Sådan fandt unge vej til camping i 1920’erne

Der er noget næsten moderne over det tidlige danske campingliv: Man pakkede let, tog af sted tæt på byen, slog lejr ved vandet — og vendte hjem igen, når hverdagen kaldte. I begyndelsen af 1920’erne var det præcis sådan mange unge københavnere gjorde. De cyklede ud af byen for at overnatte i telt, få frisk luft og være sammen med jævnaldrende.
Køge Bugt-området trak. Ikke fordi det var luksus, men fordi det var realistisk. Vejen dertil var ikke ligefrem cykelvenlig, men i det område var mulighederne for teltslagning bedre end længere nordpå langs Øresund. Og når man først havde fundet et sted, handlede det om at få de basale ting til at hænge sammen: et telt, en plads og adgang til vand.

Når camping foregår på andres jord

Lejrlivet voksede hurtigt — og det blev også synligt. Lodsejere fandt ud af, at de kunne tage betaling for retten til at slå telt op, ofte med adgang til vand som en del af aftalen. Det gjorde camping mere “muligt”, men mindede også lejrfolket om, at teltlivet foregik på andres betingelser.
Samtidig begyndte historier om larm, drikkeri og frit samkvem mellem drenge og piger på nogle teltpladser at cirkulere. Det vakte offentlig forargelse og gjorde teltlejren til mere end et frirum: Den blev en offentlig sag. For mange unge var pointen dog enkel: at komme ud, slappe af og være sammen — uden at det skulle udvikle sig til konflikter med naboer, myndigheder eller grundejere.

Alt det, man selv måtte finde ud af

Lejrsport, som man kaldte det, var i høj grad noget, man dyrkede i weekender. Sommerferie var stadig ikke alle forundt, og derfor blev den korte tur ud af byen den praktiske model. Transporten var ofte cyklen, og oppakningen skulle være gennemtænkt: Man tog kun det nødvendige med, og resten måtte løses på stedet.
Også udstyret var en barriere i begyndelsen. Professionelt lejrudstyr var dyrt, og mange syede deres telte selv ud fra arbejdstegninger, der cirkulerede. Men i løbet af 1920’erne begyndte standardmodeller til mere overkommelige priser at dukke op på det danske marked. Camping blev langsomt mindre et nicheprojekt og mere en fritidsmulighed for flere.

Cyklen var lejrfolkets foretrukne transportmiddel — og oppakningen skulle være gennemtænkt, før man kunne slå lejr.

Da camping blev til et marked

Når flere får lyst til at tage af sted, følger der noget med: butikker, annoncer, varer og “løsninger”. Camping var ikke længere kun et spørgsmål om natursværmeri og improvisation. Det blev også en praktisk disciplin — og et område, man kunne købe sig til hjælp på.
Og netop i den blanding af frihed og praktik ligger noget af forklaringen på, hvorfor camping kunne få fodfæste: Unge fandt en måde at gøre det enkelt, gentageligt og til at betale. Teltet ved vandet var målet — cyklen og opfindsomheden var vejen derud.

Camping blev hurtigt et marked: Telte, soveposer og udstyr blev solgt og annonceret — og gjorde lejrlivet mere tilgængeligt.

Læs mere om campingens og DCUs historie