøger os, siger ejer af Feriepark Langeland, Mia Rasmussen.