DCU 100 ÅR
Tre mænd i Valby lavede reglerne
De første lejre samlede både nybegyndere og erfarne lejrfolk — fælles var ønsket om ro, rammer og fællesskab i teltlivet.
Lejrlivet i 1920’erne var fuldt af energi. Unge tog ud i naturen, slog telte op, fandt fællesskaber — og ramte også grænser, når det blev for løst, for larmende eller for konfliktfyldt. Midt i det landskab opstod idéen om en klub, der kunne samle lejrfolkene med klare rammer og en fælles linje.
Den 13. december 1926 blev der holdt stiftende møde i en lejlighed på Fælledvej 27 i Valby. Der var kun tre mand til stede: en billedhugger Jensen, den jurastuderende Jørgen Topholm og kontorassistent Martin Allerup, som lagde hus til. Topholm blev formand, Allerup kasserer — og vedtægterne blev vedtaget.
En klub med dørmand
Allerede fra start var ambitionen tydelig: Lejrklubben skulle være et fællesskab, hvor man kunne være i naturen uden at slås med omverdenen — eller med hinanden. Derfor valgte man en stram optagelsesregel: Nye medlemmer blev kun optaget på anbefaling fra eksisterende medlemmer. Det var en måde at holde uheldige elementer ude og skabe en kultur, man kunne stole på.
Fra papir til teltdug
Organisationen fik hurtigt et ansigt. Martin Allerup tegnede klubbens fane, og et kvindeligt familiemedlem syede den. Så var der noget at samles om — også når sæsonen sluttede, og kontakten skulle holdes varm hen over vinteren.
I maj 1927 kunne fanen hejse over Lejrklubbens første lejr ved Høje Sandbjerg nær Rudersdal. Lejren bestod af 12 telte, rejst af både erfarne campister og nybegyndere. Pladsen havde stifterne fundet ved at cykle Nordsjælland tyndt og rekognoscere op til sæsonen.
Lejrklubben voksede hurtigt: På én sæson steg medlemstallet fra knap 30 til omkring 60.
Da det begyndte at virke
Topholm kendte en journalist på Politiken, som kom forbi og skrev en pæn omtale af lejren. Det gjorde en forskel. I løbet af den første sæson steg medlemstallet fra knap 30 til omkring 60, og i vinterhalvåret blev kontakten vedligeholdt med klubaftener.
Det var stadig et lille fællesskab — men modellen var skabt: klare regler, et socialt samlingspunkt og en lejrform, man kunne gentage. Og netop dét blev en afgørende styrke, da lejrlivet i de følgende år begyndte at vokse.
