Autocamper
Af Renate Hovald
Det er kærlighed ved første blik og kommer helt bag på mig: Lille land, fladt som en pandekage, tæt befolket, umuligt sprog. Rigtigt gættet – der er tale om Holland. Eller Kongeriget Nederlandene, som det helt korrekt hedder, idet selve regionen Holland kun udgør to ud af i alt 12 provinser, nemlig Noord- og Zuid-Holland. Navnet Holland bruges imidlertid i flæng, også af hollændere selv. Holland er kilometermæssigt relativt tæt på Danmark, men trods det har vi aldrig været der før. Det har vi besluttet at rette op på med denne efterårstur i autocamper.
Andet end tulipaner
Hurtigt opdager vi, at Holland er andet end tulipaner og de ikoniske vindmøller. Tulipanerne er gået i hi her i september måned, og vindmøllerne er skrumpet i antal og stort set erstattet af pumpestationer for at holde grundvandet væk fra de lavtliggende områder. For det bliver man straks klar over: En stor del af landet ligger faktisk under havets overflade. Et tæt net af kanaler og afvandingsgrøfter gennemkrydser de flade marker for at holde dem tørre. Ja, endda bybilledet præges af kanaler, hvorved der skabes en helt unik stemning. Alt er nysseligt, velanlagt, velholdt med ufejlbarlig sans for æstetik, de små forhaver ligner miniatureparker, og når haver vender ud mod en kanal, findes der forneden en trappe eller en bro og en lille båd. Der er træer og blomsterpynt overalt, og man fornemmer straks, at man udsmykker sit hus, sin have, sin by med stilsikker sans for smukke detaljer.
Cykler overalt
I løbet af de to uger, vi krydser gennem Holland, er vi heldige med vejret. Temperaturen er højsommer, så vi tager på lange cykelture for at se os omkring. Og det er vi så sandelig ikke alene om. Ja, Holland er en cykelnation – man får det betryggende indtryk, at cyklisternes behov prioriteres før bilisternes. I byerne vrimler det med cyklister alle vegne, de parkerer alle vegne, må køre overalt, selv imod kørselsretning eller dér, hvor det er forbudt at dreje. Med vores (nyanskaffede) el-cykler forsvinder vi hurtigt i mængden af andre cyklister: Et overvejende flertal er i lighed med os elektrificeret. Samtidig observerer vi en overraskende pudsighed: Absolut ingen har cykelhjelm på – kun de få fortrinsvis yngre mænd på racercykel, der målrettet stryger forbi os, når de leger Tour de France.
Cykelstierne
De er et lysende kapitel for sig. Uanset, hvor man vil hen, er det muligt at nå målet pr. cykel – behageligt langs kanaler og væk fra alfarvej eller adskilt fra hovedvejen med en tyk, grøn rabat. Kun de mindste, sporadisk befærdede veje deler man med bilerne. Ellers har cyklisterne altid en fornem fietspad (cykelsti på hollandsk!) for sig selv. Det er det ene. Det andet er den geniale organisering af cykelstier og -ruter. Man cykler fra knudepunkt til knudepunkt, som der selvfølgelig tydeligt er skiltet med, og det gør det muligt uden videre at sammenstykke sin helt egen rute. Hyppige informationstavler sørger for, at du altid ved, hvor du er, og hvor du skal videre hen.
Kvalitetscamping
Jeg fortsætter lidt endnu med min begejstring. Nu gælder det nemlig campingpladserne. Vi er jo i autocamper og havde som sådan besluttet at bruge overvejende de såkaldte stellpladser. At vi så ender med udelukkende at overnatte på campingpladser skyldes deres strategiske beliggenhed, deres tiltalende indretning og deres priser: Central placering i forhold til centrum og seværdigheder, store afgrænsede (komfort)parceller, fine sanitære forhold, ACSI-niveau. Ingen af de stellpladser, vi selvfølgelig også kigger på, kan konkurrere i vores øjne. Ok, vi er måske lidt kræsne i vores forestilling om ”kvalitetscamping”, men cykel- eller gåafstand til nærmeste by er for os med autocamper et krav, der ikke er til forhandling. Og her i Holland oplever vi altså, at alle de byer, vi besøger, har en campingplads med cykelsti lige ind til centrum – og ud i landskabet. Vores konklusion: De hollandske campingpladser hører med i samlingen af dem, vi i vores færden gennem Europa har været mest tilfredse med.
Byerne: Alsace på hollandsk
Det er jo dem, vi kommer for – byerne. Den første, vi stifter bekendtskab med, er Bourtange lige over på den anden side af den tyske grænse. En lille flække med en fornemt restaureret fæstning, der nærmest er en by i sig selv. Her er meget, meget stemningsfuldt og med en vrimmel af sommerliv – og så har Bourtange (også) en god campingplads.
Men Bourtange er kun en beskeden optakt. Vi fortsætter til Zwolle, en gammel og historisk lille by. Her møder jeg for første gang for alvor det typiske bybillede med kanaler, rødstenshusene med trappegavl, de karakteristiske hvide vippebroer, små både alle steder, hvor der er vand. Jeg falder i staver over, hvor hyggeligt, velplejet og stilfuldt det hele er. Efter Zwolle bliver det Kampen – ligeledes fyldt med historie og stemning og kanaler. Og en kirke med et klokkespil, der diverterer med en lang sekvens af min yndlingsarie fra Mozarts ”Figaros bryllup”. Klokkespillet her i Kampen er dog ikke et engangsforetagende. På vores fortsatte tur oplever vi dem regelmæssigt andre steder, hver gang der er tale om et kirke- eller også rådhustårn af en vis størrelse. Melodierne er forskellige, men altid ambitiøse.
Polder-landskabet
Højdepunkterne på vores tur er byerne Enkhuizen, Hoorn, Delft og Leiden. Men først skal vi igennem Hollands nyeste provins Flevoland, der er resultatet af et gigantisk landvindingsprojekt, idet man indtil midt i 1900-tallet systematisk tørlagde en del af det flade Ijsselmeer. Denne form for nyland kaldes polder og er defineret ved, at den ligger under havets overflade og som nødvendig følge heraf bliver afvandet permanent via et tæt skakbræt af kanaler og pumpestationer. Poldere findes der utallige af, dog ingen af dem så store, at de ligefrem danner en hel provins.
Fra Flevoland skal vi ud på en kørevej, der forløber oven på et kilometerlangt dige. På kortet ligner den bare en tynd streg som en slags skillelinje mellem Ijsselmeer og Markermeer. Det er en ejendommelig følelse at køre her med vandet tæt på begge sider og målet næsten usynligt langt ude i horisonten. Men vi når da tørskoet over! Og nu er vi i det egentlige ”Holland” og også lige i nærheden af Enkhuizen, der i min rejseguide deklareres som en af landets mest romantiske (små)byer. Ak, hvor har min bog dog ret! Jeg er henrykt over denne lille bys charme og unikke stemning – igen med kanaler, havn, skibe, trappegavlshuse, træer, blomster, caféer, broer, gamle tårne og bastioner fra en tidligere fæstning. Campingpladsen ligger lige ved, og herfra tager vi på nogle lange cykelture, bl.a. til Hoorn, endnu en gammel by med stolte søfartstraditioner og de samme maleriske kvaliteter som Enkhuizen.
Men også Delft, kendt for sit fine porcelæn, og Hollands ældste universitetsby Leiden er byer, man kan falde i svime over. Jeg føler mig som hensat til et andet univers – alt er bare så malerisk og folk bare så venlige! Ovenikøbet skinner solen også. På en eller anden måde får jeg associationer til Alsace – altså bare på hollandsk.
Storbyer og øhop
Nu er de nævnte byer jo ikke særligt store. Det er regeringsbyen Den Haag derimod, som vi også aflægger et besøg. Her findes nemlig museet Mauritshuis med Vermeers berømte maleri ”Pigen med perleørering” fra ca. 1665. Museet er en sand skattekiste af hollandske guldaldermaleres mesterværker fra omkring 1600-tallet og således et must, bare man er lidt interesseret i kunsthistorie. Men ellers er Den Haag et interessant mix af gammelt – for eksempel ensemblet Binnenhof – og hypermoderne arkitektur. Byen har en ægte Chinatown med kinesiske porte og lampionprydede gadestrøg og – ikke at forglemme – den mondæne forstad Scheveningen. Den ligger ude ved en nærmest endeløs sandstrand og minder med sin lange træbro (pier), det enorme pariserhjul og et hav af fancy spisesteder om noget, vi har oplevet i badebyerne ud for Los Angeles. Hvilket er en blanding af Tivoli, eksklusivt strandliv og folkelig afslappethed.
Da vi fortsætter sydpå og lige strejfer Amsterdams forstæder, når vi i forbifarten også at få et glimt af den hektiske havneby Rotterdam med landskaber af kraner og containere og et mylder af store handelsskibe. Vi laver lidt øhop – kalder vi det – med færge og broer over Maas-flodens delta-arme og afslutter med nogle dage i de hyggelige småbyer Brielle og Middelburg i provinsen Zeeland, inden vi siger farvel til Holland for denne gang. Næste stop er flamske Brügge, men det er jo Belgien og hører således ikke med her. Selv om også Brügge har et umiskendeligt slægtskab med de gamle hollandske byer og således er en perfekt forlængelse af og et passende punktum for vores eventyrlige Holland-tur.
