Smag på din campingplads

Tekst Thomas Guldbæk

Den smukke, grønne kulisse, som omgiver os, er ikke bare til pynt. Den er spiselig og fuld af oplevelser, historier og potentielle ferieminder.

Den bekymrede læser vil måske frygte, at dette er starten på en række langhårede artikler, hvor vi laver alt fra grunden, anretter maden med pincet og spiser os igennem vores ukrudt.

Men nej – det bliver ikke nogen rendyrket opskriftsamling, floraguide eller støvet historieforelæsning. Og vi skal heller ikke på overlevelsestur.

Så tag en kop kaffe - læn dig tilbage - læs lidt nørderi - og lad dig inspirere.

Respekt og omtanke

Realistisk set skal vi se på naturens ressourcer som ”tilbehør” og spændende smagsgivere – ikke som basisføde. Vi skal samle urter og bær med respekt for naturen, omtanke for vores helbred, og fordi det giver nye, spændende smagsoplevelser.

Hvad enten du trofast holder dig til samme campingplads eller gerne søger nye steder, så er det sjovt virkelig at få området ind under huden og forstå stedets dynamik. En af vejene til dette er at smage på områdets planter. Smagen afspejler klima, jordbund og lokalhistorie.

Og den nylavede pesto, du spiser til grillbøffen eller den kryddersnaps, du drikker til kaffen, bringer dig i tættere kontakt med det lokalområde, du er i. Og når der nu kan hentes ca. 300 forskellige spiselige (og gratis) urter og bær i Danmark – så er der nok at tage fat på.

Jeg er selv naturvejleder på Bornholm, hvor DCU har en campingplads på Galløkken. Selv om Bornholm ikke er nogen stor ø, er der smagsmæssigt store variationer at finde, alt efter om man sanker urter på Galløkkens sandede jorde eller Nordbornholms klippeområder. En tur over området på Galløkken gav for øvrigt en liste på ca. 35 spiselige planter.

Der er ikke nogen grund til at gå over åen efter vand. Så lad os starte med nogle meget almindelige og let genkendelige forårsurter, som netop vokser rundt om mange af landets campingpladser.

Fuglegræs (Stellaria media)

Forårsvitaminer

Fuglegræs trives, hvor der er næringsrigt og lidt fugtigt - også under hegn og krat, i græsset langs stier osv. Bare temperaturen ikke kommer under 0°, kan fuglegræs gro, blomstre og danne frø. Hver plante kan danne op til 15.000 frø.

Det er de yderste, sprøde skud, som er interessante. Den er ofte bedst i ydersæsonen (forår og efterår) frem for midt i en tør sommer. Får man fat på de saftige skud, kan man glæde sig til en super sprød oplevelse med smag af ærter og frisk duft af nyslået græs.

I folkemedicinen har den bl.a. været brugt mod skørbug, hoste samt som styrkende vitaminrig mad om foråret og efteråret. Fuglegræs indeholder nemlig både zink, magnesium, calcium og jern samt C- og A-vitamin.

Rå eller smørdampet?

Rå fuglegræs kan bruges på samme måde som friske spirer. Friske topskud i salater, på smørrebrød eller oven på f.eks. grillet fisk er det super lækkert. Eller på ristet brød sammen med et smilende æg suppleret med lidt capers og strimler af bacon.

Naturligvis kan fuglegræs indgå i pesto eller finhakket i dressing og mayonnaise, og er man til friske, blendede smoothies, er det bestemt også en interessant urt.

Fuglegræs kan også varmetilberedes og bruges som tilbehør. Her falder den dog meget sammen og minder mere om spinat. Prøv f.eks. at vende den hurtigt i smør på panden og drys med peber og eventuelt lidt parmesan.

Skvalderkål (Aegopodium podagraria)

Stop dog krigen

Hvorfor bruge de bedste år af dit liv på at stå med rumpetten i vejret for at udradere skvalderkål fra haven? Det er jo den perfekte bunddækkeplante, som både er smuk og kan spises. Ja ja, den skal ikke være i gulerodsrækkerne, men ude under hækken og andre steder, hvor den ikke kvæler alt andet, er den perfekt.

Slår man den ned med plæneklipperen/kratrydderen et par gange i løbet af sæsonen (og det gør de flinke folk på campingpladsen jo typisk) er der altid skønne nye blade. Og når man ikke gider det mere, lader man den blomstre (blomsterne kan spises) og sætte frø (de kan også spises). Super smukt!

Når jeg holder kurser, bruger vi tit skvalderkål. Og ni ud af 10, som ikke har smagt den før, bliver vilde med smagen. Lyder det som en dårlig reklame? Ja, men det er sandt.

Skvalderkål hører til skærmplantefamilien. Man skal lige være sikker på, at det er skvalderkål, man plukker, da der i denne familie er nogle giftige slægtninge. Tjek med florabog/internettet hvis du er i tvivl.

Brug den fordi den smager godt

Skvalderkål blev dyrket som lægeurt i Middelalderen. Den blev bl.a. brugt mod podagra (deraf det latinske navn; podagraria). Der er dog ingen undersøgelser, som understøtter denne effekt, men som andre urter indeholder den nyttige vitaminer, og så smager den godt.

Skvalderkål skal helst plukkes, mens bladene er små, skinnende og ikke helt udfoldede. Deres krydrede, gulerodsagtige sødme og peberagtige eftersmag gør dem super egnede i blandede salater eller der, hvor du ellers ville bruge persille.

Bland de hakkede blade i pesto, urtesmør, friskost, dressinger, kartoffelsalaten, frikadellefarsen eller oven på pizzaen. Blomsterne kan man pynte smørebrød med, og frøene giver en interessant krydret smag i brød, salater, dressinger og urtesalt.

I øvrigt er det ikke en kålplante, som navnet ellers antyder. Men tidligere brugte man ordet ”kål” om diverse spiselige, grønne planter. Og ”skvalder” refererer til et gammelt ord for at vælte op af jorden, og det gør den jo.

Pil (Salix)

Lægeplante gennem århundreder

Piletræet kræver vel næppe den store præsentation, og det er let at finde i hele landet. Pil vokser gerne fugtige steder ved sø og å.

Pilebark har op igennem historien været brugt som smertestillende og febernedsættende middel. Piletræet indeholder nemlig stoffet salicin, der kan omdannes til salicylsyre, men det er skrappe sager for maven.

Først i slutningen af 1800-tallet finder man ud af at fremstille det mere skånsomme acetylsalicylsyre (som vi i dag finder i Kodimagnyl), og Aspirin kommer på markedet i 1899.

Måske skulle man i tilfælde af sommerfrokost-tømmermænd overveje en enkelt pile-snaps bare for lige at ”rejse sig ved det træ, man er faldet”.

Snaps m.m.

Der er mange typer pil i Danmark. Nogle har for længst blomstret, men det er stadig muligt at finde de pyssede rakler (også kaldet gæslinger) på nogle af piletræerne.

Når disse lige er sprunget ud, og de gule støvdragere titter frem, kan man bruge dem til at krydre snapsen med. Denne snaps bliver mildt, nøddeagtigt krydret. Brug to-tre deciliter gæslinger til en flaske Aalborg basis, vodka eller anden neutral alkohol. Lad det trække i tre døgn til en uge og filtrér.

Lad den gerne lagre et par måneder efter filtrering. Her vil den nok ændre farve, og der vil eventuelt komme lidt bundfald, som kan filtreres fra.

Man kan også lave snaps på det yderste af grenene. Klip grenene i mindre stykker og dæk dem med neutral alkohol. Lad det trække i minimum 14 dage inden filtrering. Dette koncentrat kan fortyndes en hel del – måske 1:8. Det er syrligt/bittert og kan eventuelt blandes med andre smage.

Til grillentusiasterne skal det nævnes, at frisk, strimlet pilebark fungerer udmærket som snor til snøring af aromatiske urter omkring fisk ved grilning.

Martsviol (Viola odorata)

Ej blot til pynt

Den lille plante dukker, som navnet antyder, frem i marts. Faktisk kan ældre blade af den ses hele vinteren, men det er de friske blomster, som er interessante.

Den elsker muldrig jord. Se derfor efter den i græsplænen, under hækken, i skovbryn og på bakkeskråninger.

Martsviol kan forveksles med andre typer viol. Men martsviol er den eneste med den tydelige violduft. Martsvioler er blevet dyrket i middelalderens klosterhaver på grund af sin gavnlige effekt mod hoste og plejende egenskaber for huden.

Igennem historien er de også blevet brugt til at kamuflere dårligt luft – f.eks. båret som brystbuket. Et sikkert bevis på foråret var, når violsælgerne solgte buketter på Strøget. Fiolstræde i København hed tidligere Violstræde efter de mange haver med især violer, som lå her.

Det latinske navn; odorata, betyder ”duftende” og bliver ofte brugt på planter, som har en karakteristisk duft. Og det må man sige, at martsviol har. Ud over til parfume er viol herhjemme nok mest kendt fra de kandiserede violer på kager. Men i Frankrig er man også ret glad for violpastiller og viollikør.

Der skal ikke så meget til

Martsviolblomster både dufter og smager parfumeret og sødligt af nektar – med en smule syrlig eftersmag. Martsviols aroma er flygtig og tåler ikke tilberedning. Det er muligt at bevare smagen ved tørring i sukker - eller ved at lave et udtræk i alkohol eller eddike.

Martsviol er især god oven på skaldyr, hvor blomstens lette smag understreger sødmen og det let metalliske i skaldyrene. Den fungerer også fint med hvide fisketyper.

Naturligvis kan man bruge martsviol i salater som et sødt-syrligt og pynteligt element. En violeddike kan give et blomsteragtigt præg til friske forårs- og sommerretter.

Violsalt kan give et pift på forårsgrøntsager og ovnbagte grønsager.

Jeg håber, at du er blevet inspireret til at smage lidt på dit nærområde – eller til at fyre lidt nørdet specialviden af til din nabo. God tur i det grønne.