Tekst og foto: Helle Midskov 

Campinglivet tiltrækker mange danskere, der søger nærhed til naturen, en pause fra hverdagens travlhed og mulighed for oplevelser. Især fastliggere, der enten camperer året rundt eller har en sæsonplads år efter år, har en helt særlig tilknytning til campingpladserne. Fire familier på DCU-Camping Hornbæk fortæller her, hvorfor de er campister. 

Camping en del af livet 

Bjarne og Helle Gimlinge har en lang tradition med camping, der går tilbage til deres barndom. Bjarne er kommet på DCU-Camping Hornbæk i 55 år, siden hans forældre begyndte at campere der. I dag har Bjarne og Helle en sæsonplads på campingpladsen fra marts til september. 

- Det skal helst ikke være mere end en times tid hjemmefra til campingpladsen, så bliver det for langt, og man får ikke den fulde udnyttelse, siger Bjarne Gimlinge, som bor i Vallensbæk. 

Parret nyder campinglivet i Hornbæk, så de har ikke nogen planer om at skifte plads. 

- Vi bruger skov og strand meget og nyder den ro, der er. Så kan vi også sige, at der er et godt fællesskab på pladsen, og værtsparret Jan og Lone er gode til at arrangere forskellige aftener med musik. Nogle gange bliver der tændt op i grillen, der er fælles gåtur pinsemorgen og meget mere, fortæller Bjarne Gimlinge, som pusler med tanken om at skifte den nuværende vogn ud med en, der er lidt større. 

- Vi overvejer at skifte vores nuværende vogn ud med en ny, mens den gamle skal bruges til at rejse rundt i Danmark, sydpå, og give familien mulighed for også at campere på DCU-Hornbæk, så vi alle kan være her. Vores søn og svigerdatter og børnene er lige så glade for campinglivet, som vi er, fortæller Bjarne Gimlinge, som netop denne lørdag har besøg af sønnen, Mikkel, og svigerdatteren, Michala, samt børnebørnene Maggie og Mila. Hele familien hygger på legepladsen, hvor der bliver tumlet rundt på hoppepuden. 

Michala og Mikkel har også flere gange lånt Bjarne og Helles campingvogn i sommerferien og har snuppet en uges ferie i Hornbæk. De sætter også stor pris på områdets mange muligheder for oplevelser, såsom cafémiljøet i Hornbæk og den korte afstand til Helsingør. 

Helle Gimlinge, der nu er pensionist, nyder at kunne tilbringe meget tid i Hornbæk, mens Bjarne pendler til og fra arbejde i Søborg. 

- På den måde forlænger vi sommerferien lidt, smiler Bjarne Gimlinge. 

Bruges som sommerhus 

Pensionistparret Tom og Lene Andersen er også fastliggere på pladsen og har været det i 20 år. De har tidligere rejst meget sydpå, men de seneste år har de valgt at campere i Danmark af helbredsmæssige årsager. 

- Det er vores sommerhus, og det nyder vi i fulde drag, siger Lene Andersen, som synes, at Hornbæk byder på mange oplevelser af forskellig art. 

- Vi har i alle årene nydt at gå ture i skoven og til stranden. Naturen er jo pragtfuld her. Jeg er ikke så mobil mere, så med rollator kommer vi ikke så meget rundt, men vi har virkelig brugt nærmiljøet og nydt havnemiljøet, fortæller Tom Andersen. Parret bruger så meget tid som muligt i campingvognen. 

- Vi kan godt lide, at her er noget liv. Hvis vi bare er derhjemme i lejligheden, så vil der være dage, hvor vi ikke taler med nogen, hvorimod her er der altid nogen, man lige kan veksle et ord eller to med. Folk er gode til at hjælpe hinanden, og der er pænt og ordnede forhold her på pladsen; det betyder også meget for os, kommer det fra Lene Andersen, som er nabo til Mette og Lars Nielsen, som er nye på DCU-Camping Hornbæk. Parret rykkede ind i marts. 

Nye venner 

Mette og Lars Nielsen og venneparret, Connie og Kern Månsson, er alle nye på DCU-Camping Hornbæk, hvor de kom til i marts 2024. Begge par har tidligere været fastliggere på en anden campingplads, men valgte at flytte til Hornbæk efter at have hørt meget godt om pladsen. 

De værdsætter skov og strand samt den afslappende effekt, som campinglivet har på dem. Camping har også ført dem sammen som venner, og de nyder både at tilbringe tid sammen på campingpladsen og i private sammenhænge. Derudover sætter de pris på områdets rige muligheder for oplevelser, lige fra gåture i skoven til at besøge de nærliggende byer som Helsingør. 

- I morgen skal vi til Helsingør og spise smørrebrød sammen. Det glæder vi os til. Vi har mange hyggelige oplevelser sammen, siger Lars Nielsen, og Kern Månsson supplerer: 

- Man siger, at det ikke er så nemt at få nye venner, men det kan camping. Vi mødtes for tre år siden, da vi blev naboer på den tidligere campingplads, og siden har vi været venner. Vi ses her på camping, men vi ses også privat. Vi har fundet kemien. 

Det ene par har en sæsonplads, og det andet par er fastliggere på pladsen året rundt. 

For alle fire familier repræsenterer campinglivet en kærkommen pause fra hverdagen, hvor de kan nyde naturen, roen, fællesskabet og de mange oplevelser, som Hornbæk og omegn byder på.

Tekst og foto Renate Hovald

Hvem, hvad, hvor? 

Regionen Pfalz hører til delstaten Rheinland-Pfalz og ligger - lidt afsides - yderst i Tysklands syd-vestlige hjørne. Alsace, Luxemburg og en flig af Belgien er de nærmeste udenlandske naboer. Da der altid kan spores en vis afsmittende effekt kulturerne indbyrdes, lyder det grangiveligt interessant. Og alligevel er området ret ukendt herhjemme. 

Spørger man tyskerne selv, så opdager man hurtigt, at Pfalz har ry for at være noget for sig selv: Befolkningen er helt sin egen, meget livsglad og fyldt med humor, hygger sig gerne med et glas vin hellere end øl, og landskabet er noget af det kønneste, Tyskland har at byde på. 

Efter flere ophold i regionen står det klart for os, at bjerg- og skovområdet Pfälzerwald og vinregionen Deutsche Weinstrasse  muligvis er de mest interessante steder i Pfalz. Skovrige højdedrag, malerisk toppet af klipper og borge, og solvendte skråninger, perfekt til vindyrkning allerede siden romertiden - ikke noget dårligt udgangspunkt.

Læg dertil det legendarisk milde klima, hvor mandelblomstringen om foråret er et turistisk trækplaster, og hvor figentræer, mediterrane pinjer og endda cypresser og citroner her og der bekræfter indtrykket af mere sydlige himmelstrøg. Netop: med lidt god vilje kan Pfalz minde om italienske Toscana. 

Vinlandet Pfalz: Wachenheim 

Nordfra kommende følger vi turistruten Deutsche Weinstrasse mod syd. Den snor sig i 83 kilometers længde gennem et af Tysklands største sammenhængende vinområder. Vinmarker forlener et hvilket som helst landskab altid et vist malerisk præg, og i tilgift finder vi her både små, traditionsrige vinbyer og et imponerende antal historiske borge. En uofficiel sammenligning med Alsace er ikke helt ved siden af. 

Vi slår os ned på campingpladsen med det sigende navn "Burgcamping" i den lille vinby Wachenheim. Faktisk skulle vi bare være på gennemrejse. At det bliver et ophold på flere dage skyldes nærområdet, som omgående vækker vores nysgerrighed. 

Det er høje, ældgamle kastanieskove, borgen Wachtenburg lige om hjørnet, en skyggefuld Biergarten mellem gamle middelaldermure - alt kan nås ad afmærkede vandrestier, direkte fra campingpladsen. Og på cykel tramper vi gennem efterårsflammende vinmarker til maleriske Deidesheim , hvor vi spiser frokost under en vinbevokset pergola hos den lokale "Winzerverein", beliggende ved en travl vingård. Det føles som at være i en anden tid. 

På vejen videre i vores færd holder vi pause i fuldstændigt bedårende St. Martin og derefter i lige så fantastiske Rhodt - legendariske små vinbyer langs Weinstrasse med et pittoresk bybillede. Der inviteres til vinsmagning alle steder, og de stemningsfulde omgivelser gør det svært at stå imod. Vi bliver ved med at føle os lidt som i Alsace. Undskyld, Pfalz. 

Pfälzerwald: Dahn og Annweiler 

Denne gang er destinationen den sydlige del af Pfälzerwald, Tysklands største sammenhængende skovområde med Kalmit (673 m) som højeste bakketop. Vi skal dog en tak videre endnu. Vores mål er byen Dahn, der har givet navn til en af den mest spektakulære samling klipper, vi har set til dags dato: Dahner Felsenland - et større klippeområde, der er simpelthen enestående. Campingpladsen dér ligger omgivet of skov og høje klippevægge i en smal, langstrakt dal, men alligevel med gåafstand ned til centrum. Lige efter vores smag. 

I receptionen får vi passende udleveret en oversigt over forskellige vandreruter, der fører midt igennem klippelandskabet. Nogle af stierne viser sig at være ret så udfordrende, de er smalle og knoldede, slynger sig op og ned, både igennem og forbi fantastiske klippeformationer, ledsaget af spektakulære udsigter. 

Stedvis forekommer vandringen næsten alpint, og det samlede indtryk er en oplevelse af de store. Også en vandring til borgkomplekset Altendahn bliver det til og en cykeltur langs et kønt dalstrøg til den 14 m høje klippe Teufelstisch, fandens bord, klassificeret som et af Tysklands unikke naturens underværker.

Inden vi tager videre til vores næste destination, spiser vi på campingpladsens rustikke restaurant den legendariske egnsret Pfälzer Saumagen. Svinemave? Nej, bare en slags forloren hare med fyld, og det smager såmænd rigtigt godt. Byen Annweiler er næste station. Vi skal nemlig vandre op til borgen Reichsburg Trifels - en kæmpe bygningskolos, der knejser højt op over Annweilers gamle bydel. 

Borgen er mere eller mindre rekonstrueret efter en ruin fra middelalderen og er top-fredet  kulturarv. Det er nok også derfor, at der netop her er udstillet naturtro kopier af de overdådigt guld- og diamantbelagte rigsklenodier fra middelalderens Tysk Romerske Rige. En sjov, lille detalje: i 1193 sad den engelske konge Richard Løvehjerte som fange her; heldigt for ham dog kun i 3 uger. 

Saarburg og Saarschleife 

Vores seneste tur bragte os forbi en udkant af Pfalz: Saarburg. 

Byen ligger i et blidt bakket landskab højt hævet over floden Saar og er - også den - så absolut et besøg værd. Den spændende lille bys store attraktion er et 20 m højt vandfald, der i flere etager styrter støjende nedad, parallelt med bymidtens centrale gågade. Det giver selvsagt et unikt udeliv, ledsaget af lyden fra det brusende vand, og her finder man også et hav af spisesteder, det ene ved siden af det andet. Vist så er det hyggeligt. Naturligvis er også her udflugtsmulighederne utallige. 

Langs floden findes - som de fleste steder i Tyskland - en fremragende cykelsti, og cykelturen til byen Konz, hvor Saar munder ud i Mosel, er oplagt. Ligeså tager vi med gondolbanen op til udsigtspunktet Warsberg, men marcherer ned igen til fods, herligt gennem skrånende vinmarker. For også her dyrkes der vin, og navngivne vinmarker inkl. deres respektive vinhuse omkranser Saarburg på begge sider af floden. Det er højsommer og sol, og vi føler os lidt som i et hjørne af paradis. 

Den største oplevelse fra nærområdet ventede dog forude: Det sted, hvor floden Saar fortryder sin retning og laver en spektakulær U-vending. Det er den såkaldte Saar-Schleife og et ultimativt MUST, når man er på disse kanter. Selv om den ret beset ikke ligger i Pfalz længere men administrativt hører ind under delstaten Saarland. 

Naturligvis kommer vi igen! Der er bare så meget mere at se og opleve. For slet ikke at tale om at smage på de behagelige Riesling-vine derfra. Fra mig lyder der en absolut varm anbefaling, både af det ene og det andet.

Naturum Getterön, et af regionens populære naturområder, er klar med flere nyheder her i sommeren 2024. I juni åbnede en ny naturlegeplads med fugletema, og senere på sommeren åbner et nyt udkigstårn. Halland er kendt for sin idylliske natur med lange strande, skove og marsklandskaber. Naturum Getterön er et yndet udflugtsmål med små hyggelige sand- og klippestrande og tusindvis af fugle, der årligt besøger og yngler i reservatet. 

- Vi ser stor værdi i at udvikle vores naturområder, så de bliver endnu mere attraktive for alle vores gæster. Denne sommer byder på nyheder, som særligt gør naturen til et mere alsidigt tilbud for børnefamilier, siger Jimmy Sandberg, destinationschef, Visit Halland. 

Naturum Getterön ligger centralt på Hallands kystlinje mellem Halmstad og Göteborg, med direkte færgeforbindelser fra Danmark. Naturområdet består af flere dele, og både udkigstårnet og den nye legeplads er placeret i det nye friluftsområde Fågelbacka. 

Denne sommer åbner Naturum Getterön et nyt udkigstårn. Udkigstårnet Kärven er bygget af 140 lægter på 13 meter hver, som skaber tårnets karakteristiske timeglasform. En hvirveltrappe fører op til udkigsplatformen i toppen, hvor man kan nyde udsigten hele vejen rundt. Platformen byder også på bænke til hvil eller for de mindste fuglekiggere. Man kan låne kikkerter og fuglebøger i Naturum Getterön for nemt at få øje på og identificere reservatets mange fugle, som hvid vipstjert, viber og strandskader. 

Prins Julians legeplads 

Den nye legeplads, Prins Julians legeplads, er inspireret af naturreservatets fugle. Hovedattraktionen er en stor naturtro havørn med spredte vinger. Børnene kan klatre på rebstiger op ad vingerne og rutsje ned ad halen. Legepladsen er opkaldt efter prins Carl Philips yngste søn, hertug af Halland, og blev indviet i midten af juni. 

Halland byder også på museer, kulturoplevelser og en rig gastronomisk scene. Fra København tager det cirka to timer at komme til Halland, og fra Jylland kan man sejle fra Grenaa til Halmstad. Om sommeren byder Halland på aktiviteter for hele familien, fra aktivitetsparken Kungsbygget og Tjolöholms slott til Vallarnas friluftsområde og SUP-board eventyr ved kysten eller på Hallands åer.

Øer som Sild har mere end 15 hundestrande, og mange caféer og restauranter byder på vandskål og hundekiks. På nogle strande skal hunden dog være i snor, specielt ved Vadehavet. Her kan du booke en guidet vandretur med din hund. Uden for højsæsonen er der endnu mere frihed til at udforske strande med din firbenede ven. 

Besøg hundestrande på de frisiske øer eller tag på naturskønne gåture i Alperne, Harzen, Thüringer Wald, Erzgebirge, Sauerland eller Schwarzwald. Disse områder byder på fantastiske landskaber og lange vandreture for både hund og ejer. Storbyferier er lige så nemme: Berlin anses for at være specielt hundevenlig med legepladser i parker, tilladelse til hunde på turistbåde og gratis metroture for hunde med en dagsbillet. I Hamburg må hunde løbe frit i mange parker, og Elbstranden er et populært sted for hundeejere. 

Praktiske tips 

Husk mikrochip, rabiesvaccination (mindst 21 dage før rejsen) og EU-vaccinationscertifikat. Hunden skal have en billet på tog, medmindre den rejser i et bur som håndbagage. Større hunde skal have mundkurv og holdes i snor. Mange hoteller, ferielejligheder og feriehuse tillader hunde, selvom der kan være et ekstra gebyr. Med disse formaliteter på plads, kan din ferie begynde.

Tekst Torben Brandt 

Kan man bo på den københavnske stenbro og samtidig have et blødt punkt for danske småøer som Vensholm, Venø og Vigsø? Selvfølgelig kan man det, spørg blot Kristina Møller, 51 år og bosat på Vesterbro i København. 

Hun er kvinden bag hjemmesiden rundtidanmark.dk, der er en oversigt over samtlige øer i Danmark, både de store, små, beboede og ubeboede. 

– Nogle synes nok, at det er lidt underligt at bo på Vesterbro og lave en hjemmeside om de danske øer, men jeg er vokset op på Amager med forældre, der havde den holdning, at man skal se sit eget land og lære det at kende, så som barn var vi i ferierne ofte på ture i Danmark. På den måde har jeg altid haft en interesse for Danmark, fortæller Kristina Møller. 

Med i de berejstes klub 

Også udlandet har Kristina Møller rejst meget i. Hun er sundhedsfaglig uddannet og har arbejdet med forskning på Københavns Universitet, og det kastede mange rejsedage af sig, hvilket betød besøg i mange lande. Derudover var hun i sin ungdom elitegymnast, hvilket også kastede en del rejser af sig, så hun har været i mere end 85 lande og har været medlem af de berejstes klub. De mange rejser har haft den positive sidegevinst, at hun er blevet dygtig til at tage billeder. 

– Hver gang, jeg kom til en ny by, tog jeg billeder, så jeg lærte det på den måde, og det har været en stor hjælp, da jeg skulle lave min hjemmeside, siger Kristina Møller. 

Begyndte med corona 

Da coronapandemien ramte verden, vendte den op og ned på det meste og ændrede også Kristina Møllers ferieplaner. Hun og familien plejede at tage en uges ferie i udlandet, men da det ikke kunne lade sig gøre, måtte der tænkes nyt. Løsningen kom fra en uventet kant. 

– Den danske regering meldte ud, at det ville være gratis at sejle med færgerne til de danske øer, og så tænkte jeg, at jeg ville lave ruten om og tage rundt i Danmark og ud på øerne. Da jeg begyndte at kigge på forskellige hjemmesider, opdagede jeg, at der var store forskelle, for nogle øer havde en ret ny hjemmeside, mens andre øer slet ikke havde prioriteret hjemmesiden, så det bare lignede noget værre rod. 

– Hjemmesiderne laves og drives ofte på frivillig basis af øboerne, og det er selvfølgelig ikke deres første prioritet, hvilket jeg har fuld forståelse for, men der er meget information, som går tabt, når man skal åbne fem forskellige hjemmesider for at finde information om øerne, siger Kristina Møller. 

Samle det hele et sted 

Oplevelsen med at surfe rundt på de mange hjemmesider for at finde informationer gav hende ideen til at samle oplysningerne om de danske øer på én og samme hjemmeside. Selv havde hun f.eks. brug for informationer om indkøb, legepladser, sheltere og cykeludlejning, og det krævede ofte mange klik med musen at finde frem til de oplysninger. 

Hun brugte et halvt år på at overveje, hvordan projektet kunne føres ud i livet, hun tog diverse kurser i at lave hjemmesider og illustrationer og brugte også tid på at forstå, hvordan folk bruger hjemmesider. Til slut følte Kristina Møller, at hun havde fundet sit koncept og søsatte rundtidanmark.dk. 

En ad gangen 

Hendes tilgang til opgaven var at besøge en række danske øer og tage dem en ad gangen. 

– Jeg startede med Endelave, Hjarnø og Mandø, og så gik jeg videre derfra. På et tidspunkt begyndte nogle af øerne selv at henvende sig og sige ”hey, vi er der også”. Det, synes jeg, var vildt fedt, fortæller Kristina Møller. Den første sommer tog hun sammen med sin dengang 9-årige søn rundt på mere end 20 danske øer. Det var en ganske stejl læringskurve. 

– Jeg kan huske, at vi tog ud til Nexelø uden at ane noget som helst om den. Efterhånden blev det lidt af en sport at tage ud på øerne og bare se, hvad jeg kunne finde, men det var ikke lige smart hver gang. Det betød f.eks., at jeg tog til Anholt uden at planlægge noget på forhånd, og her kom jeg til at gå ud i det område, der hedder ”Ørkenen” uden mad og drikke, selvom der åbenbart alle steder stod, at man skulle huske at tage drikkelse med, hvis man tog derud. Jeg er ikke selv særlig struktureret som privatperson, så man kan sige, at hjemmesiden er mere struktureret, end jeg selv er, griner hun. 

Vil ikke ”overrule” øens hjemmeside 

Siden den spæde start er rundtidanmark.dk vokset betydeligt. Hvis man googler på nettet, er der ikke fuldstændig enighed om, hvor mange øer, der reelt er i Danmark, men rundtidanmark.dk indeholder mellem 450 og 550 øer – for tallet svinger og ændrer sig løbende, som der står på hjemmesiden. For at komme med på Kristina Møllers hjemmeside, skal det være et landområde omgivet af vand, hvor man i blikstille vejr kan stå tørskoet ved normal vandstand. Derudover skal øen være navngivet på et kort og være synlig – også på et nyere satellitbillede. Både øer og halvøer har fundet vej til kortet, hvor halvøerne er markeret med stjerner. 

Hver gang, hun har besøgt en ø, er den blevet gennemarbejdet med oplysninger fra Kristinas eget besøg krydret med oplysninger fra øens egen hjemmeside. 

– Jeg henviser altid til øens egen hjemmeside, så jeg ikke går ind og ”overruler” noget. Jeg forsøger bare at gøre det lidt mere brugervenligt og organiseret. Cirka 450 af øerne er markeret, og når man trykker, kommer der oplysninger frem om øen, siger Kristina Møller. Hun har selv lavet alt det hårde arbejde med at besøge øerne, men hun har fået hjælp til det interaktive kort af en god ven fra Jylland og har desuden fået hjælp til programmeringen af en belgisk bekendt. 

Børnefamilier og 60+ 

Kristina Møller har ikke et klart billede af, hvem der bruger hjemmesiden, for hun kan ikke se alderen på dem, der besøger siden. 

– Men mit indtryk er, at de store grupper er børnefamilier og 60+ gruppen, siger Kristina Møller, der ikke lever af sin hjemmeside. Alligevel har den indirekte haft betydning for hendes næringsvej. 

– På et tidspunkt sagde jeg mit job op, og det er ikke helt nemt at finde et nyt job, når man er 51 år. Det job, jeg fandt i stedet for, var et, jeg fik gennem de forbindelser, jeg har fået ved at arbejde med hjemmesiden, og det er jeg rigtig glad for, siger hun. 

Hvis du har planer om at campere på en eller flere af de danske øer i år eller måske tage på øhop, kan du læse meget mere på rundtidanmark.dk 

Tag på campingferie til Fyn med børnene og tag dem med på æggejagt på Egeskov. 

Besøg Egeskov og find påskeharens æg

I påsken kan du se de første forårstegn på Egeskov, som er pyntet stemningsfuldt op i påsketema. Tag børnene med på en æggejagt i påskeharens fodspor. Skattekort udleveres i billetsalget ganske gratis, og turen bringer jer omkring til nogle forskellige haverum.

Bagefter er der rig mulighed for at slå sig løs på Egeskovs store legeplads. Prøv f.eks. en tur under trækronerne i TreeTop Walking eller i Danmarks højeste klatrenet, far vild i den store labyrint og tag mor eller far med i en tur på Mooncarbanen. 

Besøg Camping Outdoor Museet og tag på en rejse i tiden

I kan også gå på opdagelse i en af Egeskovs mange udstillinger. Kig forbi Camping Outdoor Museet og tag børnene med på en tur tilbage i tiden, hvor de kan se, hvordan man før i tiden tog på camping. Udstillingen indeholder alle de rekvisitter, telte og vogne, der var en fast del af billedet på pladserne førhen. Du ledes op i tiden og kan se de nyeste og moderne trends inden for både campingvogne, telte og det spirende outdoorliv.

Læs mere om påsken på Egeskov

Påskeferie på en af DCUs campingpladser på Fyn

Der er lagt op til hygge og nærvær i påsken på DCUs tre fynske pladser, DCU-Camping Odense, DCU-Camping Flyvesandet Strand og DCU-Camping Åbyskov Strand, der alle ligger i overskuelig køreafstand fra Egeskov. Inde på de enkelte pladsers side kan man se, hvad de har af aktiviteter i påsken. 

Find din campingferie på DCU-Camping Odense

Find din campingferie på DCU-Camping Åbyskov

DCU Medlemsfordel

Som medlem af DCU får du 10% på årskort.
Læs mere om Egeskov årskort

Tekst og foto: Renate Hovald

Island ligger -  sådan groft sagt-  midt imellem Norge og Grønland og tæt på polarcirklen. Det er Europas næststørste ø, omtrent på størrelse med Portugal. Alligevel bor der kun godt 380.000 sjæle, og de fylder ikke ret meget i Islands samlede areal. Faktisk er 80 % af landet ubeboet. Varme kilder, dybe fjorde, utallige vandfald, gletsjere og stadig højaktive vulkaner lover det ultimative kick -  og det forklarer jo den tiltagende turisme.

Der er langt mellem Danmark og Island. Hoppe på flyveren til Reykjavik, leje en bil eller endda en autocamper og bevæge sig rundt på egen hånd er blevet et hit. Man kan dog også vælge en sejltur med det gode skib "Norröna", afgang fra Hirtshals, og tage sin egen autocamper med. Så det gør vi. Man sejler i hele to døgn. Derfor er vi ikke længe om at beslutte os for en opgraderet kahyt. Så bliver allerede sejlturen en del af oplevelsen og en passende mental optakt til Island-eventyret, selv om vi må gribe noget dybere i lommen.

Forberedelser med omtanke

En tur op til Nordatlanten er selvsagt temmelig forskellig fra en sydpå og kræver research. Vi finder gode tips især på Youtube og i relevant rejselitteratur; under turen er vi specielt glade for det officielle islandske site vegasjà-ENG . Her oplyses der om den aktuelle vindhastighed på udsatte vejstrækninger og vejenes beskaffenhed. Da ikke alle islandske færdselsårer er asfalteret, kan det være en hårrejsende overraskelse at forcere længere strækninger på vaskebrætagtige grusveje med dybe huller. Derfor er det godt at kunne gardere sig på forhånd.

Med hensyn til vejret: Intet er givet. Handsker, uldent halstørklæde og hue kommer for en sikkerheds skyld med i bagagen. Og det får vi da også brug for.

Et andet kapitel er madvarer. Island har strenge importrestriktioner: ingen ferskvarer, ingen mejerivarer, alkohol i begrænset mængde. Adviseret om det høje islandske prisniveau fylder vi vores lagre med (så vidt muligt) lødige færdigretter plus den tilladte mængde alkohol. Dybfrostvarer er udelukket, idet camperens gasforsyning skal være afbrudt under overfarten.

Så er vi i gang

Efter en spændende sejltur med et kort ophold i Thorshavn og en spektakulær passage gennem Færøernes øhav dukker Island op i horisonten. Utilnærmeligt ser det ud: høje fjelde, sne på toppen, det hele hemmelighedsfuldt tilsløret af florlette skyer. Helt kulisseagtigt. Hjertet slår forventningsfuldt helt oppe i halsen, da vi lægger til i Seydisfjördur. Toldkontrol? Nej, ingenting.

Et supermarked bliver første station for lige at supplere med alle de dagligvarer, vi ikke måtte have med. Ups, 10.000 islandske kroner! Heldigvis bringer det os ikke ud af fatningen. Priserne er noget højere her end hjemme i Danmark, det vidste vi jo godt.

Der går en ringvej - vej nr. 1 - hele vejen Island rundt. Den er på ca. 1.400 km, og den vil vi følge "mod uret". Passende afstikkere ud til siderne skal bringe os forbi de specifikke islandske highlights, der er et absolut must.

Ikoniske højdepunkter

Dem er der ganske mange af, hvoraf vi vælger de mest markante. Således er det de vildt fossende vandfald, der på imponerende vis illustrerer naturens urkræfter og det unikke landskabs egenart. Især Dettifoss slår næsten benene væk under os. Med ufattelig voldsomhed styrter dens enorme vandmasser øredøvende ned i dybet, så man totalt overvældes.

Helt vildt fascinerende er også det særprægede geotermiske område omkring søen Myvatn. Vil man komme tæt på, så er Namafjall stedet. Det damper, ryger, bobler og gurgler op ad jordens sprækker og små hot pots, og svovllugten er ikke til at tage fejl af. Det er som hul til jordens indre.

Umådeligt specielt er de forskellige former for lavamarker. Der er dem, hvis lumske, gennemhullede overflade skjuler sig under et lag af gråligt mos og strækker sig kilometervis langs vejene. Ensformigt, ja - men sælsomt urtidsagtigt. Eller dem, hvor den størknede lava har skruet sig op i vejret og dannet eventyrligt forvredne klippeformationer. Dem kan man gå rundt i ved Dimmuborgir.

Dybe canyons, hvis sider består af palisader af 6-kantede basaltsøjler, stejle klippevægge, der falder brat ned mod sorte, klippefyldte strande, er ynglested for et rigt fugleliv. Sådanne steder findes der flere af langs øens frådende kyster.

En liga for sig er vulkangletsjeren Vatnajökull. Det er Islands største, og den er endda så turistvenlig at ende tæt på  ringvejen, hvor den ved Jökulsárlón hælder sit smeltevand ned i en lagune, som man kan studere på nært hold. Når solen kommer frem, blændes man af et næsten skærende lys i nuancer af turkis, lyseblåt og skinnende hvidt, der spejler sig i isklumperne  i og omkring lagunen og lader dem glimte som diamanter. Spektakulært især som kontrast til den dybsorte jord og sandstrand.

Har man ikke alt for travlt,er både de øde Vestfjordene og halvøen Snæfellsnes en omvej værd. Sidstnævnte kaldes endda "Island i en nøddeskal", idet der her findes alle Islands landskabstyper samlet, med gletsjeren Snæfellsjökulls  pyramidetop synligt langsvejs fra.

En oplevelse af de sjældne er den halvanden times lange vandring op til Reykjadalur i nærheden af byen Selfoss. Den noget krævende opstigning belønnes med et uforglemmeligt bad i den dampende, varme elv, der strømmer klukkende ned fra højfjeldet. Det må man simpelthen ikke gå glip af.

Islandske byer

Hyggelige byer søgte vi nærmest forgæves på Island. Selvfølgelig er hovedstaden Reykjavik principielt et besøg værd; desværre er der varslet stormvejr i området og får os flugtagtigt til at dreje væk derfra. Helt uden byer forbliver vores tur nu ikke. Først og fremmest er det Islands næststørste by og tidligere danske handelsplads  Akureyri. Dens fantastiske botaniske have er absolut et besøg værd. Også i "Whale-Watch"-byen Husavik stopper vi op og bliver klogere på hvaler i Hvalmuseet.

I Stykkisholmur på Snæfellsnes spiser vi de obligatoriske "fish & chips", mens vi i Vestfjordenes Isafjördur løber ind i en vrimmel af amerikanske krydstogtsturister. De to gigantiske oceandampere ligger for anker ude i fjorden; det oser op af deres skorstene. Kun i færgebyen Seydisfjördur finder vi et tilnærmelsesvis hyggeligt bymiljø.

Mens de forholdsvis større byer forsøger at gøre en smule mere væsen af sig, så kan det ikke siges om de små bymæssige bebyggelser. De fylder ikke meget i landskabet, og med deres mange huse af bølgeblik er de hverken romantiske eller pittoreske. Alligevel gør deres usminkede, nøgterne pragmatisme dem ganske interessante. Hvor har man ellers set et haveskur, surret fast til jorden med wire? Livet er underlagt de barske klimatiske vilkår, der ikke levner megen plads til pynt. Selv drømmen om en frodig have må tilpasse sig de faktiske klimatiske forhold.

Islandske sjælelandskaber

Skal man opleve noget af Islands sjæl, så er et besøg i hovedstaden og turistruten "Golden Circle" langtfra nok; det kan passende nås på en uge. Selv efter tre uger er vi ikke for alvor nået helt ind til Islands inderste væsen. Mange steder er det som at være hensat til øjeblikket lige efter jordens skabelse. Man føler sig bare som et ubetydeligt fnug i universet. Denne sindstilstand varer ved, når vi som en prik i landskabet bevæger os langs de dybe fjorde ud og ind og ind og ud. Her møder vi landskaber, der synes uberørte af menneskehånd: øde, voldsomme, til tider knugende, rå og utilnærmelige. Men også sfærisk lysende i solskinnet med blånende horisonter, glimtende sne på fjeldene, dybblåt hav og grønne, endeløse enge.

Spor af bebyggelse (eller trafik) er nærmest fraværende, og  de eneste levende væsener er de allesteds nærværende får; deres lyse totter er som drysset ud over ensomme, grønne skråninger. Man kan ikke lade være med at undres over, hvor de mon hører hjemme. Det er her, man får en gryende fornemmelse af det ægte Islands kerne og begynder at forstå dets unikke skønhed.

Om campingpladser

Selv om der tilsyneladende er masser af plads, er det ulovligt at fricampere. Det er den islandske natur for skrøbelig til. Så ingen vej uden om campingpladser. Og de er et kapitel for sig, usammenlignelige med dem, vi ellers har mødt i hele vores campingliv.

De kan såmænd bare være en tilfældig græsmark, ofte dog smukt beliggende med udsigt til fjelde. Det mest markante er de sanitære forhold: meget enkle, til tider primitive og især totalt underdimensionerede. Hvilket er en udfordring, når der i højsæsonen kommer strømmende til med ikke-selvforsynede små biler og telte. Som trøst: det er kun tilfældet ved de stærkt frekventerede turistiske steder. Uden for alfarvej har vi det næsten for os selv.

Ofte er der ingen decideret reception. Efter ankomsten finder man bare en passende plet og installerer sig. Kassereren kommer forbi om morgenen og om aftenen, medbringende sin lille maskine til kontaktløs betaling med kort. Overnatninger kan være ret billige, når man ikke skal bruge strøm, for den koster. Og så er der for det meste pensionist-rabat.

Og så til sidst

Vores Island-eventyr var en slags road-trip; med et par undtagelser flyttede vi os fra sted til sted hver dag. De asfalterede veje er gode men lægger ikke op til at fræse derud ad. De kan være smalle, der er mange sving og mange stigninger og fald. Alt foregår gelinde, og man skal jo også lige have et par pauser til at indoptage de islandske landskabers barske skønhed. Grusvejene er skrækkelige, alt hopper og danser og larmer og klirrer. Gys.

Vejret var blandet; vi oplevede det hele, endda snefnug  på vej hen over en højslette - i juli måned! Prisniveauet er ca. 5-10 % over det danske; det, synes vi, var til at leve med. Det er mest økonomisk at holde sig til islandsk producerede madvarer. Det skrevne islandske sprog minder en gang imellem om dansk. Børnene har dansk i skolen, men ingen talte det. Man klarer sig med engelsk alle vegne, selv når gammelfatter ude i ødemarken kommer for at kassere.

Islandske bilister har en meget ubekymret kørestil, også på de mest bumpede grusveje. De tordner afsted, det være sig i deres store firehjulstrækkere, i varevogn eller endda med campingvogn bagpå. Mange broer er ensporede. Den, der kommer sidst, må vente på modkørende. Også tunneller kan være ensporede, men der er hyppige, med M markerede vigepladser, så man tids nok kan holde ind til siden. Betaling, uanset hvor, foregår udelukkende med kort. Vores islandske valuta fik vi overhovedet ikke brug for og måtte på færgen købe et par ekstra flasker for at komme af med den. Men det gjorde jo ikke noget, vel?

Island er dragende. Jeg ville ikke have noget imod at smutte nordpå igen. Der er meget, vi ikke fik set, ej heller det berømt-berygtede centrale højland, hvor der kun må færdes med terrængående køretøjer.

Island er anderledes. Naturen spiller hovedrollen; klippefyldte, sorte strande, sneklædte fjelde, dampende elve, rygende vulkaner - det sidste udbrud så sent som i juli 2023 syd for Reykjavik. Man befinder sig hele tiden midt i det. Landet af ild og is, er Islands slogan. Det findes ingen andre steder i verden i så koncentreret form. Tag derop, mens tid er, og oplev naturen og den islandske sommers magiske, evige dagslys. Der er enestående.

Tekst og foto Renate Hovald

Fra Danmark skal man krydse intet mindre end tre grænser, før ens italienske parlør kan komme op af baglommen. Vores sidste stop inden Italien er den lille østrigske alpeby Kötschach for foden af sneklædte bjergtoppe og med stadig næsten vinterbare træer. Derfra går det opad mod Plöckenpasset; grænsen til Italien befinder sig øverst oppe. Snævre hårnålesving med 13 % stigning og temmelig smalle veje giver sved på panden - men wow, sikken oplevelse (synes vi, da vi er nede igen). Dagens frokostpause indtager vi i forårsgrønne omgivelser i udkanten af en lille italiensk by. Solen skinner ihærdigt. Næste bedrift på vores italienske rejse mod Toscana er at passere Po-sletten.  Landskabet er kedeligt, landbrug over det hele. Montagnana er derfor et kærkomment afbræk i alt det flade. Den lille bys intakte ringmur fra middelalderen med tårne og porte skulle være enestående i Europa, og vi er da også vældig imponeret. Herefter skynder vi os videre til Ferrara, tæt på Po-flodens udløb i Adriaterhavet. Dens tilnavn "cyklernes by" (Città delle biciclette) har gjort os nysgerrige. Findes noget sådant i bil- og fartglade Italien? Jo, den er god nok. I det historiske centrum må bilerne ikke køre, der vrimler med cykler overalt, ung som gammel tramper i pedalerne, det er sjovt at se - næsten helt dansk. Men derudover er Ferrara seværdig i sig selv, og den bastante, gamle og lidt dystre borg giver byen en helt speciel atmosfære.

Fortryllende Toscana
Videre går det. Vores rute fra Ferrara til Toscana kræver, at vi igen skal forcere en bjergkæde, denne gang de Toscanske Appenniner (Appennini Toscono). Også det bliver en wow-oplevelse. Da et skilt i vejkanten fortæller, at NU ruller camperen ind i Toscanas forjættede land, bryder vi ud i jubel. Toscana er gudesmuk. Her bugner det af historie, kunst og kultur. Således står syv (!) forskellige toscanske lokationer på UNESCOs liste over verdenskulturarv, herunder kunstspækkede Firenze, Siena, Pisa med det utrolige, Skæve Tårn, San Gimignano med sine spektakulære slægtstårnene og Pienza med et unikt renæssance-miljø. De er enhver Toscana-rejsendes absolutte must. Men det slutter ikke her, for næsten enhver nok så lille flække gemmer på noget af stemningen fra en for længst svunden tid og får hjertet til at banke hurtigere af begejstring. Dertil kommer det klassiske landskab med de blide bakker, pittoresk toppet af små byer, der på afstand synes utilnærmelige og ikke til at komme til. Snoede landeveje, flankeret af sylespidse cypresser; skærmpinjer med deres ikoniske parasolform, sølvglitrende olivenlunde, og ikke mindst de vidunderlige udsigter fra småbyernes balustrader på kanten af stejle skråninger ud mod de blånende, bølgende horisonter. Alt dette er indbegrebet af Sydens maleriske skønhed, som i århundreder har tiltrukket den nysgerrige rejsende og været udlængslens mål for kunstnere og forfattere, inklusive de danske. Toscana er og forbliver noget helt for sig selv og er ikke for ingenting en af de mest besøgte regioner i hele Italien. På trods af det findes der i det indre af landet stadig "hemmelige" steder, man kan have mest for sig selv. Det har vi selv oplevet - plus det at nyde et par glas Chianti eller vinens konge Brunello di Montalcino under camperens markise; så er det bare, som det skal være.

I Toscanas hjerte
Vores første toscanske mål er Lucca. I løbet af et par dage bliver det til en cykeltur på volden, et besøg i den enestående smukke domkirke og en kop cappuccino på Piazza Anfiteatro, inden vi fortsætter til middelalderbyen Volterra, der - meget typisk - ligger på en bakketop. Vi er heldige, fordi lige neden for toppen findes der en campingplads med gåafstand op til det historiske centrum. Som ekstra attraktion befinder campingpladsen sig endda lige ved naturområdet "Le Balze", et dramatisk klippelandskab med dybe erosionskløfter, der i tidens løb ubarmhjertigt har opslugt huse, landsbyer, kirker. På et fremspring knejser stadig de imponerende bygninger af et  klosteranlæg, ufremkommeligt og forladt. Også resterne af en 2600 år gammel mur fra etruskernes tid har indtil videre holdt stand og fungerer som værn mod afgrunden. Meget dramatisk. Lige her, højt hævet over landskabet, kan man følge aftensolens forsvinden bag højdedragene og de fjerne glimt af Middelhavet bagved. Det er bare så usigeligt smukt. Volterra bliver vi omgående forfaldne til. En by som fra en billedbog, ældgamle huse, snævre og krogede gader, masser af historie helt tilbage fra etruskerne og aktuelt stadig midtpunkt for Italiens alabast-forarbejdende industri, idet alabast netop findes her omkring. Vi gennempløjer byens museer og kirker, afprøver den italienske gastronomi, slentrer rundt på må og få, provianterer - i selskab med de italienske husmødre - i det lokale Conad-supermarked, opdager hele tiden overraskende nyt og nyder med alle vores sanser tilstanden af salig "her-og-nu", lige midt i Toscanas hjerte. Da vi synes, nu er tiden inde til at rejse videre, er der gået  en hel uge. Aldrig har vi med autocamper været så længe bare på et sted! Det siger jo alt.

En parentes: Middelhavets Toscana
Ikke længere sydpå i denne omgang; vi vender om ved at følge Toscanas kystlinje mod nord. Ved Massa, stadig Toscana og ikke langt fra Carrara og de blændende hvide marmorbjerge, holder vi inde. Fra vores overnatningsplads er det bare 10 minutters gang ud til vandet. Vores formodning holder stik: vandkants-Toscana ligner alle de andre steder i Europa, hvor sandstrande og badeliv spiller hovedrollen. Kilometerlange strandsektioner med hver deres hær af parasoller i stram formation står parate til turisternes rykind, når feriesæsonen først er startet for alvor. Det er weekend og vejret sommerligt, palmer svajer let i brisen fra Middelhavet, og allerede nu er der pænt befolket. Kan man lide det, er det sikkert dejligt. Interessant at se på, men ikke rigtigt noget for os. Der er verdener til forskel mellem her og Toscanas unikke, storslåede og samtidig stille skønhed i det indre af landet.

Mellemstationer hjemad
Det er tid til at kigge på kortet for at afstikke en passende rute hjemad, der også har noget at byde på. Po-sletten kan vi desværre ikke undgå, og efter en overnatning i ly af Po-flodens net af diger ved lummer-varme Cremona går det nordpå. Kedeligt igen, rundt om Milano med masser af trafik - og lige pludselig er horisonten ikke flad længere: de schweiziske Alper toner frem af varmedisen. Landskabet skifter karakter fra ensformigt til mere og mere varieret, og nu er der heller ikke langt igen til vores næste destination, Comosøen (Lago di Como). En campingplads i umiddelbar nærhed af byen Lecco ligger direkte ned til søens bred og tryllebinder os med det mest fantastiske panorama man kan drømme om - lige foran vores næse. I mellemtiden er den sydeuropæiske hedebølge også nået hertil, termometret viser 32 grader. Med den brændende sol føles det næsten som en halv skærsild, når vi lejlighedsvis er nødt til at forlade skyggen. Godt vi har cykler; fartvinden sørger for lidt afkøling, og så får vi også set os omkring. Hele fem dage bliver vi her, hvem skulle have troet det. Vores sidste italienske station er Maccagno ved Lago Maggiore, en anden af de legendariske norditalienske søer. Den udvalgte rute er nervepirrende smal,  det er søndag, og alle motoriserede fritidsfolk samt ikke mindst cykelrytterne er ude. Campingpladsen i Maccagno ligger kønt, er næsten udelukkende fyldt op med tyskere, og midt om natten bryder et kæmpe tordenvejr løs, så jorden ryster. Begge dele vist ikke helt atypisk for regionen. Næste dag krydser vi den nærtliggende grænse til Schweiz, køber en vignette og følger motorvejen nordpå.

Et par slutbemærkninger
Toscana for autocampere kan godt være forbundet med visse udfordringer. Er man - som vi - mest til campingpladser, så er udvalget stærkt reduceret, når det skal være i gå- eller cykelafstand til f.eks. en lille by med lidt autentisk miljø. Diverse apps viser godt nok mange centralt beliggende, simple stell- og parkeringspladser til autocampere. Men vil man gerne blive længere end bare en enkelt nat og ønsker lidt mere albuerum eller have adgang til sanitære faciliteter, så kniber det. I hvert fald, når vi taler om den kuperede, centrale del af Toscana. Foretrækker man derimod Toscanas badeliv ude ved kysten, så er valgmulighederne langt større. Og så lige en sidste bemærkning til økonomien. Priserne på brændstof har som bekendt altid været tårnhøje i Italien. Ja, høje er de stadigvæk, men sammenlignet med Danmark og endda Tyskland lå de, mens vi var der, for det meste i den mere tilforladelige ende. Helt generelt havde alle priserne fået et lille hak opad, dog ikke mere, end at vi sådan nogenlunde kunne holde budgettet alligevel.

Alt i alt: vi havde bare en SÅ dejlig tur!

Tekst: Torben Brandt

Netop nu er der fuld tryk på vinhøsten mange steder i Syd- og Mellemeuropa, hvor vinbønderne knokler for at få druerne i hus og lagt vinen i tønder og på fade.

Europa bugner af skønne vinområder, som i reglen ligger i nogle meget smukke omgivelser, og denne artikel nævner kun en brøkdel af de muligheder, der findes. Er man campist og glad for vin, kunne efteråret derfor passende bruges til at slå to fluer med et smæk, så man dels besøger nogle dejlige vinområder og –gårde, dels får kørt og camperet i noget af Europas mest vidunderlige natur.

Det kan være en god idé på forhånd at have gjort sit hjemmearbejde, så man ved, hvilke vingårde og –ruter man gerne vil lægge vejen forbi, men omvendt har det også sin charme at køre rundt i vinområderne og dumpe ind fra gaden, når man finder noget, som ser spændende ud.

Husk i øvrigt, hvis I tager bilen til vinsmagning, at der står spande på bordene, hvor vinen kan spyttes ud.

Tyskland
Vores sydlige naboland er måske ikke det første, man tænker på, når talen falder på vin, men Tyskland producerer ganske meget vin, og især hvidvinen er af rigtig fin kvalitet. En af de måske bedst kendte vinruter i Tyskland er Weinstrasse, som er cirka 85 km lang og begynder ved Bockenheim an der Weinstrasse ca. 80 km syd for Frankfurt og går ned til Schweigen-Rechtenback ved den franske grænse. Undervejs passeres en række hyggelige byer, vingårde og slotsruiner.

Et andet kendt vinområde ligger på strækningen fra Trier til Koblenz ved floderne Mosel og Rhinen, hvor der produceres nogle glimrende hvidvine, og hvor der ligger en perlerække af hyggelige byer med små vingårde eller –slotte, man kan besøge. Området er også  meget velegnet til cykelture, hvilket måske kan være ganske bekvemt, når man har været til vinsmagning, hvis man glemte at spytte ud i spandene.

Frankrig
Frankrig er et overflødighedshorn af god vin og smukke vinruter, så du kan under alle omstændigheder ikke nå det hele på én gang.

I den nordlige del af Frankrig ligger Champagne-området, som er et must, hvis man er vild med bobler. Tager man f.eks. til enten Reims eller Épernay, kan man besøge nogle af verdens store og kendte champagnehuse og komme på guidede ture i de smukke hvide kalkstenshuler, hvor millioner af flasker med champagne ligger på lager.

Længere mod øst ligger Alsace, som er kendt for sine fremragende hvidvine og for vinruten Route des Vins, som er cirka 170 km lang og går fra Marlenheim i nord til Thann i syd. Lidt længere sydpå, men stadig i den østlige del af landet, ligger de kendte vinområder nærmest som perler på en snor. Bourgogne-området byder eksempelvis på en Grand Cru-rute, der passerer det smukke slot, Clos de Vougeot, og derudover går gennem ikke færre end 37 landsbyer. Undervejs passeres også Bourgogne-områdets smukke hovedby, Beaune. Lidt sydligere ligger Beaujolais-området og Rhône-dalen, som ligeledes producerer verdenskendte vine af høj kvalitet. Endelig er Bordeaux i den sydvestlige del af landet et af Frankrigs bedst kendte vindistrikter med Cabernet Sauvignon og Merlot som to centrale druer i produktionen og med et utal af fine vinruter.

Spanien
Det solrige Spanien er glimrende til dyrkning af vin, og landet er verdens tredjestørste vinproducent. Spansk vin domineres først og fremmest af Tempranillo-druen, som også er den vigtigste af de i alt fire druesorter, der bruges til fremstilling af de kendte Rioja-vine. Spanien har dog i en årrække haft ry for at satse mere på lavpris end kvalitet, og de spanske vine nyder her i landet hverken samme popularitet eller anerkendelse som vine fra Frankrig og Italien. Du kan dog sagtens finde vine af høj kvalitet i Spanien.

Vinruterne ligger jævnt fordelt i det kæmpestore land. En del af dem findes i den nordlige og centrale del af landet, eksempelvis omkring Valladolid og Zaragoza. I Spaniens sydøstlige del mellem Albacete og Alicante dominerer druen Monastrell, der blandt andet bruges i Jumilla-vinen, som mange danskere formentlig kender.

Længere sydpå, i hjertet af Malaga-provinsen, ligger Ronda, som både er kendt for sin unikke beliggenhed på toppen af et bjerg og for sine vine, som efterhånden har en ganske fin kvalitet.

Italien
Støvlelandet har en række skønne vinområder, og som dansker kan man glæde sig over, at en række af dem ligger i det nordlige Italien, så man ikke behøver at køre længere end højst nødvendigt for at nyde de velsmagende dråber.

Et af de meget populære vinområder ligger mellem Gardasøen og Verona, hvor Bardolino- og Valpolicella-vinene kommer fra. Også den kraftige Amarone-vin kommer fra dette område. I en anden af Italiens nordlige provinser, Piemonte, finder man ligeledes nogle fremragende vine. Det er her, Barolo-vinene produceres i et område lidt syd for Alba, mens en anden dejlig vin, Barbaresco, fremstilles i byen af samme navn øst for Alba. Såvel Barolo som Barbaresco produceres på Nebbiolo-druen og kaldes henholdsvis for kongen og dronningen af Piemonte.

Er man mere til søde, boblende vine, produceres vinen Asti Spumante i byen Asti, der ligeledes ligger i Piemonte. Kører man rundt i Piemonte, er der næsten hele tiden afmærket med skilte til vinproducenter, der gerne byder indenfor til smagsprøver og salg.

Længere sydpå, i Toscana-området, er man i Chianti-land. Chianti ligger syd for Firenze og nord for Sienna og er et meget stort vinområde, hvor ikke mindst vinen Chianti Classico er af fin kvalitet. Den kan genkendes ved, at den har en sort hane på flaskehalsen.

Vil man længere ned i Italien, kan man vælge at køre mod sydøst til Apulien, som er begunstiget af masser af sol, hvilket der kommer nogle kraftige og smagfulde vine ud af. Det er i dette område, at den populære Primitivo-drue har hjemme, fordi fremstillingen af Primitivo-vine kræver lange og varme somre.

Camping
Overnatning Campingpladser i de omtalte vinområder finder du på https://www.dcu.dk/campingpladser

Husk at holde øje med åbningstiderne, da flere lukker ned i september/oktober måned.

Tekst: Torben Brandt

Kombinationen af skummende øl, barmfagre kvinder, mænd i lederhosen og tysk slagermusik lokkede sidste år cirka 5,7 mio. mennesker til Oktoberfest i München, hovedstaden i den tyske delstat, Bayern.

Mange af dem vil formentlig vende tilbage, når 2023-udgaven af Oktoberfesten finder sted i perioden fra 16. september til 3. oktober, hvor arrangørerne venter omkring 6 mio. besøgende til det, der har udviklet sig til at være verdens største ølfest. Dermed er besøgstallet i løbet af de 16 dage, festlighederne varer, på niveau med Danmarks samlede indbyggertal.

Begyndte for 213 år siden
Historien om Oktoberfesten begyndte for 213 år siden, nærmere bestemt 12. oktober 1810, hvor den daværende kronprins Ludwig skulle giftes med prinsesse Therese. Også almindelige mennesker fik mulighed for at deltage i bryllupsfestlighederne, og det blev så vellykket, at man besluttede at gentage succesen det følgende år. Dermed var de første spæde skridt til det, vi i dag kender som Oktoberfesten, taget.

Arrangørerne har siden bestræbt sig på at holde Oktoberfesten hvert år, men det har blandt andet to verdenskrige forhindret. Når dette års fest skydes i gang til september, er det således ”kun” 188. gang, at Oktoberfesten finder sted.

Lokale traditioner
Mennesker i Bayern-området er stolte af deres egn, og mindreværdskomplekser er ikke det, man forbinder med befolkningen i denne del af Tyskland. Her holder man gerne områdets traditioner i hævd, og Oktoberfesten er en kærkommen lejlighed til at lufte de lokale skikke, fremvise egnens dragter, spise den lokale mad og naturligvis nyde de gyldne dråber fra områdets mange gode bryggerier.

Der er ikke noget som helst finkulturelt over Oktoberfesten i München. Den er først og fremmest en folkelig fest – nøjagtig som det var tilfældet, da det hele begyndte et par hundrede år tidligere.

Måske er det netop det jordbundne og folkelige, der får omkring halvanden million mennesker fra hele verden, deriblandt mange danskere, til at valfarte til München under Oktoberfesten? Størstedelen, cirka 75 %, af gæsterne kommer dog fra Tyskland.

Kæmpe område
Oktoberfesten foregår på den 42 hektar store festivalplads, Theresienwiese, der ligger i den vestlige del af München. Her står en række øltelte i forskellig størrelse, hvoraf det største har cirka 10.000 siddepladser. Her koger det hele, når musikken spiller, øllet flyder, og fællessangen gjalder.

Ud over ølteltene er der også et stort Tivoli og en række boder på festivalområdet. Er man kun halvtørstig, kan det være vanskeligt at komme til bunds i de våde varer, for et ølkrus – de såkaldte Masskrug – rummer på disse kanter en liter øl. Styrken svarer til en dansk guldøl, og det kan derfor anbefales at drikke i et adstadigt tempo, ligesom det er klogt også at få noget fast føde undervejs. Bryder man sig ikke om øl, men alligevel gerne vil opleve festivalstemningen, er det naturligvis muligt at bestille fx vand, sodavand og lignende. Det er derimod ikke en god idé at bestille små øller – det har de lokale ikke megen forståelse for.

Reservér en plads
Øllene serveres af tjenere i lokale dragter, og det er klogt at behandle dem ordentligt, for det er nemlig tjenerne, der bestemmer i teltene. Det er en oplevelse at se tjenerne balancere med sædvanligvis otte store øl ad gangen på vej rundt til bordene – nogle tjenere kan endda håndtere endnu flere.

Selvom det er let at blive revet med af stemningen, er det ikke en god idé at begynde at danse på bordene. Dels kommer du nemt til at vælte de mange øl, der står deroppe, dels risikerer du venligt, men bestemt at blive smidt ud af nogle af de mange vagter, der sørger for god ro og orden i teltene.

Det er muligt at komme ind i ølteltene uden reservation, men arrangørerne anbefaler, at man reserverer, hvis man gerne vil have en siddeplads. Du kan læse meget mere på adressen oktoberfest.de

Vigtig indtægtskilde
En liter øl koster mellem 13 og 15 euro, og eftersom der drikkes godt syv millioner øl i løbet af de 16 dage, skal der ikke de store regnefærdigheder til for at finde ud af, at der triller ganske mange euroer over bordene i løbet af festen. Læg dertil hvad der bliver spist, købt af souvenirs og brugt på overnatninger – så har man et billede af den kæmpe industri og indtjeningskilde, som Oktoberfesten er for lokalsamfundet i og omkring München. Derudover er cirka 8.000 mennesker fast beskæftiget på festivalpladsen, mens yderligere 5.000 personer arbejder på deltid, så også på den led er festen betydningsfuld.

Overnatning
Der er masser af muligheder for at campere i og omkring München. Mange af campingpladserne ligger naturskønt uden for byen, men netop til Oktoberfesten giver det god mening at bo mere centralt. Her er Camping Thalkirchen i nærheden af Münchens Zoologisk Have et rigtig godt udgangspunkt, for herfra er der kun cirka fem kilometer til festivalpladsen, og det samme er campingpladsen München Obermenzing, der ligger godt 11 kilometer fra festlighederne. De offentlige forbindelser i byen er gode, og på campingpladsen rådgiver personalet gerne med, hvordan du lettest kommer til festivalpladsen.

Oktoberfesten har også en campingplads, Camping München–Riem, tilknyttet festivalpladsen. Her ligger mange i telt, men der er også masser af autocampere og campingvogne på det 150.000 m2 store område. Du kan læse mere om den lokale campingplads på www.oktoberfest-camping.com/

Mens Oktoberfesten foregår i München, er det en rigtig god idé på forhånd at kontakte den campingplads, du har udset dig, og tjekke, om det er muligt at reservere en plads. Vil du vide mere om Oktoberfesten, kan det anbefales at besøge hjemmesiden www.muenchen.de/veranstaltungen/oktoberfest.html

Campingpladser nær Oktoberfesten
Camping München–Riem (er tilknyttet festivalpladsen)
Camping Thalkirchen (5 km fra festivalpladsen)
München Obermenzing (ca. 11 km fra festivalen)