Ud i det blå med autocamper

Tekst og foto: Renate Hovald

Vi stryger hen over Fyn mod Jylland, drejer derefter af i sydlig retning og styrer hen mod Haderslev lystbådehavn. Der er nemlig stellpladser for autocampere, perfekt beliggende med gåafstand til den gamle, velbevarede bykerne og med superflot sanitær, viser det sig. Efter køreturen er det tid til at få gang i bentøjet; vi slentrer ind til byen, drysser lidt rundt, og finder til sidst et indbydende spisested. Haderslev er et besøg værd, konkluderer vi bagefter. Her kan man godt komme igen. 

Næste stop giver næsten sig selv. Fra Haderslev er der ikke langt til den tyske grænse, og ganske kort derfra ligger Schleswig. Byens stellpladser ved marinaen er meget eftertragtede, og heldigvis er der stadig en ledig parcel til os, selv om man står tæt. Pladserne med udsigt til vandet er selvfølgelig taget for længst. Men Schleswig er en skøn by, solen skinner og inviterer til sightseeing, hvor både den smukke domkirke og det historiske fiskerleje Holm får vores besøg. Havnen syder af liv, der er flere spisesteder, og således forbliver autocamperens køkken atter engang koldt i aften. 

Så blev det tid til frokostpause.

Perler undervejs: Lyng og Mosel 

Varmen fortsætter, og det gør vi også. Da vores rute strejfer Lüneburger Heide, et område med udstrakte lyngområder og Tysklands ældste naturpark, træder vi på bremsen. Kalenderen siger begyndelsen af september måned, den ikoniske blomstring af lyngen - et turistisk highlight - må være på sit højeste; så her skal vi stoppe op. 

Vi installerer os på en perle af en naturcamping i Müden an der Örtze; dens højtstammede, skyggefulde fyrreskov er ideelt, når nu temperaturen siger 30 grader. Også vores cykler kommer til indsats nu. Flere afmærkede cykelruter fører direkte gennem lyngområderne. Deres lilla blomstring er bjergtagende og gløder intensivt i solen, og de karakteristiske grupper af mørkegrønne enebærbuske ind imellem gør billedet perfekt. 

Lysten til at opleve nyt driver os videre. Faktisk kunne vi godt tænke os et genbesøg af idylliske Mosel. Indrammet af stejle vinmarker skærer den sig i snævre zig-zag-vendinger gennem det maleriske, kuperede landskab, en fryd for ethvert motivsøgende øje. Vinene fra Mosel har været kendt i århundreder, og den ene lille vinby efter den anden flankerer idyllisk dens bredder. 

Her boomer turismen, og derfor findes der også et utal af både camping- og stellpladser, alle meget velbesøgt. Således også campingpladsen i Treis-Karden, vores udsete mål. Den ligger - interessant! - på en ø midt i floden. Igen er vi heldige med at få en af de sidste ledige pladser, endda ved flodbredden og med fin udsigt. 

Herfra kan man foretage flere spændende udflugter. For eksempel til Cochem, en absolut juvel blandt Mosel-byerne og kun 8 km væk. Så den snupper vi på cykel ad Mosel-Radweg. Den planlagte bådfart tilbage bliver dog ikke til noget, da skibet netop denne dag holder hvilepause. Derfor op på jernhesten igen, og som belønning en schnitzel og en øl i den Biergarten, vi passerer undervejs. Er livet ikke bare herligt?! 

Hængebroen i Gaierlay er 360 meter lang og kan godt føles som en udfordring.

Flere perler: Hængebro og vingård 

For at finde vores næste mål kræver det nu et mere intensivt kig på kortet - som dog afslører straks, at der ikke er særligt langt til en helt speciel attraktion: hængebroen ved Gaierlay, midt i det øde bjergområde Hunsrück og i nærheden af byen Kastellaun. Hængebroen er en af Tysklands længste og smukkeste. 100 m højt oppe spænder den over et dalstrøg laaangt nede, og med sine 360 m i længden kan den godt føles som en udfordring. Hvilket det sandt nok også er - jo mere man nærmer sig midten, desto mere gynger den. Gys. Med blikket stift rettet fremad lykkedes det dog at forcere broen helskindet både frem og tilbage. Facit: Selv om den ligger lidt væk fra alfarvej, må man absolut ikke springe den over. Til og med er den ganske gratis. 

Lidt længere sydpå igen ligger regionen Rheinhessen, hvis endeløse vinmarker strækker sig helt ud mod horisonten. Der vil vi hen. Tæt ved byen Alzey finder vi stellpladser ved Weingut Wolfgang Born. Det er her, man både dyrker og producerer vin. Vingården ligger således attraktivt midt i vinmarker, og stellpladserne er derfor - surprise - godt fyldt op. 

Som et specielt tilbud afholdes her naturligvis også vinsmagning, som vi deltager i. Og helt som forventet løftes stemningen blandt de tilstedeværende campister i både lyd og lystighed i takt med den rundhåndede udskænkning af smagsprøverne. Hyggeligt er det; hvilket da også resulterer i, at vi til sidst må finde plads i vores garage til en kasse af stedets vin til glædeligt minde om en fornøjelig aften. 

Næste dag står på en frisk cykeltur ind til byen Alzey. Den åbenbarer sig som et vældigt interessant bekendtskab, lige efter vores hoved: en historisk Altstadt, et varieret udbud af spisesteder, og et velassorteret supermarked på vejen hjem. 

Et kig op mod Vogeserne, der ligger i det nordøstlige Frankrig.

Vi ender i Alsace 

Og hvad så nu? Efter lidt overvejelser frem og tilbage er det, at fingeren på landkortet rammer den franske grænse. Og hvis vi fortsætter lidt længere ned mod syd, så når vi frem til den romantiske del af Alsace med route du vin d'Alsace, vinruten, som den turistiske hovedfærdselsåre. Terningerne er kastet, vi sætter i gang. Nu er det tilfældigvis sådan, at specielt denne del af Frankrig står mit hjerte ganske nær. Alsace har nemlig næsten det hele, når man leder efter noget, der adskiller sig markant fra Danmark, endda uden at skulle køre alt for langt fra den danske grænse. Hjertet af Alsace ligger vest for Rhinen, der her markerer grænsen mellem Frankrig og Tyskland, og ligger lunt mellem de franske Vogeser- og tyske Schwarzwald-bjergene. Hvilket er grunden til regionens begunstigede klima, hvor foråret starter tidligere, og efteråret varer længere. 

Mange danske campister elsker Alsace og kommer her gang på gang, og det forstår man godt. Her syder af uforfalsket romantik. Karakteristisk er vinmarkerne, der kravler op ad skråningerne, perlerækken af små bindingsværksbyer, som klippet ud af en billedbog, krogede gader og stræder, hvor tiden synes at have stået stille siden middelalderen, og de pittoreske borge, mere eller mindre velbevaret, der troner rundt omkring på bakketoppene. Ydermere gennemkrydses området af et net af både vandre- og cykelstier, så man nemt kan nå rundt helt uden bil. Ja, jeg er og bliver forelsket i Alsace. 

Vinmarkerne omkranser Turckheim.

Ribeauvillé og Turckheim 

Tidligere gik campingpladsen i Ribeauvillé under øgenavnet "danskerplads", idet næsten 80 % af alle campisterne var landsmænd; nok fordi man i receptionen talte dansk. Siden er forpagteren skiftet ud med en mere fransk udgave, og nu må man lede lidt længere efter danske nummerplader mellem det for øvrigt nærmest eksponentielt stigende antal autocampere. 

Campingpladsens popularitet er uden tvivl dens særdeles gode beliggenhed. Der er gåafstand til den trivelige bymidte af bindingsværkshuse, der er mange butikker og talrige spisesteder. Skulle det være de hjemlige kødgryder, så findes der rigeligt med gode idéer blandt franske fristelser i et stort Leclerc-supermarked lige ved. Derfor er campingpladsen også hurtigt fyldt op; men kommer man tidligt på dagen, er chancerne gode for at få en plads. 

Igen får vi rørt cyklerne. Det bliver ture til nogle af de omkringliggende ubeskriveligt pittoreske småbyer så som Hunawihr og Riquewihr, sidstnævnte med tre Michelin rejseguide-stjerner pga. dens stort set uforandrede bybillede siden 1500-tallet. Og selvfølgelig skal vi da også prøve tarte flambée og drikke et glas Riesling til - begge dele et MUST her i Alsace. 

Ribeauvillé-campingpladsen er meget skyggefuld pga. høje træer, og i det tiltagende efterår bliver det hurtigt for køligt i skyggen. Vi foretrækker markisevejr, hvor vi selv kan bestemme, om vi vil have sol eller ej. Det kan man på vores favoritplads i nysselige Turckheim, og den flytter vi til, bare nogle få kilometer væk. Her er lys og luft, parcellerne har en vis størrelse, maleriske vinmarker rejser sig bagved, og det lille, kønne centrum i original Alsace-stil med bindingsværk og blomsterpragt er kun få minutters gang herfra. Også her findes der gode vandreture af forskellig længde, nogle af dem godt nok lidt kondikrævende her og der, men alt besværet værd. Vi er lige begejstret hver gang. Her møder man simpelthen essensen af det alsaciske landskabs ynde og mangfoldighed. 

Heller ikke Kaysersberg og Eguisheim er længere end en cykeltur væk. Perler også disse: bindingsværk på bindingsværk, murværk i kraftige farver, et væld af blomster, krogede gadestrøg, ældgamle, ludende husfacader. Mobilens kamera kommer på overarbejde. 

Man kan kun elske Eguisheim og dens smukke bindingsværkshuse.

Hjemad 

Alsace holder os tryllebundet i en hel uge, men faktisk findes her så godt som uudtømmelige muligheder for meget mere - så som fx et besøg af Alsace's spændende hoved- og kulturby Colmar eller EU-hovedstaden Strasbourg; og ikke mindst Vogesernes bjergrige og mere vilde bagland er en veritabel fundgrube. Men nu går det hjemad. Turen bider vi over med to overnatninger. Den ene byder på endnu en bindingsværksperle ca. halvvejs: Hannoversch Münden.  Camping- og stellpladsen ligger på en ø netop der, hvor floderne Werra og Fulda flyder sammen og bliver til storesøster Weser. Den anden overnatning er en prosaisk nødløsning på den store parkeringsplads ved indkøbscentret Citti-Park uden for Lübeck. Og næste dag er vi hjemme. 

Igen en skøn, skøn tur! Atter oplevede vi autocamperen som ideel, når det gjaldt om at flytte os fleksibelt og ubesværet - eller også bare for at blive, når lysten og vejret er til det. Denne beretning tager kun de mest interessante steder med, alle mellemregningerne er sprunget over. Den er tænkt som inspirationskilde ikke kun for os med autocamper, men så sandelig også for vores kolleger med campingvogn. Prøv det!