DCU 100 ÅR
Lejrklubbens første campingsommer
Lejrlivet blev for mange en tradition — og i Hundige tog det for alvor form.
Når man i dag ser camping som en naturlig del af danskernes sommer, er det let at glemme, hvor praktisk og primitivt det hele begyndte. Men da Lejrklubben fik en aftale i Hundige, skete der noget afgørende: Lejrlivet fik en fast ramme — og et sted, hvor erfaringer, regler og fællesskab kunne vokse i samme tempo som interessen.
En strandgrund, en pris — og en plan
Til sæsonen 1928 fik Lejrklubben lavet en aftale med en gårdmand i Hundige om eneret til at slå telte op på en strandgrund, hvor han gravede grus og opbevarede roer om vinteren. For 25 øre pr. telt pr. nat sørgede han for renovation, han udlejede bestik — og han solgte både halm og forskellige madvarer. Det var enkelt, men det var organiseret.
Klubben satte også sine egne, synlige tegn på pladsen: en flagstang — og et toilet, der bestod af seks rundstokke stukket i jorden med lærred spændt omkring. Så var Hundigelejren klar.
Hundigelejren begyndte enkelt — men den fik hurtigt brug for rammer, når mange ville være med.
Da nysgerrigheden væltede ind
Hundigelejren blev i løbet af sommeren overrendt af nysgerrige københavnere. Teltene stod hulter til bulter, og mange af dem, der dukkede op, manglede fuldstændigt erfaring med teltliv. Det skræmte flere af de mere rutinerede lejrfolk væk — men det viste også, hvor stærkt lejrlivet trak.
I sensommeren lykkedes det at samle en organiseret lejr på 40 telte på stedet, som Lejrklubben udråbte til Danmarks første landslejr. Pointen var klar: Når camping tiltrækker mange, skal det sættes i system, hvis det skal fungere.
Fra lejr til landslejr i ordnede rækker
Erfaringerne fra den første sæson gjorde en forskel allerede året efter. For den følgende sæson blev der aftalt en samlet pris på 300 kr., og til standerhejsningen i maj 1929 mødte 75–80 lejrfolk. Deres 45 telte blev opstillet i velordnede rækker — et afsnit for familier og et for ugifte, med herrer og damer på hver sin side af en midtergang. Bestyrelsen havde i øvrigt også fået sit første kvindelige medlem.
På få somre havde Hundige vist, hvad der skulle til: ikke bare natur og telte, men struktur, aftaler og fælles spilleregler. Og netop dén kombination blev et vigtigt skridt på vejen for Lejrklubben — og for den historie, der senere førte frem mod DCU.
