Camperen er testet, vasket og pakket - klar til afgang. Det er vi også. Efter flere års pause skal endemålet igen være Toscana, et stykke nede i Italien. Sidst i april måned, mens Danmark stadig venter på det afgørende startskud til foråret, går det målrettet sydpå.

Tekst og foto Renate Hovald

Fra Danmark skal man krydse intet mindre end tre grænser, før ens italienske parlør kan komme op af baglommen.

Vores sidste stop inden Italien er den lille østrigske alpeby Kötschach for foden af sneklædte bjergtoppe og med stadig næsten vinterbare træer. Derfra går det opad mod Plöckenpasset; grænsen til Italien befinder sig øverst oppe.

Snævre hårnålesving med 13 % stigning og temmelig smalle veje giver sved på panden - men wow, sikken oplevelse (synes vi, da vi er nede igen). Dagens frokostpause indtager vi i forårsgrønne omgivelser i udkanten af en lille italiensk by. Solen skinner ihærdigt.

Næste bedrift på vores italienske rejse mod Toscana er at passere Po-sletten.  Landskabet er kedeligt, landbrug over det hele. Montagnana er derfor et kærkomment afbræk i alt det flade. Den lille bys intakte ringmur fra middelalderen med tårne og porte skulle være enestående i Europa, og vi er da også vældig imponeret.

Herefter skynder vi os videre til Ferrara, tæt på Po-flodens udløb i Adriaterhavet. Dens tilnavn "cyklernes by" (Città delle biciclette) har gjort os nysgerrige. Findes noget sådant i bil- og fartglade Italien?

Jo, den er god nok. I det historiske centrum må bilerne ikke køre, der vrimler med cykler overalt, ung som gammel tramper i pedalerne, det er sjovt at se - næsten helt dansk.

Men derudover er Ferrara seværdig i sig selv, og den bastante, gamle og lidt dystre borg giver byen en helt speciel atmosfære.

Ferrara er cyklernes by.

Fortryllende Toscana

Videre går det. Vores rute fra Ferrara til Toscana kræver, at vi igen skal forcere en bjergkæde, denne gang de Toscanske Appenniner (Appennini Toscono). Også det bliver en wow-oplevelse.

Da et skilt i vejkanten fortæller, at NU ruller camperen ind i Toscanas forjættede land, bryder vi ud i jubel.

Toscana er gudesmuk. Her bugner det af historie, kunst og kultur. Således står syv (!) forskellige toscanske lokationer på UNESCOs liste over verdenskulturarv, herunder kunstspækkede Firenze, Siena, Pisa med det utrolige, Skæve Tårn, San Gimignano med sine spektakulære slægtstårnene og Pienza med et unikt renæssance-miljø.

De er enhver Toscana-rejsendes absolutte must. Men det slutter ikke her, for næsten enhver nok så lille flække gemmer på noget af stemningen fra en for længst svunden tid og får hjertet til at banke hurtigere af begejstring.

Dertil kommer det klassiske landskab med de blide bakker, pittoresk toppet af små byer, der på afstand synes utilnærmelige og ikke til at komme til.
 

Snoede landeveje, flankeret af sylespidse cypresser; skærmpinjer med deres ikoniske parasolform, sølvglitrende olivenlunde, og ikke mindst de vidunderlige udsigter fra småbyernes balustrader på kanten af stejle skråninger ud mod de blånende, bølgende horisonter.

Alt dette er indbegrebet af Sydens maleriske skønhed, som i århundreder har tiltrukket den nysgerrige rejsende og været udlængslens mål for kunstnere og forfattere, inklusive de danske. Toscana er og forbliver noget helt for sig selv og er ikke for ingenting en af de mest besøgte regioner i hele Italien.

På trods af det findes der i det indre af landet stadig "hemmelige" steder, man kan have mest for sig selv. Det har vi selv oplevet - plus det at nyde et par glas Chianti eller vinens konge Brunello di Montalcino under camperens markise; så er det bare, som det skal være.

I Toscanas hjerte

Vores første toscanske mål er Lucca. I løbet af et par dage bliver det til en cykeltur på volden, et besøg i den enestående smukke domkirke og en kop cappuccino på Piazza Anfiteatro, inden vi fortsætter til middelalderbyen Volterra, der - meget typisk - ligger på en bakketop.

Vi er heldige, fordi lige neden for toppen findes der en campingplads med gåafstand op til det historiske centrum. Som ekstra attraktion befinder campingpladsen sig endda lige ved naturområdet "Le Balze", et dramatisk klippelandskab med dybe erosionskløfter, der i tidens løb ubarmhjertigt har opslugt huse, landsbyer, kirker.
 

Hyggelig gade i Volterra, der ligger smukt på en bakketop.
 

På et fremspring knejser stadig de imponerende bygninger af et  klosteranlæg, ufremkommeligt og forladt. Også resterne af en 2600 år gammel mur fra etruskernes tid har indtil videre holdt stand og fungerer som værn mod afgrunden. Meget dramatisk.

Lige her, højt hævet over landskabet, kan man følge aftensolens forsvinden bag højdedragene og de fjerne glimt af Middelhavet bagved. Det er bare så usigeligt smukt.

Volterra bliver vi omgående forfaldne til. En by som fra en billedbog, ældgamle huse, snævre og krogede gader, masser af historie helt tilbage fra etruskerne og aktuelt stadig midtpunkt for Italiens alabast-forarbejdende industri, idet alabast netop findes her omkring.

Vi gennempløjer byens museer og kirker, afprøver den italienske gastronomi, slentrer rundt på må og få, provianterer - i selskab med de italienske husmødre - i det lokale Conad-supermarked, opdager hele tiden overraskende nyt og nyder med alle vores sanser tilstanden af salig "her-og-nu", lige midt i Toscanas hjerte. 

Da vi synes, nu er tiden inde til at rejse videre, er der gået  en hel uge. Aldrig har vi med autocamper været så længe bare på et sted! Det siger jo alt.
 

Hyggelige Lucca blev også besøgt.
 

En parentes: Middelhavets Toscana

Ikke længere sydpå i denne omgang; vi vender om ved at følge Toscanas kystlinje mod nord. Ved Massa, stadig Toscana og ikke langt fra Carrara og de blændende hvide marmorbjerge, holder vi inde.

Fra vores overnatningsplads er det bare 10 minutters gang ud til vandet. Vores formodning holder stik: vandkants-Toscana ligner alle de andre steder i Europa, hvor sandstrande og badeliv spiller hovedrollen.

Kilometerlange strandsektioner med hver deres hær af parasoller i stram formation står parate til turisternes rykind, når feriesæsonen først er startet for alvor. Det er weekend og vejret sommerligt, palmer svajer let i brisen fra Middelhavet, og allerede nu er der pænt befolket.

Kan man lide det, er det sikkert dejligt. Interessant at se på, men ikke rigtigt noget for os. Der er verdener til forskel mellem her og Toscanas unikke, storslåede og samtidig stille skønhed i det indre af landet. 
 

Mellemstationer hjemad

Det er tid til at kigge på kortet for at afstikke en passende rute hjemad, der også har noget at byde på. Po-sletten kan vi desværre ikke undgå, og efter en overnatning i ly af Po-flodens net af diger ved lummer-varme Cremona går det nordpå.
 

Efter at have passeret den kedelige Po-slette er Montagnana et behageligt afbræk.

Kedeligt igen, rundt om Milano med masser af trafik - og lige pludselig er horisonten ikke flad længere: de schweiziske Alper toner frem af varmedisen. Landskabet skifter karakter fra ensformigt til mere og mere varieret, og nu er der heller ikke langt igen til vores næste destination, Comosøen (Lago di Como). 

En campingplads i umiddelbar nærhed af byen Lecco ligger direkte ned til søens bred og tryllebinder os med det mest fantastiske panorama man kan drømme om - lige foran vores næse. I mellemtiden er den sydeuropæiske hedebølge også nået hertil, termometret viser 32 grader.

Med den brændende sol føles det næsten som en halv skærsild, når vi lejlighedsvis er nødt til at forlade skyggen. Godt vi har cykler; fartvinden sørger for lidt afkøling, og så får vi også set os omkring. Hele fem dage bliver vi her, hvem skulle have troet det.

Vores sidste italienske station er Maccagno ved Lago Maggiore, en anden af de legendariske norditalienske søer. Den udvalgte rute er nervepirrende smal,  det er søndag, og alle motoriserede fritidsfolk samt ikke mindst cykelrytterne er ude.

Campingpladsen i Maccagno ligger kønt, er næsten udelukkende fyldt op med tyskere, og midt om natten bryder et kæmpe tordenvejr løs, så jorden ryster. Begge dele vist ikke helt atypisk for regionen.

Næste dag krydser vi den nærtliggende grænse til Schweiz, køber en vignette og følger motorvejen nordpå. 
 

Et par slutbemærkninger

Toscana for autocampere kan godt være forbundet med visse udfordringer. Er man - som vi - mest til campingpladser, så er udvalget stærkt reduceret, når det skal være i gå- eller cykelafstand til f.eks. en lille by med lidt autentisk miljø.

Diverse apps viser godt nok mange centralt beliggende, simple stell- og parkeringspladser til autocampere. Men vil man gerne blive længere end bare en enkelt nat og ønsker lidt mere albuerum eller have adgang til sanitære faciliteter, så kniber det.

I hvert fald, når vi taler om den kuperede, centrale del af Toscana. Foretrækker man derimod Toscanas badeliv ude ved kysten, så er valgmulighederne langt større.

Og så lige en sidste bemærkning til økonomien. Priserne på brændstof har som bekendt altid været tårnhøje i Italien. Ja, høje er de stadigvæk, men sammenlignet med Danmark og endda Tyskland lå de, mens vi var der, for det meste i den mere tilforladelige ende.

Helt generelt havde alle priserne fået et lille hak opad, dog ikke mere, end at vi sådan nogenlunde kunne holde budgettet alligevel. 

Alt i alt: vi havde bare en SÅ dejlig tur!

Tekst og foto: Marianne og Jens Aage Bjørkøe

DCU-medlemmerne Marianne og Jens Aage Bjørkøe er pensionister og har i en årrække forlænget sommeren med ture sydpå. Her fortæller de om kærligheden til Italien, og om hvorfor de endte med at købe en campingvogn, selvom Jens Aage syntes, det var en ”småborgerlig opfindelse”.

Den danske sommer er lunefuld, og den er kort. Allerede i begyndelsen af september er festen stort set ved at være forbi. Det var derfor en del af planen i forbindelse med vores pensionisttilværelse at være bortrejst en del af året til mere sydlige og solsikre himmelstrøg, når den danske sommer er slut.

Men hvordan?

Vi kunne jo tage på nogle lange ophold med et rejsebureau, ikke så meget egentlige oplevelsesrejser, men daseferier. Eller vi kunne købe os en bolig i et sydeuropæisk eller et eksotisk land. Enden på overvejelserne var en løsning, som indeholdt muligheden for variation og tiltalte vores sigøjnertemperament, altså en gør-det-selv løsning på hjul. Kort sagt, vi anskaffede en campingvogn.

Kagedåse på hjul

En campingvogn var egentlig slet ikke mig. Jeg har altid syntes, at en campingvogn er en kedsommelig indretning, en stor kagedåse på hjul, som man kan sidde inde i og kukkelure, mens man ser fjernsyn og spiller kort. ”En småborgerlig opfindelse,” er jeg vist ubetænksomt kommet til at sige til en lykkelig ejer af en campingvogn i familien.

Nej, jeg syntes, det skulle være mere naturnært, en teltferie, hvor man kan fornemme årstidernes gang på en helt anden måde. Eller måske en teltvogn, f.eks. en Combi-Camp. Dem har jeg altid været fascineret af.
 

Men vi skulle jo være væk om efteråret i meget lang tid, nætterne ville ende med at blive kølige, og der kunne godt komme nogle dage med kraftig regn og rusk. Hvad med en ganske lille campingvogn, der var let at køre med og stort set kun skulle fungere som sovekabine?

Det endte med, at vi fandt en vogn, som vi begge kunne leve med. Det blev en smart Adria Action. Så gik det lige an for alle mine fornemmelser og fordomme. Og nu har jeg selvfølgelig fået yderst varme følelser for vores lille ”Rosita”, som den er blevet døbt.

Men hvor skulle vi tage hen? Vi så på Europakortet. Længst mod syd ud til Middelhavet var der tre muligheder: Grækenland, Italien, og Spanien-Portugal. Vi valgte Italien, nærmere bestemt den allersydligste del: Sicilien. Italien, har jeg altid syntes, er det mest fascinerende sydeuropæiske land.

Det er solrigt som de andre middelhavslande, landskabet er smukt med bjerge og dale over det hele og en enorm, afvekslende kystlinje med gode badestrande. På bjergtoppene ligger de utallige små middelalderbyer nærmest overalt.

Og så er der kultur og historie til stede i store mængder: oldtid, middelalder, renæssance, barok osv. Endelig er der maden, vinen, frugten og de friske grøntsager fra de små butikker og boder.

Hurtigt gennem Tyskland

Men lad os komme af sted. I begyndelsen af september er det blevet lidt surt nord for Alperne, så vi smutter hurtigt ned gennem Tyskland, overnatter et sted i Sydtyskland og er ved Gardasøen anden dag sidst på eftermiddagen.

Så er det dansk sommer igen. Her bliver vi nogle dage og bader, cykler ture til småbyerne i nærheden og nyder livet, selv om her er godt fyldt op med især tyske gæster.

Derefter trækker vi en dagsrejse sydpå, mens vi følger den vestlige kystlinje – jeg kalder den Romlinjen – og gør et stop igen fire-fem dage, f.eks. ved Cinque Terre, eller en tak længere mod syd i Grosetto-regionen. Efter endnu en køredag er Rom et oplagt sted at gøre stop nogle dage.

Efter Rom er vi på vej til det egentlige Syditalien med Napoli samt Amalfihalvøen, Tropea og til sidst Calabrien. Så følger sommeren med os, mens vi langsomt rykker mod syd med 22-25 grader, som er bedst for os, og vejret er stabilt og solrigt næsten hele tiden.

Messinastrædet krydser vi omkring den første oktober. Så har vi været undervejs tre-fire uger med fem-seks egentlige køredage. Afstanden til Messinastrædet er 2.500 km.

Hvis man har travlt, kører man bare lige ud ad Europavej 45 fra Danmark til Siciliens sydspids. Der er førsteklasses motorvej hele vejen. Derefter har vi seks-syv uger på Sicilien.

Nedturen har vi varieret med Adriaterhavslinjen med perler som Venedig, Ravenna, San Marino ved Rimini samt Bari og Trulli-byerne i Apulien. Apulien er noget mere spændende end Calabrien.

Hvis man gerne vil hurtigt til Sicilien – og gøre turen 1.000 km. kortere – sejler man fra Genova til Palermo, som tyskerne gør.

Eller man kan lave et øhop over Sardinen eller Korsika på vejen, og så er der muligheden for at køre over Kroatien og sejle fra Dubrovnik til Bari. Sardinien og Kroatien har vi prøvet.

Sardinien er meget mere moderne end Sicilien. Man kan også sejle fra Syditalien til Grækenland og tage nogle uger dér. Den variant prøver vi måske engang.
 

Beliggenhed vigtigere end faciliteter

Vores formål er forlængelse af "dansk sommer" i to-tre måneder – ikke for varmt og ikke for koldt, men solrigt.

Og en for os meget vigtig ting: Campingpladserne er så godt som tomme syd for Rom. Så der er fredeligt, god plads og som regel muligt at få en af udsigtspladserne.

Vi foretrækker trestjernede eller mindre, men det er jo smag og behag og afhængig af familiesituationen. Det afgørende for os er pladsens beliggenhed, ikke dens faciliteter.

At rejse med campingvogn er langsomt ved at blive udkonkurreret af autocamperne, det ses tydeligt, når man kommer sydpå. Vogntoget med campingvognen er mere besværligt; men det kan meget mere.

Vi foretrækker, bortset fra den økonomiske side af sagen, klart den fleksibilitet, som følger med muligheden for at køre ture ude i omegnen, når vi ligger et sted.

Når vognen er købt, er udgifterne på vores rejse ikke større alt i alt, end når vi er hjemme, faktisk noget mindre. På denne tid af året er det superbilligt på pladserne med ACSI-rabatsystemet. Vi har fuldt fortelt samt et stort solsejl til campingvognen og medbringer cykler.

Så er der variationsmuligheder efter vejr og længde for opholdet. Vi har etableret udekøkken, så det er yderst sjældent, at der laves mad inde i vognen.

Finessen ved camping i Italien på denne årstid er, at måltider osv. kan foregå udendørs, og at det fortsat er strandvejr.

En gang imellem kommer der en ordentlig skylle. Men vi vil være ude, ellers kan det være lige meget, synes vi. Det er kun på hjemturen og især efter Alperne, vi kan være tvunget til at spise i vognen; men som regel kan vi finde en lille restaurant tæt på campingpladsen.
 

Elsker italienerne

Og italienerne, dem elsker vi bare, selv om – eller netop fordi – de er anderledes end os.

Bare lyt til musikken i sproget: "Ciao, arrivederci, bellissima, fantastico."

"Italien er en kvinde, Spanien er en mand," siger jeg, når jeg sammenligner de to sprog. Jeg foretrækker Italien. Vi lærer italiensk i bilen på de lange rejsedage – det elsker italienerne os for – og vi hører lydbøger.

Italienerne er forskellige fra danskerne på mange måder. De har et temperament og en kultur, som man kan finde irriterende – eller charmerende, som vi oplever det. Der er en umiddelbarhed, en ekspressivitet og en spontan uorganiserethed, som giver overraskelser.

Afslappet livsnydelse i sociale sammenhænge og æstetik står højt i kurs. Hvis italienerne er i godt humør, er de meget hjertelige og hjælpsomme. Men de kan også opføre sig, som om man ikke eksisterer.

Italienerne gestikulerer meget, når de taler. Under en krig blev en italiener taget til fange og bragt til forhør. Man vidste, at han sad inde med vigtige oplysninger, men kunne ikke få et ord ud af ham. Man forsøgte med alle metoder, også de grove; men intet hjalp, selv om italienerne ikke er berømte for mod og standhaftighed. Manden var tavs som graven.

Så blev der tilkaldt en afhøringsspecialist, som var kender af den italienske folkekarakter. Specialisten overværede et forhør og sagde så: ”Det er ikke så mærkeligt, at han ikke siger noget. Manden kan ikke tale, I har jo bundet hans hænder.”

Italiensk ligger ikke lige på tungen for en dansker, og fremmedsprog som engelsk eller tysk er fortsat langt fra almindeligt hos de fleste italienere. Norditalien er dejligt og moderne; men når man er kommet syd for Napoli, bliver meget anderledes.

Sicilien er noget for sig selv

Men hvorfor helt til Sicilien? Primært fordi det er et af de sydligste punkter på Europakortet. Her kan vi bade, spise og være ude hele dagen selv et stykke ind i november. Men hvad med mafiaen? Der er intet at være bange for.

Mafiaen har større og mere profitable interesser at varetage end os campingturister. Sicilien er en del af Italien, men noget helt for sig selv. Sicilien har simpelthen alt: Natur, kunst og kultur, historie, friske madprodukter af enhver art, godt brød og fremragende vine, sol og strande, vulkaner, små bjergbyer – og sicilianere.

Vi er på mange måder 50 år tilbage i tiden, og priserne er overalt lave. ”Helst i kontanter,” som de siger mange steder. Har man brug for et moderne supermarked og en hæveautomat, så findes det også overalt.

Sicilien er meget rigt på oldtidsminder. Overalt er der græske og romerske ruiner, templer, teatre og en gammel kejservilla med fantastiske mosaikker og fresker.

Også de gamle romanske normannerkirker fra middelalderen med byzantinske mosaikker er noget helt særligt. Og så må jeg nævne de mange teatralsk anlagte barokbyer i den sydøstlige del af Sicilien.

Siciliens historie har været dramatisk med altødelæggende jordskælv igen og igen samt vulkanudbrud. Og fremmede hære og flåder har igennem historien gang på gang erobret og bosat sig på denne frugtbare ø, “Middelhavets Perle”, mens befolkningen er blevet undertrykt og udplyndret af de fremmede.

Men også øens egen overklasse har gjort sit til befolkningens fattigdom og undertrykkelse ¬– I nyere tid drejer det sig om mafiaen.

Sicilianerne har deres helte: De normanniske riddere, som var efterkommere af de nordiske vikinger, befriede øen fra et arabisk herredømme omkring år 1000 og herskede over øen i par hundrede år med et eksemplarisk styre.

De er fortsat heltefigurerne i det berømte sicilianske dukketeater, som opføres i de fleste byer. Heltedukkerne i teaterstykkernes drabelige kampe er nordiske typer: lyshårede og blåøjede. Når jeg bliver spurgt, hvor jeg kommer fra, kan jeg finde på at sige: ”Sono Normanno.” – ”Jeg er normanner.” 
 

Fandt vores favoritsted

Sicilien er på størrelse med Jylland og har fem millioner indbyggere, som primært bor i kystområderne, mens det indre af øen er tyndtbefolkede, storslåede landskaber.

De seks gange, vi har været på Sicilien, har vi boet rundt omkring på øen og set Taormina, Palermo, Cefalú og den arabisk prægede San Vito lo Capo på øens nordvestlige spids osv. Taormina er vidunderlig, men totalt overrendt af turister.

Resten af Sicilien er så godt som uden dette irriterende folkefærd – i det mindste om efteråret.

Allerede det første år fandt vi imidlertid vores favoritsted, hvor vi hver gang opholder os en del uger. I 2018 blev vi i seks uger. Stedet, vi er faldet for, ligger i det sydøstligste hjørne af Sicilien ved en lille provinsby, der hedder Avola.

Vores campingplads hedder Sabbiadoro, der betyder Det gyldne Sand. Når vi ankommer, er sæsonen forbi, og der er omkring en halv snes andre gæster. Det har betydet, at vi hvert har år kunnet få en plads helt ude ved vandkanten med udsigt over havet og solopgangen. 
Campinglivet er enkelt og simpelt. Der er absolut intet, man skal nå og gøre ud over det helt basale: Morgenbad og morgenmad, slappe, bade, læse, spise frokost, slappe, bade, læse, gå eller cykle en tur osv. Det er det umiddelbare og vegetative liv.

Når vi er i Avola, og det er blevet sidst på eftermiddagen, cykler vi de fem kilometer ind til byen ad små veje igennem appelsinlunde, hvor appelsinerne hænger modne og plukkeklare.

På torvet er der mange cafeer, og her får vi en kop kaffe, en pistacieis og en Vecchia Romagna eller en Campari, mens det bliver den blå time, hvor gadelygterne tændes, og illuminationen af de historiske bygninger kommer på.

Europas største vulkan, Etna, ligger på Sicilien, og den dukker ofte majestætisk op i horisonten, når man kører en tur rundt på øen. Etna er fortsat aktiv og har i historisk tid givet anledning til flere katastrofer.

På øen Stromboli lige nord for Sicilien er der også en vulkan, som dagligt udspyr ild og lava. Det skyldes, at Sicilien geologisk er et meget uroligt område.

Den afrikanske kontinentalplade skubber sig hvert år et par centimeter ind under den europæiske netop på Sicilien, og det har gennem historien, ud over den vulkanske aktivitet, givet anledning til voldsomme jordskælv. Det seneste var i 1908, hvor op mod 100.000 mennesker blev dræbt i området ved byen Messina.

Hele det sydøstlige Sicilien blev i slutningen af 1600-tallet totalt jævnet med jorden. Ved den efterfølgende genopbygning blev alle byerne i området opført i barokstil. Almindeligvis er jeg ikke nogen stor beundrer af barokarkitektur, som jeg finder svulstig og anmassende; men byerne i Val di Noto, som området hedder, fortryller mig fuldstændig.

Val di Noto er på UNESCO’s verdensarvliste. Den meste fantastiske af byerne hedder Noto, og et besøg her i skumringstimen er helt overvældende.

Selv om det er solrigt det meste af tiden, kan der nu og da komme en meget kraftig byge en halv times tid. Perioder med tung himmel i dagevis og snuskregn som i Danmark er ikke en del af vejrliget.

To gange i alt har vi oplevet en periode på en lille uges tid med kraftige regnskyl og storm. Så kan det være nødvendigt at grave nogle afvandingsrender omkring forteltet. I områder nær bjergskråninger kan det give ødelagte veje og broer.

Det første år, vi var i Avola, kom der pludselig en voldsom tordenskylle. Vi boede på en terrasseskråning, så vandet strømmede ned til os og steg hurtigt nogle centimeter. Det var en lav stensætning ved terrassekanten, som holdt på vandet. På pladsens kontor var der kun en ældre dame, som oplyste, at mændene var taget ind til byen.

Så fandt jeg en jernstang, og ved hjælp af den fik jeg lirket en sten løs i stensætningen, så der kom et hul, hvor vandet kunne løbe ud og ned på stranden. Det blev de følgende år vores favoritplacering på campingpladsen.

I begyndelsen af november er vi stadig på stranden nogle timer hver dag; men vejret er mere ustabilt, og vi ved, at afslutningen nærmer sig. Nu skal vi bare lige have forteltet ned og være sikre på, at det er fuldstændig tørt, inden vi pakker det ned til næste år.
 

Hjem via Toscana

På hjemturen har vi, efter et mellemstop i Pompeji syd for Napoli, en del gange gjort holdt nogle dage i Toscana og oplevet efterårets farvepragt samt kultur og historie i byer som Firenze, Pisa og Sienna. Men det mest spændende er egentlig de mange små bjergbyer i området.

Et par år har vi gjort stop nogle dage lidt længere mod syd i Umbrien i byen Assisi, hvor den katolske helgen, Frans af Assisi, virkede. I alle byer er der i kirkerne og på kunstmuserne de mest vidunderlige samlinger af tidlig renæssancekunst, som er blevet vores hovedinteresse.

Derefter gør vi et kort slutstop ved Gardasøen, hvor der lige præcis er én campingplads åben af de langt over hundrede ved søen.

Mens vi er her, holder vi skarpt øje med vejrudsigten, så vi kan komme over Brennerpasset uden at rende ind i en snestorm. Og så er vi hjemme efter en enkelt overnatning i Tyskland. Hvis Brennerpasset bliver helt lukket, er der altid den lidt længere vej over tunnelen ved Sct. Gotthard.

Den har vi brugt én gang, men kun for variation. Engang vi ville se lidt mere sne og køre på rigtige bjergveje, tog vi turen over San Bernadino-passet.

Under hjemrejsen kan det være lidt svært at finde helårsåbne pladser. De første år sad vi og bladrede i de store bøger med oversigter over campingpladserne; men efter at vi har anskaffet en GPS, som også viser campingpladser med alle relevante oplysninger om åbningstider, telefonnumre, mailadresse osv., går det let og helt uden problemer. Og så kommer vi hjem en sen aften.

Det er tiden af få sat julekæderne op inden første søndag i advent. 
 

Tekst og foto Torben Brandt

Byen Barolo syner ikke af det helt store, som den ligger der på toppen af en bakke, omgivet af vinmarker og små landsbyer.

Og de få  kvadratkilometer, som byen udgør, ville næppe få megen opmærksomhed, hvis det ikke var fordi, at Barolo og de nærmeste kommuner er kendt for at lave nogle af verdens bedste – og dyreste – vine. Barolo bliver både kaldt kongernes vin og vinenes konge, og sammen med Amarone, der produceres i den nordøstlige del af Italien, er Barolo formentlig den bedst kendte af de mange italienske vine.

Selvom du ikke er vinkender eller interesserer dig for vin, kan det alligevel anbefales at besøge Barolo og de omkringliggende byer, som er et vidunderligt område af Italien.

Piemonte er ikke så overrendt af turister som mange andre områder i Italien. På markederne går man derfor primært sammen med de lokale, der kan vælge og vrage i det fristende udvalg.

Særlige krav

Barolo laves udelukkende på druen nebbiolo og dyrkes i et lille område i Langhe-provinsen i og omkring Barolo i regionen Piemonte i den nordvestlige del af støvlelandet. For at en vin må kalde sig Barolo, er der nogle specifikke krav, som vinen skal leve op til.

Kun druer, som er dyrket og produceret på vinmarker i et afgrænset område på cirka 1.700 hektar i fem kommuner i og omkring Barolo, må bryste sig med det eksklusive Barolo-navn. De fem kommuner har hver sit særkende, fordi jorden er forskellig fra område til område, hvilket giver vinene forskellig smag og styrke. Barolo skal mindst holde en alkoholprocent på 12,5, og den skal lagre i 38 måneder, hvoraf de 18 måneder skal være i beholdere af eg.

Skal den være en såkaldt Riserva, kræver det, at den lagrer i 62 måneder, hvoraf 18 måneder skal være på eg.  

Om man kan lide Barolo-vine eller ej, er en smagssag. Vinkendere fremhæver, at Barolo-vine er tanninrige, kraftfulde og fulde af karakter, og at de vinder i smag, hvis de gemmes 5-10 år, inden de åbnes.

Undertegnede ved lidt om vin men ikke nok til at kunne vurdere, om kvaliteten af Barolo retfærdiggør de temmelig høje priser, som vinene sælges til. Da jeg besøgte byen, købte jeg et enkelt glas Barolo, som jeg drak på en lille, hyggelig cafe.

Det hørte ikke til de bedste glas vin, jeg har smagt – langt fra endda – men det kostede også kun omkring 11 euro og var et af de billigste på vinkortet, og det var nok for lidt til at yde Barolo-vinen retfærdighed.

En god flaske Barolo i butikkerne kommer hurtigt på den anden side af 300 kr, hvilket er langt over, hvad jeg normalt betaler for vin, men jeg synes, det er sjovt at købe en enkelt flaske, når man nu er i byen, og åbne den, når en god anledning byder sig.

Og der er masser af muligheder i byen, hvor små og store vinbutikker ligger dør om dør. Når det er sagt, findes der efter min bedste overbevisning mange andre fantastiske vine i Piemonte-regionen, hvor man får mere for pengene end ved at købe Barolo-vine.

Pico Maccario har masser af dejlig vin fra sine vinmarker, hvor endestolperne er formet som blyanter. Især vinen ved navn Lavignone er værd at købe fra dette sted.

Tæt på at være en religion

Hovedårsagen til at gæste Barolo skal være, at det er fascinerende at gæste en by, der er så dedikeret til vin, at det nærmer sig en religion, og som samtidig ligger fuldstændig vidunderligt på toppen af en bakke, omgivet af træer og vinmarker.

Disse vinmarker er formuer værd og går som oftest i arv i generationer, og det er nærmest uhørt at sælge en vinmark i Barolo.

Når det  alligevel sker en sjælden gang imellem, tager de lokale det meget ilde op, hvis der sælges til udlændinge frem for italienere, fordi de lokale ønsker, at Barolo-vin skal handle om passion og ikke profit.

Parker uden for byen

Turen til Barolo er betagende, uanset hvor du kommer fra, for der er vinmarker overalt, som tager sig smukt ud uanset årstiden. Du kan ikke køre i Barolos små gader, så bilen parkeres i udkanten af byen, hvor der flere steder er glimrende parkeringsområder, og derpå går du ind til de gamle, brostensbelagte gader, hvor private boliger, restauranter og vinbutikker ligger side om side.

En hyggelig detalje er, at vejnavnene flere steder er prydet af gamle billeder, der forestiller nogle af de mennesker, der levede her engang.

Der er tænkt på æstetikken i byen – også når det kommer til skiltene.

Overvej ydersæsonerne

Jeg gæstede Barolo i september, hvor der var god plads på gaderne og i forretningerne. Der skal dog ikke den store fantasi til at forestille sig, at der i højsommeren kan være noget tætpakket, for der er ikke så mange gader, de besøgende kan fordele sig på.

Hvis det kan lade sig gøre i forhold til ferieplanlægningen, skal anbefalingen derfor lyde, at byen besøges enten forår eller efterår, hvor det også temperaturmæssigt er mere behageligt at forcere de til tider ganske stejle bakker i byen.

Skøn restaurant i nabobyen

Der er intet til hinder for at spise på en af restauranterne i Barolo, men ligesom med vinen får du også med maden lov at betale lidt ekstra for at stille sulten i byen med det kendte navn.

Et godt alternativ er at køre 5 km mod nordøst til byen Castiglione Faletto, hvor restauranten Le Torri ligger med en fantastisk udsigt over Barolo-området. Her serveres mad af lokale råvarer, hvor en 4-retters menu kan købes for cirka 38 euro pr. person plus drikkevarer.

Det er ingen foræring, men det er pengene værd, og så er der en vidunderlig udsigt på den udendørs terrasse, hvor du dog skal bestille på forhånd for at være sikker på at kunne få plads. Udsigten indendørs er bestemt heller ikke at kimse ad, hvis der skulle være optaget udenfor.

Hvis du vil handle vin

Piemonte har utallige steder, hvor du kan købe vin direkte fra producenterne. Tre af mine favoritsteder er:

• Scagliola i Calosso
• Pico Maccario ved Mombaruzzo
• Poderi Rosso Giovanni i Agliano Terme

Alba frister

Fra Castiglione Faletto er der kun godt et kvarters kørsel ind til byen Alba, der hovedsageligt laver vin på barbera-druen, som er meget anvendt i Piemonte.

Alba er desuden kendt som trøffelby, fordi det er her, den verdensberømte, hvide trøffel om efteråret hentes op af jorden af specialuddannede trøffelhunde. Trøfler er en svamp og en meget dyr delikatesse, der koster flere tusinde kroner pr. kilo, og som med et rivejern rives på maden, men kun hvis du betaler for det – og igen er det en smagssag, om det er skillingerne værd.

Det har en lidt jordslået duft, som jeg personligt godt kan lide. Priserne varierer fra restaurant til restaurant, men sig aldrig ja uden at du forinden har tjekket, hvad det koster. Jeg har fået det tilbudt både til 20 euro og til 5 euro og takkede ja til sidstnævnte tilbud.

Om efteråret er der trøffelfestival i Alba, som strækker sig over flere uger, og hvor trøflen er i centrum for stort og småt.

Alba ligger tæt på Barolo og er en hyggelig by med god shopping og fine restauranter.

Selvom du er ligeglad med trøfler, kan du roligt gæste Alba, som er en hyggelig by med en charmerende bykerne med gamle huse, gode forretninger og talrige restauranter, hvor du kan nyde 3-4 retters menuer i prislejet 20-30 euro.

Du kan også selv sammensætte antallet af retter og f.eks. vælge en forret, som kaldes ”primo” på disse kanter, og en hovedret, der er en ”secondo”. Supplerer du med et glas vin, vil du på mange restauranter i både Alba og andre byer i Piemonte kunne spise to retter for 15-20 euro, og det er givet godt ud, for generelt holder området en meget høj standard på mad og drikke.

Der findes cirka 40 en-stjernede Michelin-restauranter i Piemonte fordelt over hele regionen, og priserne for at spise disse steder er lavere end på tilsvarende restauranter i Danmark. Det samme gælder, når du køber vin til maden.

Der findes i øvrigt i Alba en enkelt restaurant med hele tre Michelin-stjerner. Den hedder Piazza Duomo og ligger centralt i byen.

Drop bilen i centrum

Det er klogt at undlade at køre helt ind i centrum af Alba, for i bykernen er der flere steder miljøzoner, hvor du kun må køre, hvis du har et særligt ærinde, og som dansk turist kan du ikke købe et mærke, der giver adgang.

Det er irriterende og dyrt at blive knipset af kameraerne, og jeg taler desværre af erfaring. Selvom italienerne måske nok har ry for at være et uorganiseret folkefærd på visse områder, er de dygtige til at finde frem til dig og sende en regning hjem, hvis du har kørt, hvor du ikke måtte, og de rykker også gerne, hvis du ikke reagerer hurtigt nok.

Parker derfor bilen på en af de store parkeringspladser, der findes cirka en kilometer fra centrum, og hvorfra du kan gå ind til bykernen. Ofte er parkeringsbåsene malet op med hvide elle blå striber, og her det vigtigt at vide, at de hvide er gratis, hvorimod der skal betales i de blå båse. Samme princip gælder i den øvrige del af regionen.

Besøg Torino

Hvis du alligevel er på disse kanter, kan det anbefales at tage en tur til Torino, hjemsted for såvel bilkoncernen Fiat som fodboldklubben Juventus. For fans af den italienske fodboldstolthed er det muligt at komme på rundtur på Juventus Stadium, som klubbens hjemmebane hedder. Stadion ligger cirka et kvarters kørsel nordvest for centrum.

Torino er ikke nær så kendt som f.eks. Milano, der er hovedstad i regionen Lombardiet, men Torino er en rigtig hyggelig storby med masser af pladser (der kaldes piazza’er på disse kanter), gode restauranter og shoppingmuligheder, og hvor floden Po løber igennem og bidrager til den afslappede atmosfære.

Der er gode togforbindelser til Torino fra stort set alle større byer i området, og foretrækker du at køre i egen bil, kan det også sagtens lade sig gøre.

Vær opmærksom på, at i Torino – og de fleste andre italienske byer – holdes siestaen i hævd, så i middagstimerne lukker de fleste af forretningerne.

Torino

Langt mellem campingpladserne

I modsætning til Gardasøen og Lidoen vrimler området omkring Barolo, Alba og Torino ikke med campingpladser, så du skal ikke forvente, at du kan køre på må og få og så støde ind i en campingplads. Herunder kan du se en oversigt over nogle af de campingpladser, der ligger i Piemonte.

• Camping La Cascina
• Camping Sole Langhe
• Camping Viora
• Camping International Le Fonti
• Comfort Camping Tenuta Squaneto

Tekst og foto: Elsabeth Bisgaard

Jeg har i flere år gået stille med dørene om at fortælle om vores skjulte paradis i Umbrien. Lad bare “de andre” tage til Toscana, Gardasøen og hvad ved jeg – bare jeg får lov at beholde mit lille paradis for mig selv.

Begyndte i Bella

Det hele startede for små 15 år siden, hvor vi en regnvejrsdag tog på rejsemesse i Bellacentret. Der var en stand med flere steder i Italien repræsenteret. Vi faldt for et sted i Umbrien, der hedder Camping Kursaal ved Passignano v/Lago Trasimeno, som er Italiens 4. største sø. Her bestilte vi plads og var så der i fire år.

Det var et skønt, lille sted med ganske få pladser, ovenikøbet med et lille hotel og den lækreste restaurant med servering af lokale retter og vine, skønne værtsfolk og smilende tjenere - kort og godt et dejligt sted, hvis man ikke har den største campingvogn eller telt.

Aftenstemning ved søbredden.

Større campingvogn udfordrede

Vi fik så en større campingvogn, og nu var gode råd dyre. Der var nogle enkelte, lidt større, pladser på Kursaal, men man skulle nærmest bestille flere år i forvejen, for det var og er stadig et populært sted - også for børnefamilier. 

Men der lå også en campingplads lige ved siden af Kursaal, der hedder La Spiaggia. Vi gik ind og lurede, og den havde større pladser, der passede til vores campingvognsstørrelse. Vi bestilte plads til året efter og fik én. Vi glædede os som vanvittige til at ankomme. Tænk, at vi var så heldige, at vi havde fået en plads lige ved søen - det var forrykt fantastisk.

La Spiaggia er en fantastisk lille campingplads - heller ikke særlig stor. Så er man til de store pladser med masser af underholdning og butikker, så er der ingen grund til at læse videre. La Spiaggia har en lille bitte butik med småfornødenheder som vin, badehætter og vaskepulver. Her er en skøn svømmepøl og enkelte legeaktiviteter som f.eks. bordtennis.

Søen ligger nærmest i fodenden af ens telt eller campingvogn, og på søen dyrkes der ivrigt diverse vandsportsgrene som surfing og paddleboard. Flere har deres egne gummibåde med, og man kan også få undervisning i disse sportsgrene, hvis man ønsker det.

Croissanter som i Frankrig

Er man til cykling, uanset om det er korte eller lange ture,  så er der stort set cykelsti hele vejen rundt om søen, hvor der er små barer, som alle frister til et pitstop. Specielt kan turen ud til San Feliciano anbefales. Her serveres der croissanter, som ikke fås bedre i Frankrig. Turen dertil er på ca. 12 km.

På turen derud møder man de lokale, som glad hilser ”bongiorno” og smiler venligt. Det er en opløftende tur, også for dem som normalt ikke er vant til at cykle. Er man til mere hardcore-cykling, er der rigeligt med bjerge.

På campingpladsen er der en hyggelig lille bar, hvor søde og rare tjenere opfylder dine basale behov. Derudover er der også en vidunderlig lille restaurant, der laver den lækreste mad. Også her er det lokale retter og lokale vine - super lækkert.

Den veltillavede, lækre  mad er lavet af Le Chef Annalisa B, som tilfældigvis er i forhold med Marco.

Ejeren af campingpladsen, Marco, serverer ofte og går rundt og hygger om sine gæster. Uden beregning falder der ofte små lækkerier af ind i mellem retterne, “som vi lige skal smage”. Når sønnen Andrea er hjemme på ferier, ses han ofte også i baren. Det er ganske ubeskrivelig hyggeligt.

Skulle man få lyst til lidt mere byliv, så er der 10 minutters gang langs strand og havn til byen Passignano, som er spækket med de lækreste små og hyggelige restauranter og pizzeriaer - alt sammen til fornuftige priser. Udforsk de små restauranter og deres vidunderlige madudvalg med lokale retter – der er også meget mad for de fiskeglade spisere.

Find din egen vinbonde

Om aftenen ses der ofte fiskere ved kajkanten inde i byen. For den vininteresserede er det bare at gå i gang, for restauranterne bugner med lokale vine. Finder man en god vin, så er det bare at spørge på restauranten, hvor vinbonden bor og så aflægge ham et besøg. Sjovest er det selvfølgelig at finde den lille og ukendte, inden han bliver til en kendt, kommerciel vinbonde, og det er lykkedes os næsten hvert år i de 10 år, vi er kommet til området.

Bølgende vinmarker omkring Perugia

Der er flere smukke byer/borge rundt om søen, som kan anbefales at besøge,  ligesom der er store, smukke byer – blandt andet Perugia, Orvieto og Asisi, så der er nok at se på.

Ferie i festugen

Er man på ferie i festugen, som er i slutningen af juli, vil man kunne opleve et herligt bådræs, hvor fire områder konkurrerer mod hinanden. De sejler i fire træbåde på søen, og de giver den gas. Når de lander inde i byen, løber de fire hold med en træbåd på skulderen gennem byen og op på borgen og ned igen. Det hold, der vinder, modtager folkets hyldest ved den efterfølgende parade.

Om aftenen kommer holdene gennem gaden (som i dagens anledning er afspærret) på havnefronten og synger foran restauranterne og gæsterne. De vedbliver med at synge, indtil ejerne kommer og giver vin og champagne, hvorpå de bryder ud i jubelråb. Det siger sig selv, at de er svært feststemte til slut.

En forrygende festlig aften at deltage i, som er en sjov oplevelse både for børn og voksne.

Smuk borgby

Det kan anbefales at besøge den smukke borgby Orvieto, der efter min mening har en af de smukkeste kirker i Umbrien.  Er man heldig, sidder organisten i kirken og øver. Det er  fantastisk smukt. I Orvieto findes også en underjordisk by, hvor nedgangen er gennem en dyb brønd. Det kan anbefales at gå på opdagelse i de små sidegader, hvor man kan spise til næsten ingen penge.

Perugia, hovedstaden i Umbrien, er ligeledes en borgby, hvis historie kan føres tilbage til etruskerne. Den er bestemt også et besøg værd. Ikke langt derfra ligger Asissi, hvor Frans den hellige boede. Det er en umbrisk by og senere en romersk by, så den indeholder mange antikke minder. Byen blev hårdt ramt af jordskælv i 1997, hvilket blandt andet gik ud over en af deres helligdomme, Basilica de San Fransesca. 
 

Besøg marmorvandfaldet

En oplevelse er også det fantastiske, menneskeskabte marmorvandfald ved Tiro de Segno. Det er 165 m højt og består faktisk af tre vandfald. Det er bygget af romerne for mere end 2000 år siden og er fantastisk flot.

Sådan kunne jeg vedblive med at fortælle om Umbrien, specielt om camping La Spiaggia ved Lago Sul Trasimino, men jeg må hellere lade være. Man kunne risikere at andre fandt den lille perle, som jeg egentlig helst vil have for mig selv. Ellers kom og vurdér om jeg har taget fejl, men pas på, det kan være, du bliver hængende, som vi gjorde. Hvis nogen havde sagt til mig for 14 år siden, at vi ville blive “fastliggere” på Camping La Spiaggia, havde jeg ikke troet på dem – så nu er I advaret.

Af Torben Brandt

Byer som Firenze, Milano, Pisa og Nice ligger alle højt på listen over populære turistdestinationer, hvor såvel danske som udenlandske turister valfarter til i stor stil.

Samme popularitet kan den italienske havneby Genova, der ligger 2-3 timers kørsel fra ovennævnte byer, ikke prale af. Det gør den dog ikke mindre charmerende – snarere tværtimod. For det betyder, at man kan opleve et meget autentisk hverdagsliv udfolde sig i de snævre gader, at man kan nyde Genovas smukke bygninger og pladser uden at blive forstyrret af en horde af andre turister, og at det, når sulten melder sig, er muligt at få plads på en af byens restauranter. 

Tragisk hændelse

Genova ligger idyllisk i den nordvestlige del af Italien omgivet af bjerge på den ene side og Middelhavet med Italiens største industrihavn på den anden.

Genova, hovedstad i regionen Ligurien, kom i august 2018 ufrivilligt på alles læber, da dele af en trafikeret motorvejsbro nær byen styrtede sammen og dræbte 41 mennesker.

Den tragiske hændelse var et frygteligt slag for byen og kan ikke undgå fremadrettet at påvirke trafikken, der i forvejen er tæt og kræver sin bilist med et utal af tunneller og broer. De mange køretøjer stammer dels fra lokaltrafik fra byens cirka 600.000 indbyggere, dels fra lastbiler, der leverer og henter gods på havnen. Derudover afgår et stort antal færger fra Genova til øer som Sardinien og Korsika, hvilket også kan aflæses på trafikmængden.

Parker bilen

Trafikken skal dog ikke afholde nogen fra at tage turen til Genova, og når først man nærmer sig centrum, er der gode parkeringsmuligheder. Priserne varierer lidt efter, hvor centralt parkeringsanlægget ligger, men det er ikke svært at finde pladser til et par euro i timen og et maksimum på 15 euro for en hel dag. En af de største og mest centrale parkeringspladser ligger ved Piazza della Vittoria tæt på centrum.

Vil man blot gæste Genova på en endagstur, kan man overveje toget som alternativ til bilen. Togforbindelserne i Italien fungerer ganske udmærket, og det er en afslappet måde at rejse på. Fra Milano, Pisa og Torino tager togturen cirka et par timer hver vej.

Der findes campingpladser ganske tæt på Genova – f.eks. Camping Villa Doria ca. 15 km vest for byen eller Camping Genova Est, der ligger cirka 15 km fra centrum på byens østlige side. Bor man nogle af disse steder, er det oplagt at benytte lokale trafikforbindelser til centrum og lade bilen eller autocamperen stå på campingpladsen. Inde i selve bykernen findes desuden en metro.

Vil man gerne kombinere Genova med lidt badeferie, er der flere gode sandstrande på kyststrækningen på den vestlige side af byen, mens den østlige side i højere grad består af klipper.

Europas næststørste akvarium

Genovas gamle havn, Porto Antico, er noget af et tilløbsstykke med talrige restauranter og caféer. Skulle man have hang til den slags, kan man blandt andet blive hejst 60 meter op i en roterende elevator, der er fastgjort til en stor kran.

Det er også i dette område, at Europas næststørste akvarium, Acquario di Genova, ligger. Akvariet bruger avanceret teknik til at illustrere, hvordan det maritime liv udfolder sig, og har både pingviner, delfiner og mere end 600 fiskearter at byde på.

Søfartsmuseet Galata Museo del Mare ligger ligeledes i Porto Antico. Museet fortæller blandt andet historien om byens verdensberømte søn, Christoffer Columbus, der kom fra Genova, og skrev sig ind i historiebøgerne, da han som den første opdagede Amerika. Blandt historikere diskuteres det dog, om Columbus i virkeligheden kom fra Savona lidt vest for Genova, men i Genova er man ikke i tvivl og har både rejst statuer og åbnet det, der efter sigende skulle være Columbus’ fødehjem, for offentligheden.

De snævre gader

Havnen fylder meget i Genova både i størrelse og i byens selvforståelse. I min optik er det dog i højere grad bykernen, de mange fine pladser og byens arkitektur, der gør Genova enestående at gæste. For når man bevæger sig i centrum, sker det mange steder via Genovas kringelkroge af snævre gader, hvor små lejligheder og hyggelige forretninger ligger dør om dør. Her møder man lokale, som spadserer omkring, mens de passioneret diskuterer stort og småt med høj stemmeføring og gestikulerer med store armbevægelser. Når vasketøjet samtidig hænger til tørre langs husmurene, og duften af mad og krydderier breder sig gennem de åbne vinduer, bliver det vel næppe mere italiensk?

De snævre gader har på varme sommerdage ydermere den fordel, at solens stråler kun sporadisk når derned, så her er ofte skygge. Kombineret med brisen fra havet betyder det, at det selv i sommerheden er muligt at gå omkring i Genovas gader uden at smelte.

Løverne vogter

En af byens centrale pladser er Piazza di San Lorenzo, der er omgivet af velholdte bygninger og har den smukke San Lorenzo-katedral som sit naturlige midtpunkt. Domkirken er usædvanlig velholdt og bevogtes af to imponerende og meget livagtige løvestatuer på hver side af indgangen.

Eneste minus ved stedet er de gademusikanter, der spiller foran kirken. Selvom de tilsyneladende hver især kun har en halv time til disposition og løbende gør plads for nye, løfter det desværre på intet tidspunkt niveauet.

Byens hjerte

Få minutters gang fra Piazza San Lorenzo ligger Genovas vigtigste og bedst kendte plads, Piazza De Ferrari. Den kaldes også Genovas hjerte og har en imponerende bronzefontæne placeret centralt på pladsen, der samtidig fungerer som et forfriskende åndehul, hvor både to- og firbenede kan få svalet fødder og poter på varme dage.

Rundt om Piazza De Ferrari ligger en række markante arkitektoniske perler som børsen, byens operahus og barokkirken Chiesa del Gesù, der hver især tiltrækker mange mennesker, og som betyder, at dette sted er et af de travleste og mest velbesøgte i byen.

Kulinariske fristelser

Fra Piazza De Ferrari udgår flere veje, deriblandt boulevarden Via XX Settembre, hvor elegante bygninger og indbydende butikker giver rig mulighed for at lufte kontanter og kreditkort. Vær opmærksom på, at adskillige forretninger holder siesta nogle timer midt på dagen og indstil dig også på, at der mange steder ikke tales andet end italiensk.

Nogle hundrede meter nede ad Via XX Settembre ligger det store madmarked, Mercato Orientale. Her sælger fiskehandlere, slagtere og alverdens madboder lækkerier og kulinariske oplevelser, der kan få mundvandet til at løbe på enhver madglad sjæl. Og eftersom Genova ikke er ret turistet sammenlignet med mange andre byer, vil man opleve, at en stor del af de besøgende blot er lokale handlende. De kan så glæde sig over, at grøntsagerne her faktisk smager af noget, fordi de er hentet dagen før i den liguriske baghave og ikke har været flere uger undervejs på en fragtbåd fra De Kanariske Øer.

På UNESCO-listen

Fra Piazza De Ferrari tager det ikke mange minutter at gå ad de smalle gader mod byens eksklusive gågade Via Garibaldi. Undervejs passeres gaden Vico Del Duca, der i lighed med den parallelle Vico Angeli minder gæsten om, at Genova er en havneby med alt, hvad dertil hører. For på dette sted er byens letlevende kvinder allerede tidligt på dagen i stort tal klar til at betjene sømænd og andre, der måtte have lyst til at betale for deres ydelser. Ved højlys dag er der dog intet problematisk eller utrygt ved at færdes her.

Langt mere interessant er der på Via Garibaldi, hvor adskillige barok- og renæssancepaladser med en række smukke detaljer og fine balkoner ligger som perler på en snor. Via Garibaldi udgør sammen med Via Balbi og Via Cairoli de såkaldte ”Strade Nuove” (italiensk for ”nye veje”, red.), der siden 2006 har været optaget på UNESCO’s verdenskulturarvliste sammen med en række af byens paladser, Palazzi dei Rolli.

Øjne og ører åbne

Hvis man får brug for inspiration, ligger der på hjørnet af Vico Del Luca og Via Garibaldi en af byens turistinformationer, hvor der – som et af de forholdsvis få steder i byen – tales andet end italiensk. Her hjælper personalet gerne med tips og idéer til seværdigheder, men faktisk er Genova en by, der gør sig bedst ved at slentre rundt uden for mange mål, men med sanser, øjne og ører åbne.

Tekst: Anne-Vibeke Isaksen
 

En rigtig hundeferie

Holder du ferie her, og har du hunden med, så kan du kun bo i dette område. Marina di Venezia forbeholder et område af den store campingplads til gæster med husdyr, fordi deres erfaringer viser, at det fungerer bedst på den måde - lidt ud fra betragtningen, at lige børn leger bedst. Men det er ikke bare et hvilket som helst område. Der er i den grad taget højde for alt, hvad hundeejere og andre ejere af husdyr med pels har brug for på ferien.

Skygge og egen strand

Der er tale om et stort, grønt og skyggefuldt område, og det er noget, som dyr med pels holder af, når der om sommeren kan være op til 40 graders varme. I den nærliggende pinjeskov har man fine muligheder for at lufte hunden og naturligvis med hundeposer mange steder. Campingpladsens strand er over en kilometer lang, og en del af denne er viet kun til hundesvømning. Det er naturligvis af hensyn til de andre gæster.

Vandhunde med eget brus

Når hundene har været på stranden, har de udendørs badefaciliteter til at få skyllet saltet ud af pelsen. Men det er også et decideret hundebruserum, som er hævet, så ejeren ikke skal bukke sig ned. I området ligger en velassorteret butik med forskellige produkter og udstyr til kæledyr, og dyrlægen kigger forbi, hvis der skulle være behov for det.

På resten af pladsen

I Italien er der mange hunde, og når du bevæger dig rundt på resten af campingpladsen f.eks. op på torvet, hvor alle restauranter og underholdning findes, er hunde også velkomne. Naturligvis i snor. Det samme gælder også i Venedig, eller hvis du tager en tur ud til f.eks. Cavallino eller Treporti.

Læs mere om Marina di Venezia

Tekst: Anne-Vibeke Isaksen

To campingvogne, to campingtrækkere og to fortelte står side om side. Camping har altid været familiens foretrukne ferieform, men efter datteren Anna Kathrine nu selv har stiftet familie, så er de naturligvis afsted i deres egen campingvogn. Vi møder dem på sommerferie i Italien.

Anna Kathrine har fået camping ind med modermælken. Hendes forældre, tidligere ejere af Nibe Caravan og i dag indehavere af Camping Agenten, der bl.a. importerer Caravelair og Kampa-fortelte, har taget hende og to brødre med på campingferie, siden de var helt små. Det har inspireret hende til at fortsætte med camping med sin egen familie.
 

Camping 365/24/7

På mange måder kan det virke som om, familien ville få camping nok i hverdagen, men det er langt fra tilfældet. Ferie bruges naturligvis til at slappe af, få oplevelser og mødes med venner og familie, men der er også en ekstra bonus.

– Vi har masser af udstyr med på camping, så vi både kan hygge i forteltet, cykle på tur eller tænde op i grillen. Intet skal mangle, men det giver os også en virkelig god mulighed for at teste hvilket slags udstyr, der passer til hvilken slags ferie. Vi er også i øjenhøjde med kunderne, når vi selv camperer. Vi ved, hvad de taler om, når de fortæller om deres behov, siger Peter Outzen.

Mormor: Merete Outzen, 53 år
Morfar: Peter Outzen, 53 år
Indehavere af Camping Agenten

Datter: Anna Kathrine Outzen, 28 år
Sælger Camping Agenten

Svigersøn: Martin Svendsen, 37 år
Business Director

Barnebarn: Philip Outzen-Svendsen, 2 år
Legesyg campist
 

Hvorfor camping?

Merete
Det, jeg elsker ved campinglivet, er friheden til, at vi selv kan bestemme, hvor vi vil holde ferie, og så slapper jeg virkelig meget af. Vi mødes meget tit med både familie og venner, når vi er afsted.

Peter
Jeg sidder meget bag skærmen på mit kontor eller kører i bil. På camping er jeg ude, og det frie liv er det bedste ved camping.

Anna Kathrine og Martin
Vi holder ferie i samme øjeblik, som vi kører hjemmefra. Det er den bedste ferie med børn, fordi vi bare tager dagen, som den kommer. Ingen stress, og det nyder vi alle.

Meretes yndlingsdestination
Italien

Peters yndlingsdestination
Danmark

Anna Kathrine og Martins yndlingsdestination
Italien
 

Vil du også fortælle din campinghistorie, så send en mail til redaktion@dcu.dk – gerne med et foto af dig og din familie samt dit campingudstyr.

Tekst: Anne-Vibeke Isaksen

Det hele begyndte på en sommerferie for mange år siden, hvor både Dorte og Hugos forældre var på campingferie på Marina di Venezia i Italien. Her kom de to unge mennesker til at kysse hinanden en lun sommeraften på stranden, mens cikaderne sang i det fjerne. Det blev dog umiddelbart kun til en sommerferieflirt, for da de begge kom hjem til Danmark, gik livet i hver sin retning, og kontakten forsvandt. Der skulle gå mere end 30 år, før deres veje igen for alvor skulle krydse hinanden.

– Vi er begge fra Ikast og har kendt hinanden i alle disse år, men på ingen måde været tætte venner eller mere end det. I Ikast ved alle, hvem hinanden er, så på den måde har ingen af os kunne gemme os, fortæller Hugo, der samtidigt indrømmer, at det gode øje til Dorte har holdt fast i ham siden sommeren 1983.

Både Dorte og Hugo indleder nye parforhold, og Dorte bliver gift og får to dejlige børn, men i slutningen af 40’erne bliver hun single.
– Da jeg blev single, tog jeg initiativ til at møde Hugo igen. Han var heldigvis også selv blevet single, så det passede som fod i hose. Jeg inviterede ham til min 50 års fødselsdag, og siden har vi været sammen hver dag, siger Dorte Gundersen med et varmt smil, der i den grad viser, at hjertet har fået sin vilje. 

Så matchet er helt perfekt. Dorte og Hugo har fundet kærligheden. De deler den også for campingferie, som er en fast tradition hvert år, og feriemålet er naturligvis Marina di Venezia på Lidoen i Italien.

På en smuk julidag i de sene eftermiddagstimer, hvor lyset er noget helt særligt på stranden, sagde Dorte og Hugo ja til hinanden. Ringen var sluttet på samme campingplads, hvor de mødtes så mange år før. Og de var naturligvis også på camping denne gang.

Tekst og foto: Birgit og Jens Chr. Dalgaard. Redigeret af Torben Brandt

Det skorter bestemt ikke på udflugtsmuligheder, når DCU-medlemmerne Birgit og Jens Chr. Dalgaard camperer på Camping Village Montescudaio i Toscana. Nedenfor kan du se nogle af de steder, ægteparret har besøgt på ferierne i den populære italienske region. 

Pisa

Med kun 50 km til Pisa vil Det Skæve Tårn nok stå højt på listen over seværdigheder. 
Domkirkepladsen Campo dei Miracoli indeholder dels det berømte tårn, dels selve domkirken Duomo og Dåbskapellet. De bygningsværker kan med sine snehvide marmorfacader fra Carrara kun imponere enhver turist. Selve byen Pisa med sine omkring 88.000 indbyggere har ikke så meget andet at byde på, og selvom den tidligere var en vigtig havneby, virker floden Arno, som løber gennem byen, noget doven, og man føler næsten, at livet ved floden står lidt stille. 

Lucca

Cirka 20 km nordøst for Pisa ligger Lucca, der har 90.000 indbyggere. Byen har aner helt tilbage til romertiden 180 før Kristi fødsel. Den gamle, indre bydel er stadig omgivet af en 4,2 km lang bymur/forsvarsanlæg fra 1500-tallet. Muren er oprindelig bygget som forsvarsværk og nu til dags som en fornem promenade rundt om centrum, et sted som både byens borgere og turister nyder godt af. Andre seværdige steder er byens domkirke San Martino fra omkring 1000-tallet. Ligeså byens kendte vartegn, Torre Guinigi, et gammelt 41 meter højt middelaldertårn med egetræer, der stadig vokser på toppen af tårnet. Også et andet af byens romerske efterlevn er Anfiteatro Romano på Piazza dell'Anfiteatro. Her afslører pladsens ovale form det gamle romerske amfiteater, idet de omkringliggende bygninger stadig ”ligger i en oval ring”. Pladsen byder i øvrigt på en masse gode spisesteder, og mon ikke mange turister synes at fornemme den blodige fortid for 2.000 år siden.        

Firenze

Toscanas ”hovedstad” er Firenze. Byen har cirka 385.000 indbyggere og ligger omkring 125 km øst for campingpladsen. Selvom der er motorvej hele vejen dertil, kan vi kun anbefale at tage toget fra banegården i Cecina til Pisa og der skifte tog til Firenze. Togturen er behagelig og ikke ret dyr, bilens fører får en velfortjent pause fra rattet, og man slipper for at bruge timer på at finde en i øvrigt urimelig dyr p-plads i storbyen Firenze. 

Fra ankomsten på Stazione Centrale kan man gå direkte i retning mod domkirken, Santa Maria del Fiore. Det imponerende bygningsværk med sine marmorbelagte facader i hvid, grøn og lyserød marmor tager vejret fra enhver besøgende. Og skulle det ikke være nok, vil et besøg i både kirkens indre og dåbskapellet afsløre imponerende gulvmosaikker i marmor samt ligeså imponerende loftsudsmykninger i de to kupler. En tur op i kuplen ad de 463 trappetrin vil nok tage vejret fra de fleste, men udsigten deroppefra, ud over Firenzes røde tage, er dybt imponerende. I øvrigt må ingen af byens bygningsværker være højere end kuplens 91 meter, så Brunelleschis imponerende kuppel fra 1436 er til stadighed byens højeste. 

Fra domkirkepladsen kan man slentre ad små, ydmyge smøger, og pludselig står man på Piazza della Signoria, et andet af byens store torve og samlingssteder. Her ligger Palazzo Vecchio, Firenzes rådhus fra 1322 og Uffizierne med sine enorme kunstsamlinger. 
På selve pladsen findes både Neptun-fontænen og den enorme statue af David samt flere andre kendte statuer. Man kan fortsætte ned gennem Uffizierne til udgangen mod Arnofloden, og her ser man Ponte Vecchio, byens ældste og flotteste bro over Arnofloden. Broen blev bygget i 1345 og husede oprindeligt blandt andet slagtere og smede. Allerede i 1593 blev disse noget støjende og beskidte erhverv udskiftet med de finere guldsmede, som den dag i dag stadig er broens eneste erhverv. Herfra kan turen gå tilbage mod banegården, og på vejen kan man passere Mercato Nuovo, det nye marked, hvor især lædervarer faldbydes. 

Og glem nu ikke den lille fontæne med bronzevildsvinet Il Porcellino, som alle turister gnider på snuden for ifølge sagnet at kunne vende tilbage til Firenze en skønne dag. Lidt længere henne på ruten ligger en stor plads, Piazza della Repubblica. Den har blandt andet triumfbue, der blev rejst i 1895 som tegn på, at Firenze var hele Italiens hovedstad. På pladsen ligger en masse restauranter og mondæne butikker.        

Marmorbyen Carrara

Carrara, verdenskendt for sit hvide marmor, ligger omkring 100 km mod nord ad motorvejen mod La Spezia. Fra motorvejsafkørslen mod Carrara følges skiltene mod marmorbruddene, og man skal være forberedt på en noget hidsig bjergkørsel med mange serpentinersving. Vi kan kun varmt anbefale en guidet tur ind i bruddene f.eks. fra bruddene i Fantiscritti. Og når man nu alligevel er kørt højt op i marmorbjergene, vil en god frokost i den lille bjergby Colonnata være en stor oplevelse. Kun byens borgere må køre i bil dertil, så vi andre må parkere bilen på en lille p-plads nedenfor byen. Herfra tager det blot små 20 minutter på gåben derop – og sikke en udsigt ud over bjergene og de forskellige marmorbrud. Byen har kun omkring 350 indbyggere, men til gengæld er der vel 10 slagterbutikker. Og hvorfor nu det? Jo, i Colonnata har man siden romertiden haft monopol på fremstillingen af det fantastiske snehvide spæk, som man i byen naturligvis modner i store marmorkar. En tradition, som byens slagtere har vundet hævd på ved EU’s domstol. Frokosten i en af byens forholdsvis mange små restauranter får englene til at synge; papirtynde skiver af den hvide, næsten fløjlsbløde Colonatta-spæk sammen med lokale pølser, syltede løg med videre – jo, det er en oplevelse, man sent glemmer.

De fem maleriske landsbyer

Cinque Terre ligger cirka 120 km nord for campingpladsen og er en kyststrækning med fem maleriske landsbyer. Man kan sagtens køre i bil dertil, blot man vælger enten den nordligste, Monterosso al Mare, eller sydligste, Riomaggiore. De tre midterste byer, Vernazza, Corniglia og Manarola, må kun byernes borgere køre til i bil. 

Køreturen fra motorvejsfrakørslen ved La Spezia mod Cinque Terre er noget af en udfordring med smalle bjergveje og mange serpentinersving. Derfor vil vi anbefale at tage toget fra Cecina til Pisa, skift tog her til La Spezia og herfra tage lokaltoget ud til de fem byer. Ved ankomst til et af udgangspunkterne køber man en kombineret vandre- og togbillet. Fordelen ved det er, at man kan vandre en strækning, tage toget den næste strækning, vandre igen og så videre. Sluttelig tager man toget tilbage til La Spezia, hvorfra turen går sydpå mod Cecina igen. 

Har man begrænset tid til rådighed, vil vi anbefale vandreturen fra Monterosso al Mare til Vernazza. Det er en tur på omkring tre km, der varer cirka to timer alt efter ens kondition. Det er den smukkeste og mest dramatiske strækning, hvor man fra havets overflade ved Monterosso stiger omkring 250 højdemeter. Vandreruten går ad stier oprindeligt anlagt af de lokale bjergbønder, der brugte dem til transport af deres afgrøder, hovedsagelig vin, citroner og grøntsager. Flere steder passerer man faktisk igennem de små bjergbrug. Efter en del stigninger på ruten flader det lidt ud oppe i højderne, og fra et højt beliggende udsigtspunkt ser man det skønneste syn ligge dybt nede: den smukke by Vernazza, der ligger i en lille bugt på et klippefremspring. Efter at have nydt dette maleriske syn, går det stejlt nedad mod byen, hvor man kan nyde en velfortjent frokost på en af de mange spisesteder, der ligger på Vernazzas hyggelige havnefront. 

Hvis benene trænger til yderligere en pause, kan man blot gå op i byen og tage toget til f.eks. Manarola, den fjerde af de fem byer. Her står man af toget og går videre på vandreruten. Denne tur er på blot en km og tager kun 20 minutter. Stien, som stort set er vandret, hænger flere steder uden på klipperne, og er her i nyere tid konstrueret, så selv en barnevogn kan gennemføre turen. I øvrigt kaldes ruten for ”Kærlighedsstien”, og den er da også meget romantisk anlagt.

Ind gennem floddalen

Volterra ligger blot 40 km mod øst inde i bjergene. Turen dertil går ind gennem floddalen Val di Cecina. Fra Saline di Volterra går det stejlt opad mod Volterra, som man hele tiden kan skue op til, fordi den ligger på et tufbjerg i 545 meters højde. 
Byens historie kan dateres ca. 3.000 år tilbage. Den er grundlagt af etruskerne, langt senere tog romerne over, og flere steder indenfor den omkring tre km lange bymur, der omkranser den gamle bydel, kan man stadig se spor af etruskerne, bl.a. ved Porta dell’Arco, byens ældste byport. Romernes præg på byen ses bedst i Teatro Romano, et romersk teater og bad fra det 1. århundrede før Kristi, der ligger for foden af de høje middelalderbymure. 

Volterra er også i dag meget kendt for sin fremstilling af smukke, udskårne figurer i alabast, et blødt gipsmateriale, som etruskerne også brugte for omkring 2.500 år siden til deres urnefremstilling, og som den dag i dag brydes i alabast-gruber i og omkring Volterra. Byens mange små restauranter indbyder til en lækker frokost, ligesom de mange specialbutikker lokker med deres varer i alabast, oliventræ mv.     

Flest bytårne

Omkring 60 km mod øst ligger den kendte bjergby San Gimignano, der er byen med flest bytårne i hele Italien, hvoraf hele 14 har overlevet diverse fejder og krige gennem tiderne. Byen er også kendt for sine fremragende hvidvine, Vernaccia, som gerne bringes med hjem til Danmark. Også lertøj i meget høj kvalitet samt forskellige håndlavede oliventræsprodukter er at finde i byens mange specialbutikker. Også her kan frokosten indtages i en af de mange restauranter, som ligger side om side med specialbutikkerne.

Klokketårn på 102 meter

Siena ligger omkring 90 km, også mod øst. Turen dertil går ind forbi Volterra. Siena, der har 55.000 indbyggere, ligger højt placeret på sine syv høje og er opdelt i 17 contradaer (sogne). 

Når man besøger Siena, kommer man ikke udenom Piazza del Campo, byens store, centrale plads med sin muslingeform, opdelt i ni afsnit. Her ligger blandt andet byens rådhus, Palazzo Pubblico, med sit imponerende klokketårn på 102 meter. Det er Italiens næsthøjeste middelaldertårn. Pladsen omkranses desuden af flotte paladser, hvoraf flere har restauranter. I øvrigt er pladsen verdensberømt for sit årlige hestevæddeløb, Il Palio, der afholdes hvert år 2. juli og 16. august. Her dyster ryttere fra de føromtalte 17 contradaer, og vinderen kåres med et banner. Hvert år flokkes tusindvis af både lokale og turister til begivenhederne, og netop i de dage kan det være mere end svært at komme rundt i byen som almindelig turist. Bortset fra dette helt centrale midtpunkt har byen også sin imponerende Duomo (domkirke), som regnes for en af de flotteste i Italien med sine sorte og hvide sten i facaden. 

Shopping rundt i de snævre gader er næsten et must, for her ligger de flotte internationale modebutikker side om side med lokale delikatessebutikker.       

Fantastiske vine

Bolgheri ligger blot 25 km mod syd og er en lille bjerglandsby, som de senere år er blevet kendt for sine ypperlige vine. Indenfor de gamle middelalderlige bymure ligger små restauranter, og en lækker toscansk frokost med gode lokale råvarer får altid mundvandet til at løbe. Diverse små specialbutikker tilbyder bl.a. områdets vine og andre lækkerier.

Byen på bjergtoppen

Populonia, omkring 40 km mod syd, er en lille hyggelig middelalderlandsby, beliggende på sin egen lille bjergtop helt ude ved havet. Også her har etruskerne sat sine spor, og både udenfor Populonias byport og i bugten nedenfor er der arkæologiske udgravninger af bl.a. etruskernes gravkamre. Populonia er overskuelig og består dybest set kun af to parallelle gader med nogle få butikker og et par restauranter, men en tur op i det gamle forsvarstårn giver en uforglemmelig udsigt ud over havet til bl.a. øen Elba, og ligeså ind over land, hvor de høje bjerge rejser sig, hvoraf flere er præget af store åbne sten- og marmorbrud.

Øen Elba ligger blot en times sejlads ud for kysten. Færgeturen dertil foretages fra havnebyen Piombino, hvortil der blot er 45 minutter på motortrafikvej fra Cecina. Sejlturen dertil foregår på store moderne færger, og som turist bjergtages man af den skønne udsigt til de høje bjerge, som Elba jo består af, men også i høj grad af den smukke kyst tilbage på fastlandet. Har man kun en dag til rådighed, må svævebanen til øens højeste punkt, Monte Capanne på 1.018 meter være et af, ja, højdepunkterne. Ligeså vil en guidet tur i øens miner være en stor oplevelse. 

Et besøg i Napoleons hus midt på øen er hverken pengene eller tiden værd, der er ganske enkelt ikke ret mange genstande tilbage fra hans korte tid – blot ni måneder – på øen.

Tekst: Anne-Vibeke Isaksen

Campingpladsen, der ligger ned til søen og har en af områdets eneste sandstrande, har ligget her i 60 år, så der er naturligvis allerede mange danskere, der kender den, og der kan være mange begrundelser for valg af denne campingplads, hvor solen skinner fra en skyfri himmel, og feriestemningen er i top. Gardasøens smukke omgivelser har i årtier tiltrukket turister i alle aldre. Og nej, Gardasøen er ikke kun for pensionister. Når man kigger rundt her på campingpladsen, så er det alle tre generationer i familien, der hygger sig. Ja sågar menneskets bedste ven, hunden er også med på ferie hos mange af gæsterne. 

Campingpladsen har alt
Der kan købes både velsmagende vin – både hvid-, rosé- og rødvine – og olivenolie, og det er bare en begyndelse på alt det gode mad, man finder på disse kanter. Supermarkedet inde på selve campingpladsen har alt fra friskbagt morgenbrød til en stor delikatesseafdeling. Ja, vi er jo i Italien, og der skal spises godt. Hvis man ikke selv orker at stå for madlavning, er der flere restauranter inde på selve campingpladsen, hvor man kan spise, og køkkenet er naturligvis italiensk.

La Quercia er en stor campingplads, hvor man kan holde ferie en hel uge uden at forlade den, hvis det er det, man har mest lyst til. Campingpladsen har alt, og klimaet svigter sjældent, så poolen – både den, hvor der er svømning og vandsportsaktiviteter – og swimmingpoolen er ofte det store trækplaster. Stranden er af gode grunde også et tilløbsstykke, og Gardasøens vand er det bedste bud på en forfriskende dukkert. Og hvis ikke næsen i sky er det bedste for dig, så er der et væld af vandsportsaktiviteter på søen.

La Quercia er på mange måder som en mindre by. Det hyggelige er, at alle bor imellem hinanden, uanset hvordan man har valgt at campere. Man kan også leje sig til ferie gennem en af de mange forskellige udlejningsenheder, der er på campingpladsen. De, der gør det, er også blandet med gæster, der bor i egne enheder, og det giver en dejlig stemning. De mest luksuriøse mobilehomes ligger i første række til Gardasøen, men heldigvis kan man også bo der i egen campingvogn eller autocamper.

Aktiviteter og underholdning er der masse af på campingpladsen hver eneste dag. Der er aktiviteter for børn, unge, voksne og ældre. Fitness- og wellnesscenteret er åbent for dem, der vil holde formen ved lige på ferien. Hver eneste aften samles alle gæsterne foran den store underholdningsscene, hvor der opføres et stort kendt show f.eks. Løvernes Konge eller Dirty Dancing. Og det er campingpladsens egne ansatte, der er på scenen. I løbet af højsæsonen, hvor campingpladsen er fyldt op med gæster fra hele Europa, tages stranden også i brug til forskellige events. Flere gange er der fyrværkeri på søen, og det får alle gæster ned på stranden. Mens solen går ned, hygges der i det bløde sand, og når mørket falder på, så fyres der op for sommerens helt store fyrværkeri. 

Campinglivet på La Quercia er utrolig hyggeligt, og ja, der tale om en stor, men meget veldrevet campingplads, hvor der er styr på alt. Alt fungerer på campingpladsen, uanset om man bor i telt, campingvogn, autocamper eller i en af de mange udlejningsenheder. Lige uden for døren ligger en perlerække af Italiens smukke byer. Der er vingårde, forlystelsesparker og meget mere.

Oplevelser i området
Kystbyen Lazise ligger kun to kilometer fra La Quercia, og man kan gå på stranden hele vejen ind til byen, hvilket er en populær ting om aftenen. Lazise dateres helt tilbage til år 888 og har været fristad med handelsrettigheder. I det 13. og 14. århundrede blev det imponerende forsvarsanlæg og byens slotte og borgmure anlagt. Der er en hyggelig feriestemning både langs vandet og på torvet, men et par gange om ugen i højsæsonen er byen fyldt op til bristepunktet.

Små 10 kilometer syd for La Quercia ligger endnu en af Gardasøens perler. Byen Peschiera del Garda har både havn, kanaler og borganlæg, og i bedste italienske stil danner byen rammer om lige nøjagtig den feriestemning, som danskerne rejser hertil for. Folk spiser ude, spiser godt og hygger sig, mens natten falder på, og solen forsvinder bag bjergene i vest.

Husk Verona
Lidt længere væk ca. 20 kilometer fra La Quercia ligger en af hele Italiens mest historiske byer. Verona er en meget gammel by med imponerende bygningsværker – så mange, at byen er kommet på UNESCO's verdensarvsliste. Man finder f.eks. det store romerske amfiteater, der i dag afholder blandt andet operakoncerter på varme sommeraftener. Gladiatorkampe i arenaen er for længst borte. En historie, der for alvor satte Verona på verdenskortet, blev dramatiseret af ingen andre end William Shakespeare, nemlig historien om Romeo og Julie – og i dag valfarter folk til Julies gård for at få opfyldt ønsket om evig kærlighed. Veronas mange smukke torve og gader er den dag i dag stadig oplagt til en romantisk dag i byen.

Vin og action
Lige uden for døren ligger der flere store forlystelsesparker – Gardaland er den mest besøgte, hvor hele familien kan få et adrenalinkick, og latteren kommer helt i top. Mange vælger dette som et afbræk fra poolen eller stranden, og det kan anbefales at vælge en dag, hvor det måske ikke er alt for varmt og så komme afsted fra morgenen af.
Det samme gælder, hvis man gerne vil besøge en af områdets mange vingårde (som der er virkelig mange af). Hvis man ikke vil køre efter det, kan campingpladsens egen vin varmt anbefales. Og nu vi er i den boldgade, så lad bare slankekuren blive hjemme. Den vil ikke få en god ferie på disse kanter.

60 års jubilæum
Camping La Quercia fejrer i 2018 60 års jubilæum, hvor der vil ske en masse ekstra ting. Hold øje på deres danske hjemmeside

Bemærk: Pladsen giver ikke DCU-rabat, men via linket i højre side kan du finde DCU's rabatpladser i udlandet.