Den 13. december 1926 samledes en gruppe på 8-10 entusiastiske lejrsportsfolk om spisebordet i en lejlighed på Fælledvej på Nørrebro i København for at danne en egentlig lejrklub.

Grupper af københavnere var begyndt at låne et hjørne af bondemandens mark og købe hø til at ligge på i teltene. I Foreningsdanmark blev det hurtigt til klubber, som drev hver sin lille lejrplads.

Dermed var grunden lagt til Lejrklubben Danmark af 1926, som igen samledes i en egentlig campingunion, Dansk Camping Union (DCU).

Jørgen Topholm blev valgt som den allerførste formand, og han fortsatte indtil sæsonen 1929. Til dato er det blevet til 14 DCU-formænd, hvoraf den nuværende landsformand, Anne-Vibeke Isaksen, er den første kvinde på posten.

 

8.450 kroner for en campingvogn

Op gennem 60’erne ændrede camping sig så småt i Danmark i takt med, at campingvognene begynde at vinde frem. I 1963 rullede de første forsøg på at skabe en campingfolkevogn ud fra Helmut Knaus' lille virksomhed i Marktbreit i Sydtyskland. Den fik navnet Schwalbennest, på dansk Svalereden, og i dag er et svalepar på vej til reden stadig Knaus-fabrikkens bomærke.

Knaus Schwalbennest var efter datidens målestok en utroligt velfungerende lille sag. En gasvandvarmer – som mange i forvejen kendte hjemme fra lejligheden – sørgede for komforten, og hvis familien kunne lide at ligge tæt, var det i Svalereden, det foregik: tre personer (eller måske flere) på 134 gange 176 centimeter. Temmelig imponerende ud af en totallængde på mindre end tre meter. I dag er campingvogne oftest tre gange så lange. Prisen var dengang 8.450 kroner.

 

Hjul på sommerhuset

Blandt de første, der kom på banen med en dansk udgave af Svalereden, var den daværende ejer af Hinshøj Savværk i Alum ved Randers, Holger Jacobsen. Der var byggestop i Danmark, og det var nærmest umuligt for ham at få afsat de mange sommerhuse, der dannede fundamentet for hans savværk. Og hvad gør en driftig jyde så ved det? Han satte hjul under sommerhuset og kaldte produktet en ”caravan”. Hinshøj Junior på sølle 1,90 gange 2,50 meter var beregnet til tre personer, og med en egenvægt på 410 kilo var det også nogenlunde, hvad en Ford Anglia eller Volvo P-18 kunne trække.

 

Ingen campingvogn uden et trækdyr

Blandt DCUs nuværende medlemmer er det cirka 92 procent, som har en campingvogn. I 1960'erne var der imidlertid kun få, som spåede campingvognene nogen chance. Kun hver ottende danske familie havde bil, og hvad skulle man med en campingvogn uden et trækdyr? Alligevel var der fremsynede forretningsfolk og såkaldte lejrsportsfolk, der hurtigt indså mulighederne i det rullende sommerhus. De satte alle sejl til for at udbrede kendskabet til ”dette nye”.

Det var engelske Sprite, som var i førertrøjen dengang. Hinshøj i Ålum, Dantra i Store Merløse, Eccles fra England og MKP fra Kolding var også kvalificerede bud på fornuftige campingvogne, som dengang kostede det samme som en Folkevogn - cirka 15.000 kroner. Flere danske campingvognsfabrikker opnåede pæne salgstal. Den sidste danske serieproducent af campingvogne, RC i Løkken, måtte dog opgive som selvstændig virksomhed i 1992.

 

Økonomien kuldsejlede

I takt med at camping ændrede sig, skete der også store forandringer i DCU, som i sin levetid har haft 13 mænd og én kvinde i formandsstolen. Det begyndte med Jørgen Topholm, som blev valgt ind i 1926 og sad frem til 1929. Blandt dem, der har siddet længst, er Erhard Herløv Jørgensen, som blev formand for DCU i 1948 og sad helt frem til 1974. Han var desuden redaktør på bladet Camping og havde også været DCU's direktør, men overlod styringen til nye kræfter på repræsentantskabsmødet 24. marts 1974, hvor han sluttede efter 26 år som landsformand i DCU.

Op gennem 80’erne kom DCU imidlertid i store vanskeligheder. Direktører kom og gik med måneders interval, og økonomien kuldsejlede. DCUs rejsebureau skrantede, og på rekordtid havde DCU opbrugt sin egenkapital og skyldte et tocifret millionbeløb væk.

Problemet var, at DCU ikke længere kun var en forening med en foreningskasse, men var blevet en lille koncern med en millionomsætning, og det var unionen på daværende tidspunkt ikke helt gearet til. Til slut stod DCU uden såvel formand som direktør, og ingen anede deres levende råd.

 

DCU op af afgrunden

Næstformanden i DCU - morsingboen Kresten Balle Jensen - sprang i efteråret 1987 til og blev konstitueret som formand for et lille halvt år. Han fik hovedbestyrelsen med til at headhunte det menige medlem i 5. kreds, vinhandler Bjarne Jensen, til formandsposten. Han havde blandt andet udmærket sig ved et rekordsalg af amerikansk lotteri på en kredsgeneralforsamling, og samtidig var han kendt som en knalddygtig forretningsmand i det århusianske miljø og som leverandør af den hårdtslående Arnbitter til bestyrelsen.

Bjarne Jensen sagde ja til at overtage roret og fik forbavsende hurtigt DCU på økonomisk sikker kurs. Han ryddede op i organisationen, lukkede rejsebureauet med øjeblikkelig virkning og fyrede økonomichefen, som han var lodret uenig med. Han forlangte, at folkene bag organisationen kunne leve op til krav som rettidig omhu, loyalitet over for DCU, politisk tæft og evnen til omstilling – ellers var det ud.

 

Rykker i eget hus

I 2004 rykkede DCU ud af sine dyre lejelokaler på Gammel Kongevej og ind i sit nuværende domicil på Korsdalsvej, klos op ad DCU-Copenhagen Camp ”Absalon”, som er en af de i alt 22 campingpladser, DCU i dag driver. Takket være sine godt 47.000 medlemmer og næsten en million overnatninger på sine campingpladser er økonomien sund i DCU, hvilket Bjarne Jensen kan tage sin store del af æren for.

Han sad som formand indtil 11. maj 2019, hvor han på repræsentantskabsmødet valgte ikke at genopstille. Det skete efter, at DCUs hovedbestyrelse på et møde i marts 2019 havde meddelt Bjarne Jensen, at den takkede ham for en stor og uvurderlig indsats i DCU, men at der ikke længere var opbakning til ham i hovedbestyrelsen, som i stedet indstillede Anne-Vibeke Isaksen til formandsposten. Hun blev derpå valgt uden modkandidat.