Resultatet er autocampermodellen Hymermobil B-Class ModernComfort, hvor styrkerne fra Mercedes Sprinter er kombineret med Hymers prisvindende SCL-chassis og sat i serieproduktion. Dermed får man det bedste fra to verdener.

Til den lette side

Resultatet er et let og stabilt karosseri med forbedrede sikkerheds- og køreegenskaber.

Vognenes lave vægt efterlader en fin lasteevne i selv de store vogne med totalvægte på 3.500 kg, der således kan køres med et almindeligt B-kørekort.

Vognene har GRP-letvægtsdobbeltgulv og er isoleret med PUAL-teknologi, der giver en tæt og vridningsstabil konstruktion. Såvel frisk- som spildevandstank er indarbejdet i dobbeltgulvet, og det samme er ledninger, slanger og varmerør.

Blandt de udstillede ModernComfort-modeller var den fuldintegrerede B-MC I 690, der har en fritstående dobbeltseng bagest. Badeværelse og separat brusekabine findes i forlængelse af soveafdelingen, mens det vinkelformede køkken er placeret i venstre side lige bag siddegruppen, der har plads til to siddende passagerer. Forrest er siddegruppe og førerhuset, hvor Mercedes-stjernen troner elegant på rattet.

Bogstavet T betyder, at vognen er delintegreret, men den fås også i en I-model, som er betegnelsen for de fuldintegrerede vogne.

Ixeo T 690 G er en dejlig vogn med dobbeltbund, hvilket dels har en isolerende effekt, dels mindsker støjen betragteligt, fordi den ekstra bund reducerer rullestøjen fra dæk og asfalt, når man er på farten.

Vognen er udstyret med et nyt belysningskoncept, der ikke kun sigter på, at man skal kunne orientere sig, men også har som formål at sprede hygge og behagelig stemning. Derudover bidrager også et meget stort tagvindue placeret over førerhuset til at gøre vognen lys og indbydende.

Bagest er de to enkeltsenge, hvor det er muligt at lægge madrasser i midten, så de omdannes til en sammenhængende dobbeltseng, hvis man foretrækker det. Brusekabine og toilet er ligeledes placeret i soveafdelingen, mens det vinkelformede køkken med ganske god plads på køkkenbordet er placeret i vognens venstre side.

Siddegruppen har fin plads og seler til to passagerer, som har mulighed for at overnatte i hæve-sænkesengen forrest i vognen, der er standardudstyr i både hel- som delintegrerede modeller i Ixeo 690-vognene.

Tekst & foto Renate Hovald

Det er tid til den store forårstur i autocamperen. Husbonden sidder bøjet over europakortet. Hvad ville du sige til Grækenland?, spørger han omsider. Uha, det er da langt væk, indvender jeg. Nemlig, siger han, lad os prøve noget helt vildt. Og så bliver det en aftale: årets forårstur skal gå til Grækenland!

Lidt fakta 
Grækenland er et af verdens mest populære turistmål, siger Google. Sammen med det stabilt solrige vejr er det strandene, den gudesmukke natur og de utallige historiske seværdigheder, der trækker. Idéerne om demokrati og filosofien har gjort Grækenland unikt i vesterlandsk sammenhæng og karakteriseres gerne som ”den vestlige civilisations vugge”. De oldgamle græske myter om guder og helte er spændende som kriminalromaner, og mange af dem kan den dag i dag bruges som psykologiske forklaringsmodeller for menneskets følelser og tankesæt.

Grækenland er arealmæssigt omtrent tre gange så stort som Danmark, men har en betragteligt lavere befolkningstæthed. Det ser man tydeligt, når man rejser rundt. Kigger man på kortet, så er det mest påfaldende den meget kløftede kyst, de mange øer – godt 3.000 i alt! – og det bjergrige indre. Og så er det nærmest todelt: den store halvø Peloponnes mod syd, adskilt fra fastlandet af Korintherkanalen og nu en slags ø. Resten mod nord og nabo til Balkanstaterne. På tre af siderne er Grækenland omgivet af hav: mod vest Det Ionske Hav, mod syd Middelhavet, og mod øst har vi Det Ægæiske Hav med de fleste af øerne.

Vejen til Grækenland
Ja, den er lang. Men ikke længere, end at man kan nå dertil på tre til fire dagsrejser, afhængig af, om man vælger land- eller den delvise vandvej. Vi beslutter os for færgen fra Ancona i Italien til Patras på Peloponnes. Så er vi allerede et godt stykke inde i Grækenland. Billetterne køber jeg på nettet og bestiller ”Camping on board”. Det betyder som regel, at man på overfarten kan bo i sin campingvogn eller autocamper, og det lyder jo skønt. På vores tidspunkt findes denne option desværre ikke, men til samme pris får vi en kabine med eget bad og toilet, mens camperen står nede på dækket, tilsluttet elektricitet. Sejlturen tager et døgn: afgang om eftermiddagen, ankomst i Grækenland næste eftermiddag. Perfekt.

Hvor skal vi sove
Hjemmefra har vi planlagt ruten, men kun i grove træk. I Grækenland er det glimrende at stå ”frit”, har jeg læst. Det viser sig at være rigtigt. Da der kun er ganske få officielle stellpladser, finder man bare sit eget sted ude i naturen, det ser vi flere eksempler på undervejs. Alligevel ender det med, at vi faktisk udelukkende overnatter på campingpladser. Simpelthen, fordi de er supergode. De ligger både ved smukke strande og centralt til seværdighederne, og den altid tilknyttede taverna serverer typisk græsk mad til rimelige penge. Og fordi vi rejser i ydersæsonen, er mange af campingpladserne relativt tomme, så den eftertragtede følelse af frihed er således som regel garanteret. En ikke helt uvæsentlig pointe for os er adgang til internettet. Også her er alle campingpladserne velforsynet, mange gange dog med den bedste modtagelse i nærheden af receptionen. Campingpladsernes fortrinlige sanitære forhold kommer helt bag på os. Dog må det brugte (!) toiletpapir ikke smides i kummen, men i en spand ved siden af! Afløbsrørene lider ellers af forstoppelse. Det skal man lige vænne sig til. 

Vejene og landskabet
Stort set oplever vi vejene uden for landsbyerne som intet mindre end upåklagelige, og det er virkelig en overraskelse. Hvilket er heldigt, for selve vejforløbet er nemlig noget, der tit og ofte kræver gode nerver og veltrænede armmuskler. Fordi landet er så bjergrigt, er strækningen fra A til B næsten aldrig en lige linje. Derfor møder man mange skarpe sving, mange stigninger og fald og veje, der tit og ofte er hugget ind i bjergsiden, så hårene rejser sig, når man kigger ud over vejkanten. 

Landskabets betagende skønhed er noget, vi fascineres af igen og igen: øer, halvøer, bugtede og klippefyldte kystlinjer, et stærkt azurblåt hav. Eller bjergkæder, der kulisseagtigt skyder sig ind foran hinanden, de højeste med sne på toppen; dybe kløfter med stejle klipper til begge sider. Overdådigt blomstrende vegetation og en narkotisk duft af vilde urter, oleander, jasmin, eukalyptus- og pinjetræer. Eller når solen går ned i fortryllende farvesætninger bag havets horisont, og øernes kuperede silhuet skifter fra lyseblåt til lilla, vandet blinker magisk turkis, genspejler siden himlens flammehav, inden dens glød sluges af nattens dybblå mørke. Man glemmer at trække vejret, så smukt er det.

Græske highlights
Dem er der utroligt mange af, og et flertal af dem relaterer sig til den græske oldtid. Ikke så langt fra Patras oplever vi det første highlight: en togtur med den berømte smalsporbane fra Diakopto, 900 meter op gennem Vouraikos-slugten til byen Kalavryta. Dernæst er det Korintherkanalen; den blev påbegyndt allerede af den romerske kejser Nero ved hjælp af slaver, men stod først færdig i 1893, nu under anvendelse af mere moderne hjælpemidler. I dag er den mest benyttet af sejlskibe og turistbåde, idet dens bredde på kun 21 meter har gjort den uduelig for nutidens store fragtskibe.
 
Herefter dykker vi ned i den antikke fortid. På kortet har vi med gult indtegnet alle must-see-attraktioner, ellers mister man nemt overblikket. Det er en veritabel perlerække af arkæologiske udgravninger, og en hel del af dem er optaget på UNESCO’s liste over verdenskulturarv. Vi besøger kendte steder som Olympia, Delfi, Mykene, Epidaurus og Mystras – bare for at nævne et mindre udvalg, fordi der er mange flere. De fleste findes på Peloponnes. En særlig oplevelse er et kæmpestort Apollo-tempel ved Vassai på en forblæst bakketop helt ude i ødemarken. Mens restaureringen står på, er templet indpakket i et gigantisk, hvidt telt. Alene det er seværdigt. Og da autocamperen igen klatrer nedad, på vej mod kysten, kommer vi skam forbi indgangen til underverdenen, nede i det sumpede delta til floden Acheron.

Og alt det andet
Selvfølgelig er der mange andre oplevelser. For eksempel mødet med den græske fauna: en lang, stribet slange, skildpadder, søstjerner i det glasklare vand. Gode cykelture på vores e-bikes. Større og mindre byer som Leonidis, Nafplio, Kalamata, Ioánnina. Hovedstaden Athen hopper vi over denne gang. Hyggelige tavernaer og en Mythos-øl i varmen; et glas ouzo i strandkanten. Fine museer og græske supermarkeder med varer, vi ikke kender og skal prøve. Campingfatter, der nægter at skrive kvittering og bliver sur, fordi han bedre kan lide penge under bordet. Men han er nu også den eneste græker, vi møder, der ikke er smilende og imødekommende. Faldefærdige landsbyhuse, men alle med splinternye tage. Hotelbyggerier, der er gået i stå.  Byskilte med de græske bogstaver, dog heldigvis altid den latinske stavemåde nedenunder, så de passer sammen med vores kort. Utallige henvisninger til ukendte archaeological sites langs landevejen – vi kan ikke nå dem alle sammen. 

Især to landskabsoplevelser tæller dog til vores absolutte, ikke-arkæologiske højdepunkter. Den ene er en rundtur på Mani-halvøen, Peloponnes' ”langemand”, og vandreturen ud til det ensomme fyr: next stop Africa. Mani er et ultimativt øde sted med spredte, afsides beliggende små bjergbyer, hvor husene ligner firkantede forsvarstårne. Den anden er det sælsomme klippelandskab omkring Kastraki med Metéora-klostrene, spektakulært balancerende på hver sin klippetop. Også det er UNESCO verdenskulturarv. Se det!

Konklusion
Hjemturen en måned senere starter med færgen fra Igoumenitsa. Samme model camping on board med kabine som på udturen. Denne gang triller vi dog i land om aftenen og finder frem til vores overnatningsplads i billygternes skær. Derefter går det nordpå. 

Grækenland – en gang til? Et rungende JA, til enhver tid. Grækenland er nemt at rejse rundt i; hverken smalle, snoede eller stejle veje udgjorde nogen forhindring for autocamperen. Sprogligt klarer man sig fint med fundamentalt engelsk. Landet virker stadigt meget oprindeligt, grækerne er uhyre venlige, naturen er et paradis. Og så alle de fantastiske arkæologiske steder, som er et enestående vidnesbyrd om vores vesterlandske kultur og historie. Det var det, vi egentlig kom for. Men vi fik så meget andet i tilgift.

Vejret var gennemgående strålende. De få gråvejrsdage og de par dråber regn var ikke andet end en hyggelig afveksling. Vi havde en aldeles forrygende tur. Grækenland i ydersæsonen kan anbefales på det allervarmeste.

Kravet om, at der skal være fire sovepladser i vognen, for at den kan kalde sig en autocamper, er ændret. Nu er det tilstrækkeligt med to sovepladser. Dermed forsvinder en lov, som de færreste vil savne. 

Ude af trit med virkeligheden 
Loven har været stærkt kritiseret for at være ude af trit med virkeligheden. En spørgeundersøgelse har således tidligere vist, at hele 87 procent af autocamperne kun kører med to personer. 

– Den tidligere lovgivning har været til stor gene for rigtig mange ejere af autocamperne, fordi de har skullet køre rundt med ekstraudstyr til opredninger, der i praksis aldrig blev brugt, og som blot har optaget plads til den bagage, man ellers kunne have haft brug for, siger Torben Jensen, der som medlem af bestyrelsen i brancheorganisationen Camping Branchen varetager danske autocamperes interesser. 

I dialog med ministeren
Forud for ændringen af registreringsafgiftsloven er gået en længere dialog med skatteminister Karsten Lauritzen (V), som blandt andet er blevet ført an af Camping Branchen. I skatteministerens udmelding om ændringen af lovgivningen lød det blandt andet: 
”Reglerne skal virke efter hensigten. Jeg mener derfor ikke, at det er rimeligt, at en autocamper, der skal bruges som sådan, men som kun er indrettet med f.eks. to sovepladser, ikke kan opnå en nedsat registreringsafgift ligesom en autocamper til f.eks. fire sovepladser.” 

Forhandlerne er glade 
Ifølge Torben Jensen er de nye sovepladsregler også godt nyt for landets autocamperforhandlere. 
– Når man står ude i butikkerne og skal give gode svar til eksempelvis et ægtepar, som ønsker at købe en autocamper, så har det virkelig været svært at give noget fornuftigt svar på, hvorfor de skulle køre rundt med fire opredningsmuligheder. Det er heldigvis slut nu, siger han. 

Loven er trådt i kraft 1. januar 2018 og gælder uanset, hvornår autocamperen er indregistreret.

Af Torben Brandt

I sommer ringede et fortvivlet medlem til DCU. Hun havde et par måneder tidligere købt en brugt campingvogn i privat handel, og selv om hun følte, at hun havde gennemgået vognen grundigt før købet, havde den en større fugtskade, hun ikke havde opdaget.
 
Det triste svar til hende var, at hun formentlig hang på både skade og vogn, med mindre hun kunne bevise, at sælgeren bevidst havde undladt at fortælle om fugtproblemet før handlen, hvilket intet tydede på. 

Husk en fugttest
Havde kvinden ringet til DCUs tekniske rådgivning, inden handlen blev indgået, ville hun være blevet rådet til at få foretaget en fugttest, før hun skrev under på noget. For man kan ikke altid se eller lugte, at der er fugt i vognen. 

– Fugt kan være meget alvorligt, for det kan give råd og skimmelsvamp og være dyrt at reparere. I værste fald kan det være så sundhedsskadeligt, at vognen bliver ubeboelig. Det er derfor, at DCU altid opfordrer til, at man får foretaget en fugttest, inden man handler brugt, og at man efterfølgende får fugttestet vognen mindst én gang om året. Så opdager man eventuelle fugtproblemer, inden de udvikler sig. Ved en fugttest er der nogle målepunkter forskellige steder i vognen, som mekanikeren tjekker. Når man har været de steder igennem, ved man med 99 % sikkerhed, om vognen er tæt, eller om der er fugt. Sådan lyder rådet DCUs tekniske rådgivning. 

Konkurrerer på tæthed
Det er ikke gået caravanproducenternes næse forbi, at vognenes tæthed er vigtig for campisten. Derfor er tæthedsgaranti et af de parametre, der konkurreres på i kampen om kunderne. LMC satte for et par år siden nye standarder ved at give 12 års tæthedsgaranti på sine nye vogne, mod at man får sin vogn fugttestet med faste intervaller efter LMCs forskrifter. Andre mærker har gjort noget tilsvarende, hvor kunden tilbydes en tæthedsgaranti på fem eller syv år mod regelmæssige fugttjek. 

De udsatte steder
På Køge Caravan Center er caravantekniker Ove Pedersen i gang med at fugtteste en campingvogn af lidt ældre dato. Han har været i faget i over seks år og ved derfor, hvor fugten har tendens til at vise sig på de forskellige mærker og modeller. 

– I denne vogn er der ikke fuget ordentligt i fronten. Det har betydet, at der er løbet vand ind i gaskassen, som er et af de steder, der kan være udsat for fugt. Jeg kigger også ekstra godt efter i vognens hjørner, ved servicelugerne, ved samlingerne og ved skærmkasserne, som ligeledes er udsatte steder, siger Ove Pedersen.

– Hvis jeg kan se, at der er rust på en indvendig skrue ved f.eks. vindueskarmen, ringer mine alarmklokker. Så skal jeg være ekstra opmærksom, for det kan være et tegn på fugt, tilføjer caravanteknikeren. 

Han bruger en fugtmåler til at tjekke fugtprocenterne i campingvognen og går systematisk til værks for at sikre sig, at intet forbigår hans opmærksomhed.

– Der vil altid være noget fugt i en campingvogn. Men hvis fugtprocenten er over 20, skal mekanikeren på vores testcenter skrive en bemærkning i fugttestskemaet, så kunden er opmærksom på, at der er et problem, forklarer DCUs tekniske rådgiver, Stefan Rosendal. 

Du kan selv gøre noget 
Fugt og dårligt indeklima skyldes ikke altid en utæt vogn. Også campistens måde at behandle vognen på har betydning. Har campisten f.eks. lagt en fugtig presenning ind i hjørnet af et magasin, der i forvejen er et sårbart område, risikerer han, at fugten spreder sig. Hvis bagagen tilmed er anbragt, så den hæmmer vognens tvangsudluftning, kan det lukke for ventilationen og dermed resultere i en fugtskadet vogn. 

Undlad derfor at opbevare fugtige ting i vognen og husk regelmæssigt at få luftet ud – også i de perioder, hvor vognen ikke bruges. 

Alupest
En vogn kan også rammes af såkaldt alupest, hvor fugten kommer indefra og begynder at trænge ud igennem – og nedbryde – vognens aluminiumsplade. Mærker man med fingrene det pågældende sted, føles det som om, at pladen smuldrer. 

– Hvis først alupest begynder at sprede sig, kan man faktisk ikke gøre noget for at stoppe det. Kommer der alupest på vognsiden, bliver man nødt til at sætte en ny side på, siger Ove Pedersen. 
Man kan få sin campingvogn fugttestet på alle DCU’s test- og servicecentre, mens testcentret NBC Jels er det eneste DCU-testcenter, der servicerer autocampere. Du kan naturligvis også vælge at få fugttestet din campingvogn på et andet caravanværksted, du har tillid til. 

En fugttest er et kontrollerende eftersyn, som giver et overblik over, om der er fugt i vognen, og hvor alvorlig skaden er. Der bliver ikke udbedret nogen skader i forbindelse med fugttesten. På DCUs testcenter koster en fugttest 740 kr., men som medlem af DCU får du mellem 5 og 15 % rabat på testen – afhængig af, om det er høj- eller lavsæson. 

Af Renate Hovald

Den italienske ”støvle” er som bekendt temmelig langskaftet. Det gør os nysgerrige: Hvordan mon der ser ud i den sydligste, mindre kendte del af det italienske fastland – som for eksempel Salento-halvøen, beliggende mellem Adriaterhavet og Det Ioniske Hav? Beslutningen er hurtigt taget, og først i maj måned starter vi således på vores første langt-væk-ekspedition med autocamper mod Italiens ”hæl”, regionen Apulien, Puglia på italiensk.

2.000 km mod syd: Vieste
Efter godt 2.000 km og fire dages kørsel når vi frem til vores første destination: Gargano-halvøen, der danner den italienske støvles spore. Landskabet er præget af smukt kuperet terræn, dækket af store, svalende skovområder og med maleriske stejlkyster. Efter noget serpentiner-kørsel ad smalle og slyngede veje med betagende udsigter ankommer vi til vores første mål, nemlig Vieste. Byens hvide huse grupperer sig malerisk omkring en lille bakketop med en fæstning og en domkirke øverst oppe og fortryller med sin sydlandske charme. Associationer til Grækenland trænger sig på – ikke uden grund, idet denne del af Italien i antikken var en del af Magna Graecia, Storgrækenland, dvs. de græske kolonier på den anden side af Adriaterhavet. 

Et helligt sted
Oppe i højderne ligger San Giovanni Rotondo. Byen er et fænomen. Den lever og ånder for den fromme munk Padre Pio, der i 1999 af paven blev ophøjet til helgen. Hans venligt smilende, hvidskæggede kontrafej med den typiske munkefrisure møder man alle vegne, så man ikke er i tvivl om, hvem hovedpersonen er her på stedet. Men det, vi mest kommer for, er den gigantiske moderne kirkebygning, tegnet af den italienske stjernearkitekt Renzo Piano, som årligt besøges af millionvis af pilgrimme. Kirkens indre bæres af kæmpemæssige buer, der udgår fra midten og minder lidt om en overdimensioneret edderkop. 

Hvide byer
De hvide, ligeledes græsk-inspirerede byer Trani, Ostuni samt den runde by Locorotondo er et must, hvis man vil snuse lidt mere til områdets antikke fortid som græsk koloni. De kan passende besøges på vej til den helt store seværdighed her i Apulien: Trulli-området med hovedbyen Alberobello. Trullierne er cirkelrunde, hvide småhuse med kegleformede skifertage. I Alberobello danner de en hel bydel, som er spektakulær UNESCO-verdenskulturarv. Når solen rammer husenes kridhvide vægge kan man næsten ikke undvære sine solbriller! Her flokkes naturligvis alverdens turister, som ombejles massivt, og der mangler således ikke souvenirshops i alle afskygninger. 

En mystisk borg
Castel del Monte, også UNESCO-verdenskulturarv, har længe stået på min ønskeseddel. Det er en noget speciel fæstning fra 1200-tallet, beliggende isoleret nogle kilometer inde i det øde bagland på en bakketop, omgivet af pinjeskov og synlig langvejs fra. Det specielle ved castelloen er dens gådefulde mystik: Ottekantet med otte firkantede hjørnetårne og spækket med østerlandsk symbolik. Arkæologer og historikere er den dag i dag uenige om fæstningens formål: Jagtslot, kultsted, fængsel, garnison? Her møder man en hel del italienske turister.

Flere hvide byer
Undervejs mod Ótranto, vores næste mål holder vi frokostpause i Lecce, Apuliens hovedby og ifølge sit ry en af de smukkeste her i syden. Tilnavnet ”Syditaliens Firenze” rammer plet: Fyldt til bristepunktet med barok- og rokoko-bygninger og således en fryd for øjet og et besøg værd. 
Ótranto er vi begejstret over – igen en havneby med græsk stemning, en gammel borg, små gyder, det strålende blå hav og de kulørte fiskerbåde. En aftentur med fuldmånen hængende over de arkaiske mure og det sydende natteliv bekræfter yderligere, at vi er kommet meget langt væk hjemmefra.

Vi følger kystlinien
Salento-halvøens sydligste punkt, Leuca, er vi da også lige nødt til at kigge på. Meget er der dog ikke at se, her virker ret øde, kysten er klippefyldt og lidt utilgængelig, men bestemt ikke uinteressant. Alle steder undervejs passerer vi uendeligt mange og udstrakte olivenplantager:  Apulien producerer 50 % af den italienske olivenolie. 

Vi fortsætter med at følge kystlinjen så tæt som muligt og tager et par overnatninger i Gallipoli, en lille levende, malerisk by, hvis gamle bydel breder sig på en halvø ud til det utroligt azurblå hav. Derfra fortsætter vi nord-vestpå igen, forbi industribyen Táranto med destinationen Metaponto Lido, som ligger i støvlesålens vrist ud til Táranto-golfen. Ind imellem skinner solen fra en skyfri himmel og farver havet uforskammet blåt, men da vi ankommer til Metaponto regner det massivt. Selv om der i området her er mange badestrande, er det tydeligt, at sæsonen ikke er begyndt endnu. Mærkeligt nok er antallet af campingpladser hernede behersket. De relativt få, som vi får øje på, sover for det meste stadig vintersøvn – måske også på grund af det blandede vejr, der ikke just lægger op til sommerglæder. Byen virker derfor, her sidst på eftermiddagen, lukket og slukket. En kraftig vind blæser ind fra havet og får bølgerne til at slå højt op mod stranden.
Lidt uden for Metaponto, hvis navn er af græsk oprindelse, støder vi igen på gamle udgravninger, som vi selvfølgelig også skal se. Det tilknyttede Arkæologiske Museum har vi helt for os selv, og turen rundt om resterne af Hera-templet er hurtigt overstået i det uvenlige bygevejr. 

Matera er et must
Nu forlader vi kysten og drejer mod nord, ind i landet, hvor vi heldigvis igen ledsages af solskin. Landskabet bliver efterhånden mere og mere kuperet, og vejene snor sig. Vi er på vej til Matera. Denne by ligger (i øvrigt lige som Metaponto) ret beset i provinsen Basilicata, men tæt på grænsen til Apulien og er derfor et oplagt udflugtsmål, hvis man vil holde sig til badebyerne.  

Også Matera er et must. Den er ikke for ingenting med på UNESCO-listen over verdenskulturarv, som Italien er så rigt repræsenteret på. Hovedattraktionen er det såkaldte sassi-område. Navnet sassi, der egentlig betyder klipper eller hule, dækker over et boligområde, gravet som huler ind i de bløde tufstensklipper og helt op til 1950’erne beboet af byens fattigfolk. Efter genhusning i mere tidssvarende boliger opdagede man disse klippehuses spektakulære kvaliteter, sanerede dem og gjorde således byen til turistmagnet. Men ud over sassierne er den gamle bydel også spændende i sig selv, dens huse klynger sig til bakketoppen, vejene er for det meste trapper op eller ned, og overalt mødes man af de smukkeste panoramaer ud over ådalen nedenfor. Har man fysisk overskud, kan man følge en snoet sti ned til åen, krydse den via en lang, heftigt gyngende hængebro og klatre op igen til et større parkeringsplateau. Herfra har man den mest forrygende udsigt over mod byen og sassierne. 

Konklusion
Fra Matera krydser vi det italienske indlands højderyg mod vest til Middelhavskysten, idet vores apuliske ekspedition er slut. Nu har vi set nok til, at vores nysgerrighed har noget at tygge på, og vi som forventet blevet en hel del klogere på denne lidt afsides beliggende del af Italien. Konklusion: Den er bestemt en rejse værd – om man nu rejser med autocamper eller campingvogn! 
Hjemturen er påbegyndt – dog ikke uden først at have besøgt Paestums romerske udgravninger, Pompeji og Vesuv. Men dette er en anden historie.

Vi overnattede på en blanding af camping- og stellpladser. Her er et lille udvalg af dem:

Find flere campingpladser på www.DCU.dk – her ser du også hvilke campingpladser, der giver rabat til DCU’s medlemmer

 

Hidtil har det været muligt at få Adria’s autocampere med Fiat Ducato- og Renault Master-motorer, men fra 2017-sæsonen, der skydes i gang nu, kan man også vælge Citroën Jumper. 

Lette og kraftfulde
Citroën-motorerne hedder 2.0 Blue HDI Euro6, og de er både kraftfulde og lette. Der kan vælges mellem 110, 130 og 160 hestekræfter – de 110 er dog kun en option til de mindste Van-modeller. Alle Citroën-motorerne er udstyret med manuelt gear. 
Fiat Ducato vil fortsat være den største samarbejdspartner for Adria, men Citroën-motorerne giver altså kunderne et godt alternativ. Der kan vælges Citroën-motorer til Adria’s Matrix-, Coral- og Compact-vogne. Undtagelsen er den nye Adria Sonic, som kun leveres med Fiat Ducato. 

Gennemtestet
Selvom Citroën-motorerne er nye i Adria-regi, er der tale om en meget gennemprøvet motortype, som er testet i mere end 10.000 timer under ekstreme forhold og på forskelligt underlag i blandt andet Norge, Spanien og den italienske ø, Sicilien. Dertil kommer meget omfattende tests på Citroën-fabrikken. Citroën har samme chassis som Fiat, så det er altså kun motoren, der er anderledes på vognene. 
 

Årets Autocamper 2016

BT kårede Årets Autocamper 2016 på Ferie for Alle messen, hvor en ekspertgruppe og en jury bestående af rutinerede autocampister kom frem til, at Bürstner Ixeo it 680 G var vinderen.

Som begrundelse for kåringen nævnte juryen den innovative løsning med hæve/sænkesengen, et meget attraktivt design både ind- og udvendigt, den fleksible planløsning, og de praktiske anvendelsesmuligheder samt stor værdi for pengene. Hæve-sænkesengen er i dagtimerne gemt væk oppe i loftet, og kan hurtigt køres helt ned i siddehøjde, når der skal soves, hvilket er nytænkende for en autocamper.

Bürstner Ixeo har tidligere vundet priser i Tyskland, England, og Holland.

God plads

En bekvem indgang og et komfortabelt soveområde med 200 cm lange senge sikrer en behagelig nattesøvn. Den indvendige højde er 195 cm, der findes et rummeligt badeværelse i hele bagendens bredde med masser af albuerum. Derudover findes en stor praktisk garage i bag med adgang fra begge sider og stuveplads helt op til loftet.

Ixeo har en samlet længde på kun 6,99 meter, hvilket gør den let at komme rundt med. 
 

Stolt importør

- Vi er meget stolte over at modtage denne prestigefyldte pris, fordi vi kan se tilbage på et vellykket partnerskab med Bürstner fabrikken i Tyskland i over 30 år, siger den danske importør for Bürstner autocampere, Steen Reinholdt Rasmussen.

Også Vendelbo Vans, der er eneforhandler af Bürstner autocampere i Danmark, var begejstret for kåringen.
- Interessen for Bürstner Ixeo IT 680 var stor på Ferie for Alle i Herning, og prikken over I'et var, da den blev kåret til Årets Autocamper 2016, fortæller Torben Jensen.

• Læs mere om Vendelbo Vans her

Her ses vinderen.

Nr. 2 blev Knaus Sun I 900 LEG
Nr. 3 blev Morelo Loft 84 MX

• Læs mere om Bürstner autocampere her