Da Gitte Jarlholms bank meddelte hende, at hun ikke kunne få fornyet sit afdragsfrie lån på det store hus i Liseleje, hvor hun også havde sin frisørsalon, blev hun først sur. Ret hurtigt besluttede hun sig dog for at finde løsninger.  

– Min husleje ville stige med 11.000 kr. om måneden, fordi jeg åbenbart var blevet for gammel til at få et nyt, afdragsfrit lån. Jeg regnede på, hvad jeg kunne tjene på at leje det ud om sommeren, og derudover lavede jeg også en seddel, hvor jeg skrev, at hvis mit hus skal sælges, så køber jeg en camper, siger Gitte Jarlholm.  

Fandt camper ved et tilfælde

Hun havde et dejligt liv med et stort hus kun et stenkast fra vandet og egen frisørsalon gennem 25 år med masser af kunder. Alligevel fyldte tanken om at sætte det hele til salg mere og mere. 

– Jeg elskede det hus, som var mit slot, og hvor jeg var en dronning. Samtidig tænkte jeg, at det ville være smart at sætte det til salg på et tidspunkt, hvor priserne var høje, og jeg kunne godt se mig selv på otte kvadratmeter, hvor jeg bare havde en seng, min tekande og et toilet. Så satte jeg huset til salg, fortæller Gitte Jarlholm.  Huset kom på markedet i september 2021 og blev ikke solgt i løbet af vinteren. Det skræmte hende dog ikke, for hun vidste, at beliggenheden tæt på vandet ville tage sig bedre ud, når foråret kom, og solen skinnede. Og sådan gik det. Huset blev solgt til overtagelse 1. juli, hvor de nye ejere rykkede ind.  I mellemtiden havde hun købt en camper, som nærmest dumpede ned ved et tilfælde, da hun faldt i snak med en beboer fire huse længere nede ad vejen. Da hun fortalte, at hun ville sælge huset og købe en camper, sagde han: ”Du kan da bare købe min”. 

– Jeg gik ned og kiggede på den, og han spurgte, om jeg kunne køre den? Det kunne jeg godt, sagde jeg, og så fik vi nogle prøveplader på og kørte til Frederiksværk. Man skal lige vænne sig til, at den er lidt højere og længere, men det gik fint, fortæller Gitte Jarlholm om den 17 år gamle Chausson med 65.000 på kilometertælleren.  

Fik den graffitimalet

De fleste campere er hvide, og Gitte Jarlholms nyanskaffelse var ingen undtagelse. Sådan skulle det dog ikke blive ved med at være.

– Jeg vidste, at jeg ikke kunne leve i en hvid camper. Hvis jeg ikke længere skulle være dronning i mit hus, så ville jeg leve i et eventyr, og derfor fandt jeg nogle graffitidrenge, der fik frie tøjler til at male den. Jeg vidste ikke, hvordan den kom til at se ud, men jeg var ikke låst i mit sind og havde det fint med at give ansvaret for udsmykningen til de professionelle, og da den landede hjemme i Liseleje tre dage før, jeg skulle være ude af huset, tænkte jeg ”du milde kineser, nu er det os to”, griner hun.  Kort før midnat natten til 1. juli forlod hun det hus, der havde dannet rammen om hendes liv de seneste 12 år, hvor hun havde boet med sin mor, og hvor hendes to børn havde haft deres barndom. I første omgang kørte hun dog ikke ret langt. 

– Jeg kørte ned til min egen strandparkering i Liseleje, og så parkerede jeg og smilte, fordi jeg tænkte, at nu kan jeg holde i første række helt gratis, og det kan jeg gøre over alt – og jeg skal ikke engang betale herlighedsskat.  

Ingen planer

Da hun sad i eventyrcamperen, som hun kalder den, vidste hun ikke meget andet, end at hun nu ville køre ud i det blå.  – Jeg har lavet planer hele livet, så det ville jeg ikke mere. I stedet skulle jeg lære at lave ingenting, for det havde jeg aldrig prøvet, og det lærte jeg, siger Gitte Jarlholm. 

Hun blev i området omkring Liseleje de første to måneder, for efter 32 år var det svært at klippe navlestrengen over. Derefter kørte hun på Tønder Festival og derfra videre med færgen til Fanø.  – Det tager kun 12 minutter og er et af de eneste steder, hvor jeg ikke kan nå at blive søsyg. Jeg kørte ud til Sønderho på den anden side af øen, og der holdt jeg i tre dage uden at være i kontakt med nogen for efter at have været sammen med mennesker nærmest uafbrudt, havde jeg brug for at finde ud af, hvem jeg selv var, og hvordan det var at være i eventyrcamperen. Heldigvis er jeg ikke bange for noget, heller ikke for mørke – og det var godt nok mørkt derude.  

De følgende uger kørte hun op langs Vestkysten, hvor hun har venner flere steder. Derpå gik turen over Randers, Fyn og Langeland, inden hun 29. oktober kørte ud af landet. 

– Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det nok var en måned for sent, for derefter ventede der to-en-halv måned i regn og blæst. I mit hoved skulle det være fedt vejr, men det var hundekoldt i både Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig, fortæller Gitte Jarlholm.  

Mødte stjerner fra TV

I Frankrig brugte hun tid på at se Normandiet og invasionsstrandene, og det lykkedes hende at få et besøg i stand hos Dick og Angel fra TV-programmet ”Han, hun og drømmeslottet”, efter hun havde skrevet til dem og hørt, om hun måtte komme på besøg.  Derfra gik turen 700 km sydpå til Lyon, hvor Gitte har en veninde, der bestyrer et slot, og videre til Spanien, hvor hun forventede at møde varmen.

– Desværre var det stadigvæk koldt, og varmen kom først på den anden side af Malaga. Jeg tog turen videre til Tarifa, som er den sydligste strand i Europa, og hvor jeg holdt sammen med 200 andre autocampere på Tarifa, hvoraf 85 % var tyskere. Min camper var den eneste, der havde sjove farver.  

Varmesystemet virkede ikke

Udfordringen med det kolde vejr ville ikke have betydet så meget, hvis varmesystemet i eventyrcamperen havde fungeret. Det gjorde det bare ikke i Gittes vogn. 

– Derfor ved jeg, at jeg er viking, for tit var der kun tre grader varmt. Heldigvis havde jeg solceller på taget og et stort batteri, og så havde jeg et elektrisk varmetæppe, så jeg kunne holde varmen om natten, siger Gitte Jarlholm.  

Mens hun var i det sydlige Spanien, nåede hun at tage et smut til Marokko med et par gode venner, og hun fik en henvendelse fra en dansk kvinde, Helle, der bor på Gibraltar, og som havde fulgt Gitte på Facebook og gerne ville invitere hende på besøg.

– Hun var gift og havde to voksne børn og viste mig nogle spændende steder. Hun havde to veninder, der hed Anne og Mette, som mine to søstre hedder, så det var lidt pudsigt, fortæller Gitte Jarlholm. 

Fra Sydspanien havde hun tænkt sig at køre hjem over Portugal. Hun havde dog lovet at holde på Fyn 1. maj, hvor hendes mor fyldte 84 år, og da hun gerne ville have god tid til turen gennem Portugal, kørte hun i stedet for hjem gennem Spanien. Her holdt hun ind adskillige steder, for hun har gode venner i flere spanske byer, og alle syntes, at Gitte skulle blive lidt.

– Så løber tiden lige pludselig, og det var rigtig hyggeligt. I Valencia mødte jeg også min veninde og hendes datter, som laver kjoler, og vi havde en fotosession sammen.  Turen hjemad gik også forbi Barcelona og Lyon, ligesom hun besøgte en tidligere nabo i den tyske by Hameln, der er kendt som rottefængerbyen, fordi en rottefænger efter sigende i 1284 var blevet snydt for sin hyre, hvorpå han lokkede børnene ud af byen med forførende fløjtespil, og siden så man dem aldrig igen.  

Spændende fremtid

Gitte Jarlholm nåede som lovet hjem til sin mors 84 års fødselsdag på Fyn og tilbragte sommeren i Danmark, hvor hun filosoferede over, hvornår det igen er tid til at køre sydpå i camperen. 

– Jeg bor i eventyrcamperen hele året, og jeg skal ikke bo i eventyret for evigt. Omvendt tror jeg heller aldrig, at jeg kommer til at have et hus igen. 

– Min plan om at lave ingenting er gået lidt i vasken, for jeg er blevet hyret til at holde nogle foredrag forskellige steder og er også begyndt at tage nogle onlinekurser i selvudvikling. Lige nu udlever jeg en drøm, og det koster noget i forhold til trygheden, for jeg har ikke et fast sted at bo og har ikke en fast indtægt. 

– Når det bliver koldt og mørkt, skal jeg ud af landet igen. Jeg ved ikke, hvor jeg kører hen, og det bekymrer mig ikke. Man kan ikke gøre det, jeg gør, uden at være villig til at opgive noget andet, og det, jeg opgiver, er trygheden og de faste rammer, og det er der ikke så mange, som er villige til. Derfor bliver det kun ved snakken for de fleste, fordi det er svært at skulle give afkald på noget. Med min baggrund som frisør vil jeg altid kunne tjene til dagen og vejen, når jeg rejser rundt, så jeg skal nok klare mig, siger Gitte Jarlholm. 

Hvis du vil følge med, når Gitte til efteråret atter tager af sted, kan du følge hende på Facebook under ”eventyrcamperen”. 

Det er i år 60 år siden, at den første Polar blev bygget i en lade i den nordsvenske by Junselevallen som et hobbyprojekt og stod klar til brug i sommeren 1964.  Det, der begyndte som hjemmesnedkeri, har siden udviklet sig til en sund forretning, som fortsat  eksisterer i bedste velgående her 60 år efter, den første Polar-vogn så dagens lys. 

Jubilæumsvogn med strejf af retro

Og jubilæet kommer ikke til at gå ubemærket hen, for på Elmia-messen ved Jönköping præsenterede Polar nogle af de jubilæumsvogne, der er fremstillet i anledning af de 60 år. Mest iøjnefaldende var de to nye Blackline 730-vogne med glatte plader, der udenpå skiller sig ud fra de øvrige Polar-vogne ved, at de på den nederste del af sidepladerne har en orange linje, der går igen i fælgene. Polar forklarer selv, at tanken med de to jubilæumsmodeller har været at lave to hypermoderne campingvogne med et snert af retro, som trækker tråde tilbage til Polar 470, der kom på markedet i 70’erne, og som siden blev Sveriges bedste sælgende campingvogn. 

De to Blackline 730-vogne har begge badeværelse med toilet og bruser bagest i hele vognens bredde. Blackline 730 BSL har enkeltsenge, mens 730 BQWL har en fritstående, tværstillet dobbeltseng, og derudover har de to jubilæumsmodeller et meget smagfuldt interiør og stort set alt det udstyr, som hjertet kan begære. Vognene har en køreklar vægt på 2.230 kg og en totalvægt på 2.650 kg.  I Sverige stod de til en pris på 939.000 svenske kroner, mens de i Danmark ventes at koste godt 700.000 kr. 

Tre gange Blueline

Polar byder i 2024 også på tre Blueline-jubilæumsmodeller i glatte plader, der kommer i Polars traditionelle blå og hvide farver, og hvor der er forskellige sengeløsninger at vælge imellem. Blueline  590 FWA har fransk dobbeltseng bagest og stor rundsiddegruppe i front, Blueline 620 BSA har enkeltsenge og badeværelse bagest i hele vognens bredde, mens Blueline 650 FDC har fransk dobbeltseng bagest til højre og derudover et par køjer til børnene i forlængelse af de voksnes seng. Alle tre Blueline-vogne har store køkkener og en meget stor rundsiddegruppe i front, hvor lysindfaldet er optimalt, og hvor der kan redes op og gøres plads til overnattende gæster, hvis behovet er der. 

Prisen for Blueline 590 FWA blev på messen oplyst til 579.000 svenske kr., Blueline 620 BSA koster 599.000 svenske kroner, og endelig står Blueline 650 FDC til 619.000 svenske kr. Den danske pris kendes endnu ikke, men man kan ikke omregne direkte fra svenske til danske kroner, fordi vognene handles i euro.  Udover jubilæumsmodellerne har Polar i 2024 linjerne Original, Selected og Customized, hvor Original er den veludstyrede grundmodel, Selected er for dem, der vil have lidt mere, og hvor Customized er Polars mest luksuriøse linje. De tre linjer fås i syv forskellige modeller, hvor 520 er den mindste, og så går det ellers slag i slag til 560-, 590-, 620-, 650-, 680- og en 730-model.  

Tilfreds forhandler

I Danmark forhandles Polar af Kais Caravan i Ejby på Fyn, Camping Parken i Herning og Hinshøj Caravan ved Randers, hvor indehaver Jan Henneberg Mikkelsen er godt tilfreds med, hvad Polar byder på i jubilæumsåret. 

– Jeg synes, at det ser super fint ud med nyt design og nye farver, og nogle Blueline-vogne med glatte sider og til skarpe priser, når man tager i betragtning, hvor meget udstyr man får med, siger Jan Henneberg Mikkelsen.  

Hinshøj Caravan sælger cirka 20 Polar om året, men kunne formentlig have solgt en håndfuld yderligere, hvis fabrikken havde været i stand til at levere flere vogne.  

– Vi plejer at få cirka 30 Polar-vogne til Danmark til fordeling mellem de tre forhandlere, og de bliver alle sammen solgt. Jeg håber, at vi i år kan få yderligere fem vogne til landet, så vi kommer op på 35, for de kan godt sælges, vurderer Jan Henneberg Mikkelsen. Selvom Polar-vognene generelt er forholdsvis store og tunge, er det kun få, der benyttes af  fastliggere. 

– Af de vogne, vi har solgt, er der kun et par stykker, der har været til fastliggere. Langt de fleste er til kørende campister, siger Jan Henneberg Mikkelsen, der har bemærket, at Polars kundegruppe aldersmæssigt har rykket sig de senere år.

– For 10 år siden var kunderne næsten alle over 60 år, men i dag ser vi også en del Polar-kunder, der er i midten af 40’erne, siger han. 

Tekst Torben Brandt
Foto Dorte og Thomas Kjærgaard

Når Thomas Kjærgaard, uddannet elektriker og i dag it-supporter, skal koble af fra en travl hverdag, foretrækker han at have gang i et byggeprojekt eller at rode med antikke ting og sager, og den slags kommer hurtigt til at fylde noget. Familiens bolig på Ringsted-egnen, den hjemmebyggede garage i forbindelse med huset samt en lade i nærheden af bopælen er således tilsammen fyldt med 22 gamle cykler, 64 drejeskivetelefoner, adskillige gamle knallerter, fire NSU køretøjer, en danskbygget Kewet el-jet 3-bil samt flere camping- og teltvogne, som Thomas Kjærgaard selv har opfundet, ombygget eller restaureret.

Træt af at ligge i telt

Til alt held har Dorte og Thomas Kjærgaard interessen for gamle ting til fælles, hvilket ses i hjemmet, der er indrettet med adskillige ældre møbler og diverse antikviteter.

Derudover har interessen for camping altid været et fælles omdrejningspunkt for parret, men for godt 15 år siden sagde Dorte Kjærgaard, at hun ikke længere ville ligge i telt.

– Jeg sagde, at hvis vi fortsat skulle campere, så skulle vi enten have en campingvogn eller en hytte, for jeg ville ikke sove på jorden mere, fortæller Dorte Kjærgaard. Derpå gik hendes mand i tænkeboks for at løse problemet, så familien forsat kunne komme på camping. En ny campingvogn var ikke for alvor i spil, for de ligner hinanden for meget, synes familien Kjærgaard, og derudover var det også en begrænsning, at campingtrækkeren var en NSU Prinz 4L med blot 36 hk.

– Vi skulle have en campingvogn til fire personer, som vores lille NSU Prinz kunne trække, og sådan en var der ikke rigtigt på markedet. Så besluttede jeg mig for at bygge den selv, siger Thomas Kjærgaard. Der var dog flere krav til den hjemmebyggede campingvogn.

– Jeg ville ikke have en vogn, hvor man skulle kravle ind fra bagenden, og der skulle være plads til at have børnene med, siger Dorte Kjærgaard.

Little Lady

Det blev startskuddet til ”Little Lady”, en kombination af en camping- og en teltvogn, som Thomas Kjærgaard byggede i sin fritid i 2007 til familien, der tæller to voksne og to børn, som i dag er voksne, men de var kun 12 og syv år, da byggeprojektet gik i gang.

Vognen er bygget op på en gammel trailer fra 1972, der er stor nok til, at der kan være en madras på 205 x 126 cm med plads til to voksne eller en voksen og to børn. Det var bare ikke helt nok til en familie på fire, og derfor måtte Thomas lægge opfinderhjernen i blød. Han kom frem til en løsning, hvor han inde under selve campingvognen skabte en ”undervogn”, der kan trækkes ud og slås op som teltvogn og derved fungere som soveplads for børnene.

– Jeg har haft mange projekter gennem tiden, men Little Lady er nok det, som jeg er mest stolt af, fordi jeg byggede den på seks uger, og resultatet samtidig blev så godt.

Dorte og Thomas bruger stadig Little Lady flittigt, og eftersom børnene ikke længere er med, behøver de ikke at trække undervognen ud, men kan overnatte i campingvognen, der er både vandtæt, isoleret og har indbygget varme.

Har taget patent

Thomas Kjærgaard har taget patent på Little Lady, men har ingen intentioner om at sætte den i produktion. Indtil videre findes der derfor kun det ene eksemplar i verden. Han har også rettighederne til det fortelt, der er blevet specialfremstillet, så det passer perfekt til Little Lady, der er malet i rød-hvide farver, så den harmonerer med den røde NSU Prinz 4L, der trods sin beskedne motorkraft ikke har problemer med at trække den lette campingvogn.

– Det vækker en vis opsigt, når vi kommer kørende med det vogntog. Den lille Prinz er fra 1972 og er født uden sikkerhedsseler, men vi har fået eftermonteret sikkerhedsseler bagi, og det skulle selvfølgelig være originale seler. Hos os findes ingen kopier, kun originaler, som Thomas Kjærgaard formulerer det.

Thomas og Lillebror

Hans seneste projekt er teltvognen Lillebror fra 1960, der oprindeligt stammer fra Oslo og har en mærkeplade fra ”Widerøe’s Flyveselskap” i bunden. Den blev fundet i en mødding og var i miserabel tilstand, da han fik den, så også den er bygget op fra bunden, gennemrenoveret og har blandt andet fået tilføjet bredere madrasser oven på dem, der er i underkøjen, ligesom der er kommet fire sengelamper – en til hver soveplads og lavet andre smarte og funktionelle løsninger, så den kan danne rammen om familiens campingferier. Lillebror er malet i en smuk, armygrøn farve, som står perfekt til campingtrækkeren, en firecylindret NSU Prinz 1000 fra 1973. Den er ved at blive gennemrenoveret. Derudover har han også gang i den danskbyggede Kewet el-jet 3, der blev fremstillet i Hadsund i begyndelsen af 90’erne, som er endnu et projekt, der er tiltænkt at skulle bruges til camping. Thomas Kjærgaard har fået monteret trækkrog på, så den kan trække en lille trailer med et Combi Camp tag telt.

– Den grønne elbil er meget simpel i sin opbygning og kan indstilles til at køre langsomt, normalt eller i sport. Den skal jeg have gjort klar til syn.

Sparring med en ven fra området

Mens han færdiggør et byggeprojekt, er han altid i gang med at overveje det næste, og det hænder også, at han har flere ting i gang samtidigt. Han har en glimrende sparringspartner i sin ven, Jan Lemming, der er pensioneret automekaniker og råder over flere gamle biler fra 60’erne. De to tilbringer mange timer sammen, hvor de hjælper hinanden eller kører på jagt efter effekter til deres igangværende projekter på loppemarkeder og andre steder, hvor der kan gøres gode køb.

– Når man roder med gamle ting og sager, skal man kunne mange af tingene selv, for ellers bliver det alt for dyrt. Jeg nyder udfordringen med at få tingene til at virke, og det er dejligt at gøre det i fællesskab med Jan, der har samme interesse. Og så kan jeg godt lide at holde noget i live og at forsøge at bevare de gamle ting og historien, der er bundet til dem, forklarer Thomas Kjærgaard.

I gang med en Combi-Camp

Netop nu er han i gang med at renovere en Combi-Camp, hvor han har sat sig for, at den skal se ud, som den gør i en originalbrochure fra 1968, hvor den pågældende teltvogn stammer fra.

– Den skal have original indmad, så det bruger jeg noget tid på at lede efter, og så kunne jeg se i brochuren, at der var en del specielle effekter og så var jeg jo nødt til at købe sådanne ting, for det sjove for mig er at finde noget, som passer specielt til den pågældende vogn. Det kan være en gammel transistorradio, en stol eller noget andet der passer i stilen, siger Thomas Kjærgaard, der har lovet at have vognen fra 1968 klar, når medlemmerne af Combi-Camp Club, senere på året mødes til træf i Roskilde.

Forstående hustru

Selvom han elsker at opfinde og nørde med ting, er han samtidig bevidst om, at der også er andet i livet, som skal passes.

– Nogle projekter tager længere tid end andre, men der skal selvfølgelig også være tid til at passe både familie og arbejde – og til at tage på camping, siger Thomas Kjærgaard. Det er næppe alle hustruer, der vil bifalde, at ægtemanden bruger så meget tid og så mange penge på diverse projekter, men Dorte Kjærgaard er indforstået med, at sådan er hendes mand nu engang.

– Det er mest om vinteren, at der bliver nørdet igennem. Om sommeren kan vi så nyde de ting, som Thomas har fået lavet, så på den måde kommer det hele familien til gavn, siger Dorte Kjærgaard, der løbende tager billeder af projekterne, efterhånden som de skrider frem.

I år har familien haft rig lejlighed til at lufte de forskellige biler og campingvogne, for sommerferien blev tilbragt på Bornholm, i foråret var de med Combi-Camp Club til 50 års jubilæumsstævne på Reersø Camping, og de har også været til træf med NSU Club Danmark.

Tekst Torben Brandt
Foto Lasse Løndahl Henriksen

Med en bredde på 220 cm, en egenvægt på 850 kg og en totalvægt på beskedne 1.100 kg er den nye Knaus Yaseo 340 PX både let at trække og overskuelig at komme omkring med på gader og stræder.

Yaseo er en ny campingvogn i E. Power-serien og består af to modeller, dels Yaseo 340 PX og dels Yaseo 500 DK. Yaseo PX 340 har en seng, som er slået op på væggen, og som kan klappes ned, når det er sengetid, mens Yaseo 500 DK er en køjevogn med fransk dobbeltseng.

Begge modeller er som udgangspunkt uden gas og opvarmes af et Dometic Freshwell 3000 klimaanlæg, der både kan køle og varme. Køleskabet er et elektrisk kompressorskab, og maden tilberedes på et induktionskomfur, der alt sammen er  klar til brug, når elkablet er tilsluttet på campingpladsen.

Hvis man hellere vil have vognen med gas, er det muligt for 2.800 kr. at tilkøbe en løsning, hvor der installeres en Truma Combi 4, der både kan opvarme vandet og bodelen.

Synes man, at en totalvægt på 1.100 kg er i underkanten, er det muligt at tilkøbe en 1.300 kg-aksel for godt 1.000 kr. ekstra.

– Yaseo 340 PX er beregnet til brug forår og sommer og henvender sig blandt andet til campister med elbil. Nogle elbiler kan levere strøm tilbage fra bilens batteri, og den strøm kan Yaseo modtage og bruge til lys, strøm til køleskabet og lignende. Det tager ikke ret mange procenter af bilens batteri og er en smart måde at forsyne campingvognen med strøm, fortæller Steen Rasmussen, direktør i Intercamp, som står for importen af Knaus i Danmark.

Teknikken, hvor et elektrisk køretøj kan sende strøm videre, hedder Vehicle 2-Load og var på messen illustreret ved, at campingvognen var spændt på krogen af en elektrisk Kia EV6, som via et kabel sendte strøm fra bilen til campingvognen.

Prisen for Knaus Yaseo 340 PX begynder fra 189.300 kr.

Tekst og foto Kenneth Astrup

I vinter kørte der en fantastisk serie om Siriuspatruljen på DR, og forhåbentlig kan denne artikel måske inspirere og bringe eventyret tættere på campister, selvom det kan foregå i ens nærområde, ja for den sags skyld i baghaven.

Inden for det sidste par år har jeg som PTSD-ramt pensioneret politimand fundet stor glæde ved at benytte retten til fri teltning i mange af statsskovene. Der er en dejlig fred og ro i skoven, og skal man overnatte i skoven og sørge for sig selv, bibringer det oplevelsen mange ekstra dimensioner.

Inspiration på Youtube

Jeg genopdagede min tidligere teltkarriere ved at begynde i det små på en campinglads i august. Da efteråret meldte sin ankomst, tænkte jeg, at det måtte være muligt at campere i telt hen over vinteren, og jeg begyndte at gennemtrawle YouTube for videoer om emnet. Stor var min glæde, da denne aktivitet er relativt kendt og udbredt i andre lande som Canada og USA og til dels i Skandinavien.

Telt med plads til skorsten

Jeg ekviperede mig med et Robens "kettle" spidstelt med udgang til skorsten samt med en brændeovn fremstillet til formålet, og fruen og jeg drog i oktober samme år til Møn for at tilbringe en weekend på en campingplads . Vi blev velsignet med masser af regn og blæst samt moderate temperaturer. Vi erfarede, at en brændeovn uden problemer varmer et telt op, når det er 10-12 grader udenfor, men også at det havde været en god ide at brænde den til inden brug i teltet, da vi kortvarigt måtte evakuere teltet, mens brændeovnens overflade "dampede" af med masser af røg til følge.

Fik mod på mere

Min hustru erkendte efterfølgende, at vintercamping i telt uden toilet osv. måske ikke var hendes spidskompetence, hvilket egentlig passer mig fint, da jeg foretrækker at have denne oplevelse i ensomhed. Efterfølgende fik jeg mod på mere og indledte min karriere som rigtig teltligger om vinteren. Den første nat alene i skoven var alligevel en smule grænseoverskridende, hvor det gjaldt om at tøjle og udfordre sin fantasi, der jo gerne vil løbe om hjørner med en. I dag er jeg helt tryg og rolig i mit eget selskab i skovens mørke og nyder lydene fra skovens dyr: Ugler, gæs og råvildt eller grævlinger, der pusler i skovbunden.

Skiftede telt

Jeg udskiftede mit Robens telt til et mindre Robens Klondyke small, der er mere passende til 1-2 personer. Det er fortsat et kettle-telt (fordi det lidt har form som en kedel) fremstillet i bomuld og polyester og med udgang til skorsten. Det et relativt tungt telt på omkring de 10 kilo, og da brændeovnen vejer 12 kilo oveni, sætter det en grænse for, hvor langt væk bilen kan holde. Til gengæld er teltdugen åndbar, og jeg slipper fuldstændig for kondens, selvom jeg laver mad, kaffe osv. på brændeovnen. Jeg har dog fremstillet en skovslæde af en brugt cykelanhænger, så jeg kan bevæge mig ad stier længere væk fra bilen.

Som et let set up til ren vandring har jeg en Helsport Lavvu (tipi/spidstelt) på 4 kilo samt en Winnerwel sammenfoldelig brændeovn i titanium, der inklusiv skorsten vejer hele 2 kilo.

Har overnattet i minus 13 grader

Hvor koldt kan det være, før det bliver ubehageligt? Det ved jeg faktisk ikke. Den laveste temperatur, jeg har været afsted i, er -13 grader, og jeg havde ingen som helst problemer med at holde varmen i teltet, hvor jeg målte 32 grader i toppen af teltet og 19 grader langs jorden. Dette endda ved moderat fyring i brændeovnen.

Jeg lader ovnen brænde ud af sikkerhedsmæssige hensyn, inden jeg finder i soveposen, og skulle en fyldt blære vække mig i løbet af natten, har jeg en flaske til formålet indenfor rækkevidde fra soveposen. Om morgenen fyrer jeg op i brændeovnen igen og forlader soveposen, når der i løbet af kort tid er blevet varmt i teltet.

Under brændeovnen har jeg placeret et brandtæppe fra Biltema, så gløder mv. ikke kan ødelægge teltets bund eller forårsage brand.

At kombinere teltets hygge med en brændeovns charme kan bare noget helt særligt. Det er lidt tankevækkende, at en ganske tynd teltdug kan beskytte en mod vejrliget, og at brændeovnen med skovens eget nedfaldstræ giver masser af varme. Det er jo ikke nær så bekvemt som en campingvogn med gulvvarme og vandskyllende toilet og bad i servicebygningerne. Til gengæld er det ret meget andet.

Kort om Kenneth

• Navn: Kenneth Astrup Alder: 54 år
• Civilstand: Gift med Kirsten, der er sygeplejerske
• Bopæl: Jyllinge, nord for Roskilde, tæt på fjord og skov
• Job: PTSD-ramt efter 32 år i politiet og nu førtidspensioneret
• Fritidsinteresser: Camping med vores t@b 320 og telt, vandring, havkajak, knivbygning og masser af fysisk træning. Interesser, jeg langt hen ad vejen dyrker på grund af min lidelse

Tekst og foto: Renate Hovald

Island ligger -  sådan groft sagt-  midt imellem Norge og Grønland og tæt på polarcirklen. Det er Europas næststørste ø, omtrent på størrelse med Portugal. Alligevel bor der kun godt 380.000 sjæle, og de fylder ikke ret meget i Islands samlede areal. Faktisk er 80 % af landet ubeboet. Varme kilder, dybe fjorde, utallige vandfald, gletsjere og stadig højaktive vulkaner lover det ultimative kick -  og det forklarer jo den tiltagende turisme.

Der er langt mellem Danmark og Island. Hoppe på flyveren til Reykjavik, leje en bil eller endda en autocamper og bevæge sig rundt på egen hånd er blevet et hit. Man kan dog også vælge en sejltur med det gode skib "Norröna", afgang fra Hirtshals, og tage sin egen autocamper med. Så det gør vi. Man sejler i hele to døgn. Derfor er vi ikke længe om at beslutte os for en opgraderet kahyt. Så bliver allerede sejlturen en del af oplevelsen og en passende mental optakt til Island-eventyret, selv om vi må gribe noget dybere i lommen.

Forberedelser med omtanke

En tur op til Nordatlanten er selvsagt temmelig forskellig fra en sydpå og kræver research. Vi finder gode tips især på Youtube og i relevant rejselitteratur; under turen er vi specielt glade for det officielle islandske site vegasjà-ENG . Her oplyses der om den aktuelle vindhastighed på udsatte vejstrækninger og vejenes beskaffenhed. Da ikke alle islandske færdselsårer er asfalteret, kan det være en hårrejsende overraskelse at forcere længere strækninger på vaskebrætagtige grusveje med dybe huller. Derfor er det godt at kunne gardere sig på forhånd.

Med hensyn til vejret: Intet er givet. Handsker, uldent halstørklæde og hue kommer for en sikkerheds skyld med i bagagen. Og det får vi da også brug for.

Et andet kapitel er madvarer. Island har strenge importrestriktioner: ingen ferskvarer, ingen mejerivarer, alkohol i begrænset mængde. Adviseret om det høje islandske prisniveau fylder vi vores lagre med (så vidt muligt) lødige færdigretter plus den tilladte mængde alkohol. Dybfrostvarer er udelukket, idet camperens gasforsyning skal være afbrudt under overfarten.

Så er vi i gang

Efter en spændende sejltur med et kort ophold i Thorshavn og en spektakulær passage gennem Færøernes øhav dukker Island op i horisonten. Utilnærmeligt ser det ud: høje fjelde, sne på toppen, det hele hemmelighedsfuldt tilsløret af florlette skyer. Helt kulisseagtigt. Hjertet slår forventningsfuldt helt oppe i halsen, da vi lægger til i Seydisfjördur. Toldkontrol? Nej, ingenting.

Et supermarked bliver første station for lige at supplere med alle de dagligvarer, vi ikke måtte have med. Ups, 10.000 islandske kroner! Heldigvis bringer det os ikke ud af fatningen. Priserne er noget højere her end hjemme i Danmark, det vidste vi jo godt.

Der går en ringvej - vej nr. 1 - hele vejen Island rundt. Den er på ca. 1.400 km, og den vil vi følge "mod uret". Passende afstikkere ud til siderne skal bringe os forbi de specifikke islandske highlights, der er et absolut must.

Ikoniske højdepunkter

Dem er der ganske mange af, hvoraf vi vælger de mest markante. Således er det de vildt fossende vandfald, der på imponerende vis illustrerer naturens urkræfter og det unikke landskabs egenart. Især Dettifoss slår næsten benene væk under os. Med ufattelig voldsomhed styrter dens enorme vandmasser øredøvende ned i dybet, så man totalt overvældes.

Helt vildt fascinerende er også det særprægede geotermiske område omkring søen Myvatn. Vil man komme tæt på, så er Namafjall stedet. Det damper, ryger, bobler og gurgler op ad jordens sprækker og små hot pots, og svovllugten er ikke til at tage fejl af. Det er som hul til jordens indre.

Umådeligt specielt er de forskellige former for lavamarker. Der er dem, hvis lumske, gennemhullede overflade skjuler sig under et lag af gråligt mos og strækker sig kilometervis langs vejene. Ensformigt, ja - men sælsomt urtidsagtigt. Eller dem, hvor den størknede lava har skruet sig op i vejret og dannet eventyrligt forvredne klippeformationer. Dem kan man gå rundt i ved Dimmuborgir.

Dybe canyons, hvis sider består af palisader af 6-kantede basaltsøjler, stejle klippevægge, der falder brat ned mod sorte, klippefyldte strande, er ynglested for et rigt fugleliv. Sådanne steder findes der flere af langs øens frådende kyster.

En liga for sig er vulkangletsjeren Vatnajökull. Det er Islands største, og den er endda så turistvenlig at ende tæt på  ringvejen, hvor den ved Jökulsárlón hælder sit smeltevand ned i en lagune, som man kan studere på nært hold. Når solen kommer frem, blændes man af et næsten skærende lys i nuancer af turkis, lyseblåt og skinnende hvidt, der spejler sig i isklumperne  i og omkring lagunen og lader dem glimte som diamanter. Spektakulært især som kontrast til den dybsorte jord og sandstrand.

Har man ikke alt for travlt,er både de øde Vestfjordene og halvøen Snæfellsnes en omvej værd. Sidstnævnte kaldes endda "Island i en nøddeskal", idet der her findes alle Islands landskabstyper samlet, med gletsjeren Snæfellsjökulls  pyramidetop synligt langsvejs fra.

En oplevelse af de sjældne er den halvanden times lange vandring op til Reykjadalur i nærheden af byen Selfoss. Den noget krævende opstigning belønnes med et uforglemmeligt bad i den dampende, varme elv, der strømmer klukkende ned fra højfjeldet. Det må man simpelthen ikke gå glip af.

Islandske byer

Hyggelige byer søgte vi nærmest forgæves på Island. Selvfølgelig er hovedstaden Reykjavik principielt et besøg værd; desværre er der varslet stormvejr i området og får os flugtagtigt til at dreje væk derfra. Helt uden byer forbliver vores tur nu ikke. Først og fremmest er det Islands næststørste by og tidligere danske handelsplads  Akureyri. Dens fantastiske botaniske have er absolut et besøg værd. Også i "Whale-Watch"-byen Husavik stopper vi op og bliver klogere på hvaler i Hvalmuseet.

I Stykkisholmur på Snæfellsnes spiser vi de obligatoriske "fish & chips", mens vi i Vestfjordenes Isafjördur løber ind i en vrimmel af amerikanske krydstogtsturister. De to gigantiske oceandampere ligger for anker ude i fjorden; det oser op af deres skorstene. Kun i færgebyen Seydisfjördur finder vi et tilnærmelsesvis hyggeligt bymiljø.

Mens de forholdsvis større byer forsøger at gøre en smule mere væsen af sig, så kan det ikke siges om de små bymæssige bebyggelser. De fylder ikke meget i landskabet, og med deres mange huse af bølgeblik er de hverken romantiske eller pittoreske. Alligevel gør deres usminkede, nøgterne pragmatisme dem ganske interessante. Hvor har man ellers set et haveskur, surret fast til jorden med wire? Livet er underlagt de barske klimatiske vilkår, der ikke levner megen plads til pynt. Selv drømmen om en frodig have må tilpasse sig de faktiske klimatiske forhold.

Islandske sjælelandskaber

Skal man opleve noget af Islands sjæl, så er et besøg i hovedstaden og turistruten "Golden Circle" langtfra nok; det kan passende nås på en uge. Selv efter tre uger er vi ikke for alvor nået helt ind til Islands inderste væsen. Mange steder er det som at være hensat til øjeblikket lige efter jordens skabelse. Man føler sig bare som et ubetydeligt fnug i universet. Denne sindstilstand varer ved, når vi som en prik i landskabet bevæger os langs de dybe fjorde ud og ind og ind og ud. Her møder vi landskaber, der synes uberørte af menneskehånd: øde, voldsomme, til tider knugende, rå og utilnærmelige. Men også sfærisk lysende i solskinnet med blånende horisonter, glimtende sne på fjeldene, dybblåt hav og grønne, endeløse enge.

Spor af bebyggelse (eller trafik) er nærmest fraværende, og  de eneste levende væsener er de allesteds nærværende får; deres lyse totter er som drysset ud over ensomme, grønne skråninger. Man kan ikke lade være med at undres over, hvor de mon hører hjemme. Det er her, man får en gryende fornemmelse af det ægte Islands kerne og begynder at forstå dets unikke skønhed.

Om campingpladser

Selv om der tilsyneladende er masser af plads, er det ulovligt at fricampere. Det er den islandske natur for skrøbelig til. Så ingen vej uden om campingpladser. Og de er et kapitel for sig, usammenlignelige med dem, vi ellers har mødt i hele vores campingliv.

De kan såmænd bare være en tilfældig græsmark, ofte dog smukt beliggende med udsigt til fjelde. Det mest markante er de sanitære forhold: meget enkle, til tider primitive og især totalt underdimensionerede. Hvilket er en udfordring, når der i højsæsonen kommer strømmende til med ikke-selvforsynede små biler og telte. Som trøst: det er kun tilfældet ved de stærkt frekventerede turistiske steder. Uden for alfarvej har vi det næsten for os selv.

Ofte er der ingen decideret reception. Efter ankomsten finder man bare en passende plet og installerer sig. Kassereren kommer forbi om morgenen og om aftenen, medbringende sin lille maskine til kontaktløs betaling med kort. Overnatninger kan være ret billige, når man ikke skal bruge strøm, for den koster. Og så er der for det meste pensionist-rabat.

Og så til sidst

Vores Island-eventyr var en slags road-trip; med et par undtagelser flyttede vi os fra sted til sted hver dag. De asfalterede veje er gode men lægger ikke op til at fræse derud ad. De kan være smalle, der er mange sving og mange stigninger og fald. Alt foregår gelinde, og man skal jo også lige have et par pauser til at indoptage de islandske landskabers barske skønhed. Grusvejene er skrækkelige, alt hopper og danser og larmer og klirrer. Gys.

Vejret var blandet; vi oplevede det hele, endda snefnug  på vej hen over en højslette - i juli måned! Prisniveauet er ca. 5-10 % over det danske; det, synes vi, var til at leve med. Det er mest økonomisk at holde sig til islandsk producerede madvarer. Det skrevne islandske sprog minder en gang imellem om dansk. Børnene har dansk i skolen, men ingen talte det. Man klarer sig med engelsk alle vegne, selv når gammelfatter ude i ødemarken kommer for at kassere.

Islandske bilister har en meget ubekymret kørestil, også på de mest bumpede grusveje. De tordner afsted, det være sig i deres store firehjulstrækkere, i varevogn eller endda med campingvogn bagpå. Mange broer er ensporede. Den, der kommer sidst, må vente på modkørende. Også tunneller kan være ensporede, men der er hyppige, med M markerede vigepladser, så man tids nok kan holde ind til siden. Betaling, uanset hvor, foregår udelukkende med kort. Vores islandske valuta fik vi overhovedet ikke brug for og måtte på færgen købe et par ekstra flasker for at komme af med den. Men det gjorde jo ikke noget, vel?

Island er dragende. Jeg ville ikke have noget imod at smutte nordpå igen. Der er meget, vi ikke fik set, ej heller det berømt-berygtede centrale højland, hvor der kun må færdes med terrængående køretøjer.

Island er anderledes. Naturen spiller hovedrollen; klippefyldte, sorte strande, sneklædte fjelde, dampende elve, rygende vulkaner - det sidste udbrud så sent som i juli 2023 syd for Reykjavik. Man befinder sig hele tiden midt i det. Landet af ild og is, er Islands slogan. Det findes ingen andre steder i verden i så koncentreret form. Tag derop, mens tid er, og oplev naturen og den islandske sommers magiske, evige dagslys. Der er enestående.

Autocamperfolket havde masser at kigge på, da MESSE C i Fredericia for tredje gang inviterede til Autocamper Show den første weekend i november.  Cirka 8.200 besøgende lagde vejen forbi messehallerne i løbet af de tre dage, messen varede. Det var en fremgang i forhold til 2022, hvor besøgstallet lå på godt 7.500.  Alle de store mærker var repræsenteret i hallerne, hvor mere end 200 campervans og autocampere var udstillet, ligesom de besøgende kunne lade sig inspirere af campingudstyr, telte og andet til campinglivet.  

DCU var med

Også Dansk Camping Union var repræsenteret på messen med en stand, ligesom det var personale fra DCU, der stod for at holde styr på ind- og udcheckning på den midlertidige campingplads, Camp C, der var oprettet i forbindelse med messen.  Ud over vogne og udstyr bød weekenden også på en række foredrag, blandt andet med DCUs landsformand Anne-Vibeke Isaksen, der var på scenen både fredag og søndag.  Du kan læse mere fra Autocamper Show i DCUs medlemsmagasin Camping-fritid, der udkommer i begyndelsen af 2024. 

Mandag 6. november kl. 16 skete der ændringer på Storebæltsbroen. På det tidspunkt blev forbuddet mod at passere broen ved kraftig tværvind ophævet for påhængskøretøjer over 2,5 tons, og i stedet for gælder forbuddet kun påhængskøretøjer op til 2,5 tons, hvilket primært vil sige campingvogne og mindre trailere. 

”Det betyder, at vi giver langt flere af vores kunder mulighed for at køre over Storebælt og også tillade højere hastigheder for dem, men det betyder samtidig, at vores kunder skal respektere de hastighedsbegrænsninger, der skiltes med, så sikkerheden opretholdes. Derfor monitorerer vi hastigheden, når kunderne kører på broen, og overholdes fartgrænsen ikke, vil vi genindføre lukning for alle vindfølsomme køretøjer ved kraftig vind”, skriver storebaelt.dk på sin hjemmeside. 

Restriktionerne gælder uanset hvilket køretøj, der trækker campingvognen/anhængeren. 

Advares før sidste afkørsel

Der er opsat nye skilte, som viser de specifikke forbud for påhængskøretøjerne. Trailere med en faktisk totalvægt under 750 kg advares før sidste afkørsel mod at køre ud på broen, når der er hård vind, hvilket vil sige 10-15 m/sek. Campingvogne med en faktisk totalvægt under 2,5 tons advares mod at køre ud på broen i stiv kuling, hvilket vil sige, når vinden er 15-20 m/sek. Der kan være forskel på skiltningen på Vestbroen og Østbroen, da hastigheden kan være forskellig på de to broer. 

Du kan læse mere på  https://storebaelt.dk/trafik-vejr/koretojer-og-vindforhold/

Fugt kan i værste fald gøre en vogn ubeboelig, og derfor er risikoen for fugt naturligvis også noget, som optager mange campister. Hobbys kunder er ingen undtagelse, og derfor er tæthedsgaranti og længden på tæthedsgarantien også et af de parametre, som producenterne konkurrerer på.  Set i det lys er det interessant, at Hobby fra 2024-sæsonen mere end fordobler sin tæthedsgaranti fra de hidtidigere fem år til 12 år på sine autocampere, vans og campingvogne. 

– Det viser virkelig, at man fra fabrikkens side stoler på produktet. Jeg synes, at det er et fedt statement at melde ud på den måde, siger Kim Godballe, salgsansvarlig i Campex, der har agenturet på Hobby og Fendt i Danmark. 

For at kunderne kan få deres Hobby-vogn med i tæthedsgarantien på 12 år kræver det, at vognen er fra 2024-sæsonen eller senere, og at de overholder et årligt fugteftersyn, der udføres med faste intervaller efter Hobbys forskrifter af et Hobby-godkendt værksted, som efterfølgende udarbejder en testrapport. Kun Fendt, der ejes af Hobby, og LMC tilbyder ligeledes 12 års tæthedsgaranti. De øvrige mærker på det danske marked tilbyder enten, fem, syv eller 10 års tæthedsgaranti – eller tæthedssikring, som det også i nogle tilfælde kaldes.  

Nyt både ude og inde 

Til 2024-sæsonen byder Hobby på meget andet end forbedret tæthedsgaranti. Den nordtyske vognproducent har syv serier – OnTour, De Luxe, Excellent, Excellent Edition, Prestige, Maxia og Beachy – med i alt 49 modeller. Beachy- og Maxia-serien består begge af tre modeller, mens De Luxe er den største serie med i alt 15 forskellige modeller.

De Luxe-serien er en rigtig familieserie og har også noget at tilbyde de store familier. En af De Luxe-vognene, De Luxe 515 UHK, byder således på i alt syv sovepladser.  Med undtagelse af topserien Maxia, der bevarer sit nuværende interiør, har de øvrige campingvognsserier til den kommende sæson alle fået frisket det indvendige design op med ny polstring, nyt møbeldesign og nye, forbedrede lyskoncepter. Udenpå har campingvognene blandt andet fået stilfulde baglygter samt rangerhåndtag, der passer godt ind i frontsektionen.  

15 autocampermodeller 

Når det kommer til autocamperne, har Hobby til 2024-sæsonen i alt fire serier – Optima OnTour, Optima OnTour Edition, Optima OnTour Alkove og Optima De Luxe –  med 15 forskellige modeller. Optima De Luxe er den mest luksuriøse serie på autocampersiden, mens Optima OnTour sigter på familier og par samt nybegyndere inden for autocamperverdenen.  Endelig har Hobby tre van-serier, hvor kunderne kan vælge mellem serierne Vantana OnTour Edition, Vantana De Luxe og topserien Maxia Van.

Spørgsmål om kørekort, vægt og sammenkobling er nogle af dem, vi i DCU oftest får fra vores medlemmer, som indimellem har svært ved at hitte rundt i reglerne.  

Måske bliver det hele lidt lettere nu, for Rådet for Sikker trafik har udviklet en beregner, så du hurtigt og let kan tjekke, om du lovligt kan køre din bil og campingvogn med det kørekort, du har.

Skriv nummerpladen 

Det foregår ved, at du skriver nummerpladen på både bilen og campingvognen. Derpå krydser du af, om du har B-, B+- eller BE-kørekort, og derpå fortæller beregneren dig, om du må køre vogntoget med dit nuværende kørekort, og du får også at vide, hvor meget du maksimalt må læsse ind i campingvognen, så du ikke overskrider det, bilen må trække (koblingsvægten). 

– Vi får mange henvendelser fra bilister, som er i tvivl om, hvorvidt de lovligt må køre med deres trailer eller campingvogn. Derfor har vi lavet en beregner, som med få oplysninger kan give et let og forståeligt svar på, om der må køres eller ej, siger Jeppe Gudmandsen, pressekonsulent i Rådet for Sikker Trafik. 

Rådet for Sikker Trafik trækker oplysningerne om bil og campingvogn fra Motorregisteret hos Skat, hvor alle informationer om køretøjer i Danmark findes. 

Du finder trailerberegneren her

FDM har også en trailerberegner, som du kan finde på fdm.dk.