Birte Phillips camperer igen trods mandens død. Minderne og glæden ved camping overlevede mandens død. Nu camperer Birte Phillips igen. Foto: Lasse Løndahl Henriksen
Campingvogne

Birte mistede sin mand: Nu lever enken campinglivet videre

Da Birte Phillips sidste forår mistede sin mand, var hun sikker på, at det var slut med campinglivet, som hun og manden sammen havde dyrket i 35 år. Men da sommeren kom, ombestemte hun sig, købte en ny vogn og tog på camping.
Annonce

Tekst: Torben Brandt

Juli 2019

 

Kort tid efter, Birte Phillips mand var død, satte hun deres fælles campingvogn til salg. Hun kunne ikke holde ud at kigge på den i garagen.

– Det var vores vogn. Jeg kunne slet ikke overskue at tænke på, at jeg nogensinde skulle campere igen, husker Birte Phillips.

 

Én gang camping, altid camping

Birte Phillips var 12 år, da hun første gang camperede med sine forældre. Det fortsatte ind i voksenlivet, hvor hun og hendes mand camperede sammen i 35 år over det meste af Europa – især i Frankrig, Spanien og Portugal.

Men det var noget, de to havde sammen, og når han ikke længere kunne gøre hende selskab, var camping ikke længere aktuelt, tænkte den 66-årige kvinde.

Minderne fra utallige campingture forsvandt imidlertid ikke, selvom hendes mand var død, og campingvognen var solgt. Og da sommeren nærmede sig, begyndte lysten til camping at melde sig igen.

Birte Phillips overvejede at købe et telt, men droppede tanken, fordi hendes to hunde, som følger hende i tykt og tyndt, aldrig havde sovet i telt. I stedet besluttede hun at campere i sin Peugeot Partner, som hun fik udstyret med solsejl.

– Det gik fint, den første dag hundene og jeg boede i bilen, hvor solen skinnede. Men næste dag regnede det, og så kunne jeg mærke, at det ikke var måden at gøre det på. Det var på det tidspunkt, jeg begyndte at lede efter en campingvogn på nettet.

 

Svært at opdrive hævetagsvogne

Birte Phillips var kortvarigt fristet af at købe brugt, men de vogne, hun fandt, var så gamle, at de hurtigt blev droppet. Hun ville gerne have fingre i en af de populære Hymer-hævetagsvogne, men de var svære at opdrive.

I Bremen fandt hun én hos en forhandler, men hun havde ikke lyst til at handle i Tyskland. Til slut besluttede hun at købe nyt og småt – for det skulle være en vogn, hun turde køre med.

– Jeg har ikke kørt ret meget med campingvogn, fordi min mand syntes, jeg kørte for hurtigt, så det var vigtigt at få en vogn, jeg kunne håndtere. Det er jo tåbeligt, at jeg ikke har kørt mere, for hvis den ene bliver syg, skal man jo kunne køre vognen hjem. Men hos os var arbejdsfordelingen sådan, at min mand kørte, og jeg sørgede for navigationen og for at gøre vognen klar, når vi nåede frem til campingpladsen, forklarer Birte Phillips.

 

Havetrailer som forsøgskanin

De mange overvejelser mundede til slut ud i lille Vega 295, hvor både størrelse og pris passede Birte Phillips godt.

Campinglivet overlever mandens død
Billedtekst: Sådan ser Birte Phillips’ Vega 295 ud med solsejlet på. Den jyske kvinde havde et arbejdsliv, hvor hun 60-70 dage om året fløj rundt i Europa, så hun kender alt til at bo på hotel, men hun synes, det er langt bedre at campere, især som enlig,
Privatfoto: Birte Phillips
– Jeg fik den sidste, de havde. Jeg endte med at få én med alufælge, selvom det faktisk overhovedet ikke interesserede mig.

Hun vidste, det ville være udfordrende at lære at bakke bilen til campingvognen, når der skulle kobles på. Derfor øvede hun sig intensivt hjemme i indkørslen, hvor hun brugte en havetrailer som forsøgskanin. Men hun syntes, det var svært og besluttede derfor at få monteret en mover på campingvognen.

– Det har vi også haft på vores andre campingvogne. Jeg valgte en helt enkel og simpel mover med manuel tilkobling, hvor batteriet kun er til moveren. Det kobler ikke op på andre ting, for det kunne jeg sagtens undvære. Jeg har fået en enkel vogn, hvor der er plads til mig og mine hunde, og hvor der er et køleskab, et toilet og et solsejl. Meget mere har jeg ikke brug for.

 

Kørte til familiens gamle feriested

Selvom Birte Phillips havde forberedt sig godt, var hun alligevel spændt, da hun i sommer kørte fra hjemmet i Løgstrup mod Hahnenklee i Harzen, hvor menuen stod på hårnålesving.

– Det var ret sjovt, men jeg blev der alligevel et par dage, for jeg lige skulle samle mod til at komme derfra igen. Men det gik heldigvis fint.

Undervejs gik det op for hende, at GPS’en var upålidelig, fordi den ikke var opdateret. Derfor valgte hun at køre mod Alsace, hvor hun og hendes mand har tilbragt mange campingferier.

– Jeg var nødt til at køre til et sted, hvor jeg kunne huske vejen. Men ellers har jeg den regel, at man aldrig er kørt forkert – man er bare kørt en anden vej.

 

Vil ikke opgive sin hobby

Efter første ferie på egen hånd er Birte Phillips lykkelig for, at hun valgte at forsætte sit campingliv.

– Når jeg taler med folk, er der rigtig mange, der fortæller om venner, familie eller naboer, der har stået i samme situation som mig. De har ikke haft overskud til at fortsætte med at campere og er ikke kommet videre, men jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at man skal undvære sin hobby, fordi man er blevet alene.

– Jeg ved, at der sidder mange pensionister, der ligesom jeg er blevet alene. Og selvom det kan være svært, vil jeg opfordre til, at man prøver at fortsætte med at gøre de ting, man kan lide, uanset hvad der sker i ens liv, siger Birte Phillips, der tager visse forholdsregler, når hun rejser alene.

– Man skal bruge sin sunde fornuft. Man skal f.eks. ikke køre ind på tomme rastepladser. Jeg har ingen smykker på, og jeg sørger altid for at køre i et par joggingbukser, så jeg ligner én, der ikke er værd at slå ned. Og når jeg kommer til en ny plads, lægger jeg mig sammen med nogle, der minder om mig selv. Jeg lægger mig aldrig ude i det yderste hjørne af pladsen, hvor man måske vil føle sig lidt utryg.

 

Af sted igen med opdateret GPS

Efter at have klaret den første tur med bravur har Birte Phillips fået blod på tanden. Allerede til påske rejser hun fire uger  til Frankrig – nu med opdateret GPS, så hun ikke farer vild.

– Folk spørger tit, hvordan jeg tør køre selv, men det er jo ikke meget anderledes end at køre til København. Der er bare lidt længere til Frankrig. Jeg planlægger nogenlunde fra dag til dag, hvor jeg gerne vil overnatte, og jeg kører som regel ikke over 400 km om dagen, for så bliver jeg ikke presset på tiden, siger Birte Phillips, der flere gange i vinterens løb har været ovre i garagen for at kigge til campingvognen. Den har det godt og glæder sig ligesom sin ejer, til foråret kommer.