Camargue, autocamper, stellplads, Middelhavet Det yderste af Camargue, vi parkerer autocamperen ved Middelhavet. Det er en stellplads, hvor man kan overnatte. Foto: Renate Hovald
Campingferie

På jagt efter solen – med autocamperen sydpå

Hvad gør man, når vejret er trist og regnfuldt, og man længes efter sol og varme? Meget enkelt: pakker autocamperen og så afsted.

Tekst & foto: Renate Hovald

Mobiltelefonen får en nøglefunktion. Efter at roamingtaksterne i Europa er bortfaldet, har vi rigeligt med GB til at tjekke mails, Facebook, de hjemlige nyheder – og ikke mindst vejrudsigten. Det er nemlig den, som skal være vores ledetråd på vej ned gennem Europa.
 

Sydpå mod solen

Med autocamper er det som at have syvmilestøvler på. Den fungerer jo som en almindelig bil og skræver således uden besvær hen over selv større afstande. Derfor har vi heller ikke noget specielt mål. Betingelsen er bare sydpå, hvor solen skinner. Desværre gør den det ikke lige med det samme. Den findes først syd for Alperne, siger vejr-appen yr.no. Tysklands og Østrigs landskaber er følgelig noget, vi kun oplever gennem bilens panoramarude, helt efter mantraet: det er vejen, der er målet. Hvilket jo i og for sig ikke er så ringe endda. Alperne krydser vi afgiftsfrit på landevejen via tyske Füssen over Fern- og Reschenpass (kan anbefales), og efter en mellemlanding med blandet vejr i smukke Merano dirigerer vejrudsigten os videre til toscanske Pisa, byen med Det Skæve Tårn.

Pisa, Campo dei Miracoli, Domkirken, Det Skæve Tårn, Italien
Pisa, Campo dei Miracoli. Domkirken og Det Skæve Tårn.
Foto: Renate Hovald

 

Pisa er en rejse værd

Her ligger campingpladsen Torre Pendente Camping Village. Den er meget populær blandt autocamper-folk, fordi den er centralt placeret i forhold til Pisas UNESCO-verdenskulturarv: Campo dei Miracoli med marmorhvide baptisteriet, domkirken og selvfølgelig Det Skæve Tårn. Pladsens sanitære forhold er velfungerende, et større supermarked er lige i nærheden, og meget kan nås til fods. Og bedst af alt: solen skinner! Nu kan campinglivet endelig leves udendørs, selv efter at mørket er faldet på. Herligt.

Pisa er imidlertid også andet end Det Skæve Tårn, selvom det fascinerer hver gang på ny. Nu kommer vores e-bikes atter til indsats. De er gode til at øge autocampistens aktionsradius, uden at man absolut behøver at være i cykelrytter-topform. Vi opdager gamle, maleriske gadestrøg væk fra turiststrømmen, parallelt til pulserende storbyliv på den anden side af Arno-floden. Også en cykeltur gennem naturparken San Rossore med en imponerende allé af pinjetræer, høje som en gotisk katedral, bliver det til, samt en cykeludflugt ud til badebyen Marina di Pisa. Men den foregår allerede i trist gråvejr, for nu er solen rejst et andet sted hen. Så det gør vi også.

Arno-floden, Pisa, Italien
Det anderledes Pisa. Kig fra broen ud over Arno-floden.
Foto: Renate Hovald

 

Stopover i Sanremo

Vejrudsigten lover gode varmegrader i Provence – godt nok halvlangt væk, men intet problem for camperens syvmilestøvler. Som overnatningsstop midtvejs har vi udset os campingpladsen Villaggio dei Fiori i Sanremo. Sørme, om ikke alt er optaget! Heldigvis kan vi lige knibe os ind på en nødplads til venstre for indgangen. Og ja, solen skinner, men det blæser en halv pelikan. Alligevel strider vi os på cykel ind til centrum og klatrer op ad de krogede gader gennem den ældgamle bydel La Pigna. Den skal bare ses! Her går romantikken hånd i hånd med italiensk forfald og fremstår som anakronistisk modsætning til Sanremos millionærboliger nede langs Rivieraen, med den gigantiske lystbådehavn og et berømt spillekasino. Smukt er her. Det er nok også derfor, Alfred Nobel tilbragte de sidste år af sit liv her. Hans enorme rigmandsvilla gemmer sig, tilbagetrukket bag en gitterport, i en veltrimmet park.

Sanremo kunne godt være et lidt længere ophold værd, det skal vi huske. Campingpladsen virker tiltalende og har en god beliggenhed. Alternativet for autocampere kunne være stellpladsen i umiddelbar nærhed til campingpladsen. Det er et stort grusbelagt parkeringsområde med fri udsigt ud over vandet, når man står yderst. Men ellers er der ingen faciliteter. 
 

Sanremo, La Pigna, Italien, palmer
Sanremo, set fra toppen af La Pigna.
Foto: Renate Hovald

 

Sydfrankrig i solskin: Arles

Varmen tiltager, og efter en halv dagsmarch har vi passeret grænsen til Frankrig og er nået frem til Arles i regionen Bouche-du-Rhône. Temperaturen er blevet højsommer, selvom mistralen raser. Også Arles har en plads til autocampere på den anden side af Rhônefloden; igen foretrækker vi dog byens campingplads. Den hedder City og ligger i rimelig gåafstand til byen samt ikke langt fra et stort indkøbscenter, Centre Commercial. De sanitære faciliteter er til gengæld beskedne – ok for os, vi er ikke specielt kræsne på det punkt. Bare de fungerer. Pladsens kendetegn er de velafgrænsede parceller med en høj hæk omkring, ideelt som læskærm mod mistralen.

Arles er utroligt charmerende og ægte sydfransk. Den har i alt ni UNESCO-klassificerede seværdigheder at byde på, bl.a. en velbevaret romersk arena. De pittoreske og krogede gadestrøg har formodentlig ikke forandret sig ret meget, siden den hollandske maler Vincent van Gogh slog sine folder her for 130 år siden. En stor del af hans mest berømte værker er blevet til i og omkring Arles. Nogle af motiverne findes stadig, og en turistrute guider forbi dem. Det er en god måde at opdage små gemte steder, man som turist nemt overser. Det gælder også den ikoniske vippebro lidt uden for byen. Den cykler vi til – og fortsætter forbi den, for her begynder en velanlagt cykelsti langs en af de utallige afvandingskanaler, der gennemskærer det lave landområde, for at ende helt ude ved Middelhavet. Arles ligger i udkanten af naturparken Camargue. Det er Rhôneflodens salt-sumpede deltaområde, hvor flamingoerne – malerisk som højstilkede blomster – sopper fødesøgende i det lave vand, og hvor flokke af halvvilde, hvide heste traditionelt passes af de såkaldte gardiens, der ligner en mellemting mellem cowboys og spanske tyrefægtere. I hvert fald, når de optræder i turistisk galla-outfit.

Arles, arena, Frankrig
Den romerske arena i Arles.
Foto: Renate Hovald

 

Tyreløb i Saint-Rémy-de-Provence

Vi bliver i Arles i næsten en uge, her er bare dejligt. Da en større gruppe autocampere slår sig ned lige i nærheden af os og fester til langt ud på natten, er freden forbi. Vi vender derfor forsæderne igen i kørselsretning og fortsætter videre, dog ikke længere end ca. 30 km mod nordøst til Saint-Rémy-de-Provence for foden af bjergkæden Les Alpilles. Igen bliver det en bynær campingplads: Le Mas de Nicolas. Også dette er et skønt sted, der kan anbefales, og også her krydser man maleren van Goghs fodspor. En hyggelig spadseretur fører ud ad byen til romerske udgravninger, et mausoleum og en triumfbue. Byen er pynteligt velholdt og virker helt bevidst om sit lidt mere eksklusive image.

Det stærkeste indtryk gør et såkaldt tyreløb langs et af Saint-Rémys til formålet afspærrede lange gadestrøg. Opsatte beskyttelsesgitre sørger for fri bane. Tyrene slippes løs en ad gangen, og de fleste franske tilskuere hujer begejstret, når unge mænd forsøger dristigt at få dem til at sætte efter sig; det skal helst se farligt ud. Dette er optakten til den sydfranske form for ublodig tyrekamp, som skal finde sted næste dag. Vi overvejer at købe billetter. Men efter vi har fulgt tyreløbet og set, hvordan dyrene bliver maltrakteret med stokke og el-stave for at blive arrige og angrebslystne, opgiver vi planen. I vores øjne er det rent dyrplageri, og det er nok så som så med det ”ublodige”.

Tyreløb, Saint-Rémy, Frankrig
Scene fra tyreløbet i Saint-Rémy.
Foto: Renate Hovald

 

Orange i Vaucluse

Videre vil vi. Små 60 km længere mod nordøst og i regionen Vaucluse ligger Orange med campingpladsen Manon. Her er parcellerne kæmpestore, igen kantet af høje, klippede hække som værn mod mistralen. Temperaturen nærmer sig de 30 grader, så vi tilbringer resten af dagen vegeterende i skyggen under markisen. Det er bare herligt.

Byen har en smuk romersk triumfbue og et amfiteater, begge dele spændende og seværdige. Ikke langt herfra ligger den lille vinby Châteauneuf-du-Pape, berømt for sine Grand Cru-vine. Det giver anledning til en dejlig cykeltur over land, der tager en lille times tid hver vej. Fra resterne af det tidligere pavepalads rækker blikket hen over udstrakte vinmarker og helt over til Rhônefloden, der glimter i solen. Derfra går det stejlt nedad til centrum, hvor vi på torvet under os selv et glas af stedets dyreste rødvin. Det må da være et must, når man nu er her.

Desværre er vejrudsigten holdt op med at love sommer og sol. En sidste søndagstur går op til bakketoppen, hvorfra blikket afgrænses af Mont Ventoux i det fjerne. Dens skaldede isse er pakket ind i skyer. Derefter går det nordpå.

Den romerske arena, Orange, Frankrig
Den romerske arena i Orange.
Foto: Renate Hovald

 

Slut med jagten efter solen

Igen havde vi en dejlig tur. At vi har måttet flytte os oftere, end det egentlig var meningen, blev en oplevelse i sig selv. Atter en gang har vi med glæde fået bekræftet, at man med autocamper er utroligt fleksibel. Man kan altid finde frem til et solfyldt sted undervejs, hvor det er værd at blive et par dage. Selv uden den store planlægning hjemmefra.