Fra kaos til orden i teltlivet

Et stykke ind i 1930’erne var campingsporten herhjemme stadig præget af pressens historier om de unges druk og usædelighed i teltene. Men fem år efter etableringen i 1926 stod Lejrklubben for Danmark (LfD) i et helt andet lys. Hvor de uorganiserede teltpladser ofte blev beskrevet som kaotiske, blev LfD i stigende grad fremhævet som det modsatte: et lejrliv med struktur, regler og orden.

Vedtægter, reglement — og et blad hver måned

LfD havde nedskrevne vedtægter og et lejrreglement, som satte rammer for livet i telt. Samtidig fik fællesskabet en fast stemme: medlemsbladet Lejrsport, der fra 1930 udkom hver måned. Det var ikke bare nyheder og klubstof — det var også en måde at samle miljøet på og fastholde en fælles linje, når sæsonen var ovre.

Året efter udgav LfD for første gang en fortegnelse over lejrpladser i Danmark. Og i medlemsbladet dukkede der endda en motorcamping-afdeling op — et tidligt tegn på, at lejrlivet var i bevægelse og allerede rummede flere måder at være campist på.

Lejrpladsfortegnelser og kort gav lejrfolket overblik — og gjorde det lettere at finde et sted at slå telt op.

Flere pladser — og bedre adgang

Organiseringen satte sig også i konkrete muligheder. I 1932 fik LfD adgang til en lejrplads i Husum, og efterhånden stillede en række godsejere lejrpladser til rådighed for LfD’s medlemmer. Hvor mange tidligere havde slået telt op, hvor de kunne komme til det, begyndte lejrlivet her at få et mere forudsigeligt net af steder at være.

Klubbens økonomi var desuden efterhånden solid — og det gav handlekraft. Lejrsport var stadig enkelt og jordnært, men det blev gradvist lettere at få det til at fungere i praksis.

Lejrpas: en god idé, der startede forsigtigt

I 1931 nedsatte Danmarks Naturfredningsforening et lejrudvalg, og her fik LfD en plads sammen med repræsentanter fra blandt andet DSU og spejderne. Baggrunden var blandt andet, at visse campisters uheldige optræden gjorde det sværere at få lov at slå telte op.

Her blev man enige om en ordning med lejrpas — et “bevis” til lodsejere på, at ihændehaveren hørte til i en seriøs organisation. Men selv gode idéer kan starte langsomt: I den første sæson blev der kun udstedt to pas til LfD-medlemmer, og ordningen var i begyndelsen forholdsvis ukendt blandt lodsejerne.

Alligevel var retningen tydelig. I begyndelsen af 1930’erne var lejrsporten ved at blive noget, der ikke bare foregik i naturen, men også i rammer, der gjorde det muligt at samle flere — og gøre lejrlivet til et miljø, man kunne bygge videre på.

Læs mere om campingens og DCUs historie